Jeg har kendt Douglas Murray – en af Vestens førende tænkere – i adskillige år, og jeg har aldrig før hørt ham udtale sig med den kompromisløshed, som han nu demonstrerer (i et par nylige interviews, der nemt kan findes på nettet).

Hans budskab er, at når hverken politiet eller militæret kan beskytte den oprindelige befolkning mod islam, bliver folk selv nødt til at gøre det, og den påfølgende krig bliver ikke køn. Men det er værre at blive slagtet uden at have gjort modstand.

Murray synes overbevist om, at folkene vil gå til modstand mod en islamisk magtovertagelse, der vil reducere dem til slaver.

Jeg er ikke så sikker som Douglas Murray, men kan kun håbe, at han får ret. Skal modstandskampen lykkes, forudsætter det, at befolkningen anskaffer sig våben og øver sig i at bruge dem. Det er ganske vist forbudt – altså for danskere – mens Muhameds mænd allerede er velbevæbnede og har vist sig rede til at gå til angreb.

I de store byer ser vi muhamedanske hadeoptog til støtte for udryddelsen af jøder. Med i disse manifestationer er mange søde kvinder og bløde mænd fra venstreføjen og langt ind i de ”borgerliges” rækker, hvor man åbenbart ikke har tænkt over, at når islams forkæmpere er færdige med jøderne, kommer turen til os andre – kristne, buddhister, hinduer, ateister, homoseksuelle og dyrkere af diverse seksuelle præferencer. Dem plejer Allahs mænd at kaste ud fra høje bygninger.

Vi har et valg: Skal vi fortsat støtte de politikere, der er stolte over at have nedkaldt denne ulykke over os, eller er tiden kommet til at vælge nogle andre?

Forslag?