Kommentar

Foto: Bente Haarstad. Den som bevæger sig rundt i Oslo kan ikke undlade at lægge mærke til at forekomsten af hijab og mere heldækkende tøj som abaya og niqab er øget kraftig. Det er en kraftig advarsel om at islams tilstedeværelse er stadig mere påtrængende, også i hverdagen.

 

Det bliver ofte hævdet at det store flertal af muslimer i Norge er moderate og fuldt ud accepterer vor statsordning og vort retssystem. Påstanden indebærer at flertallet af muslimer ikke tager Koranen alvorligt og tager afstand fra Muhammeds politiske ideologi og detaljerede regler for enhver troendes liv. Vor statsminister hævdede for nylig at «over 99 komma ganske mange procent» af norske muslimer har en intention om at være gode norske borgere og er gode norske borgere. Hvordan kan hun vide det? Og hvad betyder det at være en god norsk borger? Er man en god norsk borger hvis man arbejder for at afskaffe grundloven og europæiske frihedsværdier for at erstatte dem med Muhammeds love? Islams værdier er de modsatte af vore, og hvis vi slipper islam ind, er det ude med os.

En vanlig kritik mod dem som skriver på netsteder som rights.no og document.no, er at de ikke har forstået at islam er fuldt ud forenelig med vestlig frihed og vestlig demokrati. Kritikerne er muligvis uvidende, men det kan også hænde at de af ideologiske grunde bevidst undgår at undersøge om et frit, demokratisk system med menneskeskabte love er i strid med Koranen – af frygt for den virkelighed som da ville åbenbare sig. (Det er dette jeg tidligere har kaldt koranofobi, den næsten universelle vægring mod at studere Koranen.)

ANNONSE

Islam betyder sharia

Hvis vi går ud fra at islam fremdeles betyder underkastelse under Muhammeds ideologi og forbud mod at tænke udenfor Koranens rammer, og at muslim betyder en som har underkastet sig, lyder det mærkeligt at «muslimer» skal kunne godtage noget andet end et sharia-baseret samfund. Gør de virkelig det? Ønsker de integration, inkludering, omfavnelse? Har muslimer opgivet skellet mellem troende og vantro?

Islam kræver anerkendelse som «religion». Men det må være rigtigere at definere islam som et samfundssystem. Det arabiske ord er dîn, og det betyder ikke det samme som vort ord «religion». Hvis vi seriøst undersøger hvordan islam fungerer i praksis, fremgår det at vi står overfor et totalt system med flere komponenter. Der er fem vigtige komponenter, og religion er bare én af dem. I tillæg til den fanatiske og absolut intolerante religionen, finder vi en juridisk, en politisk, en økonomisk og en militær komponent. Det er denne helhed vi står overfor, og den viser sig at være et totalitært system defineret af en præstekaste. Den vigtigste komponent er nok den juridiske, altså sharia. Vi kan også medtage en sjette komponent: overbevisningen om at Muhammeds love skal indføres overalt på kloden, og at det er enhver troende muslims opgave at bidrage til det.

Under halvparten er moderate

Hvis man studerer diverse undersøgelser og meningsmålinger, kan man efterhånden komme frem til en nogenlunde rimelig antagelse om hvor stor en procentdel af de europæiske muslimer som tager Koranen alvorlig og altså er troende. Det er nok langt flere end statsministeren tror. Samtidig viser disse undersøgelser at ikke alle «muslimer» er muslimer. Der findes også en del ikke-muslimer i den gruppe vi sædvanligvis betegner som muslimer. De er på forskellig vis påvirket af islam, men ikke troende, og de fleste af disse vil kunne acceptere vore frihedsværdier og et vestligt samfundssystem, stik i strid med Koranens klare bud.

Hvor mange europæiske muslimer er virkelig troende, og hvor mange er «moderate» eller slet og ret ikke-troende? Vi kan begynde med en velkendt og opsigtsvækkende dansk undersøgelse som Jyllandsposten foretog i 2015. Da var det rundt 260 000 personer i Danmark som definerede sig (eller blev defineret) som muslimer. Lidt over halvparten sagde at de bad fem gange om dagen, og bare 21 % svarede at de aldrig bad; disse sidste bliver af Koranen defineret som ikke-muslimer. Godt over halvparten (62 %) afslørede sig som fundamentalister og mente at Koranens anvisninger (altså sharia) skulle følges fuldt ud, mens 28 % var uenige og rundt regnet 10 % «ikke vidste» hvad de skulle svare. Hvis vi rent eksperimentelt deler denne sidste gruppe i to, stiger naturligvis antallet af fundamentalister til 67 % og antallet af moderate til 33 %, men det er umuligt at vide om en sådan inddeling er rimelig.

Videre mente halvparten af de adspurgte, at der ikke var noget behov for at tilpasse islam til vestlig tankegang, men næsten 38 % var uenige og mente at islam må reformeres, uden at det fremgik hvordan man kunne gå frem for at detronisere Muhammed, for det bliver en udfordring. Kan disse 38 procent karakteriseres som «moderate»? I så fald er tallet skuffende lille. Rundt regnet 12 % lod være med at tage stilling, og det er ikke mulig at vide hvad de mente. Her kan vi trolig trække den konklusion at mindst halvparten af danske muslimer foretrækker et traditionelt sharia-styret samfund, ikke et demokrati der mennesket selv kan udstede love. De ønsker ikke inkludering og integration, og der har de støtte af praktisk talt samtlige muslimske lærde. Hvad betyder dette for vår vurdering af moskeernes rolle? Findes der moskeer som arbejder for inkludering og integration? Har dette været undersøgt?

Jødehadet vokser

Det er skræmmende at over halvparten af de danske muslimer i denne undersøgelse mente at Israel ikke havde ret til at eksistere, mens en god del svarede «ved ikke». Har nogen undersøgt hvad norske muslimer mener om dette? I hvert fald er det ikke rart at jødehadet vokser, for muslimske lærde over hele verden fordømmer jøderne med baggrund i det Koranen lærer om dem. Mange fremtrædende lærde kræver at jøderne skal udryddes, og der er grund til at tro at muslimske børn får dette ind med modermælken og senere bliver grundig inficeret med jødehad i vore statsstøttede koranskoler. I alle fald ligger der jødefjendtlige prædikener i tusindtal let tilgængelige på YouTube, som tilsyneladende ikke har noget problem med at sprede had, hvis det kommer fra rette kilde.

Det indtryk man får af denne danske undersøgelse, er at mindre end halvparten af de danske muslimer er det man kan kalde «moderate», mens mange er ikke-troende (men alligevel bliver kaldt muslimer), og at der er en gråzone som enten ikke ved eller ikke kan/tør/ønsker at svare. I modsætning til hvad norske journalister og politikere docerer, er flertallet af de troende muslimer fundamentalister, og det betyder at de heller ikke har lov til at lade sig integrere. Integrering i et hedensk samfund er ikke tilladt for troende muslimer. Her følger de Koranen, som flere steder klart forbyder det vi kalder integrering. Vore statsstøttede moskeer, «kulturforeninger» og koranskoler repræsenterer derfor en vedvarende hindring for integrering, uden at politikerne synes at have «opdaget» det. De har øjne at se med, men de holder hænderne for øjnene og tør ikke se virkeligheden. Hvor længe kan dette fortsætte?

Fundamentalisme er ikke et marginalt problem

Den hollandske sociolog Ruud Koopmans har også påvist at flertallet af europæiske muslimer fra henholdsvis Marokko og Tyrkiet er fundamentalister som tager Koranen bogstavelig. Religiøs fundamentalisme er ikke et marginalt fænomen blandt vesteuropæiske muslimer, siger hanHvis man lægger de udenlandsfødte og de europæiskfødte immigrant generationer sammen, er næsten 60 % enige i at muslimerne bør vende tilbage til islams rødder, 75 % mener at der kun er én mulig måde at tolke Koranen på (at den altså skal tages bogstaveligt og anses som bindende, og at ingenting må bortforklares), og 65 % siger at de religiøse lovene er viktigere for dem end lovene i det land de bor i. Konsistente fundamentalistiske holdninger, hvor de adspurgte er enige i alle tre udsagn, findes blandt 44 % af tyrkiske og marokkanske muslimer, men de er meget mere udbredt blandt marokkanerne end blandt tyrkerne, så procentandelen er trolig ikke repræsentativ for Europas muslimer totalt. Tyrkiske muslimer er en minoritet her, og derfor må vi regne med at de marokkanske muslimer er mere repræsentative for situationen i Europa, og særligt i Norge.

