Kommentar

Susanne Wiesinger. Stillbilde: Addendum / YouTube.

I den tysktalende verden vrimler det for tiden med bogudgivelser, som omhandler det nye Europas problemer, hvad enten det gælder indvandring, islam, kriminalitet eller den måde vi snakker sammen på.

Mange Document-læsere vil huske Susanne Wiesinger, den erfarne lærer fra Wien, som i marts overfor den østrigske tænketank Addendum åbenhjertigt omtalte islamproblemerne i skolen og i den forbindelse deltog i et unikt videointerview.

Wiesinger er opgivende overfor, at kolleger, fagforeninger og skolemyndigheder vægrer sig mod at se de problemer, som alle lærere ved såkaldte brændpunktskoler kender til. Og nu har hun skrevet en bog: I dag udkommer Kulturkampf im Klassenzimmer: Wie der Islam die Schulen verändert. Bericht einer Lehrerin, eller «Kulturkamp i klasserummet: hvordan islam forandrer skolerne – rapport fra en lærerinde».

ANNONSE

Kleine Zeitung, som er Østrigs største regionsavis, offentliggjorde lørdag et uddrag fra bogen, som allerede på udgivelsesdagen er den tiende mest solgte bog hos Amazon.de og den fjerde mest solgte blandt politiske bøger.

Uddraget er mildest talt interessant læsning. Som for mange andre lærere både i og udenfor Frankrig, blev reaktionerne på terrorangrebet mod Charlie Hebdo en spand koldt vand i hovedet for Wiesinger:

Den 7. januar 2015 angreb to islamister det satiriske tidsskrift Charlie Hebdos redaktion i Paris. Elleve mennesker blev dræbt. Verden rundt gik mennesker på gaderne og markerede deres sympati med ofrene under parolen «Je suis Charlie». Politikere over hele verden fordømte angrebet.

Men ikke mine elever. Mange af dem hyldede overfaldsmændene som helte. Ofrene spillede ingen rolle for dem.

Den dag blev jeg klar over, hvor stærk indflydelse konservativ og fundamentalistisk islam har på vore elever, og i hvilken grad religionen styrer børnenes tænkemåde. Jeg indså, hvor langt flertallet af dem stod fra de værdier, vi som lærere prøvede at formidle.

For mange elever var baggrunden for terrorangrebet at finde i Israels og USAs politik – og specielt i karikaturtegnernes harcelering over profeten. «Den som fornærmer profeten, fortjener at dø. Vi muslimer må forsvare os mod Vesten. Ingen har lov til at latterliggøre profeten. Vi er alle krænkede af dette, og må forsvare vor profets ære.»

Det er bare nogle få af de udsagn, som gjorde mig betænkelig og foruroliget. Mange af pigerne græd, de var bange for, at jeg ikke længere kunne lide dem, fordi de var muslimer. Drengene tog situationen på en helt anden måde: De var rasende, ophidsede og aggressive. Men jo mere vi diskuterede med de unge og forsøgte at påvirke dem, desto mere satte de spørgsmålstegn ved terroristernes islamiske sympatier og teorier. I det mindste i det øjeblik. Men deres konklusion blev som oftest: De var ikke muslimer som os. For vi gør ikke sådan.

De fleste, som stifter bekendtskab med denne afgrund, orker ikke at se ned i den, men rykker væk. Man forstår instinktivt, at det at gribe fat i de problemer, som afgrunden skaber, er ensbetydende med at opgive et komfortabelt liv. Bedst ligesom at se den anden vej.

Men det klarede Wiesinger ikke, og tankerne forlod hurtigt komfortzonen:

Denne oplevelse rejste spørgsmålet: Hvor kommer disse unges afvisende holdning til vort samfund fra? Ville de ikke gerne høre til hos os og nyde frihederne i vor vestlige livsstil? Men det kan de ikke. Der findes en kraft, som holder dem tilbage, som er stærkere end alle andre: deres islamiske tro. Den kontrollerer dem og holder dem i lænker.

