Oraklerne

Kærlighedsbuddet – det at man skal elske næsten som sig selv, som Jesus her fremhæver som det største eller i hvert fald ligeså stort som det største bud i loven, er ikke noget nyt. Tilhørerne kender det i forvejen og det gør vi også. Vi er ikke undergivet det alene ved at være kristne: Det er sådan set et bud, der udspringer af livet selv. Man kan ikke sådan melde sig ud af det, ligesom man kan melde sig ud af folkekirken.

Fordringen, kravet om at elske næsten som sig selv, er der, uanset om man vil det eller ej, og forsøger man at vige uden om kravet, så vil det hævne sig. Det vil få konsekvenser. Ikke bare for  en selv, personligt, men også for næste generation, eller næste igen. Forbryderens brøde er ikke bare hans, den rammer ofte også hans børn og måske endda børnebørn.

Så der er sandhed i den gamle konstatering: at fædrenes synder nedarves til sønnerne. Som man høster, sår man og hvis høsten slår fejl, kommer man til at sulte. Nu til dags, i vor del af verden, lider vi ikke sultedøden, hvis høsten slår fejl, men det betyder ikke at vi fuldstændig kan undvige den lov, at vore handlinger eller mangel på samme, har konsekvenser for vore nære.

ANNONSE

Vi kan ganske vist undsige kravet fra det andet menneske. Vi kan fx undsige vores børns krav på vores kærlighed og omsorg, vi kan mene, at vi har ret til at have livet for os selv, at vi har ret til lidt mere tid, lidt mere søvn, at vi er brugt op, eller hvad nu enhver forælder har følt, men kravet fra barnet, det vil stadig melde sig.

Lovens krav gælder alle og det er skrevet i alle menneskehjerter, så man kan forstå det, uden at kende Den levende Gud. For så vidt er kærlighedsbuddet ikke særligt kristent. Det bud er også skrevet i hedningernes hjerter, som Paulus siger et sted. At være kristen er derfor ikke som udgangspunkt, at have en strengere eller finere etik, end den, der er givet med livet selv.

Det er heller ikke helt rigtigt, at kristendommen ikke er en lovreligion, som man plejer at sige, når man vil afgrænse kristendommen i forhold til andre religioner. Den kristne ER under lov, ligesom alle mennesker er det.  Det minder Jesus os om med bjergprædikenen, hvor han faktisk skærper nogle af budene.

Hvad er så det særligt kristne? Jo, først og fremmest understregede, Jesus, at det største bud i loven er at elske Gud Herren. Det vil sige: lade Gud være Gud. Det er ikke bare et blandt mange bud, men det hvorfra alle de andre bud udgår. Dernæst sidestillede han buddet om at elske næsten som sig selv med buddet om at elske Gud.

Forholdet til Gud, tilbedelsen af Gud, kan fra da af, ikke kan isoleres fra forholdet til medmennesket. Man kan ikke tilbede Gud og så samtidig hade sin bror. Ja, det almindelige dagligliv med pligter og ansvar er også en gudstjeneste, erklærede Paulus. Den største gudstjeneste er der, hvor forældre tager sig af deres børn og af hinanden, sagde Luther. Paulus og siden hen Luther flyttede dermed gudstjenesten ud af templet, ud af klostrene og ud af kirken. Så hele livet blev en gudstjeneste. Det er det ene.

Det andet er, meget vigtige er, at Jesus med sit offer for menneskene, understregede, at ingen kan retfærdiggøre sig ved at gøre buddene. Kristeligt set er de noget vi SKYLDER Den levende Gud at gøre.

”Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden”, siger Paulus, ”for den der elsker har opfyldt loven.” Og noget man skylder at gøre, kan man nu engang ikke rose sig af.

