Kommentar



Billedet af den svenske statsminister Löfven og hans såkaldt feministiske regerings knæfald for islams stærkt undertrykkende kvindesyn ved et statsbesøg i Iran, er et uhyggeligt symbol på, hvad der sker i Sverige i disse år. Man lukker øjnene for følgevirkningerne af importen af en kultur, der har som mål at udbrede kalifatet. Samtidig synger politikerne fortsat den samme sang om, hvor vigtigt det er at forsvare det åbne samfund, for ellers vil terroristerne vinde. Men stadigt flere får en ubehagelig følelse af, at det netop er det åbne samfund, som er problemet: Titusinder af mennesker man ikke ved hvem er, papirløse, ligegyldigheden og laissez-faire-holdninger gør det i praksis umuligt at sikre samfundet. At terroren er et resultat af svigtende politik er en erkendelse, som kryber stadigt nærmere.

 

Den islamske radikalisme i Sverige er en bitter frugt af årtiers forfejlede svenske politik, skriver den internationalt anerkendte terror­forsker Lorenzo Vidino i en kommentar til Stockholm-terroren hos La Stampa. Europæerne vægrer sig ved at indse, at fundamental­isternes adfærd ikke skyldes en reaktion på det andre har gjort, men snarere, at de efter­stræber deres egen vision for tilværelsen. De agerer, de reagerer ikke.

Når passivitet bliver det normale, og sproget forfalder sammen med resten af kulturen, forsvinder selve ordet «agere» fra det almene ordforråd. Men Sverige har længe givet islamisterne ideelle betingelser for at gøre netop dét.

ANNONSE

Det er en historie, som tager afsæt i begyndelsen af 1990-tallet, da mange karismatiske islamist­ledere på flugt deres hjemlande i Mellemøsten og Nordafrika, fik politisk asyl i Norge, Danmark og fremfor alt Sverige, takket være en generøs asyl­politik. Der opererer de nærmest uforstyrret af det lokale antiterror­politi, og de drager ofte fordel af de generøse velfærds­stater. På den måde er betingelserne ideelle for at skabe netværk af moskeer og islamist­-organisationer, som skaffer sig mange tilhængere blandt de muslimske indbyggere i de skandinaviske lande.

Problemet er suverænt størst i Sverige, med sine talrige parallelsamfund, hvor der er alt andet end vandtætte skotter mellem organiseret kriminalitet og islamisk ekstremisme.

Det mest ekstreme udslag af dette, er den unge kvinde, som blev parteret af ­hjulene på lastbilen. Men lastbiler, sprængstof, skydevåben og knive er ikke de eneste våben.

Mere snigende, men ikke mindre foruroligende, er nemlig visse former for påtvunget opførsel i en muslimsk kontekst. Fra organisationer af muslimske kvinder i Sverige hører man for eksempel stadig oftere vidnesbyrd om massivt pres fra fundamental­isternes side. Rene og skære islamtropper tvinger kvinderne på stedet til at bære tørklæde og til ikke at gå ud alene. I sidste uge kom skandalen om den muslimske skole, der kønsadskillelse mellem drenge og piger.

Tørklædet og lastbilen er i praksis to sider af samme sag. Begge er instrumenter for mobilisering fra jihadisternes side. Resultaterne ser man på slagmarken i Somalia, Syrien, Irak og andre steder. Tre ganger så mange har sluttet sig til IS i Sverige end i Italien. Da amerikanerne endnu befandt sig i Somalien, stødte de på stridende fra al Shabaab, som kom fra den somaliske diaspora i Sverige. Men ingen i Skandinavien bryder sig om skandinaviske terrorister så længe de er etniske afrikanere, som udlever deres mordlyst i Afrika.

Men mordlysten tager de med tilbage. Og den beundres af de voksende femte­kolonner, som vi gør alt for ikke at se, trods menings­målinger, der siger, at der er chokerende udbredt sympati for islamistiske synspunkter. I stedet tyer vi til bort­forklaringer. Problemet er, at de er løgne.

Man tror, det skyldes fattigdom eller marginalisering. Men der findes ikke et noget mere generøst land end Sverige, som bruger enorme beløb på at give alle slags ydelser til alle indbyggere, ikke mindst indvandrere i hundrede­tusindvis som landet har taget imod inden for de seneste år. Man tror det er en reaktion på udenrigspolitikken, men Sverige har en meget tilbagetrukken rolle i Mellemøsten, og selv om landet har en lille enhed,  der træner soldater i Irak og Afghanistan, har landet ofte kritiseret den amerikanske politik i regionen.

Sagen er, at nogen vil os ondt, fordi vi er noget andet end dem. Og disse “nogen” vokser i antal. Det samme gør deres bagland af mere eller mindre sympatiserende trosfæller, der som minimum vil give dem fysisk dække.

Det åndelige og politiske dække giver vi dem selv. I deres egenskab af historiske ignoranter, religiøse analfabeter og politiske idioter indser hverken skandinaviske politikere, intellektuelle eller mediefolk at tørklædet er den åndelige lastebilen. I Italien kan man læse det på tryk i en af landets største aviser.

La Stampa

ANNONSE


  • Kjeld Hesselmann

    Den svenske og europæiske passivitet hos den etablerede politiske elite fremprovokerer en mere markant politisk og aktivistisk ageren. Det kommende franske præsidentvalg vil vise strømpilen.

  • KnudMadsen

    Jeg fatter ikke, at idioterne i den grad vil lade sig ydmyge på skændige måde.
    Da var der meget mere flot værdighed over Marine LePen, da hun afviste at deltage i det djævleværk.