Gæsteskribent

Professor Terje Tvedt. Foto: Lisbeth Michelsen

 

Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg sidst har læst en bog, som har gjort dybere indtryk på mig. Terje Tvedts nye bog Det internasjonale gjennombruddet. Fra «ettpartistat til flerkulturell stat, er et regulært jordskælv om et Norge, som blev omstruktureret fra solid og yderst homogen nationalstat – hjemmet for nordmænd og kristendom – til at blive et sted for Allah, og alt og intet, en såkaldt «multikulturel stat».

Denne dramatiske omstrukturering af samfundet skete i løbet af omkring 50 år. Dens udgangspunkt faldt sammen med, at Norge gik ud i verden i 1960´erne for at blive en humanitær stormagt, samtidig med, at folk i de lande, vi gav bistand til, begyndte vandringen til det lille land længst nord på nationalstaternes kontinent, Europa.

Paradokset er ikke mindst derfor, at Pakistan var det land, som modtog flest skattekroner i startfasen af Norges debut på den internationale bistands-scene, samtidig med, at pakistanernee var den største gruppen i den tredje verden, som på samme tidspunkt rejste til Norge.

ANNONSE

Globalhistorie er Terje Tvedts speciale, og professoren har leveret en grundig analyse af, hvad der i 1800-tallet skabte Bjørnstjerne Bjørnsons norske (-ste) nationalstat, den sociale samfundsopbygning, som prægede det første halve århundredes 1900-tal, derefter 1960´ernes gryende internationale gennembrud, som endte med demonteringen af nationalstaten. Nationalstaten blev erstattet med den multikulturelle stat.

Tvedt har gennempløjet dem alle, og han har fuld kontrol over, hvilket tankesæt der har passeret – med akklamation – det ene Storting efter det andet. Norge har derfor ikke længere en «kernekultur»; en ledende kultur. Norsk kultur er adskilt. Alle værdier i vores samfund er gjort universelle. De tilhører hele verden. Menneskerettigheder er den nye bibel, og kristendommen har på ingen måde nogen forkørselsret i det land, som blev kristnet for 1 000 år siden. Hinduismen, islam og kristendommen er lige gode størrelser. Alle religioner bunder i grunden på samme værdier. Alle religioner har været med til at udvikle de universelle menneskerettigheder, de universelle værdier, lyder de politiske ovationer, nedfældet i et væld af Stortingsmeldinger og NOU-er (Norsk Offentlig Utredning) om indvandring og integration fra 1970´erne 0g frem til i dag.

«Den norske stat fulgte i hele perioden en politik, som havde det multikulturelle samfund som erklæret ideal og mål.»

Blandt andet derfor kan Tvedt konstatere, at der ikke længere findes norske værdier, norsk kultur. Norske værdier, norsk kultur, blev ikke mindst afviklet under Gro Harlem Brundtland af et udvalg, som forfattede NOU-en «Opplæring i et flerkulturelt Norge». Her «afskrives» norsk kultur, eller «de norske og europæiske værdier, som noget, der er værd at bryde sig om», skriver Tvedt. I udredningen på 207 sider nævnes ikke disse norske/europæiske værdier overhovedet, samtidig med, at to nye ord introduceres: Rigskultur og centralkultur.

Rigskultur blev defineret således:

et sæt fælles normer, værdier regler og procedurer, som må findes i et levedygtig pluralistisk samfund, og som må respekteres af alle. Rigskulturen sættes sammen i en politisk demokratisk proces og nedfældes i lærerplaner (sic!).

Samme statsminister, altså Brundtland, sagde for øvrig i sin nytårstale året før, i 1994, at OL (i Lillehammer) gav Norge en fantastisk mulighed for at vise verden «ikke bare gode idrætspræstationer, men også norsk gæstfrihed og norsk kultur».

I dag kan en kulturminister – og heller ikke vi – definere, hvad norsk kultur er, mener Tvedt.

Ja, vi husker alle maveplaskeren om «pinnekjøtt og kålrotstappe» i december 2012 fra Arbejderpartiets top, for ikke at tale om da dagens kulturminister tok på seg bunaden på julaftenen i fjor og slik ville slå et slag for det som er typisk norsk.

-Du skal ikke tvære det norske ud i ansigtet på folk, svarte Høyres Heidi Nordby Lunde sin egen statsråd.