Jeg kunne ikke længere se på dette som beklagelige enkelttilfælde. Det gik ikke mer. Ved min skole var noget grundlæggende ændret, og jeg følte et stigende ubehag ved tanken om, at islam for mange elever var blevet det vigtigste i livet. Religiøse påbud og forbud styrede deres tankegang. Den fulgte troen. Alt andet måtte underordnes den. Religion havde fået grebet om vores skole.

Det gik så vidt, at disse elever ikke ville have noget at gøre med vor kultur, de afskyede den, og ville bekæmpe den mer og mer aktivt. Som Charlie Hebdo-terroristerne, som de beundrede for netop det.

Etter Paris-terroren i januar 2015 blev der diskuteret intenst og følelsesladet på lærerværelset, fortæller Wiesinger. Kollegene forholdt sig med en underlig dobbelthed til den heltestatus, som eleverne gav terroristerne: Alle var rystede, men ingen var overraskede. Det var i grunden en logisk konklusion på alle de gennmgribende forandringer, de havde kunnet bivåne i de senere år – forandringer man ikke vovede at tale om. Resultatet er resignation:

Flere og flere muslimske elever og deres forældre var slået ind på en mere fundamentalistisk og radikal retning. Mange af mine kolleger havde også mærket ændringen, men vovede ikke at tale åbent om det. Helt til denne dag undgår mange lærere at rette kritik mod islam. Årsagen ligger i, at man forveksler accept med tolerance, samt i frygten for at blive stemplet som islamofob og en, som overdriver.

Tegnene på denne religiøse forvandling er ikke mulige at overse. Flere og flere elever glider fra os og ind i troens verden. Derind kan vi ikke følge dem. Vi kan heller ikke forhindre det. Kløfterne imellom os blev dybere, og vi nåede i mindre og mindre grad ind til dem. Efter hver eneste nye islamistiske terrorhandling blev mistanken stærkere: Stadig flere muslimske elever har forståelse for disse grusomme handlinger. Sympatien for attentatmændene er stærkere end medfølelsen med ofrene.

Lærere og elever befinder sig i to helt forskellige verdener, som er indbyrdes uforenelige. Og vi lærere har accepteret det. Hvad står tilbage for os at gøre? Vi orker ikke længere at stå op imod vore elevers religiøse tankegods. Det er for stærkt. Vi er for svage.

Politikere og myndigheder fejer problemerne under tæppet og lader, som om alt er under kontrol. Undervejs mister Wiesinger nogle illusioner:

Skolestyret i Wien gjorde sig ingen større bekymringer for radikalisering af unge muslimer i Østrig, da angrebet mod Charlie Hebdo fandt sted. Frankrig er et andet land med en anden historie, og heldigvis ikke engang naboland til Østrig. Hos os ser det ud, som om integreringen virker, i alle fald for skolestyret og lokalpolitikerne i Wien.

Naturligvis fandtes der eksempler på vellykket integrering. Man koncentrerede sig bare om disse og overså dermed de stadig større problemområder. Som socialdemokrat var jeg i flere år overbevist om, at integrationen under alle omstændigheder ville lykkes. Der manglede blot tilstrækkelige ressurser og accept fra det østrigske flertalssamfund. I dag har jeg ikke længere dette synspunkt.

Allerede den gang havde jeg samtaler med både arbejdsgiver og fagforening om temaet politisk islam i skolen. Hos begge stødte jeg i årenes løb på både uforstand og manglende interesse. Ofte også kritik og afvisning. Efter at både angrebene i Europa og tilfældene med radikaliseret ungdom i skolerne havde fundet sted, blev der indført tiltag mod radikalisering i skolerne. Jeg var egentlig ikke tilfreds med noget af det. Foredragsholderne formidlede stadig et indtryk af, at vi ikke havde forstået problemerne: «I må forandre jer og acceptere den verden, jeres elever lever i, som den er. Så vil integrationen lykkes.»

