Kommentar

Ayatollah Khomeini er vor tids Lenin. De intellektuelle og medierne omgiver ham med samme nimbus. Det er venstresidens version af den stærke mand. Når Trump slår ihjel en af regimets verste bødler, reagerer venstresiden med at forsvare ham som en myteomspunnet helt.

Der går om ikke lige så dog en ”snoet linje” fra  6-dages-krigen i 1967 over den iranske revolution i 1979 og murens fald i 1989 frem til 11/9  og den danske Muhammedkrise. Man kunne sikkert have inddraget andre begivenheder som fx Prag 1968 eller Den 1. Intifada i 1987. –  Hvad er nu forbindelsen mellem disse årstal og begivenheder?  Som knuder på den samme snor samler disse brikker sig til et puslespil om det liberale demokrati og det religiøse diktatur. Et politisk billede der har begge komponenter i sig. 

Med fare for at træde på gengroede stier vil jeg nu hævde, at da meget i 1989-90 tyder på kommunismens forestående fald, opstår der et internationalt magttomrum, hvor kommunismens ideologiske støtter ser sig om efter en ny sag, og her kommer offergørelsen af den 3. verden, ikke mindst den arabiske,  som jo efter 1967 tydeligvis er undertrykt af Israel og dets våbenbroder USA,  ind i billedet som den nye  sag.  Tænk et øjeblik på Vietnam-krigen, der jo havde rødder i slutspillet om imperialismen og den kolde krig. Alle krige har ofre, kolonitiden havde sige, den kolde krig sine. Med enhver offergørelse følger nye rettigheder, og det palæstinensiske folk er om nogen legemliggørelsen af den 3. verdens fattigdom og elendighed med Israel og USA som de største skurke. Og med en indbygget antisemitisme ligger denne konflikt lige til de venstreintellektuelles højreben. 

ANNONSE

 Lige som USA støttede Pinochet i Chile og Shahen i Iran, leverer de nu våben til den onde lillebror Israel, og man har siden 80´erne  i tv kunnet følge hvordan de unge palæstinensere er blevet forfulgt, fordrevet og slået af en israelsk militær-maskine, som nogen ville kalde fascistisk. 

Jump to conclusion: i takt med at den socialistiske verden men ikke den kommunistiske tanke brød sammen, dukkede denne nye forfulgte minoritet op og bød sig til for de anstændige  humanister på jagt efter et offer. Som en anden demografisk godbid inviterede den nye minoritet marxister og socialister til at kaste sig over de forfulgte, man pegede (efter 1967) fingre ad israelerne og gjorde hvad man kunne for at udnævne ofrene til de sande modtagere af hjælp til den tredje verden. Religionen betød mindre, og senere var der flere partier her i Danmark der bejlede til muslimerne. Mona Sheik og Manu Sareen kom ind i Det Radikale Venstre, Asmaa Abdol Hamid kom ind hos Venstresocialisterne, Enhedslisten. At disse mennesker så repræsenterede en religion, der vel egentlig var uforenelig med det tankegods der var gængs hos Enhedslisten betød åbenbart mindre. JA, her var virkelig tale om en omfavnelse af en folkegruppe fra den 3. verden. Selvom partiet Enhedslisten i egen forståelse er ateistisk og i princippet afviser enhver religion, så har den mellemøstlige trosretning det specielle privilegium at være antisemitisk, offer for tidligere imperiale magter i mellemkrigsårene og samtidig være stærkt anti-amerikansk. Med disse ingredienser i rygsækken har de siden Israel vandt Seks-dages-krigen overtaget rollen som verdens offer nummer 1, en titel jøderne havde haft indtil da. Men da disse åbenbart selv var i stand til at slå igen og afvise arabisk aggression, kunne de ikke længere gøre krav på at blive set på som ofre. Nu blev de i stigende grad opfattet som aggressorer og undertrykkere, især efter de forskellige intifadaer, der har været. Man kunne og kan  erklære sig for anti-israelsk, men i dag ved vi udmærket hvad dette dækker over.   

Som nævnt var fjernelsen af Shahen i Iran i 1979 også med til at sætte et fornyet fokus på den arabiske verden.  Revolutionen i Iran var efter Shaens fald  i 1979  i manges øjne en omvendt parallel til udviklingen i Chile, hvor USA som bekendt var med til at vælte Allende fra magten i 1973. I Iran blev det USA’s modstandere som fik magten, og så gik den venstreorienterede logik i gang:

 Et 3. verdensland der er støttet af Amerika må per se være forbryderisk og altså hilser man enhver revolution velkommen, der styrter det USA-finansierede styre af pinden. 

Sådan var det i varierende grader i Cuba, Vietnam, Guatemala,  Nicaragua, El Salvador og altså Iran. Ethvert opgør med USA (eller England i Rhodesia) måtte i udgangspunktet være af det gode. Det betød for Irans vedkommende at man uden at skele til Khomeneis tankegods og det styre, der nu kom efter Shahen, var på de revolutionæres side, mens man af ideologiske grunde lukkede øjne til de uhyrligheder der fandt sted her i form at summariske henrettelser, det religiøse politi, forfølgelse af homoseksuelle og en systematisk undertrykkelse af kvinder.  