I en anden artikel viser Koopmans at også et flertal af svenske muslimer mener at religiøse love er vigtigere end verdslige, og at der kun findes én rigtig tolkning af Koranen.

En tysk sociolog, Wilhelm Heitmeyer, skrev i 1996 at 32 procent af unge tyske «muslimer» (væsentligst tyrkere) var helt irreligiøse, uden at angive hvor mange af de øvrige 68 procent som var fundamentalister. Siden 33 % af de unge tyrkere sympatiserede med den stærkt anti-vestlige organisation Millî Görüş og 27 % af dem var tilhængere af brug af vold for at opnå religiøse formål, var det nok få af disse unge tyske muslimer, som regnede sig som «moderate». Over halvparten af de unge tyske muslimer ville sende deres børn i koranskoler, og de udtrykte at de ønskede sig flere af dem. Endnu værre var det at også den nyfascistiske organisation De grå Ulve (Bozkurtlar) havde lige så mange tilhængere som Millî Görüş.

Dette er helt andre tal end det vi er vant til at høre fra NRK og flertallet af norske medier, og det er endda tal som er let tilgængelige for forskere, se Ruud Koopmans: Religious fundamentalism and out-group hostility among Muslims and Christians in Western Europe, Wissenschaftszentrum Berlin für Sozialforschung, 2014. Hvorfor er medierne tavse om så vigtige fakta? Hvorfor giver man i stedet indtryk af at de moderate er i flertal? Og hvorfor omfavner politikerne fundamentalisterne i stedet for de moderate, om de da ellers findes?

Koopmans påpeger også at jo mere religiøse muslimerne er, desto mere fundamentalistiske bliver de. Koranlæsning og moskébesøg fører altså til mere fundamentalistiske holdninger, og i mange tilfælde til det som eufemistisk bliver kaldt radikalisering. Det er Koranen som radikaliserer. Men norske såkaldte islameksperter synes at mene at Koranen ikke er relevant for forståelsen af islam; de tror vel at det kun er salafister og jihadister som læser Koranen i dag. Det er i sig selv opsigtsvækkende, for det indebærer en stiltiende indrømmelse af at Bogen er farlig. Så vidt jeg har forstået, er der ingen af dem som advarer mod brugen af Koranen som lærebog i koranskoler.

Schreibers bøger

Den arabisktalende tyske journalist og TV-kendis Constantin Schreiber har skrevet to vigtige bøger om islam – den ene om det hadet mod jøderne og Vesten som bliver dyrket frem i skolebøger i Afghanistan, Iran, Egypten, Tyrkiet og andre lande, og den anden om det had moskeerne i Tyskland spreder. Bøgerne er tyske bestsellere, men jeg har aldrig set dem omtalt i norske medier. Schreiber blev rystet over hvad imamerne i tyske moskeer kunne få sig selv til at sige. Han havde ventet at imamerne i hvert fald i nogle af de 13 moskéer han besøgte i Berlin-området, skulle forkynde en moderat og vesten-venlig religion. I stedet advarede de stærkt mod integrering og accept af vestlige frihedsværdier, og til og med mod at deltage i de kristnes afskyelige julefejring (som for en troende muslim er barbarisk afgudsdyrkelse). En journalist spurgte ham om han overhovedet ikke havde hørt noget positivt, noget som tydede på vilje til at lade sig inkludere i det tyske samfund. Da svarede han: «Jeg ville så gerne kunne nævne et positivt eksempel, en prædiken som udstrålede åbenhed for verden, en bro over til et liv i Tyskland, men noget sådan fandt jeg ikke.»

