Kommentar

(c) The National Gallery, London; Supplied by The Public Catalogue Foundation

Jacopo Bassano The Good Samaritan (1563)

11. søndag efter trinitatis 2018 Denne hellige lektie skrives i Femte Mosebog: Moses sagde til hele Israel:

»Se, jeg stiller dig i dag over for livet og lykken, døden og ulykken. Hvis du lytter til Herren din Guds befalinger, som jeg giver dig i dag, og elsker Herren din Gud, vandrer ad hans veje og holder hans befalinger og love og retsregler, da skal du leve og blive talrig, og Herren din Gud vil velsigne dig i det land, du skal ind og tage i besiddelse. Men hvis dit hjerte vender sig bort, og du ikke vil høre, men lader dig forlede til at tilbede andre guder og dyrke dem, så kan jeg i dag forsikre jer om, at I vil blive udryddet. I vil ikke få noget langt liv på den jord, du skal tage i besiddelse, når du nu går over Jordan.

Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham! Så vil du leve og få et langt liv og bo på den jord, Herren lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dem.«

Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror. Om den retfærdighed, som kommer af loven, skriver Moses: »Det menneske, der holder budene, skal leve ved dem.« Men den retfærdighed, som kommer af tro, siger således: »Sig ikke i dit hjerte: Hvem vil stige op til himlen?« nemlig for at hente Kristus ned, eller: »Hvem vil stige ned i afgrunden?« nemlig for at hente Kristus op fra de døde. Nej, hvad siger den? »Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte,« og det ord er troens ord, som vi prædiker. For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse, for Skriften siger: »Ingen, som tror på ham, skal blive til skamme.«

ANNONSE

Der er ingen forskel på jøder og grækere; alle har den samme Herre, rig nok for alle, som påkalder ham, for »enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses«. [Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt? – som der står skrevet: »Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!« Dog var det ikke alle, der adlød budskabet; for Esajas siger: »Herre, hvem troede på det, de hørte af os?« Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.] Romerbrevet 10,4-13[14-17]

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.«

Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«

Lukasevangeliet 7,36-50 18. s. e. trinitatis 2018

Ordet ”synd” er ikke meget i brug i vore dage. Eller det vil sige: man kan tit høre folk bruge udtrykket: “Det er synd!”, men dermed mener de bare, at der er nogen, de har ondt af. Eller man kan sige: ”Det er synd at ødelægge kagen ved at putte lakrids i den”. Men dermed mener man bare, at man synes, det vil være ærgerligt at krydre kagen med et smagsstof, som man ikke bryder sig om. Hvorom alting er, så findes der i det danske sprog næppe noget ord, der i så høj grad er blevet udtværet til ukendelighed som netop ordet “synd”. For oprindelig havde ordet jo en anden og meget mere alvorlig betydning, som ikke havde noget at gøre med, om det var ”synd for” nogen, eller om man ærgrede sig over nogen, nogen havde gjort. ”Nu var der en kvinde, der levede i synd i dén by”. Ikke en kvinde, som det ”var synd for”, men en kvinde, der ”levede i synd”. Hvad vil det nu sige: at leve i synd? Kan vi overhovedet, i disse så tolerante og inkluderende tider, forstå hvad der menes med udtrykket: at leve i synd? Nogle af jer kender måske godt udtrykket og opfatter det som en gammeldags og fordømmende måde at tale om to mennesker, der bor sammen uden at være gift. Men når Bibelen taler om at ”leve i synd” skal det opfattes meget mere bogstaveligt. Det skal forstås sådan, at man lever sit liv på en måde, der er i strid med Guds vilje og med hans gode lov.

