Kommentar

Giovanni Battista Tiepolo  Fortitude and Justice (1743)

 

”En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre”. Det er en regel, som det uden tvivl har været nødvendigt for Jesus at indskærpe disciplene igen og igen. For de var altid fristet til at stille sig selv over deres herre ved at ønske at slippe fri for den skæbne, der skulle være hans. 

Jesu disciple kan kristne næsten altid spejle sig i, og det kan vi også i dag. Vi har også brug for dagligt at blive mindet om, at en discipel ikke er over sin mester. Vi er i endnu højere grad end de tolv disciple faldet for fristelsen til at sætte os selv højere end vores herre. De færreste af os har fantasi til at forestille os, at de strenge kår, der bliver stillet Jesu disciple i udsigt i dagens evangelium, nogensinde skal blive os til del. 

Og ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel”. Hvor mange nutidige folkekirkekristne har nogensinde frygtet for risikoen for at komme til at lide døden – for Jesu skyld? Det er vist kun de ny-kristne i vores asylcentre, der rigtig forstår alvoren i dén formaning. I andre dele af verden ser det naturligvis ganske anderledes ud. 

ANNONSE

Men det kunne godt se ud til, at vi nutidskristne i Danmark på enhver måde står over vores herre og mester. Vi regner ikke med, at vores kår kan komme til at ligne hans. Men uanset hvad vi siger og gør, så forbliver Kristus dog herre og mester i sit hus, i dette hus, hvor vi nu er samlet. Det er hans hus, bygget til og indviet til ham. Og derfor bliver han ved med at tale til os, som han talte til sine første disciple. Og hvis vores livsførelse ikke stemmer overens med hans ord, så gør vi bedst i at antage, at fejlen ikke ligger hos ham.

Vores herre og mester sagde sandheden om os og om alle mennesker så klart og med en sådan myndighed, at de, der ikke brød sig om det, ikke fandt anden udvej end at håne ham, kalde ham for Fanden selv, og til sidst at slå ham ihjel på korset. Hans tale var stærk og myndig og udfordrende. Kunne det tænkes, at vores kristne tale i dag er blevet så fad og så tam, at den ikke kan udfordre nogen? Det er et uvelkomment og et ubehageligt spørgsmål, men ikke desto mindre er vi nødt til at spørge os selv, hvad det er der gør, at vores kår er så meget bedre end Jesu kår, og de første disciples? Er vi gået på akkord med sandheden? Vælger vi i vores kristne tale og livsførelse den bløde mellemvare, det som de fleste kan blive enige om – noget, der hverken er bevislig løgn eller påtrængende sandhed, som vi står inde for med vores liv og lemmer? Ikke, som Jesus sagde, vores tale skulle være: ”Ja ja!” og ”Nej, nej!”, men ”Joh, men” og ”tjah, såmænd… ham Jesus sagde så mange gode ting, men lad os ikke blive lukkede og ensidige: vi skule da nødig komme til at provokere eller ryste nogen.” Hvis det er dén tale, vi fører i vores kristne kirke, så er vi så ufarlige og så tandløse, at ikke engang kejser Nero ville kunne finde på at krumme et hår på vores hoveder.

Selvom vi har det fedt og godt i Danmark i dag, så er der selvfølgelig stadig så meget, man kan gå og være bange for, sådan i det små. Der er nok af ting, der kan slå vores legeme ihjel: sygdom, trafik, terrorisme o.s.v. Og der er endda mange – også kristne mennesker – der kan få lang tid til at gå med at sidde og bide negle over ting, der i bund og grund ikke er specielt farlige. Fx at komme til at røre ved en kræftfremkaldende squishy eller spise en sprøjtet gulerod. Gå glip af en chance for avancement. Eller blot at sige noget, andre kunne tage anstød af.  At dømme efter dagspressen er dét noget af det, vi er allermest bange for her i landet. Tænk, hvis man kom til at gå nogen for nær. Næh, så hellere holde sig på høflig – og sikker – afstand. Så risikerer man ikke noget.