Ingen statsbetalte forskere har hidtil vovet at undersøge hvad der foregår i norske moskeer og koranskoler. Så vidt jeg ved. Norske pædagoger og psykologer svigter os, og særligt vore børn, både de muslimske og de norske.

Hvis det er rigtigt, at de fundamentalistiske (bogstavtro) muslimer er i flertal, er det vigtig at få politikerne til at forstå det, for fundamentalister vil med tvingende nødvendighed oprette en stat i staten, eller rettere sagt en stat over staten, fordi de ikke kan acceptere hedenske love som ikke har udspring i Koranen. De vil hele tiden udøve et mere eller mindre subtilt pres for at islamisere os ved at påvirke og overtale både politikerne og medierne, som fremdeles lider under den vrangforestilling at muslimerne er en minoritet som må beskyttes og hjælpes frem.

Ledende muslimske skriftlærde, som egypteren Yusuf al-Qaradawi, nu med basis i Qatar, mener at Europa er så syndig og depraveret at islam let vil vinde frem, ganske enkelt ved overtalelse, infiltration og såkaldt misionsvirksomhed. Den minoritet som vi tror, må beskyttes, har i virkeligheden støtte af flertallet af de mindst 1,6 milliarder muslimer som omgiver os på alle leder og kanter. Medierne har, uden at læse Koranen, ladet sig overtale til at tro at islamiske voldelige organisationer ganske enkelt er terrororganisationer, som ikke har noget med islam og Koranen at gøre. Den Islamiske Stat (IS), som medierne nu tror, er nedkæmpet, bliver stadig omtalt som en «terrororganisation». Men terror og trusler er en helt væsentligt del af Koranen. Det er tilsyneladende ukendt for de fleste som sidder i magtpositioner og definerer vort forhold til islam. Abu Bakr al Bagdadi er en oprigtigt troende muslim, som gør alt for at leve som Muhammed lærte. Det vi opfatter som ondskab, er for ham religion. Terror i Allahs tjeneste kan opleves som godhed.

Verden er et galehus, fuldt af mægtige islamiske organisationer som Taliban, IS, Al-Qâ’ida, Hizbollah, Hizb ut-Tahrîr, Hamas, Muslimbrødrene, Boko Haram, Gülen-brorskapet, Millî Görüş, Minhaj ul-Qur’ân og Al-Shabâb, som alle har som mål at gøre det ugudelige vestlige demokrati til en parentes i historien. Ikke alle er ligeså aggressive; nogen af dem arbejder tålmodigt og tilsyneladende på fredelig vis ved at infiltrere medierne, idealistiske organisationer, kirkesamfund og styrende organer. Her er det Muslimske Broderskab suveræne fordi de går så stille med dørene.

Ifølge Xenofon definerede Sokrates galskab (manía) som det modsatte af visdom (sofía). Uvidenhed var ikke nødvendigvis galskab, sagde han, men mangel på selvindsigt og det at have bastante meninger om ting når man faktisk var uvidende – ja, det nærmer sig i hvert fald grænsen til galskab. Vore dages politikere har faktisk bastante meninger om ting de ikke har forstand på. Og ikke bare det: Mange af dem vil forbyde udforskning af islam og en fri debat om Muhammeds politiske ideologi. De burde måske gå tilbage til vore rødder og undersøge hvordan den frie tanke og den europæiske forskertrang opstod. I dag er den under angreb. Islam tillader ikke fri forskning og tænkning – ikke engang filosofi. Alt er tilstrækkeligt forklaret i Koranen, som er skabergudens sidste ord til menneskene. Der kommer ikke flere budskaber, fordi Muhammed var det sidste sendebud. Derfor kan den heller ikke reformeres. Hvem skulle påtage sig at gøre det? En som mener at have bedre moral end Muhammed? Sådan tænker i hvert fald fundamentalisterne.

Mange af de islamiske organisationer har enorme økonomiske resurser, og vore politikere bidrager gerne med en slant af vore skattepenge, så al-Qaradawi har grund til at være optimistisk. Vor nuværende regering har også sørget for at lønne en hær af ivrige akademikere til at afsløre «muslimhadet» og «islamofobien» i det norske samfund, og disse såkaldte forskere kommer nemt til i medierne, til stor glæde for den skriftlærde i Qatar. Mild overtalelse og en lille dosis pres fungerer, og de vantro gør som de får besked på. Allah er stor.

Hvem behøver beskyttelse?

Hvordan kan nogen fortsat hævde at muslimerne er en minoritet som behøver beskyttelse? Er det ikke snarere vi europæere som behøver beskyttelse, ikke bare mod den muslimske majoritet som omgiver Europa og gradvis overtager storbyerne, men også mod handlingslammede politikere, virkelighedsfjerne journalister og kundskabsløse akademikere som staten betaler for at skrive stygge personangreb på et kvasividenskabeligt sprog? Hvad med kristne børn i norske skoler? Behøver de ikke beskyttelse mod fanatiske skolekammerater, som har gået i koranskoler? Hvorfor mørklægger vi dette?

Europa gennemgår en religiøs udrensning, hvor ikke bare jøderne, men også de kristne bliver bragt til tavshed og fordrevet. Det bliver forbudt at bære kors, men hijabklædte småpiger bliver hilst velkommen i vore skoler. Både kirke og stat svigter. Afkristning ledsages af islamisering, og det går stærkt. Jøderne er en virkelig minoritet som behøver beskyttelse, men det er åbenbart ikke noget vore politikere er optaget af. Koranen fordømmer allerede i første sura ikke bare jøder, men også kristne, som har formastet sig til at gøre «apostlen» Jesus til gud. De kristne bliver nu fordrevet fra Mellemøsten, men hvor skal de tage hen? Europa tager ikke imod dem, og vore biskopper tier. Hedder det ikke «den som tier, samtykker», eller husker jeg fejl? Uanset hvor de flygtende kristne havner, vil de være udsat for de stadig mægtigere muslimers diskriminering og had.

Et kommende kaos

Vi ser hvordan Europa langsomt bryder sammen, efter at Mellemøsten er flyttet ind i vore storbyer. Vi har ikke råd til at holde vore retsstater oppe; de forfalder, og islam udbygger sin infrastruktur, i de fleste lande med statsstøtte. I Sverige er det nu kun de aller værste forbrydelser som bliver efterforsket. Domstolene har fået besked på at spare, og Svea Hovrätt melder at antallet af dommere må reduceres, til trods for at antallet af straffesager i år er øget med syv procent. Alle retssager kommer til at tage længere tid. Svenskerne saver desperat den gren over, de selv sidder på, og Norge følger efter. Det sidste er at vore politiske ledere, som har tvunget os til at leve i en stadig stigende frygt og utryghed, nu vil tvinge os til at tro at vi er trygge, at vi ingenting har at frygte. Det skal ikke engang være tilladt at frygte længere, og de som giver udtryk for sin frygt, må bringes til tavshed med alle midler.

Ifølge den egyptisk-tyske statsvidenskabsmand Hamed Abdel-Samad har nu 75 % af skoleeleverne i Frankfurt indvandrerbaggrund. Muslimerne udgør en stor del af disse. Er der virkelig ingen ansvarlige som forstår hvad det betyder? Hvordan ser tyske storbyer ud om femten år, når disse børn bliver voksne?

I det kommende kaos vil nok mange kunne overtales til at tro at islam er løsningen, at Europa trenger islams brutale straffesystem, og at vi må opgive vår frihed og lade os lede af islamske skriftlærde. Andre vil råbe på en stærk mand. Fortjener vi ikke bedre?

 

 

Bjarte Kaldhol er professionel oversætter der kan flere “døde” sprog og som har lært sig klassisk arabisk for at kunne læse Koranen i original

ANNONSE

Læs også

Tillader Koranen voldtægt? -
Nøglen til jihad -
Tempelbjerget og UNESCO -
Brutalitet er halal -