Noget mere virkelighedsfjernt og naivt finder man næppe.

Den erfarne lærer bliver oprørt:

Jeg skulle godtage, at disse unge sætter religionens regler over de verdslige? Jeg skal affinde mig med, at piger ikke må lære at svømme og at moskeen skal finde en passende ægtemand, når menstruationen melder sig? Jeg skal bare se på, at muslimske elever holdes udenfor vort kulturliv, fordi det i deres forældres øjne er haram (religiøst forbudt)?

Virkelighedsvægringen overgås kun af moraliseringen:

Indvendinger fra lærere om, at integrationsproblemer kan skyldes familier og islamiske miljøer, afvises med moralsk overlegenhed.

Det lykkedes ikke Wiesinger at finde nogen samtalepartnere der, hvor de burde findes – hos ledelsen på jobbet, i fagforeninger, hos myndigheder, blandt eksperter og politikere.

Så jeg prøvede lykken i den private omgangskreds. Men også mine venner og bekendte, alle sammen borgerlige venstreorienterede, viste kun liden interesse for denne udvikling. De nægtede at tro på det, jeg kunne fortælle. I nogle samtaler forsøgte jeg at forklare, at islamiske elever ikke bare radikaliseres via internettet, men også i konservative moskeer og organisationer hos os i Østrig.

De indvendinger, som dukkede op, ser ud til at være en slags vesteuropæisk hjernevirus:

Disse samtaler om integrationsproblemer leder for det meste til sammenligninger med Den Katolske Kirke og begejstrede beretninger om rejser i muslimske lande – selvfølgelig fra ungdomstiden. Det bedste bevis for vellykket integration var til syvende og sidst Brunnenmarkt i Wien, et tyrkisk gademarked, hvor man fik så god kaffe og der iøvrigt var lave priser. På baggrund af dette, trak jeg mig også i private sammenhænge mere og mere tilbage.

Forfatterinden ser et af de samme paradokser, som plagede Oriana Fallaci:

Til denne dag begriber jeg ikke, hvorfor venstreorienterede forsvarer konservativ islam. I årevis har de – med rette – kritiseret Den Katolske Kirke, og omtalt dens tilhængere nedsættende som «lyseslukkere».

Selv Wiesinger hænger fast i det tankemønster, som Joseph Ratzinger i sin tid som pave forsøge at  bryde med Regensburg-forelæsningen: Hvis den moderne fornuft ikke kan skelne mellem religioner, fordi de alle sammen anses som irrationelle, så er den måske moderne, men den er ophørt med at være fornuft.

Men hendes omsorg er ægte: De muslimske elever er under et forfærdeligt pres, og de rives i stykker af splittelsen mellem familiens og værtslandets kultur. For at kunne yde omsorg må man imidlertid gribe fat i det onde. Den som tror, han er god ved at lade være, er i virkeligheten det stik modsatte.

Også Wiesinger er under pres. Man ser helst, at hun ikke siger noget:

Længe fulgte jeg arbejdsgivers ønske om ikke at udtale mig offentligt om problemerne i Wiens skoler. Ærlig talt så dækkede jeg mig bag tavshedspligten.

Politiske sympatier komplicerer sagen for hende:

Hovedårsagen var, at jeg ikke ønskede at blive taget til indtægt for sympati for højrekonservative partier. Det stemmer ikke med min politiske holdning. Og ellers kunne det betyde isolation både i erhvervsliv og privatliv. Det ville jeg helst undgå. Så jeg var længe tavs.

I hele mit voksne liv har jeg stået i nærheden af socialdemokraternes venstrefløj. Jeg så det sådan, at muligheden for at trækkes mod højre var skræmmende. Og jeg talte kun med kolleger, som havde de samme problemer på deres skoler.

