Nyt



At islamiseringen ikke er et tilvalg blandt de europæiske befolkninger, men noget som er påtunget dem af deres egne statsmagter, illustreres på klareste vis af en ny tysk retskendelse. En kvindelig muslimsk børnehavepædagog fil for nyli forfatningsdomstolens ord for, at hun har ret til at anvende muslimsk hovedtørklæde på sin kommunale arbejdsplads med den begrundelse, at et forbud ville være i strid med religionsfriheden.

Frankfurter Allgemeine skriver:

En muslimsk børnehavepædagog har principielt ret til at bære muslimsk tørklæde i en kommunal børnehave. At man bærer denne religiøse hovedbeklædning er ikke ensbetydende med, utilbørlig eller missionerende adfærd, fastslog den tyske forfatningsdomstol i en kendelse, som blev offentliggjort sent mandag. Et generelt forbud mot islamisk tørklæde er i følge kendelsen i strid mod den grundlovsbeskyttede tros- og samvittighedsfrihed.

Princippet om fuldt medløb for hijab og lignende beklædning, er dermed blevet stadfæstet af domstolen, som allerede i januar sidste år fastslog, at forbuddet mod børnehavepædagogens brug af islamisk tørklæde i delstaten Nordrhein-Westfalen ikke var i overensstemmelse med grundloven.

Sejren for tørklædet kommer efter en lang juridisk kamp – kald det bare jihad:

I den sag, som nu er blevet afgjort, var en muslimsk børnehavepædagog, ansat i en kommunal børnehave i delstaten Baden-Württemberg, gået rettens vej. Af religiøse grunde havde kvinden nægtet at tage tørklædet af, mens hun var på arbejde. Arbejdsgiveren gav hende derfor en advarsel med henvisning til de regler, som på dette tidspunkt var gældende i delstaten. Herefter måtte man ikke tilkendegive hverken politiske eller religiøse holdninger, der kunne rejse tvivl om institutionens neutralitet.

ANNONSE

Sagen fortsatte til en højere instans, men med samme udfald:

Tysklands øverste domstol i sager om arbejdsret, som ligger i Erfurt, afgjorde, at advarslen var rettmæssig. Børnehavepædagogen brød tørklædeforbuddet bevidst og over længere tid. Da det blev lagt til grund, at det muslimske tørklæde har en bestemt religiøs betydning, udgjorde brugen af det også et religiøst standpunkt, som stred imod delstatens lovfæstede neutralitet.

Men da sagen nåede højesteret, blev alt omstødt. Tysklands forfatningsdomstol erklærer nu, at delstaten Baden-Württenberg har krænket børnehavepædagogens tros- og samvittighedsfrihed:

Kvinden havde hverken optrådt missionerende på arbejdet eller påvirket institutionens fred eller neutralitet negativt. Hun brugte bare tørklæde, og en ren abstrakt risiko for at påvirke institutionens neutralitet er ikke tilstrækkeligt til at nedlægge forbud.

At kvinden ikke skulle have optrådt missionerende er næppe i overensstemmelse med den almindelige opfattelse i Tyskland. Man skal være temmelig naiv og uden føling med almindelige mennesker for ikke at fornemme, at et klædningsstykke som hijab ofte opfattes som en påtrængende form for religionsudøvelse, som vidner om upassende optræden i form af manglende vilje til at tilpasse sig omgivelsene. At kvinden ikke har påvirket institutionens neutralitet, er kun rigtigt ud fra en overfladisk betragtning. For det er de færreste nordeuropæere, der ønsker at vise, at de ikke kan fordrage hijaben. De fleste tier for ikke at risikere ubehageligheder.

Konsekvenserne er imidlertid til at få øje på: De forældre som har muligheden, flytter deres børn til en anden børnehave, hvor de forhåbentlig kan slippe for at blive islamiseret fra spædbarnealderen. De tier nok, men de stemmer med fødderne. Polariseringen og fremmedgørelsen over for islam øges  – i modstrid med de gode intentioner.

Domstolen bruger derfor sin magt til at normalisere tørklædet:

Den omstændighed, at en enkelt kommunalt ansat børnehavepædagog bruger muslimsk tørklæde betyder ikke, at delstaten dermed identificerer sig med en bestemt tro, fremhæver forfatningsdomstolen. Det islamske hovedtørklæde er almindeligt i Tyskland, og “genspejler det daglige samfundsliv”.

Delstaten identificerer sig næppe med islm, men den viser helt klart, at den underkaster sig islam. Det er som om Frankrig er på en anden planet: Her har man en klar forståelse af, at hijaben er invasionshærens fane.

Domstolen fortsætter med de skriftende forklaringers forvirrende leg, for mens afvisningen af at forbyde heldækkende slør som oftest begrundes med, at der alligevel er så få, der bruger dem, er det selve udbredelsen af det muslimske tørklæde som er årsagen til, at det ikke kan forbydes. Om det er plat eller krone spiller ingen rolle – sløret vinder alligevel. Det eneste man kan være sikker på er, at islam altid forkørselsret.

For domstolen er islam som en hvilken som helst anden religion. Det er som om bagtæppet af demografi, terror og krig ikke fandtes:

Mennesker med en anden tro har ikke noget krav på at blive skånet for synet af symboler på bestemte religioner eller verdensanskuelser.

Det er klar besked: Hvis der er planer om en ny moské i dit nabolag, har du intet at skulle have sagt. Hvis prisen på din ejendom falder eller dine trygge velkendte omgivelser bliver infiltreret af fremmede terroraspiranter, så er det dit eget problem. Staten overlader dig til dig selv. Og glem det gamle lokalpolitiske princip om, at man skal undgå at lave folks nærmiljø om til uigenkendelighed. Hvis din nabo vil bygge et anneks på sin grund, kan du sagtne stikke en bureaukratisk kæp i hjulet på den proces. Men over for islamiseringen står du magtesløs.

 

Frankfurter Allgemeine

ANNONSE