Oraklerne



Billedet: L’Académie des Sciences et des Beaux-Arts

 

På det seneste er der flere – blandt andet uddannelses- og forskningsminister Søren Pind – der har talt for genindførelse af noget, der ligner filosofikum. Målet skulle være at lære de studerende kritisk tænken for derigennem at gøre dem klogere på deres situation i den verden, hvori de lever. Det ville ikke kun gøre dem bedre egnet til at gå ind i et videnskabeligt specialstudium, men også gøre dem til bedre borgere i demokratiet. Spørgsmålet er så, om filosofikum er et velegnet middel til at nå det mål? Kan vi udforme et sådant kursus, som vil gøre de studerende bedre egnet til at gennembryde deres eget og det omgivende samfunds åndelige snæversyn, og som dermed også vil gøre dem til mindre lette ofre for illusoriske politiske ideologier?

Det afhænger selvfølgelig af, hvilket filosofisk grundsynspunkt der kommer til at præge denne undervisning. Helt elementært er filosofien den disciplin, som giver perspektiv på helheden. Det er den disciplin, som står for bestemmelsen af det grundlag, som vi må forudsætte som rationelle væsner, og som vi bør være enige om for overhovedet at kunne diskutere rationelt.

Problemet er, at dette grundlag ikke umiddelbart byder sig til, men at det ligger begravet under vor dagligdags tænken, og at det kræver en speciel tankeindsats, såfremt det skal bringes frem i lyset. Det er denne specielle tankeindsats, som filosofferne har bestræbt sig på at udføre gennem en efterhånden længere historie. Og vi står stadig i en situation, hvor filosofferne er uenige om, hvad grundlaget er, og hvor – og hvorledes – det skal findes.

ANNONSE

Derfor har vi også oplevet, at der er mange filosoffer, som har sluttet, at der slet ikke er noget endegyldigt fælles grundlag, som alle rationelle væsner er (og bør være) forpligtet på. I stedet har de hævdet, at grundlaget afhænger af vort perspektiv, som igen afhænger af vor kultur. De ender altså i en form for kulturrelativisme, hvor de benægter, at der findes en universelt forpligtende rationalitet, men hævder, at der kun findes kulturelt engagerede rationaliteter.

Men når man hævder dette synspunkt, så ser man også allerede sin egen kulturrelative rationalitet som begrænset. Og så var det naturligt, at man hævede sig over denne begrænsning, og at man åbnede sig for andre kulturer, så man fik et bredere udsyn. Dette gjaldt ikke kun individuelt, men også politisk. Det blev naturligt at se et samfund som “lukket”, hvis det kun var bestemt af én kultur. Så krævede den intellektuelle åbenhed, at man overskred den indskrænkede og tilfældige verdensopfattelse, som monokulturen måtte være, og at man gik ind for en multikulturel samfundsorden. Således var det naturligt, at den kulturrelativistiske filosofi udmøntede sig i en multikulturalistisk politik.

Dette idékompleks – fra kulturrelativisme til multikulturalistisk politisk ideologi – har i de seneste fyrre-halvtreds år haft en stærk position i de vestlige demokratier. Efter socialismens fald er det i disse tanker, at den politiske idealisme har fundet sit samlingspunkt. Samtidig er det vigtigt at forstå, at der her ikke er tale om tanker, som er vokset frem gennem den brede befolknings egen demokratiske kamp. Det er derimod idéer, som har deres udspring i det filosofiske elfenbenstårn, og som derfra er kommet ud til den akademiske verden i bredere forstand og dermed også til journalister og de debatstyrende medier.

Så meget om idékompleksets udvikling. Problemet er, at det helt grundlæggende er forkert. Kulturrelativismen er inkonsistent som filosofi. (Den kan ikke være sand, uden at den selv direkte modsiger sit eget grundlag). Og multikulturalismen er samfundsødelæggende som politisk ideologi. Den undergraver den sociale opbakning til de demokratiske værdier, uden hvilken demokratiet går under. Dette kunne man have sagt sig selv, hvis man havde underkastet idéerne kritisk tænken. Men som følge af, at man fra politisk hold har forsøgt at virkeliggøre idéerne, ser vi nu i stedet den begyndende sociale opløsning i flere af de gamle vestlige demokratier.

Tragedien er, at det er netop de akademiske institutioner, som skulle sikre samfundet imod politiske illusioner, som har været den centrale kilde til udbredelsen af disse illusioner.

Dette skal vi have for øje, når vi betænker, om det ville være en god idé at genindføre noget, der svarer til filosofikum: en generel indføring i kritisk tænken. Vi skal have for øje, at vi faktisk har oplevet, at netop de institutioner, der skulle sikre kritisk tænken, har været ukritiske ofre for intellektuelle og politiske illusioner. Dette kunne også ske for et fremtidigt filosofikum. I stedet for at opbygge folk, som evner kritisk tænken, så kunne resultatet blive folk, som efterplaprer akademiske modefloskler. Men faren for, at dette kan ske, må ikke skjule nødvendigheden af, at vi i samfundet gør alt, hvad vi kan for at holde den ægte kritiske tænken ved lige. (Og her kan jeg så passende slutte med at henvise til min nyudkomne bog “Indføring i filosofien”).

 

Kai Sørlander er filosof og forfatter til en række bøger

ANNONSE


Mest lest