Kopierede/fra hoften

Billedet: Fredensborg Slot. Måske sørger danskerne lige så meget over sig selv som over prins Henrik. Fremtiden er mørk. Foto: Wikipedia Commons

Danske TV2 har sendt flere reportager fra ghettoerne, som viser, at ikke bare går det den forkerte vej, men at det nu er muligt at leve i Danmark uden at kunne et ord dansk. Der er ikke bare tale om parallelsamfund, men om tabte territorier.

Gellerup 25 år senere: Vi taler ikke dansk længere

Den slags tør man ikke sige i Norge. Men reportagen fra Jordal skole viser, at Oslo er inde i akkurat samme udvikling.

TV2 interviewede Amal Najjar, da hun 15 år gammel kom til Danmark fra Libanon og bosatte sig med familien i Gellerup i Århus. Den gang var hun den eneste ikkevestlige i klassen. Najjar bar da som nu hijab, den gang et usædvanligt beklædningsstykke.

TV2 har interviewet hende i dag, 25 år senere. Hvad er sket på disse år? 25 år er ikke overvældende lang tid, men der er indtruffet en revolution i det blide lille land:

ANNONSE

– Da jeg begyndte i min folkeskoleklasse herinde, var jeg den eneste indvandrer i klassen. I dag er 98 procent af eleverne indvandrere, fortæller Amal Najjar, da vi møder hende uden for Tovshøjskolen i Gellerup.

Det kommer tydeligt frem, at med ghettoerne følger parallelsamfund og en ophævelse af det danske. At det er muligt at leve et helt liv i Danmark uden at kunne et ord dansk, gør indtryk på danskerne.

Fordi vi er så mange herude nu

– Dengang i 1993 var udgangspunktet, at man talte dansk til hinanden. Når vi var to arabere, talte vi selvfølgelig arabisk sammen, men man var nødt til at kunne dansk for at klare sig. Sådan er det ikke længere. Jeg kan klare mig med at tale arabisk alle steder, fordi vi er så mange herude nu. Det er ikke nødvendigt at tale dansk. Og når det ikke er nødvendigt, forsvinder hele motivationen for at få det lært jo også. For hvorfor skulle man?

Det er en cirkelargumentation, som røber den totale ligegyldighed i forhold til det samfund, som holder liv i en. Hvis man ikke behøver dansk, hvorfor så kere sig om det?

Najjar er lærer, har fem børn og bor udenfor ghettoen. Men hun har aldrig skiftet loyalitet.

Hun ser alle problemer fra muslimernes synsvinkel: De har ret til at bo, hvor de vil – dvs samlet – og ret til at leve, hvordan de vil. De behøver ikke at lære sig dansk, men kræver alligevel jobs.

Når journalisten spørger, om det ikke var en god idé at rive ghettoerne ned, svarer hun:

– Jeg tror ikke, man kunne forestille sig at bruge den slags metoder over for etniske danskere. Altså at tvinge folk til ting og fratage dem retten til selv at bestemme, hvor de vil bo, og hvordan de vil leve deres liv. Problemerne herude handler jo meget mere om, at der er en hel gruppe af mennesker, som ikke føler, at samfundet har brug for dem, og at der er en grund til at komme ud. Og så længe det er sagen, løser det ikke noget at rive bygninger ned og flytte rundt på folk, for problemerne sidder jo ikke i murene, siger Amal Najjar.

I hovedet

Nej, problemet sidder i hovederne på dem, som bor der, vil mange mene. Det er begyndt at gå op for danskerne, lidt sent rigtignok. For hver gang der kommer en reportage som denne, går alarmen. Indtil virkningen fortaber sig og man glemmer. For hvad kan man egentlig stille op?

Men for hver omdrejning på erkendelsesskruen kommer man nærmere et punkt, som man vægrer sig mod at se: Det her går ikke, og nogen må gøre noget radikalt. Det her ikke bare minder om kolonisering, det er kolonisering. Politikere og medier er rædselsslagne for sandhedens øjeblik og kæmper imod det, så godt de kan. Uden held. De bliver besejret af konsekvenserne af deres egen politik, men stritter alligevel imod. Det er et mærkeligt skue.

Dermed opstår to alternativer: Enten kapitulation overfor erkendelsen, eller undertrykkelse. Vi ser tendenser til begge deler. Mediene både rapporterer, lyver og undertrykker.

Ny revolution?

Kombinationen er farlig. Det er som at give gas og bremse samtidig. Historikere siger, at revolutioner indtræffer, når de styrende gør netop det: De giver efter samtidig med, at de strammer op.

Revolutionære tendenser, defineret som et sammenbrud i de rådende forestillinger, kan ske hurtigere end man tror. Strukturen undergraves indefra – af elitens egen politik – og af konsekvenserne af den. Men de styrende vil helst snakke mest mulig om illoyale borgere.

