Hvem er de anstændige og hvad er deres ærinde?   Iflg. Wikipedia betyder det:  (af anstand = værdighed, sømmelighed, korrekt optræden) og er betegnelse for, hvad man vil være (offentligt) bekendt hhv. ikke bekendt. Det betyder samtidig, at man har en klar opfattelse af hvad der ikke er anstændigt, som fx hån spot og latterliggørelse, lige som man også mener at retten til at føle sig krænket er langt vigtigere end retten til at fornærme.  Til de anstændige hører typer som Georg Metz, Carsten Jensen, Susanne Brøgger, Steen Nørskov, Lars von Trier, Carsten Nagel  o.l. Man kunne også sige det på en anden måde: Hvad der er anstændigt modsat uanstændigt afgøres af konsensus i det miljø, hvori man færdes. Og  hvad er så deres ærinde, hvad går de i brechen for?  Som jeg ser det, så indeholder deres fjendebillede  de nationale, de højreorienterede, (der som vi ved altid er ekstreme) med typer som Paludan, Westergaard og Pia Kjærsgaard, der med deres politik og provokerende  handlinger ødelægger den gode stemning (Cains Ondskabens Ikon – 2000) – Hvorfor kunne de ikke bare som flertallet af danskere bare lade minoriteten være i fred og så ellers passe deres tv-vaner? Desuden er det jo ikke uden risiko, at de uanstændige udtrykker deres kritik af Fredens Apostle, de kan jo blive dræbt eller udstødt af det gode  selskab, tænk på Robert Redeker eller Charlie Hebdo.  Hvor kunne de ikke finde kammertonen og bare afstå fra unødvendige provokationer? – Lad os gå til historien: Eksemplet vi aldrig bliver træt af:   

     Hvorfor sagde  englænderne og franskmændene ikke bare undskyld? – Den gode tone,  den store tolerance eller anstændighedens imperativ —  

Kunne den 2. Verdenskrig være undgået,  hvis man bare havde sagt undskyld? Kunne Vestmagterne ikke bare have  ladet Hitler få Tjekkoslovakiet og Polen,  og så kunne vi  vel altid tale om andre anstændige og rimelige krav,  kolonier i Afrika, en bid af Sovjetunionen, Schweiz, Rumænien  m.m….?  

Hvis man blot har læst nogle få  bøger om Tysklands historie  med særligt fokus på mellem-krigstiden,  vil man hurtigt se,  hvad der dominerede datiden.  Lige fra 1919  helt frem til 1932 var Tyskland kastet ud i den ene krise efter den anden,  begyndende med nederlaget efterfulgt af Versaillestraktaten med de ydmygende krav på omfattende krigsskade-erstatninger, oprettelsen af Weimar-republikken, en svag og vakkelvorn konstruktion, som ingen rigtigt troede på,  med indbyggede revolutioner,  kupforsøg,  attentater,  mord, opløsning, nederlagsstemning  og en sand deroute for nationalfølelsen,  der så igen fik et skub i  1929 ved børs-krakket i Wall Street,  der fik USA til at trække sine lån tilbage,  hvilket igen førte til en voksende arbejdsløshed, læg så hertil, at en ukendt skyttegravssoldat trådte frem i en ølstue i München allerede i 1920 og begyndte at slå på tromme for en  revanche for Tyskland. Efter hans eksempelløse  succes med at danne  partiet NSDAP,   vil man  herefter kunne konstatere, at Tyskland,  udvalgt af en højere/lavere skæbne, bestemt til at overgive rigets nøgler til denne ukendte soldat  fra  1.  verdenskrigs skyttegrave, der i den grad fik det tyske folk op af stolene. Kunne det være gået anderledes?,   ja, måske hvis Adolf Hitler var blevet myrdet i tide. –   Og man bør desuden huske på, at det ikke kun var småborgerskabet der stemte  på  NSDAP  i de mange valg, der fandt sted i 1930-32, det var bestemt også veluddannede, kunstnere, journalister og lign. og arbejdere der lod sig besnære. 

