Kommentar

US Marine Colonel Francis Fenton conducting the funeral of his son Private First Class Mike Fenton, near Shuri, Okinawa, May 1945.

I kølvandet på Dragsdahl-sagen, hvor meninger og synspunkter havde kæmpet i  flere retssale for ikke at tale om i medierne kunne man atter sidde og reflektere over, hvordan det lige var med den kolde krig. 

Hvad handlede den i grunden om?. Hvem var fjender og hvem var venner, og hvor blev den udkæmpet?  Det er jo ikke fordi det er litteratur om emnet der mangler. Og efter de mange artikler og kommentarer  om Jensen vs. Dragsdahl at dømme ser det ud til at Den Kolde Krig nærmest forsvinder i mediernes selvfede budskaber.  Var manden, altså Dragsdal agent eller bare nyttig idiot? Uanset hvad så repræsenterer hans position og synspunkt inspireret af Amerikas krig i Vietnam en relativisme, en sidestilling af demokrati og diktatur, som vi stadig ser i dag. Og her kunne man åbenbart ikke skelne det ene fra det andet. Ja, det ene var vel lige så godt eller skidt som det andet. Lige som den ene kultur og religion er lige så god som enhver anden. Ja,  skal man tro kritikerne af vestlig kultur, så er alt andet bedre end vores egen europæiske kultur.

I denne sammenhæng er det velgørende at læse en bog som Jerntæppet af  Anne Applebaum.  Her gør hun systematisk og indgående rede for, hvordan  den kolde krig allerede fra 1944 foldede sig ud i Østeuropa og hvordan sovjetkommunismen virkede på alle planer fra arkitektur til hverdagsliv. Hvordan undertrykkelse og ufrihed blev en fuldkommen integreret del af livet i Østeuropa.  Gennem systematisk stikkervirksomhed, politisk korrekthed hvad angår kunst og arkitektur,  planøkonomi, udrensninger og mord blev alle de besatte lande fra Polen til Bulgarien hurtigt en del af Sovjetblokken, hvor økonomi og politik blev dikteret af Moskva. Og mens Vesteuropa rejste sig af murbrokkerne fra Verdenskrigen, påvirkede kommunister i form af spioner og agenter opinionen her til at sympatisere med Sovjetunionen som  jo havder trukket det hårde læs fra 1941 til 45. 

ANNONSE

At kommunismen (som ideologi og livsform) har kunnet fascinere intellektuelle over hele Europa har Bent Jensen med al tydelighed vist i flere af sine bøger.  Det var imidlertid ikke kun kommunister, der lod sig besnære og inspirere af den kommunistiske verden.  Under og efter Vietnamkrigen var der mange intellektuelle  som blev  kritiske overfor Amerika og i samme åndedrag sendte venlige blikke mod Østblokken,

Fra nu af var USA (og Israel) hovedfjenden og enhver kritik af kommunismen blev relativeret og dermed bagatelliseret med henvisning til Amerikas forbrydelser. Hvabehar,   taler du om GULAG og stikkervirksomhed, Amerika har jo selv blod på sit flag  så vend du hellere det kritiske blik mod Vest!  For ikke at tale om kolonitiden. Eller hvad med korstogene?

Historien forstået som bestræbelsen på at forstå hvordan det egentlig gik (og går) for sig er som moderne myter.  Fortiden bliver fortolket, versioneret og tilpasset tidens synspunkter.  Der er ingen essens, alt kan vendes og drejes, og under kommunismen  var der orden og gratis børnepasning,  hvabehar !

I 70´erne var det universitets-marxismens analyser af historiske perioder og fænomener, der var med til at skabe forståelse og dermed eufemisere omkring de kommunistiske regimer rundt omkring på kloden, i dag er det relativismen. Kultur- og værdi-relativismen består som bekendt bl.a. af en udbredt trang til at se alt i ”kontekst”, hvorved kernen i et fænomen forsvinder.  Det kan godt være at nazismen brød igennem på en offergjort social klangbund af nød og arbejdsløshed, men bliver den mindre afskyelig af den grund? Kan være at Stalin har haft sine grunde til at holde på magten, men bliver udrensningerne mere spiselige af den grund?   Der er mange mennesker der synes godt om kommunismen som ideologi, om fællesskabet og at yde efter evne og modtage efter behov osv. , men kan man herved hvidvaske Sovjetunionen og dens tro følgesvende Nordkorea , Cuba og Nordvietnam ? Og hvad med Mao og Pol Pot, var de også blot produkter af  historien og  må ses og forstås i deres kontekst?