Og her kom det til at hænge sammen med den side man havde valgt i Palæstinakonflikten. At landene der hadede Israel var funderet i en religion der stod/står i skarp kontrast til det europæiske, sekulære demokrati betød mindre, dette var jo i sit væsens kerne kapitalistisk og derfor ikke værd at støtte. Således kunne Wilhjelm mange år senere kalde den palæstinensiske kamp mod de jødiske besættere for ”alle kriges moder” – Man har siden denne gode sag valgt at se bort fra det trossystem landene i Mellemøsten er bygget på og i dag gjalder sloganet som et politisk mantra: det har jo ikke noget med religion at gøre. Forstået på den måde, at hvis folk blot får gode materielle livsvilkår, vil de straks kaste det religiøse åg af sig og leve i fred og fordragelighed med deres naboer. Eller som min gamle historielærer sagde: giv folk et fyldt køleskab og en BMW, så glemmer de religionen. Og de konflikter vi ser i dag, er stort set udløbere af Israels besættelser eller man kunne sige arvtagere af Israels kamp for overlevelse og eksistens. Men dette er kun en brøkdel af baggrunden for den Mellemøstlige misere. I bund og grund taler vi om sekteriske religions-krige, borgerkrige, terrorbevægelser og selvmordsattentater med mere. Og desuden, ”har et undertrykt folk altid ret”

I halvhjertede forsøg på at begribe baggrunden for dette vanvid, tyr de oikofobiske meningsdannere rundt om i Europa gerne til Israels besættelse af Vestbredden (af Jordanfloden) plus ”tonen” i de nationale debatter rundt omkring, som om det kunne forklare det vanvid vi har været vidne til de sidste tyve-tredive år. Og her skal man lægge mærke til hvordan nyhedsstrømmen formidles omkring disse emner. Ligesom Sovjet-blokken op igennem 60´erne og 70´erne nærmest blev salonfæhig, statsanerkendte regimer, som den venstreorienterede del af journalisterne gjorde til pæne samarbejdspartnere, på lignende måde bliver de arabiske kulturer genstand for en nærmest panegyrisk dyrkelse, ikke mindst med palæstinenseren som arketypen  på den forfulgte og undertrykte minoritet overfor den jødiske fascisme. Endnu en version af fortællingen om de gode og de onde. Og de venstreorienterede – som per definition er på det godes  side – lod så ideologien ligge og kastede deres nådesløse sympati over muslimerne, hvorved de fik Islam med i købet. De har bare aldrig anerkendt endsige forstået dette system af love, forbud og påbud men blot set på araberne som ofre for amerikansk og  israelsk imperialisme. Et særligt eksempel på dette finder man i historien om den franske filosof Michel Foucault, hvis  sympati med den arabiske verden er sært uforståelig. I hvert fald så han ikke noget problem i at støtte Ayatollah Khomeney og dennes revolution. ”Denne nye politiske spiritualitet udtrykt ved de islamiske bevægelser inkarnerer nemlig oprøret mod det  vestlige subjekt. ” Et tankevækkende citat der nok fortæller mere om Foucault end om mellemøstens religioner. Hvor får han det fra?  

Og det er blot et af mange eksempler på hvordan man blindt har støttet og fortsat  støtter en bevægelse/trosretning, som i sin kerne er totalitær. På nogenlunde samme måde som de venstreintellektuelle i 60 ´erne og 70`erne støttede det ene mere autoritære regime efter det andet. Tænk bare på Sartre, De Beauvoir, Hans Kirk, Scherfig, Mogens Fog, Rifbjerg og en masse andre, der har fået deres plads i Bent Jensens Stalinismens Fascination og  Ulve, får og Vogtere. Hvis de blot havde læst Orwell, Koestler eller Solsjenitsyn eller Kravtjenko kunne meget måske have været undgået. Men jeg tror ikke, man ønskede at blive klogere. Med en nidkær skråsikkerhed gik man med blinkers for øjnene, idet man gik ud fra, at de borgerligt-nationale tog fejl, og at sandheden og godheden var på socialisternes side.  Det er stort set de samme mennesker, der i tiden efter 1989 har valgt at forsvare og hylde en totalitær religiøs ideologi, som godt nok har rødder til det 7. århundrede men som udmærker sig ved at være anti-amerikansk, anti-zionistisk og anti-demokratisk. Halleluja. Vi slår mange fluer med et smæk. Der er sket meget i og uden for Mellemøsten i de sidste ti år, men bag ved alle forandringer, nye alliancer og andre terrorgrupper, er det stadig den nævnte logik der styrer sym- og antipatierne.  

Og et af de store spørgsmål man må stille sig selv er, om vi dybest set har mere at frygte fra (mediernes fortielser af) den selvfede voldsparate venstrefløj end minoriteternes religiøse kultur?

ANNONSE