USA til eksamen efter 47 års dumpekarakter

Jeg bliver muligvis snart nødt til at æde mine ord – hvis Donald Trump gør alvor af at “gøre arbejdet færdigt” i Iran.

Når Trump udebliver fra sin søns bryllup og aflyser en golfrunde i Bedminster, og hans rådgivere samtidig aflyser alle planer, er det et umiskendeligt tegn på, at der er noget stort under opsejling: Højst sandsynligt et stort angreb mod Iran, der skal afgøre krigen en gang for alle.

«Selv om jeg gerne ville have været sammen med min søn, Don Jr., og det nyeste medlem af Trump-familien, hans kommende kone Bettina, tillader omstændigheder knyttet til regeringen og min kærlighed til De Forenede Stater mig ikke at gøre det,» skrev Trump.

Det er helt ekstraordinært, at Trump udebliver fra en familiemiddag. Trump-familien er tæt knyttet. Det kan kun bety én ting: Trump er træt af generalerne, der styrer showet i Teheran.

Det er imidlertid bekymrende at skulle høre på præsidentens forsikringer om, at han er på vej til en forhandlingsløsning på konflikten med den iranske revolutionsgarde. Senest har udenrigsminister Marco Rubio udtalt, at der er fremgang i forhandlingerne.

For en udenforstående er det ubegribeligt, hvis den amerikanske administration for alvor tror, at man kan aftale noget som helst med bødlerne i Teheran og forvente, at de vil stå ved deres løfter. I samme øjeblik Trump erklærer sig tilfreds og trækker de amerikanske styrker tilbage fra Mellemøsten, vil de iranske magthavere genstarte deres kernevåbenprogram med fornyet styrke i håb om at kunne knuse USA og Israel og udbrede deres terror over den ganske verden.

Nogle antager, at amerikanernes forsonlige udtalelser er et skalkeskjul for deres egentlige plan om at komme det iranske styre til livs. Det vil vise sig – og helst snart.

Man skulle tro, at den amerikanske regering havde lært lektien efter 47 års såkaldte forhandlinger og forsøg på at få de islamiske galninge til at opføre sig civiliseret.

Vi vil snart se, om amerikanerne faktisk har taget erfaringerne til sig.