Kopierede/fra hoften

Politikere kan ikke lide at bruge betegnelsen no-go zoner. I stedet bruger de i Frankrig udtrykket “sensitive områder”. Sensitivt for hvem, kan man spekulere på. De, som bor der er i hvert fald ikke specielt sensitive. De mejer hinanden ned for fode i kampen om narko- og banderevirer. Eller måske starter det hele med såkaldt “blinkning” og at disse indvandrerdrenge (for det er det, de er) er lynhurtige til at blive krænket på enhver måde. Eller måske bruger de det bare som en undskyldning. Uanset hvad, de er hurtige til at ty til hævn med våben i hånd. Og det er ikke papirknive i baglommen disse gutter hiver frem i et bandeopgør. Frankrig ligger længere fremme i forløbet end de fleste andre europæiske lande når det gælder import af voldskultur. Douglas Murray sagde i forrige uge i sin tale i Oslo Militære Samfund, at politikken i Europa drives af “events”. Og det gør indsatsen for at bekæmpe kriminaliteten naturligvis også.

De aller fleste kunne nok tænke sig at bo i land, hvor politiet kun behøvede at bruge en myndig stemme for at få alle til at gå hjem og skamme sig. Omtrent sådan, som vi over 50 husker fra vor egen barndom, hvis nogen en sjælden gang faldt i lovens lange arm. I dag er lovens lange arm ikke lang nok. I de sensitive områder er det farligt at bevæge sig, selv for politiet. Den ”kække” ungdom, som vi importerer i raskt tempo forsøger hellere på at aflive politiet end at adlyde dem. I Sverige knuser de ruderne på politibilerne og punkterer dækkene, mens de i Frankrig forsøger at brænde bilerne af; og så helst med politiet innei bilen: