Kommentar

Andrei Rublev  Christ as Saviour

5 s. e. trin. 

Jesus er i dagens evangelietekst klar over, at afslutningen på hans jordeliv er nær. Han vil gerne forberede sine disciple på, hvad der nu skal ske i Jerusalem – forude venter pinsler, ydmygelser, kors og død. Og opstandelse fra de døde til evigt liv. Men den slags buser man jo ikke bare sådan ud med, så Jesus begynder med at konversere disciplene lidt. Først et let spørgsmål – noget, der kan få snakken i gang, få løst op for tungebåndene: ”Hvem siger folk, at jeg er?” Her er der rigtig lukket op for, at sladderen kan komme til at gå. Det er altid dejligt at snakke om, hvad de andre har sagt. Dejlig uforpligtende – for det er jo kun noget, man har hørt, ikke sandt? Det er skam ikke noget, jeg siger, vel? Det er bare de andre. Man kan sige alt muligt, og falder det i god jord, så kan man selv overtage synspunktet. Bliver der derimod rynket på næsen af udsagnet, kan man sige, at det da bestemt heller ikke er en holdning, man selv deler, det er bare noget, man tilfældigvis har hørt nogle andre sige. På den måde kan man sige hvad som helst uden at være i fare for at blive holdt ansvarlig for det, man har sagt.

Derfor kommer der også hurtigt gang i den uforpligtende snak. ”Der er nogle, der siger, du er Johannes Døber”, siger én. Andre har hørt folk sige, at han skulle være en genopstanden profet, såsom Elias eller Jeremias. M.a.o: Folk siger så meget forskelligt; men de er i hvert fald enige om, at Jesus er en fin fyr – en stor profet, som man kan lære meget af. På den måde er Jesu samtidige faktisk meget godt i tråd med mange moderne mennesker. Jesus er højt i kurs i dag. Man er måske nok lidt loren ved at hoppe med på den dér med, at han skulle være Guds søn, opstanden fra de døde, menneskehedens frelser osv. Men alle kan være enige i, at Jesus var en uhyre sympatisk mand, som sagde en masse gode ting. Specielt er næstekærlighed i vældig høj kurs. Det er der alt for lidt af her i verden, mener mange – hos de andre, naturligvis, selv er man selvfølgelig et rent overflødighedshorn af kærlighed og godhed. Den form for Jesusdyrkelse kaldes for Jesendom. Kristendom kan det ikke hedde, for for at være kristen kræves det, at man anerkender Jesus – ikke blot som en god og klog mand, en guru eller en profet – men som Kristus, som Guds udvalgte, Guds søn, ja som Gud selv. Det er faktisk dét, hele kristendommen drejer sig om.

Og her kommer vi tilbage til dagens evangelium igen. For efter at disciplene villigt har kolporteret alt, hvad de har hørt de andre sige om Jesus, stiller Jesus dem endnu et spørgsmål: ”Men I, hvem siger I, at jeg er?” Læg mærke til, hvordan han betoner, at nu gælder det ikke, hvad de andre siger, men hvad disciplene selv siger. Jesu efterfølgere. Hvem siger I, at jeg er? Så forestiller jeg mig, at der blev helt stille. Nu er det om ikke at svare forkert. For nu hæfter man personligt for sit svar. Nu gælder det ikke længere, hvad man har hørt ude i byen, nu er det disciplene selv, der er amsvarlige for, hvad de siger. Det er deres inderste tanker, der skal udsiges.

ANNONSE

Til sidst bryder Peter tavsheden – han var den mest åbenmundede af disciplene – han siger: ”Du er Kristus, den levende Guds søn!” Her sætter Peter virkelig alt på ét bræt. Det kommer lige fra hjertet, det her. Peter siger – som han for resten altid gjorde – lige, hvad der falder ham ind. Det har han tit fået på puklen for af Jesus, for det var ikke altid lige fornuftigt, hvad der faldt Peter ind. Men lige her rammer han altså hovedet på sømmet: ”Hvem siger I, at jeg er?”. ”Du er Kristus, den levende Guds søn!” Ja! Sådan, Peter! ”Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på dén klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over dén!” 

