Kommentar

Igen har venstrefløjen omfavnet et utopisk projekt. Den har en dragning mod det utopiske og en evne til selvbedrag som får den til at begå de samme fejl om og om igen. Foto: Museet over anden verdenskrig i Gdansk.

I forlængelse af diskussionen om empati og  næstekærlighed vil jeg gerne tage afsæt i den tanke, at næsten finder eller møder du på din vej, du behøver ikke selv gå ud og finde ham, han kan være sort eller hvid. Og her er netop en af forskellene på den kristne og den socialistiske tilgang til dette begreb. Sidstnævnte selektivt går ud  og søger en gruppe af mennesker,  som man først definerer som ofre, en minoritet som på forudsigelig måde har gjort sig fortjent til vores særlige sympati og interesse, fx  palæstinenserne, farvede, arbejderne som klasse, de arbejdsløse som begreb, kommunister, og herefter er man kun anstændig, hvis man føler og tager parti for en eller flere af disse grupper. Dernæst definerer man måden, hvorpå der tales om dem, dvs som de gode sande ofre for overgreb og tonen, vi har vist hørt om den.  

Og det er kun alt for tydeligt at mærke, hvordan især venstrefløjens anstændige og selvgode ”tonesættere” klynger sig til den i Europa voksende minoritet og forudsigeligt har paraderne oppe, hver gang, der falder en trussel, en bombe, gruppevoldtægt eller en fatwa og man efterhånden dygtigt trænede til at eufemisere, bagatellisere eller tabuisere, når den slags sker. Vi har set det i forbindelse med Krudttønden, hvor Lars Wilks ”jo selv havde bedt om det”, det samme gjaldt Hebdo, der med sine provokerende satiretegninger nærmest havde ”tigget” om at blive dræbt, senest i Glasgow : og  i  febr. 2019: 

ANNONSE

Hvad 9/11 angår, så var Amerika sådan set også selv ude om det, hvis det da ikke ligefrem var Bush-regeringen selv, der stod bag. Sådan har det fungeret siden den kolde krig og murens fald :  bevidst  misinformation  i stor såvel som i mindre skala.

At kommunismen så i sin grundvold er totalitær og har haft et par markante ansigter udadtil, der har haft deres ofre, hvad gør det, når bare farven på diktaturet  har  været den rigtige. Hvis ikke vi har glemt historien, kender vi dem godt: der har været Lenin, Stalin, Mao, Pol Pot, Mugabe, Kim il Sung, Hoxca og andre med rødder i marxismen. De har alle haft det tilfælles, at de i det godes navn etablerede diktaturer, der kunne tælle deres ofre i millioner.  De var imod Vestens form for demokrati, havde afskaffet religionen dvs.  kristendommen, regerede via et parti, der definerede sig som antikapitalistisk, antisemitisk og vidste hvad der var bedst for folket. Denne opskrift har de så med et par justeringer overført til den nye religion, som de kort tid efter murens fald allierede sig med, idet den borgerliggjorte arbejderklasse nu var blevet erstattet af den nye/gamle religions troende, som både var ofre for den vestligt-amerikanske imperialisme og i stærk opposition til USA, Israel og den jødiske religion. Voila, en ny stærk alliance var dannet, og den er ikke blevet mindre med årene. Skønt der ellers har været talrige eksempler på hvilken retning tingene er på vej imod, så er hadet til Vesten og Amerika og jøderne stærkt som aldrig før.  Således læste jeg for nylig, at Preben Wilhjelm i sin sidste bog skrev, at Israel-Palæstinakonflikten ser han som alle kriges moder, så er det ligesom på plads. Mediernes altid årvågne fokus på Israel og bosætterne er med til at cementere, hvad der er op og ned i denne konflikt. 

Det er ellers ikke fordi, det har skortet på advarende stemmer, om hvad totalitære ideologier som regel fører til: Fra Huxley over Koestler til Orwell,  fra Solsjenitsyn til Arendt og senere  (Bent) Jensen og Stephane Courtois og Jean Raspail‎,  hvis man ellers ville orientere sig. Men nu har vi fået en generation der ikke kan huske kommunismen, skønt Nordkorea stadig glimrer som en mørk sol i Østen. Og det betyder måske at modstanden mod den nye totalitære bevægelse ikke rigtigt slår an, idet den overvejende er dannet af og fungerer gennem modige enkeltindivider der ved, hvad demokrati er bygget af og derfor holder ytringsfrihedens fane højt. 

Men det kan jo alligevel ikke udelukkes at venstrefløjen med det nye Europa, der tegner sig i horisonten formår at læse skriften på væggen. Det vil sige når de omsider vågner og  er færdige med at spanke  det vestlige Europa for kristendom og kolonitid og tør se den nye udvikling i øjnene,  tage bestik af den og til sidst gøre det ærefulde tilbagetog, mange af os venter på, det vil sige bruger deres fornuft og lader utopierne fare og tilslutter sig kampen mod det totalitære.  Når man i de seneste 100 år har kæmpet for det gode samfund, hvor alle er lige, og opfatter hin enkelte som en guddom, vil det nok være svært at se det åndløst-konforme lemmingeløb man har været en del af.

Men hvis det kommer, altså indsigten og tilbagetoget, vil det nok søge tusmørket og undgå højrefløjens stærke projektører, hvis der overhovedet eksisterer sådan noget som et ærefuldt tilbagetog, det lyder jo unægtelig som lidt af et oxymoron,  for kan et tilbagetog være ærefuldt? 

Som det ser ud lige  nu, er man i  ganske bogstavelig forstand godt i gang med at udslette mindet om Churchill, ved at dyrke den alt-tolererende eftergivenhed, appeasement all over. Hvis man tør og har viljen til oplysning kan man nu vælge mellem at orientere sig i det righoldige udvalg at bøger såsom: 

2084 la fin du monde  af Sansal Boualem og Mein Abschied vom Himmel af Hamed Abdel-Samad  sammen med  personer som Hirsi Ali (Nomaden), Ibn Warraq (Derfor er jeg ikke muslim),  Hurra vi kapitulerer af Henryk Bruder,  der alle er stærke personligheder med et budskab til Europa om at besinde sig og erstatte den indre Neville Chamberlain med den gamle bulldog Winston Churchill. Når ledende tænkere på venstrefløjen tør læse disse forfattere er der måske håb for de andre. Måske vil de vågne af deres døs foran mainstream-kanalerne, bekende kulør og være med til at redde Europa, men jeg tvivler. Der vil som sagt være tale om noget af  et tilbagetog fra fastlåste positioner, der handlede om selvgodhed og formynderisk  dæmonisering af de modige ideologikritikere, der kender forskel på sekularisme og totalitarisme.

Men som sagt, tilbagetog er sjældent særligt ærefulde.  

ANNONSE