Kommentar

Marc Chagall: Moses with the burning bush

Kirkeåret er delt sådan ind, at vi hver søndag fra advent over jul mod påske hører budskabet om alt det vi har fået; evangeliets glade budskab om at mennesker er frelst og frie. Frie for at trælle under synden, og under dødens og mørkets magt. Frelst ved Jesu komme til verden og ved hans offer på korset. Men fra og med Kristi himmelfart og pinse hører vi, at det nu begynder at handle om, hvad vi skal gøre. 

Vi hører nemlig i dag at der med dåben (som jo giver troen) følger at der er noget vi skal lære. Jesus siger til disciplene, at de skal lære de døbte at gøre alt det han har befalet dem. 

Og se nu – der hvor den døbte holder fast ved det Jesus befaler, da vil han opleve Jesu nærvær. Det må vi forstå af de sidste ord Jesus siger på denne jord: Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende

ANNONSE

Det var også det Jesus sagde i sin afskedstale pinsesøndag: Den der gør mine bud bliver i mig. Det var det sidste, han sagde på denne jord: Bliv I mig, så bliver jeg i jer. Gør alt det jeg har befalet jer, så er jeg med jer. Sådan er vi eet. 

Det vil altså sige, at når vi døber små børn eller voksne og dermed sørger for, at de får troen skænket – så følger der det med, at vi også skal lære dem hvilken vej der er udstukket for dem med dåben. 

Vi skal lære den døbte, hvordan han eller hun skal leve af den kilde som dåben er. Så derfor skal kilden åbenbares for barnet. 

Det siger næsten sig selv – hvordan skal dåben, få nogen som helst betydning i et menneskes liv, hvis det menneske ikke fortælles, at det er døbt til at tilhøre en Herre for hvem, at vi mennesker var så vigtige, så meget værd, så elskede, så Gud i sin  desperation for at frelse os fra død og mørke og helvedes magter, selv blev menneske, levede et liv blandt de mest udstødte mennesker, underkastede sig en grufuld død, så det en stund så ud som om mørket og døden og djævelen havde vundet, for derefter at opstå fra de døde så det der så ud som et nederlag viste sig at være den største sejr verden nogensinde har set. En sejr der betød, at vi kunne forlade slavetilværelsen og i stedet er kaldet til leve som børn, lysets børn, der gør lysets og ikke mørkest gerninger. 

Natten er omme, fordi Herren ved dåben har trukket os op fra afgrunden og revet os ud af dødens garn og ind i den ”lund”, hvor livets lyst er sød, som vi lige sang. 

Lad os lige se på, hvad en lund er. En Lund er en lille skov. I det førkristne Norden blev lunden ofte brugt som plads hvor man udførte riter, fx ofringer, og derfor opfattedes lunden som hellig. I et eddadigt om Frejs og Gerds elskov er mødestedet for deres hellige bryllup netop Barre, den hellige lund “med den lune luftning”. Også i antikken var der hellige lunde, fx i Epiros for Zeus. 

I vores danske sprog kender vi ordet fra talrige skove og landsbyer der ender på -lund(e), fx Boeslunde, (som jo er et gammelt helligsted) eller Lundforlund (med de to gravhøje ved siden af kirken). Stednavne med -lund er blandt de ældste i Norden. (Kilde: Den store danske)

Mens den store skov er farlig og dyster, utæmmet natur, er lunden overskuelig og nærmer sig haven i form og symbolik; lunden er det sted, hvor man nok møder naturens overnaturlige kræfter, men afgrænset, stille og indviet.

Det bunder i en gammel erfaring af, at det er der, i det afgrænsede og hegnede, at livets lyst kan være sød. Det er en gammel sandhed: at hvor ingen hegner, kun torne gro (Grundtvig). Det vil sige, at frihed og liv kan kun eksistere, hvor det beskyttes. Det er inde i aflukket, i den hegnede blomsterhave livet kan blomstre og trives. Derfor er det da også, at paradiset er en aflukket have og enhver have på jorden med sine hegn og hække er jo en kopi af denne paradisets have, hvor fred og glæde og kærlighed bor. Hvem husker ikke også barndommens have som et sted fuld af magi og samtidig som et helle, hvor man fandt fred for vejens vilde drenge. Det er interessant,  at vi bærer drømmen om den evige have så dybt i os, at vi laver små kopier af den her på vores jord. 

En have er ikke en have, hvis den ikke er afgrænset. Hvis der ikke er hæk eller hegn om den. Så står den bare åben for alle. Og for alt. Vi er alle enige om, at en have kræver et hegn eller en hæk. En grænse. 

Derfor er det også mærkeligt, at vi på så mange andre områder er skeptiske over for grænser og hegn. Det er som om vi har glemt, at påbud og befalinger og love og det vil sige grænser,  faktisk i udgangspunktet er værn om livet. Sådan er jyske lov fra 1241 tænkt. Jeg læser lige lidt fra den

”Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden. 

Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde. Det er også rigtigt, dersom nogen ikke af frygt for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til det gode, at frygten for øvrigheden og landets straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det. 

Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. (…) Det er kongens og landets høvdingers opgave at overvåge domme og gøre ret og frelse dem, der tvinges med uret, såsom enker og værgeløse børn, pilgrimme og udlændinge og fattige – dem overgår der tiest uret – og ikke lade slette mennesker, der ikke vil forbedre sig, leve i sit land; thi idet han straffer og dræber ugerningsmænd, da er han Guds tjener og landets vogter. Thi ligesom den hellige kirke styres af pave og biskop, således skal hvert land styres og værges af kongen eller hans embedsmænd.”

Sådan er også Moseloven tænkt. Så vælg da livet, siger Gud Herren, da han giver Israel loven. ”For at de skal leve ved den”. 

Sådan er naturligvis Jesu bud og befalinger tænkt – som værn om livet. Gør det – og I skal leve. Ja, gør alt det jeg har befalet jer og så skal jeg være med jer indtil verdens ende. 

Derfor følger der med dåben belæringen om ”alt det jeg har befalet jer”. Befalingerne er at forstå som hegnet om haven. Så vi kan leve der og ikke i afgrunden. 

Hvad er det så Jesus har befalet? Det meste ved vi godt. Næstekærlighed. Tilgivelse. Barmhjertighed. Trofasthed og ydmyghed. Og mod. Han har jo befalet os at være modige og stærke og han har vist os, at den største kærlighedsgerning der findes er den at sætte livet til for sine venners skyld. 

Men det vigtigste han har befalet os at gøre er at døbe og så det han befalede i den nat, da han blev forrådt: at huske ham ved alterbordet. Dåben er så vigtig, for dåben er den kilde, der nærer livet med gerningerne. Og altergangen er den tjeneste, der giver os mod på ny når vi fejler og falder, så vi kan leve på lysets side i den hegnede have, hvor livet er. 

Mennesker har altid haft hellige steder, heller, steder hvor de hentede kraft, velsignelse og mod. Steder hvor en anden lov gjaldt en verdens hårde lov. Sådan er dåben at forstå. Som et helle, som et sted hvorfra kraft og mod strømmer ud i det valne blod. Et kildevæld til liv. Vores praksis med at hælde vand over hoved på dåbsbarnet eller dåbskandidaten peger netop på det. På dåben som en kilde, livets kilde. Den kilde der skal vande den lille menneskespire, der er podet på Kristus selv. Han er jo livets træ og vi er grenene og sådan podet på Ham, lysets søn, skal vi vokse frem mod vores bestemmelse, skabt i Guds billede, som vi er.

Så når vi i vores forvirrede tid spørger: hvorfor skal vi døbe? Så skal vi sige: fordi dåben er et værn om livet. Fordi den er kilden til evigt liv. Den er haven, hellet. Mod afgrunden, synden og døden. 

Enhver der har øjne kan jo se at afgrunden findes, at synden findes og at mørket findes. Det er så mærkeligt, at det ofte er netop det, der  opfattes som en anstødssten for dette moderne menneske, som vi for enhver pris skal søge øjenhøjde med. 

Synden er da netop et ufravigeligt faktum. Det er da mærkeligt at dette indlysende er det som skal neddysses og benægtes, hvorimod man ofte hører folk sige, at de tror på det gode i mennesket, for dette gode kan godt nok nogle gange være svært at få øje på. Hvis det er sandt, at vi mennesker kan føle nydelse ved at se andre lide – og det kan vi jo – da er det svært at benægte synden – så er der kun to muligheder: man kan fornægte Gud (hvad ateister jo også gør) eller man må fastholde, at mennesket er syndigt – hvad kristne traditionelt har gjort. At benægte synden selv virker i den sammenhæng ulogisk og det får den ikke til at forsvinde. 

Afgrunden er der. Synden er der. Mørket er der og døden er der og det er jo ikke sådan, at alt det forsvinder, fordi vi døber. Men dåben med befalingerne er et værn mod afgrunden, mod al ondskab og uret og en ring om livets lyst. Om haven. Et helle midt i larmen. Der kan vi igen og igen hente kraften fra ham, der har brudt dødsrigets porte og undertvunget sig mørkets fyrste og sejret over døden, så vi sådan, iklædt dåben, lysets rustning, kan sætte vores liv til for sandhed, kærlighed og frihed. For livet i lunden. Amen

 

Prædiken til Trinitatis søndag

Salmer:

403, 479, 364, 363, 560

Læsninger

Es 49,1-6

Ef 1,3-14

Matt 28,16-20

Den hegnede have

ANNONSE

Mest læst

Tillader Koranen voldtægt?

Ansvaret dit, fru Andersen