Det er befriende at se en forsker som Applebaum  der har gennemresearchet årene (1944-56)  i Østeuropa, særligt Ungarn, Polen og Østtyskland, hvor hun blotlægger hver en sten af det gigantiske propagandashow, garneret med frygt, manipulation og pression, der flere gange måtte ha´ hjælp af sovjetiske tanks for at holde sig  oprejst. Her er ingen spekulativ fortolkning. Man kan ikke sammenligne demokrati og diktatur. Et totalitært system er nu engang undertrykkende i enhver forstand af ordet. Her lades al tvivl ude.  De af os der har læst Orwells 1984,  Koestlers Mørke midt på dagen og Solsjenitzyns GULAG-Øhavet ved udmærket hvad et sådant system går ud på og hvordan det virker. 

Enhver kan se og høre lyden af disse tanks komme ind i Berlin, Budapest eller Prag. Folk levede i en daglig frygt og var efter den sovjetiske besættelse lukket inde bag meterhøjt pigtråd. Og i Berlin  efter 1961 bogstavelig talt lukket inde bag en høj mur. Hvordan har det været muligt at relativere og bagatellisere disse ting?  De nyttige idioter, som fx  Scherfig,  Sartre, Kirk, Nexø, Axel Larsen, Rifbjerg, Sohn med flere har hver ydet deres skærv til at legitimere diktaturet øst for Tyskland og Østrig,  resten kunne lidt naivitet og godtroenhed klare,   tilsat en portion  antiamerikanisme.  Engang var det DKP,  i dag hedder det Enhedslisten og  SF 

Efter murens fald blev mange klogere.  Men har historien gjort os klogere og vaccineret os mod systemer af denne art, dvs  totalitære systemer der virker ved hjælp af frygt og ensretning?  

Tjae,  hvis vi åbner øjnene og ser os omkring i Europa og i Mellemøsten, virker det ikke som om den vestlige verdens eliter er blevet klogere. Tvært imod hvis man tror på et bestemt system eller ideologi, vender man gerne det blinde øje til og bebrejder sig selv som postkoloniale intellektuelle med hang til flagellanteri og masochisme og ønsket om at se de totalitære kræfter i en kontekst. Der er ingen kerne, ingen essens, kun konstruktioner.  Og vips er ensretning og undertrykkelse væk og erstattet med offerideologi.. Der konstrueres på livet løs med henblik på at gøre os blinde for de udemokratiske kræfter, der i dag  oven i købet er religiøse og middelalderlige. Det er i virkeligheden Europas egen skyld, det vil sige kristendommen og imperialismen og korstogene? 

Mens Europa under den kolde krig geografisk var  delt op af endeløse grænser mellem miner og vagttårne, og de fleste var enige om at vestligt demokrati ikke var det samme som kommunisme, så er grænserne i dag åbne og flydende, ja de er der ikke. Den frie bevægelighed ind over de gamle grænser er også med til at udviske tidligere forskelle. EU påbyder os i stedet at modtage alle der vil ind i det Europæiske fællesskab, tilsidesætte vores egen kultur, fornægte vore rødder i kristendom og Oplysningstiden og give plads til religionsformer, vi ikke har set siden 1600-tallet.  Så mit spørgsmål er nu: Har vi lært noget af (studiet af) Den kolde krig?  Hvad betyder historiestudiet egentlig, hvis vi nægter at erkende, at noget er bedre end noget andet? Er demokrati  (og ytringsfrihed) bare en god ide, som vi er klar til at ofre, fordi vi ønsker at udvise tolerance og please en ny minoritet? 

ANNONSE

Mest læst

Sådan bryder islam sammen

Russerne flygter fra Putin

Jyske oplysninger om USA