Kopierede/fra hoften

«Jihadister og landsforrædere er ikke værdige til at være danskere», skriver det danske folketingsmedlem Naser Khader med rødder i Syrien.

 

IS-kvinden Aisha Shezadi blev pågrebet af de kurdiske myndigheder i Syrien 31. oktober i fjor. Aftenposten har de sidste dage kørt en artikelserie om hende, og skriver

Hun blev da stoppet af kurdiske myndigheder idet hun og hendes tunesiske mand forsøgte at flygte fra Syrien til Tyrkiet.

Aisha Shezadi har oplyst at hun sad i fængsel i de kurdisk kontrollerede områder i Syrien i fire måneder, før hun og hendes to år gamle søn blev placeret i flygtningelejren Al-Hol nær den tyrkiske grænse den 25. februar i år.

Aisha vil nu til Norge, og siger at det udelukkende er af hensyn til hendes søn.

Danmark har også sin «Aisha». Han hedder Ahmed el-Haj, er såret og vil hjem. Naser Khader, med rødder i Syrien og Folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti siden 2009, lægger ikke fingrene imellem i sit syn på Ahmed el-Hajs ønsker. Under titlen «Jihadister og landsforrædere er ikke værdige til at være danskere» skriver han blandt andet:

Islamisk Stat – og Ahmed el-Haj – er faldet, takket være også dansk indsats, og nu vil Ahmed el-Haj tilbage til Danmark og serviceres af det system, som han foragtede så meget og forbrød sig imod med sine trusler. Min helt klare holdning er, at Ahmed el-Haj skal blive, hvor han er nu. Han er ikke længere velkommen i Danmark, og det har jeg været åben og ærlig om.

Og jamen dog, får ikke selveste The Donald ros for sit syn på sagen:

Jeg er enig med præsident Trump, når han siger, at de, som har kæmpet som jihadister, ikke er velkomne i USA. På det område er amerikanerne kompromisløse. USA’s sikkerhed er først. Det samme gælder Storbritannien, hvor man ikke havde problemer med at fratage to jihadister deres statsborgerskaber, selvom konsekvensen var, at de blev statsløse. De er persona non grata og ikke værdige til at beholde deres britiske statsborgerskab, og de har fået beskeden om, at hvis de er utilfredse, kan de sagsøge staten. Nu sidder de tilbage i Tyrkiet på tålt ophold og piber – ligesom Ahmed el-Haj.

Offentligt resurseforbrug, frygten for radikalisering af ligesindede samt fremtidige terrorangreb er også vigtige argumenter for Khader:

Jeg forstår ikke, hvorfor vi skal bruge ressourcer på at hente en landsforræder og udsætte os selv for en risiko for fremtidige terrorangreb. Erfaringen viser tydeligt, at hans typer ikke angrer eller fortryder. De bliver ved med at være dedikerede jihadister med ét for øje: kampen mod demokratiet og de vantro.

Det vil også blive svært at føre en retssag mod ham. Erfaringen fra andre lande viser, at det er svært at føre beviser for alle forbrydelserne, og han kan dermed forvente at gå på danske gader igen om et par år og blive en helt blandt unge islamister. Kun få af de hjemvendte syrienkrigere er blevet sigtet og dømt. I fængslet kan han til gengæld på kort tid nå at radikalisere mange andre indsatte.

Khaders sidste bredside ligner til forveksling den debat som gjorde, at Sylvi Listhaug måtte trække sig:

Vi gør os selv en bjørnetjeneste ved at bringe ham hjem til Danmark. Jeg erkender, at når han er dansk statsborger, så hænger vi det som udgangspunkt på ham. Derfor må rækkefølgen selvfølgelig være, at vi starter med at tage statsborgerskabet fra ham. De danske domstole kan frakende ham statsborgerskab ved dom in absentia. Da han har palæstinensisk baggrund, kan han søge palæstinensisk statsborgerskab. Hamas vil sikkert byde ham velkommen. Han kan også søge asyl i Tyrkiet og få tålt ophold. Erdogans Tyrkiet ligger, som det har redt. De har set gennem fingre med, at de fleste vestlige jihadister er rejst ind i Syrien og Irak via Tyrkiet.

Der er noget befriende over Khaders ufiltrerede tale. Lige så forfriskende som luften efter et tordenvejr. Og imens går diskussionen her på bjerget (i Norge) og i NRK om hvorvidt «vores» Aisha nærmere bør sammenlignes med tyskertøser under krigen.

 

ANNONSE

Skriv et svar