Oraklerne

I mange år så jeg livet som en retssag. Det var en serie af bevisførelser. Når man er ung, beviser man, hvor modig man er, eller hvor dygtig. Derefter, hvor god en elsker man er, og derefter at man er en god far. Til sidst, at man er klog eller magtfuld eller hvad det nu kan være.

Men under det hele, det ser jeg nu, lå der en antagelse. Den antagelse, at man bevægede sig på en opadstigende sti henimod en form for ophøjelse, hvor – hvad ved jeg – hvor jeg ville blive retfærdiggjort eller endda fordømt – en eller anden form for dom i hvert fald. Og nu synes jeg, at katastrofen rigtig indtraf den dag, hvor jeg kikkede op og så – at dommersædet var tomt. Der var ingen dommer i syne. Og alt, hvad der var tilbage, var endeløse diskussioner med mig selv – en formålsløs retsproces foran et tomt dommersæde. Og det er jo bare en anden måde at sige fortvivlelse på.”

 

Sådan lader forfatteren Arthur Miller sin hovedperson, den moderne og frisindede advokat Quentin. sige i teaterstykket Efter faldet. Quentin står i samme situation som mange andre moderne mennesker. De har brugt årtier på at overbevise sig selv og alle andre om, at der ikke findes nogen Gud og dermed ikke nogen guddommelig lov eller dom. Eller hvis der findes en Gud, så er han i hvert fald ikke nogen dømmende Gud, der kan finde på at sige til folk, at de fortjener Helvedes flammer.

ANNONSE

 

Men pludselig går det op for Quentin, hvad det betyder, at der ikke er nogen i dommersædet. Det går op for ham, at han faktisk længes efter dommen. Han længes efter, at hans liv, hans valg, hans gerninger, hans sindelag, skal for dommen, så han kan blive enten forløst eller fordømt. Men dommeren er borte. Og i stedet for dommen er der sat ”endeløse diskussioner” og ”formålsløse retsprocesser”, hvor vi debatterer i én uendelighed, hvad der er moralsk rigtigt og forkert, uden at komme nogen vegne, og uden at nogen har det afgørende ord. Endeløse diskussioner og formålsløse retsprocesser – sådan bliver det, når der ikke er nogen dommer; når der ikke er nogen Dommens Dag.

 

Den samme rædsel ved det tomme dommersæde og længsel efter en retfærdig dom udtrykker digteren Iben Krogsdal i en ny salme, hvor hun skriver: ”Lad mig synke foran alle / giv mig dommen, lad den falde / ram mig med din kæmpeild / og gør med mig hvad du vil.” Det er i sandhed nye toner, for det er længe siden, det har været salonfähigt at tale om dom og straf i kirken. Jeg har i hvert fald lært på præstehøjskolen, at i dag vil folk hellere høre om godhed og kærlighed, og om Guds store omsorg for os alle sammen. Gud som en slags stor krammebamse, som man kan putte sig ind til i medgang og modgang; det er den slags, det moderne menneske gerne vil høre i kirken, siges det.

 

Uanset hvad vi gerne vil høre, så taler teksten i dag sit tydelige sprog om både himmel og helvede, frelse og fortabelse. Inden du begynder at tweete om, at præsten i domkirken prædiker dom og fortabelse, så lad mig forklare, hvorfor det er nødvendigt at tale om dommen. I Danmark i dag har de fleste mennesker et lyst syn på livet, som kommer sig af, at de ikke har været udsat for den slags unævnelige lidelser og uretfærdigheder, som andre mennesker har – på andre steder og til andre tider. Ingen liv er perfekte, og alle kommer ud for, at nogle andre påfører dem lidelse i en eller anden grad. Så kan vi græde og blive vrede, og det kan hjælpe at tale med en ven eller en terapeut, der kan fortælle os, at vi skal tilgive, ligesom Gud har tilgivet os. Vi tørrer øjnene og kommer videre uden at føle, at de, der har behandlet os dårligt, behøver at straffes for det.