Der var mange dengang på Jesu tid, der mente, at vejen til salighed og samfund med Gud var sikret ved at gøre lovens gerninger. Sådan er det stadigvæk, det ser vi i mange religioner, men vi ser det også hos os her i vores del af verden, hvor vi ellers opfatter os som sekulære. Vi søger måske ikke Guds rige, men man kan alligevel godt sige, at vi søger salighed. Ikke i den kommende verden, men nu. Vi gør det ved den måde vi lever på, om det er bæredygtigt, økologisk, simpelt, sundt eller hvad nu der er oppe i tiden. Vi søger måske ikke ligefrem at retfærdiggøre os selv over for Gud, for ham er det ikke sikkert vi regner med, men vi forsøger alligevel at fremstå retfærdige i andres øjne.

Vi gør det ved at mene eller gøre bestemte ting.  Og vi står måske heller ikke tilbage for indimellem at tænke om os selv, at vi er i hvert fald lidt bedre mennesker end de andre, fordi vi nu har sagt eller gjort dette eller hint.

Den kristne ved, at han skylder at tage det ansvar på sig, som livet byder ham. Men han erfarer også, at han gang på gang kommer til kort i forholde til det ansvar. Han ser, at han ikke kan opfylde budene. Han ser, at hans hænder er tomme. At han ikke kan retfærdiggøre sig selv. At han ikke er retfærdig.

Og her kommer vi til noget afgørende:

At der er tilgivelse for dem, der er kommet til kort over for loven, som vi alle er undergivet blot ved at være til. Tilgivelse til os der brød sammen under lovens krav. Syndernes forladelse og fylde til vore tomme hænder. Fordi: Jesus er Herre. Jesus er Herre over liv og død. Jesus har magt til at forlade synder. Jesus er vor retfærdighed og det betyder, at vi ikke skal pukle os til den retfærdighed. Vi har den allerede.

Jesus er Herre, er den ældste kristne bekendelse overhovedet. Den er udtryk for, at tømrersønnen fra Nazareth, Jesus Kristus, er opstået fra de døde. At han har sejret over synd, død og djævel. At han har magt til at sone og forlade synder. Var han ikke Herre. Var han ikke opstået fra de døde. Var han bare et godt menneske, en profet eller en rar mand med et venligt budskab, der blev pint, hånet, henrettet og lagt i sin grav, og dermed punktum, så var der ikke meget håb for os. Så var vi stadig dømt til at retfærdiggøre os selv med gode gerninger. Dømt til at bære lovens krav alene.

Men nu er Jesus Herre og derfor har vi vore synders nådige forladelse

Det krævede dengang, en helt ny form for gudstjeneste. Den gudstjeneste har vi arvet. Det er en gudstjeneste, hvor det Gud har gjort for mennesket, er i centrum. Ikke det mennesket gør for Gud.

Vi har ganske vist et alter i den kristne kirke, men det er ikke os, der lægger ofre på det alter. Nej det er Gud, der ofrer på det alter. Han ofrer sig selv for os. Han ofrede sig for os, han bar vor skyld så vi herefter ikke skulle bære den alene.

Den kristne skal derfor ikke ved gudstjenesten vise sin godhed eller sine meritter frem for Gud. Nej han skal tage i mod det offer, de meritter Gud har gjort for ham. Han skal tage i mod Guds nåde, fred, tilgivelse, godhed og retfærdighed. Gud vil da lade sin kærlighed vokse i det menneske, der kommer for at tage imod ham.

For på mystisk vis genføder han os ved sit ord og sine sakramenter. På gådefuld vis sætter Han os der, ved sit ord, i stand til at vokse efter vor guddommelige bestemmelse, som er at vi skal elske Ham og næsten som os selv. I ham ser og hører vi igen og lovbuddene bliver nu til sange, der er lette at synge.

Amen

 

 

Nana Hauge er cand. theol. og valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder 

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)

Ét svar til “Jesus er herre”

  1. Therion siger:

    Så vidt jeg kan se, er illustrasjonsbildet (Christos Pantokrator – Kristus Allhersker) en detalj av en mosaikk fra 1200-tallet i Hagia Sofia, Konstantinopel.