Kommentar

Mikhail Vrubel Pieta (1884)

Herre, vor Gud, himmelske fader! Du, som af faderlig kærlighed til os arme syndere har givet os din søn, for at vi skal tro på ham og blive salige ved troen, vi beder dig: Giv os din Helligånd i vore hjerter, så vi holder ud i denne tro indtil det sidste og bliver salige ved din søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed.

Ez 11,19-20

Denne hellige lektie skriver profeten Ezekiel: Dette siger Gud Herren: Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud.

ApG 2,42-47

* Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spist sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.

ANNONSE

Joh 6,44-51

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ‘Alle skal være oplært af Gud.’ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden

2. pinsedag 

Pinsen er Helligåndens fest. Den kaldes også for ”kirkens fødselsdag”, fordi man siger, at kirken blev stiftet den første pinsedag; den dag, jeg læste om fra alteret for lidt siden. Disciplene sad forsamlede, og pludselig kom Helligånden susende og satte sig på deres hoveder som tunger af ild, og de fik kraft og inspiration til at gå ud i alverden og forkynde evangeliet, sådan som Jesus havde sagt, at de skulle gøre. De forkyndte det glædelige budskab, så det siden har givet genlyd i selv de fjerneste afkroge af Jorden. Og selvom man i vore dage gerne forsøger at modernisere kristendommen og pifte den op – i nogle tilfælde så meget, så den næsten fremstår uigenkendelig – så er det dog uomtvisteligt, at der til verdens ende aldrig kan gives nogen anden ægte kristendom end den, der var fra begyndelsen. Nemlig evangeliet om vor Herre Jesus Kristus som Guds eneste søn og Verdens frelser, og troen på ham. 

Når man derfor bekymrer sig for kristendommens udsigter i fremtiden, så må man nødvendigvis mene den kristendom, som apostlene begyndte at udbrede for to årtusinder siden for alle folkeslag. Denne levende, stærke, lidenskabelige kristendom, hvor hjerterne brændte i livet på folk.

Denne ægte, engagerede, apostolske kristendom ser for tiden ikke ud til at have særlig lyse udsigter ret mange steder. Vores tid ligner ikke meget den første, apostolske tid, hvor evangeliet lød fra brændende tunger og bredte sig som en løbeild fra kyst til kyst. Vores tid minder mere om dagene lige efter Jesu død på korset, hvor disciplene sad modløse og forvirrede tilbage og ikke vidste, hvad de skulle gribe og gøre i. De havde dog håbet, sagde de, at Jesus var den, der skulle forløse Israel; men nu var han jo død – og så kunne de vel lige så godt pakke sammen. 

I dag ser det nærmest ud, som om de kristne mange steder går rundt og skammer sig over deres måde at tro på. Folkekirken her i landet er i hvert fald under hård kritik og bliver af nogle kaldt ”et oppegående dødsleje”. Sandt er det, at der ikke er høj kirkegang her i landet, hvilket man selvfølgelig som kristen må mene, er sørgeligt. Det er bare svært at blive enige om, hvad vi skal gøre ved det. Nogle vil gerne lave det hele stort og flot med røgelse og vievand ligesom i Rom, andre frit og varmt og helt nede på gulvet, ligesom ovre i Amerika.

Robert Duvalls film ”The Apostle”, ”Apostelen”,  handler om en indsjæl af en vandreprædikant, som prædiker fra sit hjertes inderste om Guds Rige og om Jesus Kristus – og folk valfarter til for at lytte til ham. Ligesom apostlene i dagens epistel havde han ”hele folkets yndest”. Og når jeg ser dén film, så bliver jeg grebet og revet med, og jeg ønsker mig, at der kunne komme lige så megen lidenskab ind i kirkerne her i landet, som der kom det i de kirker, som Robert Duvalls apostel gæstede. Men her må jeg huske mig selv på, at jeg er ikke ”Apostelen”. Hvis jeg prøvede at efterligne hans uforlignelige måde at prædike på, så ville det ikke blive andet end – ja – en efterligning, en dårlig kopi, en mat afglans. Og det er der ikke megen lidenskab i. Ikke megen Helligånd. Mit motiv ville også være forkert – og helt forskelligt fra Duvalls apostels. Mit motiv – og nu nævner jeg kun det mest ædle motiv, jeg kunne finde på – mit motiv ville være: ”Bare jeg kunne være som han, så ville kirken her blive fyldt med ånd og liv og glade mennesker”. Men  hans motiv var et helt andet, langt enklere, langt renere. Hans motiv var: ”Gå ud i alverden og forkynd evangeliet for alle folkeslagene”. Punktum. Og dét og kun dét er en gyldig motivation for at forkynde kristendom! Helligånden flyver hvorhen den vil, men én ting er sikkert: at den indfinder sig ikke, dér hvor der holdes gudstjeneste ud fra nogen som helst andre motiver, end at her skal kristendom forkyndes! 

Grundlaget, som vi driver kirke ud fra, det eneste ”værdigrundlag”, den eneste ”motiverende faktor”, der kan skabe en lidenskabelig kirke, en kirke fyldt med Helligånd, det er Jesu ord: ”Gå ud i alverden og forkynd evangeliet.” Punktum. Og så må vi i øvrigt ikke bekymre os om noget som helst. Hverken om, hvordan vi skal udtrykke os, hvordan vi bliver modtaget, eller om, hvordan det skal gå med kirkens fremtid. Nej, vores hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! for Talsmanden, Helligånden skal nok blive hos os. Den skal nok lære os alt og minde os om alt, hvad Jesus har sagt til os.

Og så må vi trøste os med, at er kristendommen i modvind nu, så var den det dog endnu mere i begyndelsen, da den kun havde én eneste prædikant, nemlig Jesus Kristus selv. Og hele verden rottede sig sammen imod ham, bagtalte og hånede ham: ”Få ham væk, han fornærmer os og vores livsstil. Ryd ham af vejen, korsfæst ham, så vi kan få ham begravet; ham og hans ulidelige snak.” Og de fik ham virkelig korsfæstet og lagt i jorden. De skaffede ham af vejen og dækkede ham til, og det var så enden på den historie, mente de. Og mange mener det endnu.

Og dog begyndte det allerede få dage senere at flagre med rygter om, at han var opstået fra de døde. Nogle kvinder havde set ham, forlød det, og senere var det alle apostlene, der påstod, at han havde besøgt dem. Det bredte sig som ringe i vandet, ikke bare blandt jøderne, men hos alle folkeslag i verden. Og de rygter er ikke manet i jorden endnu.

Trods forfølgelser og hån og skepticisme, lever kristendommen den dag i dag, og vi tror, at Jesus Kristus selv er lyslevende tilstede iblandt os trods død og grav, efter to tusinde år. Vi tror på det utrolige. Vi tror på det, som umuligt kunne ske, medmindre Jesus var mægtigere end hele verden.

Det tror vi på; det bekender vi søndag efter søndag. Og har vi uret, så er vi nogle tåber, og gudstjenesten her i dag og til enhver tid en latterlighed. Men har vi ret, så er det latterligt at tale om en usikker fremtid for kristendommen, for Kristus og hans evangelium, så længe verden står, ja længere end det. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig i evighed forgå, siger Jesus.

Siger han sådan, så må vi som kristne tage ham på ordet. Så må vi tro, at kristendommen nok skal klare skærene. At jo mere, verden skyder ham fra sig og fornægter ham, des kraftigere vil Helligånden i det skjulte tage sig af hans sag. Og jo mere vores tid ligner den, da Jesus blev korsfæstet og hans venner forlod ham og kun hviskede stille bag lukkede døre om ham som den, de havde håbet på, var Frelseren, men som dog alligevel tilsyneladende bare havde været en naiv tømrersøn fra Nazaret – des sikrere kan vi være på, at den næste tid vil ligne de dage, der fulgte: da mænd og kvinder fra alle folkeslag lyttede forbavset til evangeliets forkyndere, som talte om Guds undere.

Sådan er den latterliggjorte og udskammede kristendoms lyse udsigter i vore dage. Så hvis vi skal græde over noget, så skal det ikke være over dén, men over os selv og vores generation, for det er naturligvis ikke givet, at kristendommen skal trives her hos os i den danske folkekirke til enhver tid. Sikkert er det, at den trives ingen steder, uden at man elsker den og har vilje til med Guds hjælp at stride og lide for den. Og når det kan så godt som forsvinde fra Jerusalem, fra Betlehem og Nazaret, så kan kristendommen naturligvis også forsvinde fra et hedningeland som Danmark. Men dø, det kan den aldrig, så vidt vi tror, hvad Herren selv har lovet os. Så lad os da ufortrødent bede med disciplene: ”Bliv hos os. Det er snart aften og dagen går på hæld.” Så er jeg sikker på, at han går med ind for at blive hos os!

(Amen.)

ANNONSE

Læs også

Gør jer ingen bekymringer -
2. påskedag 2018 -
Han vandrer med os -
Krist stod op af døde -
”Hør ham!” -
Krist stod op af døde -

Læs også