Men alle de nævnte faktorer fik for alvor betydning for Tyskland  gennem  de allieredes tøvende og utroværdige forsøg på at opretholde Versailles-bestemmelserne,  der netop i de år mellem  1919  og 1932 faldt sammen og gav det nederlagsplagede land det nådestød,  der fik ikke blot de arbejdsløse men også dele af landets intelligentsia til at sætte deres lid til  NSDAP og dets leder. Herudover bliver jeg nødt til at omtale en anden og måske nok så vigtig brik i det store fatale spil, der kom til at spille en altafgørende rolle.  Vestmagternes, dvs de  allieredes frygtsomme medfølelse med det tyske folk. Al denne fornedrelse, hvad kunne det ikke føre til,  hvis man lyttede til de taler, den hidsigt, rabulistiske og veltalende Adolf Hitler stod og fyldte ølstuerne med,  så kunne nogle jo hurtigt få  en velbegrundet frygt for, at en ny krig kunne lure ude i horisonten, hvis man fastholdt de krav der lå i Versailles-traktaten. Derfor begyndte man allerede fra 1936 at løsne grebet  om Tyskland,  som fx  i  Saarlandet  hvor man uden sværdslag lod tyske soldater komme ind, idet man trak besættelsestropperne tilbage,  og da Hitler  i 1938 annekterede Østrig  og  senere gjorde krav på  Tjekkoslovakiet,  var man også meget lydhør, det gjaldt jo trods alt fred,  måske verdensfreden. Vær opmærksom på, at der var mange  i  England, der opfattede  Winston Churchill som noget af en bulldog,  og nogle ville have kunnet sige til ham:  Jamen,  vi er da ikke i krig med Tyskland!   Og da de tyske tropper den 1. september gik ind i Polen måtte enhver åbne øjnene og svare på det store spørgsmål:  Joe  måske, men kan vi  ikke lige sige Undskyld!, bare en gang til,  det skylder vi som anstændige mennesker da de stakkels tyskere,  og Hitler var vel  i grunden også et anstændigt menneske… vi er i krig! Altså, der var endnu dem, som ville sige undskyld til  Hitler, hvis Versailles-freden havde fornærmet ham. Denne gruppe mennesker  var klar til at lade ham få Polen,  hvis det kunne være et plaster på såret. Og eftergivenhedspolitikken  – der tilsyneladende ikke kendte  nogen grænser – havde givetvis en stor andel i, at tingene havde udviklet sig som  det altså skete.  Weimarrepublikken var for længst historie. Med bagklogskaben kunne historikerne og andre iagttagere nu se,  hvad det havde  ført til. Store dele af det tyske folk fulgte Hitler et langt stykke henad vejen,  hvad havde han ikke fået gennemført  i årene mellem 1933  og 1938. En udbredt og voksende arbejdsløshed  var blevet konverteret til  noget der lignede fuld beskæftigelse og en genopvakt  nationalfølelse, ganske vist på bekostning af et monomant jødehad, der senere mod krigens slutning førte til massedrab der nærmede sig udryddelse……,  men her valgte vestmagterne anstændigvis at tie. Churchill kunne ikke finde kammertonen og blev af mange opfattet som en uanstændigt provokerende  krigshetzer (warmonger),  ja stueren  blev han vel  aldrig?  

