Jeg er stolt. For første gang ser jeg et ikke-europæisk folk, der højlydt kæmper for grundlæggende europæiske værdier.

Det er os iranere. Vi er selv indvandrere og flygtninge i Vesten. Vi har intet imod mangfoldigheden, vi er en del af den og har bidraget til den. Vi kom ikke til Europa og Norge for at ødelægge. Vi kom, fordi vi kendte værdien af det, der findes her. Men vi ser med bekymring på, at den ideologi, der ødelagde Iran, gradvist æder sig ind i de europæiske samfund; hvordan islam overtager institution efter institution. Og vi ved, hvad den ideologi gør, når den får magten. Den er nådesløs.

En livsfarlig illusion

For blot 50 år siden var Iran et af de mest moderne og vestligt orienterede lande i Mellemøsten. Teheran havde et pulserende kulturliv, kvinder studerede på universiteterne, de gik i miniskørt, drev virksomheder og deltog i samfundslivet. Landet havde en voksende middelklasse, et velfungerende, europæisk-inspireret retssystem og en ambition om at blive en fremtidsorienteret regional stormagt. Teheran var «mere europæisk end mange europæiske byer».

Da den islamiske revolution brød ud i 1979, forstod mange ikke, hvad de havde sluppet ind, før det var for sent. Iran gik fra at være et relativt sekulært og fremtidsorienteret samfund til et teokratisk diktatur, hvor folks privatliv kontrolleres, kvinder piskes for »upassende« tøj, og oppositionelle hænges op i kraner. Millioner flygtede. Titusinder er blevet dræbt.

Vi iranere bærer denne erfaring i os – og vi ser, hvor Europa er på vej hen. Det er det, vi advarer imod.

Ikke fordi vi hader muslimer. Ikke fordi vi er imod mangfoldighed. Ikke fordi vi vil skabe frygt. Men fordi vi genkender mønsteret. Vi kender sproget. Vi kender taktikken. Først kommer offerrollen. Så kommer kravene. Så kontrollen. Til sidst kommer truslen mod alle, der vover at gøre modstand.

Vores bidrag er erfaring. Det har vi betalt en høj pris for

Vi ser, hvordan ytringsfriheden gradvist indskrænkes af hensyn til »religiøs følsomhed«. Vi ser, hvordan der opstår parallelsamfund, og hvordan sharia-normer udfordrer den nationale lovgivning. Vi ser, hvordan venstrefløjen prioriterer »dialog« med ekstreme miljøer frem for at forsvare sine egne borgeres rettigheder og kultur. Vi ser, hvordan kritik af islam stemples som »racisme«, mens reelle problemer med integration, antisemitisme og kvindeundertrykkelse bagatelliseres eller benægtes.

Europa tror, at dette kan løses med eftergivenhed og venlighed. Det er en livsfarlig illusion.

De venstreorienterede partier, der i dag styrer Europa, beskytter ikke deres egne lande og kulturer. De har sat sig for at fremskynde denne udvikling. Under dække af medmenneskelighed og »mangfoldighed« åbner de dørene for kræfter, der undergraver grundlaget for det samfund, de foregiver at forsvare.

Vi iranere har allerede mistet vores land én gang. Vi ønsker ikke, at det samme skal ske for Vesten.

De, der ikke forstår det, vil komme til at forstå det

De, der ikke forstår det nu, vil komme til at forstå det. Historien gentager sig, hvis man ikke lærer af den.

Derfor siger vi fra. Vores bidrag er erfaring – og den har vi betalt en høj pris for.

Amir Tehrani
Amir Tehrani blev født i Teheran i 1976. I 1987 flygtede familien fra krigen mellem Iran og Irak og fra det islamiske regime. Tehranis mor var kristen, og hans far havde problemer med regimet. Sønnerne kunne når som helst blive indkaldt til militæret, og der var stor risiko for ikke at overleve. Som indvandrer var livet i Norge svært i starten, men efter massakrerne i Iran har han engageret sig fuldt ud i modstandsbevægelsen som vagthavende i Guard Javidan. Der kæmper han for retfærdighed – og håber, at kronprins Reza Pahlavi vender tilbage til Iran, så folket får en ny chance for frihed og udvikling af samfundet.