Ordet ”synd” er egentlig samme ord som ”sund” (som i ”Øresund” – ”sund og bælt”). Ligesom et sund er det, der skiller to landmasser fra hinanden, sådan er synden det, der skiller mennesker fra Gud. Derfor gælder det om at se synden i øjnene og adressere den, så man kan bede Gud om at udslette den, så man igen kan komme til at leve med Gud i stedet for at leve i synd. Men alt dette har vi glemt. Og som det er gået med ordet “synd”, sådan er det også gået med det ordet “skyld”. Der er snart kun ét sted, hvor man frejdigt og uden at skamme sig taler sammen om skyld, og det er i banken. Alle andre steder taler man ikke om skyld, men kun om skyldfølelse. Den dårlige samvittighed. Skyldfølelse er let at tale om, fordi man ved at fokusere på følelsen slipper uden om det ubehagelige ved at adressere selve skylden. Desuden er skyldfølelse noget, de fleste kan relatere til. Skyldfølelse kender de fleste, for den er virkelig nem at vække. Og det er den, fordi den ofte er velbegrundet. Når man pådrager sig skyld, vækkes skyldfølelsen, og godt for det. Tænk, hvis man gjorde sig skyldig i den ene synd og forbrydelse efter den anden uden at føle den mindste skyld. Så var man et afstumpet menneske. I dag går mange til psykolog, når de har skyldfølelse, for at få den behandlet, så de kan få ro i sindet. Psykologen kan så hjælpe dem med at finde ud af, hvor skyldfølelsen stammer fra, og han kan måske lære dem at leve med følelsen. Men egentlig bør man også opsøge en præst. Ikke så meget fordi præsten kan bruges som terapeut, hvilket ellers også er ved at være ret populært, men mere fordi præsten er den person, der i kraft af sit embede kan adressere skyldfølelsens kilde, nemlig selve skylden. Og den person, der – igen i kraft af sit embede – kan formidle Guds tilgivelse af skylden. Jesus talte meget om menneskers synd og skyld. Ikke på samme måde som Johannes Døber, der skælder og smælder og råber øgleyngel efter folk. Men han siger, at alle er syndere, og at alle har pådraget sig skyld i forhold til Gud, fordi de bryder Hans gode lov. Skyld-følelse interesserede han sig derimod ikke for. Han vidste selvfølgelig, at den fandtes, for han mødte hele tiden mennesker, der følte skyld. Såsom fx den grædende kvinde, der ”levede i synd”, som i dag kommer til ham for at vise sin anger og gøre bod. Men Jesus gjorde ikke noget for at vække skyldfølelsen hos folk – og han gjorde heller ikke noget for at afhjælpe den dér, hvor den var vakt. Nej, han talte ikke om skyldfølelse, men om skyld. Og han gjorde det tilmed på den mest kontante måde, der kan tænkes, nemlig med et billede fra pengenes verden. Der, hvor skyld, som jeg sagde før, er noget ganske håndgribeligt, som man frit kan tale om på en måde, så alle forstår, hvad man mener. Når banken siger, at du skylder 500 kroner, så skylder du 500 kr, uanset om du føler dig skyldig eller ej. Der var engang, siger Jesus, en mand, der havde to skyldnere: Den ene skyldte ham 500 denarer, den anden 50. Og da ingen af dem havde noget at betale med, eftergav han dem begge gælden. Så med andre ord: “skyld”, det har, kristeligt set, ikke noget at gøre med, om du føler sig skyldig eller ej. Det handler om, at du skylder noget væk. At du har gæld. Først og fremmest er vi Guds skyldnere. Vi skylder Gud alt, vi skylder Ham vores liv. Og uanset hvor meget, vi prøver at betale af på den gæld, så lykkes det aldrig. Vi både begynder og afslutter tilværelsen som insolvente.

Men vi er også de andres skyldnere, for livet bliver os altid givet gennem andre. Lige fra vi undfanges, sker det gennem andre, nemlig gennem vores mor og far. Og hele vejen gennem livet får vi givet vores kår igennem de andre. Det er gennem de andre, vi får vores glæder og sorger, pligter og ansvar. Hvis vi vover at se i øjnene, hvordan vi opfyldte disse pligter, bar disse sorger, viderebragte disse glæder, forvaltede dette ansvar – hvordan vi svigtede og kom til kort, hvordan vi kvalte glæden i stedet for at nære den, hvordan vi sank ned i selvmedlidenhed over vores bekymringer og sorger – hvis vi vover at se dét i øjnene, så ser vi samtidig vores skyld. Skyldfølelsen overlader Jesus gerne til dem, der enten gerne vil give andre dårlig samvittighed eller nedladende ønsker at gøre dem til stakler, som det er synd for. Men skylden giver han ikke afkald på. Der kan være stor forskel på, hvor stor vores skyld er. Der er stor forskel på at skylde 50 denarer og at skylde 500. Men det er ikke afgørende. For hør, hvad Jesus siger: ”Der var en mand, som havde to skyldnere, den ene skyldte ham 500 denarer, den anden skyldte ham 50. Og da ingen af dem kunne betale, eftergav han dem begge gælden.” Skyldens størrelse var ikke den samme; men fallitten var de fælles om. Vi er alle skyldnere, alle. Og dette fællesskab om at være skyldnere og syndere, dette fællesskab er det eneste fællesskab, hvor alle er med. Og så dog – for Guds tilgivelse er vi naturligvis og heldigvis også alle fælles om. Amen.

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)