Pres virker. Forlaget Umbra har nu fjernet Frederik Lind Køppens bog ”Stjernens navn er malurt” efter en vild shitstorm, hvor forfatteren skandaliseres som en højreradikal, der hylder blodofre.

For et par år siden udgav Gyldendal digteren Klaus Høecks bog om Rote Armee Fraktion, som er karakteriseret som en hyldest til venstrefløjsterror.

Intet skete. Det siger noget om kulturlivets fordomme.

Hverken Køppens eller Høecks bøger kan imidlertid læses entydigt, ligesom forlag som Umbra og Gyldendal gør ret i at udgive skandalelitteratur. Ytringsfrihed er et gode, litteratur et åbent, spændingsfyldt felt. Og man kan ikke identificere forfatter og værk. Køppen kan have alle mulige holdninger, som jeg ikke deler. Men alligevel anser jeg ham for en rigtig god digter.

Køppens samling hylder netop ikke blodofre, faktisk det modsatte. Det er det mest intense udtryk for en desperat jeg-fortællers raseri, had, selvhad og afmagt i en falden verden, jeg har læst i dansk samtidslitteratur, en helvedeskreds, hvori indgår den biologisme og blodsdyrkelse, venstrefløjslitteraten Steffen Groth læser som noget normativt. Det er selvsagt en forkert tolkning. 

Bogen udtrykker samlet set en længsel mod udfrielse af denne verden, et håb om Guds nåde. En kontekstualisering, som Groth sjovt nok ikke har med. (Pudsigt nok har Groth netop på en meget rummelig måde forsvaret Klaus Høecks digte om Rote Armee Fraktion).

Når jeg selv har brugt en politisk betegnelse om Køppens digtning, nemlig radikalkonservatisme – i sig selv et historisk fænomen svanger med både dystre og produktive energier – så skyldes det udelukkende livtaget med stofområder som indvandring, islamisering og seksualisering, som behandles på en helt anden, kritisk måde end progressiv litteratur.

Hvad skandalen drejer sig om

Skandalen omkring Køppen har drejet sig om hans t-shirt med symboler for serbisk nationalisme. Men den har også drejet sig om hans bog, som er substansen, om end de fleste kun har forholdt sig til korte uddrag og Køppens oplæsning i Deadline.

Anmelderne i Berlingske,  Atlas,  Politiken og Information er tydeligvis provokerede og afstandtagende. Rutinemæssigt kalder flere af dem Køppens bog fascistisk.

Men de er præget af rådvildhed, der viser sig ved, at de suspenderer de sædvanlige litteraturkritiske kriterier og naivt identificerer forfatteren med bogens lyriske jeg, tror på dette “jeg” som en slags autoritativ instans og læser et entydigt politisk synspunkt ud af bogen.

Rådvildheden skyldes, at bogen er et novum i dansk samtidslitteratur. Hvad stiller man op med den?

Men det skyldes også, at den er et chok, derfor er den blevet en litterær begivenhed. Man har så forsøgt at tæmme chokket ved at oversætte det til noget håndterbart: et politisk symptom, der skal fordømmes og bearbejdes.

I virkeligheden handler hele affæren om en litterær skandale. Den tyske litteraturkritiker Karl Heinz Bohrer beskrev skandalen som en diskontinuitet, et brud i historien. Det sker noget nyt, noget uforståeligt og uacceptabelt.

Bohrer har også beskrevet tre standardfigurer i reaktionen på det kunstnerisk skandaløse: pædagogen, der vil have ansvarlighed og formidling, filosoffen, der udleder politiske konsekvenser, og mægleren, der søger forsoning. Alle tre domesticerer kunsten. Ingen læser, hvad der faktisk står. Disse figurer genkendes i Køppen-debatten.

Chokket gentager sig

T-shirten og digtningen deler en æstetisk logik, det grænseoverskridende, der insisterer på sin egen intensitet.

Ifølge Bohrer er skandalen ikke et uheld eller en fejl ved værket, men beviset på, at noget har virket. Det, der ikke lader sig reducere til politisk fornuft og akademisk velvilje er det, der har ramt noget virkeligt.

Baudelaires ”Syndens blomster” blev retsforfulgt. Strindbergs værker blev af tidens kritikere anset for patologiske. Punkens første bølge fremkaldte parlamentariske forespørgsler i Storbritannien. I alle tilfælde stoppede den offentlige samtale ved det skandaløse og nåede aldrig frem til spørgsmålet om, hvad der egentlig foregik æstetisk.

Den progressive samtidslyrik i Danmark er præget af en konformisme, der sjældent overskrider det tilladelige. Den er korrekt og ufarlig. Køppen er ingen af delene.

Skandalen som erkendelsesform

Bohrer udviklede begrebet ”pludselighed” som betegnelse for det æstetiske choks særlige erkendelseskraft.

Chokket bryder med den politisk-ideologiske tænkning. Det lader sig ikke tilbageoversætte til et budskab, en holdning, et program. Det tvinger til noget andet: en umiddelbar konfrontation med det, der ikke allerede er forkastet eller bearbejdet.

De, der tæmmede chokket ved T-shirten, tæmmede også chokket ved digtningen. De to ting hænger uløseligt sammen. Når psykologen Svend Brinkmann ser Køppens æstetik som en slags politisk pornografi – svulmende, entydig, uden rum for fortolkning – så er det netop tæmningens logik: det ubehagelige oversættes til en diagnosticerbar fare, og dermed er man fri for at forholde sig til det som kunst.

Mørket i Køppens digtning er ikke et moralsk problem. Det er en æstetisk kategori. Og det er forskellen, som chokket forhindrer den chokerede i at se.

Skandalen rydder terrænet

Men der er noget mere ved skandalen end blot opmærksomhedens mekanik.

Skandalen rydder også terrænet. Den tvinger spørgsmål frem, som en slumrende debat ville have ladet passere. Den afslører, hvad et kulturliv faktisk kan tåle – og hvad det ikke kan. I det brud opstår en mulighed: ikke for forsoning, men for erkendelse.

Et værk, der provokerer, kræver noget af læseren. Det komfortable værk lader læseren forblive den samme. Det bekræfter, hvad han allerede ved, føler og mener. Det skandaløse værk giver ikke den mulighed. Det sætter læseren under pres, tvinger ham ud af sine vante tolkningsrammer og stiller ham over for noget, han ikke allerede har et svar på.

Dansk samtidslitteratur er fyldt med værker, der aldrig for alvor bevæger offentligheden, selv om den progressive mentalitet netop er provokerende i egen selvforståelse. Disse værker sætter aldrig noget på spil. De glider næsten umærkeligt ind og ud igen.

Det skandaliserede værk sætter sig fast. Det efterlader et mærke. Og det mærke er begyndelsen til en erkendelse.

Af Kasper Støvring