De stoler ikke på deres egne borgere. Det er nok et tegn på en prærevolutionær tilstand.

Demografi

TV2 har sendt endnu en reportage. De har besøgt den somaliske kvindeforening Sahan i Vollsmose, en ghetto i Odense på Fyn. Sahan har mottaget flere priser for sit arbejde mod radikalisering. Men hvilket alternativ tilbyder de unge mennesker? Ingen af de 11 TV2 møder taler dansk til trods for, at en af dem har boet 19 år i Danmark.

TV 2 på besøg i somalisk kvindeforening i Vollsmose: Ikke én er i arbejde

Jeg spørger forsamlingen, der på det tidspunkt består af 11 somaliske kvinder, hvor mange af dem, der kan tale dansk.

Ingen rækker hånden op. I stedet er der en af dem, der henter en tolk i et tilstødende lokale.

Jeg spørger bagefter forsamlingen, hvor mange der er i lønnet arbejde. Igen er der ikke nogen, der rækker hånden op.

De svarer på somalisk, og tolken oversætter.

– Nogle venter på arbejde, nogle er uden arbejde, nogle er førtidspensionister.

Ruin

Statistikken taler sitt tydelige sprog: Intet land har råd til import af mennesker, som kun er på overførselsindkomster  og ikke gør noget for at kunne arbejde:

Ifølge den landsdækkende statistik, så er syv ud af 10 af de 30-59-årige somaliske kvinder på overførselsindkomst. Det samme gør sig gældende blandt kvinder fra Syrien, Libanon og Irak.

Iman Hassan har boet 19 år i Danmark. Hun taler ikke dansk.  Journalisten spørger, hvorfor hun ikke har fået sig et arbejde:

– Det er svært at få job. Der kræves kvalifikationer, når man søger arbejde. Der er mange ting, der gør det svært at få et job. Blandt andet tørklædet, siger Iman Hassan gennem tolken.

Så man tror, man kan bortvælge sproget i det land, man er kommet til, og beholde det religiøse symbol. Hvad signaliserer man til det nye land? At man kun er ude efter pengene.

Reportagerne har vakt danskernes vrede, for n’te gang. Politikerne kommer med den samme slåen sig for brystet og klageråb for n’te gang. De opfører sig som kaniner fanget i billygter.

Stor forargelse over 11 somaliske kvinder, der ikke kan dansk

Iman Hassan har syv – 7 – børn. Hvad koster hun og hendes børn det danske samfund gennem et helt liv?

Ser ikke skoven for bare træer

Faktisk.no ser det som sit job at gribe kritikere af det nye Norge i fejl. De har grebet Sylvi Listhaug og Terje Tvedt en gang før, men det forhindrer ikke en ny runde. Tvedt sagde til Ole Torp, at folketallet i Norge for perioden 1995-2017 steg tre ganger mere end det danske.

Eurostat har sammenlignelige tal over befolkningsudviklingen i hele Europa. Tallene viser, at det norske folketal voksede med 20,9 procent i perioden 1995 til 2017. I Danmark er folketallet vokset med 10,2 prosent. Tvedt påstod, at befolkningsvæksten var tre gange så stor i Norge som i Danmark, men det rigtige er altså, at den var omtrent dobbelt så stor.

Men hovedpointet er vel, at Norge havde dobbelt så høj befolkningsvækst som Danmark på 22 år. Det er da ganske dramatisk?

Selv Sverige, som ellers overgår alle i befolkningsforøgelse, udkonkurrerede vi:

Ser vi på absolutte tal, voksede befolkningen allermest i Sverige. Fra 1995 til 2017 blev det til 1,2 millioner flere indbyggere.

Folketallet i Sverige er næsten dobbelt så højt som i Norge. I perioden 1995 til 2017 var den relative befolkningsvækst i Sverige på 13,4 prosent. Tvedt sagde, at den norske befolkningsvækst fra 1995 til 2017 i forhold til folketallet var det dobbelte af den i Sverige.

Det rigtige er, at den relative befolkningsvækst i Norge var 56 procent højere end i Sverige, eller omtrent én og en halv gange så stor.

Hvordan stemmer dette med mediernes fremstilling af befolkningsudviklingen i Norge? Er det tal, som vi nikker genkendende til, eller kommer de som en stor overraskelse?

Faktisk.no har selv leveret tallene, som slår benene væk under deres projekt: At renvaske den officielle fremstilling. Kan vi nu få en fremskrivning af norsk befolkningssammensætning 25 år frem i tiden?

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)

Ét svar til “En revolution i løbet af 25 år”

  1. Ole Siggaard-Andersen siger:

    Billedet viser Frederiksborg Slot I Hillerød.