Kopierede/fra hoften

Billedet: Fra pressekonferencen i Mjølnerparken torsdag den 1. marts, hvor planen for afskaffelse af ghettoerne inden 2030 blev fremlagt. Fra venstre Inger Støjberg, Troels Lund Poulsen, Mai Mercado, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, Lars Løkke Rasmussen, Søren Pape Poulsen, Merete Riisager og Ole Birk Olesen. Foto: Liselotte Sabroe/Reuters/Scanpix 

Danmark vil gøre noget, ingen anden stat nogensinde har forsøgt: Man vil generobre de områder af Danmark, som kaldes parallelsamfund. Har det en chance for at lykkes?

Det kommer an på viljen. Den danske stat viser tænder. Man viser et lille bundt af de tiltag, som staten har til rådighed, hvis man vil.

Danmark har som resten af Vesteuropa levet i «bliss», i velstandens bløde dyne. Selv om den for nogle er blevet så tyk, at ingenting synes at kunne nå ind, har andre længe kunnet mærke, at det noget er kørt skævt.

Danmark er geografisk et lille område. De har ingen olieformue. De ligger i forlængelse af Kontinentaleuropa. Invasionshære er kommet marcherende op gennem Jylland. Senest i sommeren 2015. Det chokerede danskerne.

Den danske stat kan bestemme, hvor folk skal bo, vel at mærke hvis de er afhængige af staten, og det er denne gruppe mennesker. Det vil venstrefløjen ikke tale om. De vil fortsætte med at skabe klienter, som er afhængige af dem, og som stemmer på dem.

ANNONSE

Hvis du er afhængig af staten, kan staten bestemme, om du må bo der, og hvor du må bo. Hvis du er kriminel, har du heller ikke samme ret til beskyttelse.

Familier som lader børnene blive asosiale, kan kontrolleres. Det er det nye i dagens samfund: Statens enorme muligheder for at finde frem til, hvem der er dysfunktionelle.

Hvis lærere og andre i førstelinjen ikke er samarbejdsvillige og lader være med at indrapportere, risikerer de et års fængsel.

De danske myndigheder har i lang tid kunnet observere ghettoernes fremvækst. De ser den negative spiral. Den ønsker de at bryde, og de benytter de midler, de har.

Pressen og akademikerne kan skrige, til de bliver blå i hovederne. Men hvis de vælger en fremgangsmåde som ikke tager højde for problemernes alvor, men protesterer og kun vil have mere af det samme, kommer de ikke til at nå til målet.

Vælgerne vil sige ja, hvis de ser, at der er alvor bag.

Det kan blive en gamechanger, både i Skandinavien og i Vesteuropa.

Vil det bli accepteret af dem, som tiltagene går ud over? Dét er slet ikke sikkert. Ghettopakken kommer ovenpå andre tiltag,såsom maskeringsforbud. Liberale medier fortæller hele tiden muslimerne, at de diskrimineres. Der skal udsættes mere politi, og straffene skal øges. Måske vil nogle sige, at dette er en okkupationshær? Måske vil nogle vende våben mod politiet? Det er ikke utænkeligt.

Den danske plan har risikomomenter. Men det er regeringen formentlig forberedt på. Løkke Rasmussen har bøffelhud.

Hvordan planen kom i stand, er også interessant:

Tre ministre mødtes i oktober, uden at embedsmændene blev underrettet. Det var økonomi- og kommunalminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), indvandringsminister Inger Støjberg og justitsminister Søren Pape-Poulsen. De gik udenom hele bureaukratiet og arbejdede i to måneder med forslag til, hvad der kunne gøre en forskel.

Det siger noget om, hvilken modstand de forventede fra bureaukratiet med sendrægtighed og politisk uvilje.

Det siger også noget om, at politikere kan, hvis de vil. De kan skære igennem.

Og nu kan de komme til at statuere et eksempel, som hele Europa vil følge.

 

Bestill Douglas Murrays bok “Europas underlige død” fra Document Forlag her!

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)