LEDER



Når man ikke længer taler samme sprog, er det svært at tale om offentlighed. Når det er justisvæsenet som taler et andet sprog enn borgerne, er det tale om en legitimitetskrise. En legitimitetskrise vil si at borgerne ikke længer anerkender statens ret til at dømme. Eller myndighedernes ret til at styre. Til at pålegge hvad det skal være, skatte eller straffe. Den udvikling har kommet længst i Sverige. Men den findes også i Danmark.

Disse kløfter er ikke uden historiske fortilfelde. Men i nyere tid forbinder vi dem med okkupasjon og fremmedstyre.

Dommen over Flemming Nielsen i Helsingør tingret er et udtrykk for en slik fremmedgørelse. Deler av staten deler ikke længer den rettsopfatning som bygger på kristne og humanistiske verdier.

At den samme Nielsen dagen før Krudttønden anmeldte en imam for jødehad, illustrerer den nye rettstilstand. Kasper Støvring i Berlingske:

Da Helsingørborgeren Flemming Nielsen anmeldte en imam for opfordring til angreb på jøder dagen inden terrorangrebet i Krudttønden, skete der intet. Statsadvokaten standsede efterforskningen. Nu er Flemming Nielsen til gengæld selv blevet dømt for racisme af dommer Ulla Ingerslev (anklageren var Bente Schnack).

En ny retstilstand

ANNONSE

Påtalemyndigheden har påtatt sig at forsvare en ny religion og kultur. Den vurderer om et utsagn er egnet til at krænke dens medlemmer.

Det er en retttilstand uten fortilfelle. I det gamle samfund påtok staten seg en slik rolle på statsreligionen, den evangeliske tros vegne. Da risikerte man tiltale for blasfemi og straffen kunne være hård. Nu har staten gjort den samme religionen rettsløs. Jeg velger ordet med omhu, for det er noe mer enn at det er lov å håne og spotte, det siste tilhører ytringsfriheten. Men den samme staten har sagt opp forholdet til kristendommen, i den betydning at den aktivt motarbeider de kristne verdier, slik som familien.

Den samme staten påtar sig i stedet rollen som vokter av islam og den islamske tro og har gitt sig selv fullmakt og rett til at straffeforfølge mennesker som kommer med ytringer som staten tror kan krænke muslimerne.

Staten er selv vogter

Hvem har anmeldt Nielsen, var der nogen der spurgte. Det trængs ingen udenifra, lød svaret. Staten har givet sig selv i opgave at reagere på udsagn den mener krænker muslimerne.

Det er en misforståelse hvis du tror, at efterforskning for overtrædelse af straffelovens § 266 b forudsætter en anmeldelse til politiet fra en krænket part. Sådanne sager er undergivet offentlig påtale hvilket indebærer, at myndighederne af egen drift skal iværksætte en efterforskning hvis de vurderer at der kan være begået lovbrud. Det er således tilstrækkeligt at en kritisk udtalelse om en af de grupper som loven beskytter har opnået omtale i medierne og derved er kommet til myndighedernes kendskab.

I Rigsadvokatens meddelelse (2/2011) til anklagemyndigheden om behandling af sager om overtrædelse af straffelovens § 266 b anføres blandt andet følgende:

“Strafbarheden afhænger ikke af, om den pågældende gruppe rent faktisk har følt sig truet, forhånet eller nedværdiget. Strafbarheden beror på en generel vurdering af, om de relevante udsagn i den konkrete sammenhæng kan anses for egnede til at fremkalde frygt (trusler) eller virke forhånende og/eller nedværdigende.”

De flæste mennesker er uvidene om disse love og forskrifter. At landet i praktiken har skiftet religion. At statens lojalitet ikke længer er mod kristendommen, men vil beskytte islam. Ja, det sker i antidiskrimineringens ånd, men rækkevidden er meget større. Hvordan skal statens sikkerhedsorganer kunne bekæmpe trusler og terror, når den samtidig skal beskytte religionen som er opphav til radikalseringen? Det blir et galehus.

Siden religionen ikke sætter noget skæl mellom religion og politikk, vil det også bety en islamisering av samfundet.

Hvad slags fællesskab skal komme ud av det her? Det lyder snarere som en splitt- og hersk.

Lojalitet

Hvis dele av staten skifter lojalitet, vil det bety at også staten kommer i splid med sig selv. Politiet får en umulig oppgave.

Man kan tænke sig hva det vil bety for ytringsfriheden og kulturen. Karikaturstriden kan bli en forpostfektning mot det som forestår. Niels Lillelund giver nogle eksempler på hva man ikke må si efter den nye lov:

»Det er muligvis ikke god tone at sammenligne en af de store verdensreligioner med nazismen, men ligheden mellem de to fænomener er for iøjnefaldende til, at man kan forsvare at ignorere den i den gode tones eller for den sags skyld tolerancens navn. Deres metoder til at vinde magt og de psykologiske mekanismer, der er deres drivkraft, er uhyggeligt identiske.«

Forfatteren Henrik Nordbrandt skrev dette i Jyllands-Posten 21. april 1998. Skal man rense arkiverne eller klausulere dem, slik det var da den katolske kirke satte opp sin index eller som i det gamle Sovjet der man måtte være autorisered for at lese sensitive tekster.

Det vi ser tendenser til er en ny retstilstand, basered på et skifte av lojalitet hos rettsmyndighederne. De fleste mennesker er nog ikke klar over hvor dybtgribende forandringene er.

Det er svært at forstå.

 

 

 

Billedet: Den franske filosof Rene Descartes blev satt på kirkens indeks over forbudte bøger i 1663.

ANNONSE