Ordet problem er et understatement:

Vi snakkede om, hvorfor eleverne forsvarede et æresdrab på en afghansk elev, og hvorfor pigerne mente, at familien blev nødt til at slå dem ihjel, hvis de ville gifte sig med en kristen.

I desember 2017 deltog Wiesinger i en demonstration mod Østrigs nye koalitionsregering, bestående af Folkepartiet (ÖVP) og Frihedspartiet (FPÖ). Men den udviklede sig ikke helt, som hun havde tænkt sig:

Som socialdemokrat kritiserede jeg de planlagte reduktioner i socialsystemet, det var hovedårsagen til, at jeg gik derhen. Jeg hørte en kvindelig taler, som opfordrede os, som demonstrerede, til at stille os beskyttende foran alle moskeer. Dundrende applaus fra alle omkring mig. Kvinder med transparenter råbte spontant: «Vi skal bære hijab!»

Hvad gør et normalt menneske i denne absurde situation, hvor hun er omgivet af gale?

Jeg stivnede, og i det øjeblik følte jeg mig temmelig ensom. Jeg nærmest flygtede fra demonstrationen.

Men Wiesinger er et eftertænksomt menneske. Den spontane flugt gik over i reflektion:

Naturligvis skal ingen diskrimineres på grund af sin religion. Men jeg tænkte også: Vil disse jublende kvindelige demonstranter også kaste sig foran moskeer, som er behjælpelige med at finde ægtemænd til mine elever? Vil de kaste sig foran moskeer, som sætter Koranen over vor forfatning, som hindrer vore unge i at blive integreret i det østrigske samfund? Vil i det hele taget nogle af disse oplyste og tolerante venstreorienterede personer stille sig beskyttende foran piger, som trues med drab, når de vil bryde ud af stivnede, patriarkalske familieforhold?

Hun kunne lige så godt have besvaret det sidste spørgsmål selv: Nei, det vil de ikke. Det er helt andre hensyn, som styrer deres valg:

Uvidenheden i mit socialdemokratiske miljø om problemerne med muslimske elever ser jeg som praktisk begrundet. De ønsker at blive genvalgt og beholde deres stillinger. Derfor kan der ikke findes et problem, som de kan drages til ansvar for.

Uvidenheden på det private område er præget af romantiske forestillinger: Venstre er godt, højre er ondt. Og vi på venstresiden er de undertryktes redningsmænd. Yderligere spørgsmål bliver mere besværlige. Livet skal være enkelt og hyggelig.

Hvordan skal politikken komme en millimeter videre, hvis samtalen mellem mennesker aldrig gør det?

Wiesingers idealisme er uopslidelig:

Begge disse forhold forstærkede mit ønske om at tale om muslimske elevers virkelige problemer. For efter min opfattelse hører eleverne hjemme blandt os, og derfor må samfundets flertal indse, at de har problemer.

I dag er jeg overbevist om dette: Det som skader disse børn og unge mest, er falsk tolerance og fortielsen omkring radikal-konservativ islam.

I stedet ser vi, at vore fremmeste repræsentanter indynder sig hos dem, som legemliggør denne form for islam, som i sit væsen er fjendtlig mod vort samfund.

Man kan være enig eller uenig med Wiesinger i hendes idealisme og politiske grundsyn. Men når en lærer med næsten tredive års erfaring og tabte illusioner snakker frit fra leveren om akutte problemer, som næsten alle tier om, kan resultatet ikke undgå at blive interessant.

Forlagene rundt om i Europa bør i det hele taget kende deres besøgelsestid. Hvornår får vi en tilsvarende beretning, sober og rystende på samme tid, fra Norge?


Susanne Wiesinger
«Kulturkampf im Klassenzimmer: Wie der Islam die Schulen verändert. Bericht einer Lehrerin»
Edition QVV, 10. September 2018
214 sider

ANNONSE

Mest læst

Facebook står for fald