”Du er Kristus, den levende Guds søn”, på disse ord, på denne bekendelse, er Jesu Kristi kirke bygget.

Nu er det efterhånden længe siden, at den kristne kirke har været én. Kirken er i dag splittet op i mange forskellige konfessioner: katolikker, lutheranere, ortodokse, calvinister, baptister, karismatikere osv. Alene indenfor den danske folkekirke er der mange forskellige retninger; der er mangt og meget, man kan være uenige om. Vi kan ikke engang blive enige om at holde nadver sammen konfessionerne imellem. Og dog kan vi blive enige om én ting, og det er: at vi alle er kristne. Fordi vi alle tilslutter os Peters bekendelse: at Jesus er Kristus, den levende Guds søn. Dvs. at vi tror, at den korsfæstede Jesus er den opstandne Kristus, vor frelser, Guds søn. 

Kristne kirker er som regel rummelige, og den Danske Folkekirke er endda særdeles rummelig. Det er helt i Jesu ånd: Der skal være plads til både rene og urene, både til farisæeren og den fortabte søn, til ham med den faste tro og til den skeptiske tvivler, til den udsvævende, fabulerende følelsestro og det kølige, dogmatiske system. Men for at man kan have et rum, så kræves der vægge. Og for at man kan sige, at ”her er højt til loftet”, så kræves det, at der ér et loft. Og selv om vores folkekirke er rummelig, så har den dog en grænse: der kræves én eneste ting, og det er i al sin enkelhed dette: at man tilslutter sig Peters bekendelse, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn. Kan man ikke tilslutte sig dén bekendelse, så er man trådt ned fra kirkens og kristendommens fundament, så har man selv stillet sig uden for kirken.

Forstå mig ret – jeg mener selvfølgelig ikke, at man kun kan kalde sig kristen, hvis man altid, hele tiden kan præstere en klippefast og fuldstændig urokkelig tro; det er der jo ingen, der kan. Men det, jeg mener, er: at det, der gør, at vi kan kalde os kristne, det er, at når vi bliver spurgt: ”Men I, hvem siger I, at Jesus er?”, så svarer vi ikke: Elias eller en profet – eller et stort moralsk forbillede eller Tømrerens søn fra Nazaret. Men så svarer vi: ”Vi tror, at han er Kristus, den levende Guds søn.” På det grundlag, på den klippe, er kirken bygget. Og skrider det, så skrider kirken med, det er sikkert og vist. Lad os derfor altid holde os for øje, at vi ikke bare er jesne, men kristne mennesker, der stoler på Gud og på Jesus Kristus, hans søn, vores Herre og frelser.  AMEN.

 

 

 

5. s. efter Trinitatis

Denne hellige lektie skriver profeten Jeremias:

Herrens ord kom til mig:

»Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig,

før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig;

jeg gjorde dig til profet for folkene.«

Jeg svarede: »Ak, Gud Herre, jeg er ung; jeg forstår ikke at tale!« Men Herren sagde til mig:

   »Du skal ikke sige: Jeg er ung!

Men overalt, hvor jeg sender dig, skal du gå,

og alt, hvad jeg befaler dig, skal du tale.

Du skal ikke frygte dem,

for jeg er med dig og frelser dig,«

siger Herren.

Så rakte Herren sin hånd ud og berørte min mund, og Herren sagde til mig:

Nu lægger jeg mine ord i din mund.

Jer 1,4-9

* Epistlen skriver apostlen Peter i sit første brev:

Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud. For der står i Skriften:

»Se, i Zion lægger jeg en hjørnesten,

udvalgt og kostbar.

Den, der tror på ham, skal ikke blive til skamme.«

For jer, som tror, er den altså kostbar; men for dem, som ikke tror,

»er den sten, bygmestrene vragede,

blevet hovedhjørnesten«

og

»en anstødssten, en klippe til at snuble over;«

det er dem, der tager anstød i deres ulydighed mod ordet, og dertil var de også bestemt.

   Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed.

1 Pet 2,4-10

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Da Jesus kom til området ved Kæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.

   Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.«

   Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?«

Matt 16,13-26

ANNONSE

Mest læst

Sådan bryder islam sammen

Russerne flygter fra Putin

Jyske oplysninger om USA