Men Jesus siger til os, at vi skal risikere noget. Han kræver af os, at vi tør sætte livet på spil, sætte alt på ét bræt, ligesom han selv gjorde det. Og det kan vi trygt gøre, hvis vi stoler på ham, når han siger: ”Frygt ikke for dem (altså dem, der kalder Jesus og os for Beelzebul). For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt.” Og det hemmelige, der skal åbenbares, det er Jesu almagt, som ligger skjult nedenunder hans ringhed og fattigdom. Dén almagt blev kendt påskemorgen, da Gud oprejste ham af graven. Og hvis disciplen deler sin mesters kår, så skal også han oprejses af den grav, som hans forfølgere graver for ham. Hvad er der så at være bange for? Så kan man roligt gøre, hvad Jesus byder os: ”Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene”, og så ellers lade Gud om resten.

”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt.” Hvem af os ved, hvor mange hår, der er på vores eget hovede? Men Guds kendskab til os er uendelig meget større end vores eget kendskab til os selv. Hvad ved vi i grunden om vores eget livs hemmelighed? Men Jesus, som alene kender Faderen til bunds, fortæller os, at han holder os for at være mere værd end mange spurve; mere værd end alt andet.

Sådan talte Jesus, fordi han vidste, at disciplene ville blive ved med at frygte det, de ikke behøvede at frygte. Han talte sådan for at lære os, at der kun er én ting, man behøver at frygte: Gud. ”Frygt kun ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede”, siger han. 

”Du skal frygte og elske Herren, din Gud”, siger Gud i 2. Mosebog. Men skal vi virkelig frygte Gud? Er han da ikke god? Jo, han er god, og derfor har han givet os sin gode lov. Vi ved, at Loven er god, og at Lovens giver er god – og derfor bør vi frygte Hans vrede, når vi bryder hans lov. I 2. Mosebog hører vi også om de egyptiske jordemødre, Shifra og Pua, som skånede de hebræiske drengebørns liv, selvom Farao havde befalet, at de skulle kastes i Nilen. Vi hører, at de holdt hånden over børnene ”fordi de frygtede Gud”. Fordi de frygtede Gud, handlede de moralsk rigtigt. Hvis de ikke havde frygtet Gud, så ville de i stedet have frygtet Farao, og så ville de have dræbt de små drengebørn. Frygten for Gud får os til at handle etisk. Derfor kaldte man også før i tiden kristne mennesker ”gudfrygtige”. 

Jesus frygtede også Gud – i sin sønlige kærlighed og tillid til ham. Derfor frygtede han intet andet, og nu siger han til os, at der intet er at frygte hverken i livet eller døden, for dem, der frygter Gud. Men at frygte Gud betyder ikke at løbe væk fra ham. Det betyder tværtimod, som den fortabte søn, at løbe hjem til Gud, at tro på ham og elske ham, overgive sig til ham i lykke og ulykke, hvile trygt i tillid til hans omsorg. Det er at frygte Gud, ham, der sørger for den mindste spurv, har tal på alle vores hovedhår og kan fordærve både sjæl og legeme i helvede. Frygt derfor ingen eller intet, heller ikke forhånelse og forfølgelse for Jesu Kristi skyld, eller sågar for martyrdøden, om den så mod forventning skulle gå hen og ramme dig. Frygt Gud, og Ham alene! Amen.

 

 

Denne hellige lektie skrives i Prædikerens Bog:

Alting har en tid,

for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.

En tid til at fødes, en tid til at dø.

En tid til at plante, en tid til at rydde.

En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.

En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.

En tid til at græde, en tid til at le.

En tid til at holde klage, en tid til at danse.

En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.

En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.

En tid til at opsøge, en tid til at miste.

En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.

En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.

En tid til at tie, en tid til at tale.

En tid til at elske, en tid til at hade.

En tid til krig, en tid til fred.

Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget?

   Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.

Præd 3,1-11

* Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne:

Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.

Rom 8,1-4

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!

   Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«

Matt 10,24-31

7. s. e. Trinitatis

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)