Kommentar

Capar David Friedrich Stages of Life (1835)

Endnu står træerne med deres løv, som har efterårets festlige farver. Men inden længe vil grene være bare, træerne vil være nøgne, ribbede. Der vil næppe være tegn på liv og sådan vil det se ud i lang tid, helt ind til foråret. Selv om det ser sådan ud så ved vi godt at selvom grenen ser bar og død ud så er den det ikke, nej for grenen har stadig en levende forbindelse til stammen, træet og dermed livskilden. 

Hvis grenen knækkes af derimod, så dør den, sådan er naturens lov. Grenen kan godt sættes i vand og leve en tid, men den vil visne på et tidspunkt. 

Akkurat sådan er det med ”jer” sagde Jesus til sine følgere umiddelbart inden han skulle skilles fra dem. 

Uden mig kan I slet ingenting gøre. Da kan I gøre lige så lidt som en gren, der er hugget af et træ. Men hvis I er I mig, så har I det liv, som selv ikke dødens magt kan true eller overvinde. 

Alt det gælder også os. Det siges også til os. De sidste mange søndage har handlet om det – om vores sygdom, vores nød, vores sjæleuro, der er så stor og omfattende, at det eneste der kan befri os fra alt det er himmelrøsten, Guds ord som kalder sjælen ind til hvile og til at blive i ham.

ANNONSE

Det er virkelig en stor trøst og lettelse – at det hele ikke afhænger af os og af hvad vi nu kan finde på, men at alt afhænger af, at vi er grene på en stamme, der bærer os og i hvilken kærlighedens gerninger ikke bare bliver defineret for os, men også bliver mulige at gøre.

Men hvad er det så vi skal gøre? 

Det gør du ret i at spørge om. For der har længe, måske med rette, været fokus på, at der ikke findes en SÆRLIG kristen etik og at gode gerninger ikke sådan på forhånd kunne udpeges som gode gerninger. Desværre har det ført til en form for berøringsangst eller modstand mod overhovedet at tale om, hvad der er gode kristne dyder og man har helt glemt, at der faktisk er nogle retningslinjer, der fortæller dig hvad du skal stræbe efter at gøre, nemlig De ti bud og det dobbelte kærlighedsbud: du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.

I de bud er sammenfattet alt det Gud kræver af mennesket, skriver Martin Luther et sted. De drejer sig om de ting, der ligger lige for næsen af os og de giver os mere end rigeligt at bestille. Mere indviklet behøver det ikke være: lad være med at lyve og stjæle, du må ikke slå ihjel. Ær din far og mor, lad være med at være misundelig på din nabo. Luther mener faktisk, at det er helt overkommelige hverdagsagtige ting vi alle kan forsøge at gøre i større eller mindre grad. 

Det er måske ikke dem, der bliver skrevet om i aviserne eller andre steder. De blæser sig ikke op. De praler ikke. De går ikke omkring på gader og stræder, så alle kan se dem. Med lange flotte kåber. De gør det, der skal gøres i ubemærkethed. Det er gerninger der ikke gøres med bagtanker eller fordi dem der gør det, vil opnå noget med de gerninger. Netop derfor er de gode. 

Havde vi læst lidt videre i Johs evangeliet, præciserer Jesus, hvad den største kærlighedsgerning, der findes så er: nemlig den at sætte livet til for sine venner. 

Offeret. 

Det betyder, at det er i det at ofre noget for andre, at det virkelige, evige liv er. 

Og mange gør det. Mødre sætter deres egne behov til side for deres børn, fædre knokler for deres familie, ægtefæller tager sig af hinanden også når den ene rammes af sygdom og demens og alderdom og er som en levende død.

Eller hvad med når et barn står op for et andet barn i skolen? Selvom hun ved, at det vil få massen og medløberne til at vende sig mod hende. Hun ofrer sin popularitet og status for et andet menneskes skyld. Det ser måske ud af så lidt, men det er alt. 

Det er de frugter, der kan komme af at høre Guds ord, af at være en gren på den stamme, der vældet til evigt sandt liv.

Hvordan skal jeg få evigt liv, spurgte en mand engang Jesus. 

Gør budene og du skal leve, svarede Jesus. 

Så gør det og du skal leve. Gør det og så er Gud i dig og du i Ham.

Det er det der sker ved kærlighedsgerningerne. I dem er du forbundet med livets kilde og udspring. 

Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed.

Holder du budene, da sker der en sammensmeltning af det menneskelige og det guddommelige. Den er ikke bare formel, den er organisk – det vil sige det er en dyb og konkret forening, det peger billedet med træerne og grenene på. 

Så er du kommet hjem til din bestemmelse. Det at gøre kærlighedens gerninger er svaret på dine længsler. 

Det er svaret på din sjæleve og uro, for den kommer af, at du har mistet fornemmelsen for budene, den hellige pligt mod din næste.

Og er det ikke en stor gave, er det ikke nådefuldt, at vi er forbundet med ham som grene på en stamme, som hans medarbejdere. Som hans betroede. Som hans husholdere. 

Jo, det er Guds nåde, at han vil bruge os på den måde. Og er det ikke glædeligt, at vi sådan kan herliggøre Gud? Ved at bære frugt? At vi små menneskebørn kan ære Gud med vores daglige liv i tjeneste for hinanden, tjenesten som er vores vellugtende offer for Gud? 

Han er træet og vi er grenene. Han er er livets træ med livets flod, med Åndens frugt som er: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, mildhed, besindighed, godhed og trofasthed. Og sådan skal Guds gaver strømme til os fra Ham – som i sit liv tog sig af os på en måde, som var HAN det vi er. 

Som var han det vi er. 

Og fra os skal de gaver strømme til dem, som trænger til dem. 

Det er kærlighedens væsen, hvor den ellers er sand.

Amen 

 

Prædiken til 18 set.

Læsninger:

Salmernes Bog 121,1-8

Første Johannesbrev 4,12-16a

Johannesevangeliet 15,1-11

Salmer:

743, 36, 417 – 367, 318

 

ANNONSE

Mest læst

Alle kan ikke bo i Europa