 

Jeg er næsten sikker på, at ingen af os, der er til stede her lige nu, har været udsat for den form for ubeskrivelig uretfærdighed og ondskab, som gør, at man nødvendigvis må tørste efter en retfærdig Dommedag. Ingen af os har gået omkring i en nedbrændt eksjugoslavisk landsby og ledt efter de forkullede lig af vores familiemedlemmer og venner. Ingen af os har været i en sibirisk gulag eller en koncentrationslejr og set andre mennesker blive gasset, slide sig ihjel eller dø af dysenteri. Men mange andre mennesker bliver stadig udsat for unævnelige grusomheder – får deres liv lagt i ruiner – af bødler, der ikke berøres af deres egne forbrydelser og ikke bliver stillet til ansvar for dem. Det er så uretfærdigt, at det skriger til Himlen. Hvis man prøver at se et af disse knuste mennesker i øjnene og forklare ham, at han bare skal tilgive og komme videre, tror jeg, ordene vil klinge ret hult. Det eneste, man kan sige til sådan et menneske, der kan bringe bare en smule trøst og mening ind i hans tilværelse, er: Selvfølgelig er der en dom. Der er en lov, der er en dommer, der er en straf. Måske ikke her på den syndige Jord, men der er en dommer i Himlen. Der kommer en dag, da retfærdigheden vil ske fyldest.

 

I 1993 dræbte den dengang tiårige Jon Venables en toårig dreng, bare for sjov. Den dræbte drengs far sagde om Venables: ”Han vil altid være til fare for børn. Derfor skal han låses inde på livstid.” Men det blev han ikke. I stedet fik han den ene nye chance efter den anden – af godhjertede dommere, der formodentlig ”troede på det gode i mennesket”. Igen og igen har Venables siden brudt loven, senest er han blevet grebet i at have akkumuleret en stor samling af den mest afskyelige form for børneporno, man kan forestille sig. Venables er ikke blevet nævneværdigt straffet. Det er til gengæld ofrene for hans forbrydelser, såsom den uskyldige toårige drengs uskyldige far. For når man begår en forbrydelse, pådrager man sig en gæld, og den gæld skal betales. Og hvis forbryderen ikke kommer til at betale for sine onde gerninger, så gør ofrene. Gælden skal betales, ellers forsvinder den ikke.

 

Derfor er der nødt til at være en Dommedag, en regnskabets time. Og dog kan der ikke være en Dommedag. For hvem kan bestå? Hvem kan sige, at de altid har givet de tørstige vand at drikke, altid har besøgt de fængslede, givet tøj og husly til den, der havde behov? Nej, vi står skiftevis på den højre og på den venstre side. Ingen er 100% ren. Alle har en gæld at betale. Og det ved vi dybest set godt. Men vi ved også godt, at det er sådan, det bør være. At retfærdigheden er nødt til at ske fyldest – og at det vil være forfærdeligt, hvis vi står for tronen på dommens dag og der ikke er nogen menneskesøn til at fælde dom over os. For så bliver gælden ikke betalt. Så bliver tavlen aldrig visket ren.

 

Men hvad så med dommen? Hvis ingen kan bestå foran dommersædet, foran den retfærdige Guds trone – så er alle fortabte, alle er hjemfaldne til Helvedes flammer. Gælden er nødt til at blive betalt, man kan ikke bare slå en streg over den. Det véd den retfærdige Gud godt. Men Gud er ikke kun retfærdig, han er også god. Derfor ønsker han ikke, at vi skal brænde i Helvede. Han ønsker, at vi skal leve evigt sammen med ham. Derfor sendte Gud sin søn til verden i skikkelse af et menneske. For at dette menneske, Guds egen søn, kunne betale gælden for os. Fordi han har lidt for os og er død for os, er vores gæld betalt. Og vi kan stille os foran dommersædet – som ikke er tomt, men hvor der sidder en retfærdig dommer – og modtage vores retfærdige dom og få at vide, hvad vi skylder at betale. Og få at høre, at gælden er betalt, og vi er frie.

 

Amen.

 

 

Merete Bøye er cand. theol og sognepræst i  Viborg Domsogn samt Tjele og Nr. Vinge, desuden redaktør af tidsskriftet Nyt Babel.dk

ANNONSE

3 svar til “Dommen”

  1. Jens Ellekær siger:

    Kære Merete Bøye.

    Det er en meget flot prædiken. Hvad der især må gribe fat i lytteren/læseren, er den suspense, du fastholder til de sidste linier: Hvordan vil slutningen lyde. Jeg – der ikke kender dig som præst – læste i hvert fald teksten med stigende spænding. Og så kom slutningen, som den vel må lyde fra enhver luthersk-evangelisk præst: budskabet om Jesu offer og Guds tilgivelse.

  2. Therion siger:

    Det bør kanskje necnes at illustrasjonsbildet er et utsnitt av Michelangelos dommedagsfreske i det sixtinske kapell i Vatikanet – og at figuren helt til venstre muligens er Rodins forbilde for Tenkeren

    http://www.vatican.va/various/cappelle/sistina_vr/index.html