Det slår mig ofte, hvor lidt kendskab såkaldt almindelige borgere har til de meget alvorlige problemer i Storbritannien. De forstår ikke, at briterne kan finde på at stemme på Farage og Reform. Måske fordi de kun følge mainstreammedier som TV2.

Her kunne man i forbindelse med de britiske lokalvalg høre den udsendte topjournalist Jesper Steinmetz rapportere: 

”Folk er så desperate, at de er villige til at give Nigel Farage ansvaret for at genoprette den nation, han selv var med til at ødelægge.”

At give Farage og Brexit skylden for Storbritanniens kolossale problemer, giver ingen mening. Andre EU-lande har også dybe økonomiske problemer. Økonomien er tilmed blot en lille del af de samlede problemer.

Lad os se lidt på helheden.

Masseindvandring og tab af kontrol

Omkring 187.000 illegale migranter er krydset til Storbritannien i små både siden 2018, fordelt på cirka 5.000 både.  Tallet kan nærme sig 400.000 ved næste parlamentsvalg, hvis den nuværende udvikling fortsætter.

Pew Research  estimerede allerede for år tilbage, at over en million lever uden lovligt ophold i Storbritannien, mens de daglige udgifter til indkvartering alene sættes til omkring 5,7 millioner pund.

Storbritannien kontrollerer ikke længere sin egen grænse, og det undergraver både suverænitet og tillid til staten.

Befolkningsskiftning og etniske mindretal 

2021‑folketællingen viser,  at hvide briter allerede udgør under 50 procent i en række større byområder og lokalmyndigheder, herunder dele af London, Leicester, Luton, Slough, Brent, Redbridge og Birmingham.

Demografiske fremskrivninger viser,  at hvide briter bliver et mindretal i deres eget land omkring midten af dette århundrede.

Islamisering og parallelsamfund 

Islamiseringen er meget voldsom. Rapporter dokumenterer, at der er mindst 85 shariadomstole, sandsynligvis meget højere, for dette tal er tilbage fra 2009. Shariaråd og muslimske parallelsamfund er uhyggelige tegn på, at én fælles lov og national kultur er under opløsning.

Kriminalitet, uro og risiko for borgerkrig

Udenlandske statsborgere er markant overrepræsenteret i alvorlig kriminalitet. Masseindvandringen har derfor også en konkret sikkerhedsmæssig pris. Hertil kommer optøjer, grooming‑skandaler og voksende sociale uro i både Storbritannien og Irland, som netop ikke er isolerede hændelser, men tegn på en brudt social kontrakt.

Professor David Betz  går endnu videre og advarer om, at Vesteuropa – herunder Storbritannien – har de klassiske forudsætninger for borgerkrig: dyb polarisering, etniske konflikter, indfødte briter, der oplever, at de har det officielle system – herunder retssystemet – imod sig, og i det hele taget at institutioner har faldende legitimitet.

Staten mod borgerne 

Britain’s Home Secretary Shabana Mahmood, left, signs an agreement with France’s Interior Minister Laurent Nunez during her visit in Dunkirk, France, Thursday April 23, 2026. (Stefan Rousseau/Pool Photo via AP)

Den britiske regering under ledelse af Keir Starmer befinder sig i det, man må betegne som et funktionelt sammenbrud præget af defaitisme på især indvandringsområdet. Muslimer er jo det moderne Storbritanniens ansigt, som Starmer siger.

Nogle af de mest opsigtsvækkende tal  her er, at politiet årligt foretager omkring 12.000 anholdelser for online-ytringer under Communications Act og Malicious Communications Act – omkring 30 om dagen.  Altså et system, der kriminaliserer krænkende eller truende ytringer på nettet. Læs: Indvandringskritik.

Derfor vinder højrefløjen frem 

I Matt Goodwins analyse er Reform UK’s fremgang næste fase i den post‑Brexit‑realignment, hvor en kulturelt konservativ og nationalt orienteret vælgerblok vender både Labour og de konservative ryggen.

Han peger på, at Reform står særligt stærkt i arbejderklasseprægede områder, hvor partiet i nogle tilfælde ligger omkring 40 procent, og at netop indvandring, grænser, kriminalitet og oplevelsen af national tilbagegang nu er blevet den nye samlende politiske akse.

Set i det lys er højrefløjens fremmarch ikke årsagen til krisen – som borgere informeret af mainstreammedier tror – men resultatet af, at en voksende del af befolkningen mener, at ingen andre længere vil tage krisen alvorligt.

Af Kasper Støvring