Stadig flere får øjnene op for at den multikulturelle ideologi som fortsat holder Europa i et jerngreb, er i færd med at gå frygteligt galt. Denne opvågning går for det meste upåagtet hen. Ideologiske aktivister som har mistet troen, bliver mindre meddelsomme, mens vanlige mennesker som aldrig har haft den tro, ikke nødvendigvis griber ordet.

Men hos nogle toneangivende personer, som måske ikke har været blandt de mest fremtrædende i debatten, kan omslaget mærkes. En af dem er Tysklands tidligere præsident Joachim Gauck, som for mindre end et år siden forlod embedet – rigtignok for det meste et symbolsk embede, men alligevel vigtigt på grund af den samlende rolle præsidenten spiller der til lands.

Joachim Gauck taler under en prisuddeling i Berlin den 16. november 2017. Foto: Axel Schmidt / Reuters / Scanpix (udsnit).

I egenskab af gæsteprofessor ved Heinrich Heine-universitetet i Düsseldorf holdt Gauck den 31. januar en forelæsning med titlen «Tanker om det egne og det fremmede», hvor han erklærede sig forskrækket over multikulturalismens uføre i Tyskland. Et manuskript som lå til grund for det han sagde, er at finde hos Rheinische Post.

Den afgåede præsident imponerede studenterne med sin analyse af tilstanden i Tyskland og blev flere gange afbrudt af applaus, skriver Die Welt.

«I lang tid har forestillingen om multikulturalisme haft stor indflydelse på integrationspolitikken: Uanset hvad de enkelte kulturer har rummet, har mangfoldighed været regnet som en værdi i sig selv», sagde Gauck. De forskellige kulturer skulle leve side om side, med de samme rettigheder, fastslog han. Alle de gældende vestlige og liberale værdiopfattelser blev afvist. «Jeg forstår at det ved første blik kan virke åbent og tolerant at mangfoldigheden bliver accepteret og værdsat på denne måde. Men det denne multikulturalisme faktisk har ført til, skræmmer mig», sagde Gauck.

Med det satte han utvivlsomt ord på en særdeles udbredt følelse. Og han undlod ikke at gå i detaljer:

Han synes derfor det er «en skam når nogen lukker øjnene for undertrykkelsen af kvinder både i vort land og i mange muslimske lande, når der sker tvangsægteskaber og alt for tidlige ægteskaber eller der er svømmeforbud for piger i skolen, når antisemitismen blandt folk fra arabiske stater bliver overset eller siges at være forståelig på grund af Israels politik, eller når kritik af islam straks mistænkes for at skyldes racisme eller had mod muslimer.» Gauck stillede derefter det retoriske spørgsmål: «Er det rigtig, at man i disse og andre tilfælde anser den anden kultur som vigtigere end værnet om fundamentale menneskerettigheder?»

Der findes ganske rigtigt fjendtlighed overfor muslimer i Tyskland, erkender Gauck. Men så længe man fejer kritisable ting ind under gulvtæppet, når de vedrører migranter for ikke at vække mistanke om racisme, giver man racisterne ret i at ytringsfriheden er indskrænket, sagde den tidligere præsident.

Hvordan kan nogen undgå at have opdaget, at denne frihed allerede er kraftigt indskrænket? kunne man lægge til.

Resultatet er uanset hvad, at alt for mange nyankommne til landet efter eks-præsidentens opfattelse har levet i årevis eller i flere årtier med værdier og forestillinger som står i strid med love, sædvaner og tænkemåder hos majoritetsbefolkningen, hvis historie og kultur man ikke engang kender. En ilde berørt Gauck stiftede selv direkte bekendtskab med fænomenet da en slørklædt muslimsk pige ikke ville give ham hånden under et officielt besøg på en skole i Offenbach i 2016.

Mødet mellem islam og Europa i en nøddeskal. Foto: Twitter.

Samfundet har ikke en uendelig evne til at bære disse modsætninger, konstaterer han:

«En nationalstat må ikke overbelastes. Den, som fjerner alle nationalstatens grænser i egenskab af at være indbildt repræsentant for verdensborgerne, overbelaster ikke bare statens materielle, territorielle og sociale muligheder, men også borgernes psykologiske muligheder», advarede Gauck. «Selv for et kosmopolitisk menneske findes der grænser, når udviklingen, fremfor alt af kulturel art, går for hurtigt og er for omfattende.»

Gaucks analyse er skarp: Forandringerne som hærger Europa, lægger et alt for stort psykologisk pres på mennesker. De bliver utilpasse, og trekker sig tilbage. Konsekvensen er at de europæiske landes sociale sammenhængskraft er blevet tyndslidt og strukket til det yderste.

Ingen vil være tjent med konsekvenserne af at den forsvinder.

Når en omstridt og samlende og allment respekteret bedstefartype som Joachim Gauck taler så tilpas klart som han gjorde i Düsseldorf, gør det et vist indtryk. Det betyder, at erkendelsen af denne risiko er i færd med at nå stor udbredelse også i den politiske klasse.

Og måtte nogen flere som tænker i lignende baner, i det mindste blandt dem som ikke risikerer mere end den afgåede præsident gør, sige det de tænker med åben pande. Det ville være på høje tid.