Det havde været svært for det tyske folk, lad nu bare Hitler få sine vel ikke helt urimelige krav opfyldt,  for hvem ønskede at træde på et folk der lå ned!?  Der var selvfølgelig spørgsmålet om jøderne, men var der ikke også antisemitisme hos de sejrende vestmagter?  Og  hvorfor blande sig i tyskernes affærer, det kunne let  virke som  unødvendige krænkelser  med risiko for nye konflikter. Hvis nogen havde turde gribe ordet og støtte Churchill, var de givetvis blevet udskammet og beskyldt for tonedøv uanstændighed.  Derfor så man i måbende afmagt på den udvikling, der udfoldede sig på kontinentet. I grunden havde Hitler og hans parti, ja hele det tyske folk vel egentlig ret til at kræve en plads i solen, der blev tale om at give dem  adgang til det afrikanske kontinent med henblik på at få sig nogle  kolonier.   Vi ved, hvad der skete;   omsider,  da klokken var ”kvart over tolv” , satte man sig  på ny sammen og trak Churchill ind i varmen, i modsætning til de andre havde han det fornødne mandsmod,  kræfterne  og ikke mindst  evnen til at stå alene.  Mange af parlamentets politikere  faldt ham  om halsen,  og undskyldte  deres svaghed  og det leflende knæfald  for den  totalitære moralisme de i kor  havde udtrykt.   Ud fra de ”nobleste” motiver havde de forsøgt at undgå en ny krig,  men  netop det havde de fået, en krig der skulle overgå  den store krig fra 1914-18  mange gange!  ..

Siden  1990`erne  har vi herhjemme  måtte lægge øre til  dogmet  om anstændighed først og fremmest udtrykt gennem Seidenfadens pen i  Politiken. Efter  at have støttet Rushdie i sagen om  De sataniske vers  i 1988 var han vendt rundt, og med et indædt had til det nye parti Dansk Folke Parti  så  han nu  alle de problemer,  der  opstod ved den voksende indvandring som noget der direkte var affødt af det nye fremmedfjendske parti  og Anders Fogs manglende forhandlingsvilje med fredens apostle. Senere har vi kunnet læse hos  Ahmed Akkari  (Mit farvel til islamismen), at de famøse imamer, der tog til Mellemøsten, hurtigt fandt ud af,  at intet kunne formilde de rasende ledere i Mellemøsten,  der havde deres egne særlige dagsordener.   De så blot  de forbandede/velsignede? tegninger som anledning og ikke som årsag til urolighederne med ambassadeafbrændinger med mere – 

Kan  man overhovedet bruge historien  og erfaringerne fra  30`erne  til at forstå  noget i  nutiden,  dvs  fra 1995  og frem til i dag? Måske ikke,  forskellene er jo til at få øje på,  men  den kujonagtige vigen,  forklædt som anstændighed  er den samme! Hvem ønsker krig?  Nej vel,  ingen!  Men det politiske mod  og  fornemmelsen  for magtpolitik,  byder os at se  virkeligheden i øjnene,  og på ethvert tilbagetog  og nutidens kultur, ser  enhver svaghed som  en invitation til en fjende der ikke ved hvad demokrati er,  og som blot ser at magten tilhører den stærkeste,  og når man  trækker ord som  tonen,  anstændigheden, tolerance,  pluralisme og dialog  ind på scenen  med en naiv tro  på, at det kan  udmanøvrere en  diktator eller et diktatur,  så er man mere naiv  end man har lov til at være. Dette så Churchill,  så ingen grund til at dekonstruere ham,,  som  en bagside-artikel  i Weekend-avisen  for et par år siden forsøgte, da Søren Mørck  ville fratage  Churchill æren  for sin  medvirken til sejren over  nazi-tyskland  –  Ikke særlig smukt  men  sikkert i overensstemmelse med avisens  verdensforståelse ….  –

Hvis man stadig er i tvivl  om hvad jeg her har forsøgt at sige, kan man med fordel læse Geoffrey  Cains Bog Ondskabens Ikon (fra 1999) og dens efterfølger Gensyn med  Ondskabens Ikon (fra 2006). Her viser han klart, hvad de stuerene er i stand til i form af udskamning, tilsvining,  forhånelse, nedgøring i form af  seminazistisk agit-prop-tegninger. Men når man har anstændigheden og tonerancen på sin side, er der vel ingen grænser for hvad man har lov til at sige….? 

Eller som en af vore store forkæmpere for ytringsfrihed, udtrykker sig: 

“Hvis man ikke har løsninger på et problem, kan man altid postulere, at det ikke eksisterer”

Litt.  Cain:  Ondskabens Ikon   og Gensyn med Ondskabens Ikon