Den sidste søm i nationalstatens ligkiste, stod landets overhovede for i Slottshagen 1. december 2016. Kong Haralds historiske ord «rørte et helt folk», i henhold til en åbenbart meget rørt VG-redaktion og resten af MSM:

Nordmænd er også indvandret fra Afghanistan, Pakistan og Polen, Sverige, Somalien og Syrien. (…) Det er ikke altid så let at sige, hvor vi er fra, hvilken nationalitet vi tilhører. Det vi kalder hjem, er der, vores hjerte er – og det kan ikke altid placeres indenfor landegrænser. (…) Nordmænd tror på Gud, Allah, Altet og Ingenting. Norge er altså alles stat. Norge er lige så meget Allahs stat som de kristnes stat

Demonteringen af norsk kultur og Norge som nationalstat, erstattet med et væld af etniciteter i et uoverskueligt multikulturelt samfund – ja, et samfunn uden en fælles lim -, er et eksperiment i en (ny) samfundsopbygning, som vi ikke kender konsekvenserne af, advarer Tvedt. Ved politikerne hvor omfattende eksperimentet er på en række samfundsniveauer? Hvilket andet land kender vi, hvor stadigt flere etniske minoriteter indvandrer og hvor staten af princip ikke vil favorisere et værdisystem frem for et andet?

Tvedt spørger videre: Hvis værdier er universelle, ja, så er alle andre enige, eller er det kun et spørgsmål om tid, før de gør det. Netop dette tankesæt mødte vi i HRS på politisk tophold allerede i begyndelsen ad 2000-tallet. Tiden arbejder automatisk for integrationen: 2. generation – dem som er født her – de bliver som os. Det var ikke mindst denne kulturudslettende holdning, som førte til, at den såkaldte integration i stort omfang havarerede blandt ikke mindst store muslimske grupper.

Og; hvis det er sådan, at alle i bund og grund har de samme værdier (eller vil få det), hvordan forklarer man så terror i dagens Europa? At «vi» har været slemme mod «dem»? Tvedt spørger. Han får næppe fornuftige svar fra politisk hold.

Bogen afklæder nådesløst den uforstand, som har domineret akademikere – som ikke forstod deres samtid, som ikke kender til international historie og opbygning af nationer. Bogen stripper kirken for troværdighed, som bevidst stod med hatten i hånden i mødet med islam. Kirken har gennemgående optrådt totalt kritikløst over for en ureformeret ørkenreligion/-ideologi. Kirken øjnede nemlig muligheden for en ny renaissance af sin tro, en vitalisering af kristendommens innflytelse i et Norge preget av den sekulariserte moderne tiden og stadig mindre religion. Med det stærkt missionerende islam som entrede det norske hus, håbede kirkens ledere, at også den ville tiltrække nye troende og genrejse sin magt.

Så lidte kendte de islam? 1400 års kamp med omgivelserne, ikke mindst kamp mod de kristne, som foregår her og nu i eksempelvis Mellemøsten, kristendommens vugge.

For ikke at tale om Tvedts gennemgang af ledere og kommentarer gennem årene i centrale norske aviser. Om islam. Tvedt knuser enhver, som vil prøve at fremme påstanden om, at muslimer/islam er blevet mødt med «kritik, stereotyper og fjendebilleder». Tværtimod er billedet totalt modsat. Det har vært den rene fest af et knæfald for islam – målt på alle centrale samfundsforhold:

«Det politiske lederskab, alle partier, alle medier, ja, så at sige hele nationen, tog opgaven med at advare imod fjendebilleder meget alvorligt, og i kulturmødernes lange historie står det kristne Norges holdning til den muslimske indvandring under det internationale gennembrud frem som et bemærkelsesværdigt øjeblik af humanitet og god vilje.»

Det er for øvrig ikke første gang Tvedt lægger sig ud med rådende myter og uforstand. Han evner nemlig det, som så få andre akademikere evner: At følge fakta, fornuft og samvittighed. Netop derfor er resultatet dette: Tvedt dokumenterer, at fornuften simpelthen har tilhørt en anden planet de seneste 50 år, da Norge mødte verden – på hjemmebane såvel som udebane. Ingen centrale samfundsinstitutioner havde set mage. Og der kan fortsat den dag i dag ikke være godhed nok. Derfor kan der heller ikke komme for mange enlige unge mænd lande som Afghanistan til Norge. «Lederskabet», hvad enten det sidder i Stortinget, i Akersgata eller på Blindern, har for længst solgt både regnemaskinen og ånden fra oplysningstiden.

Tvedt har leveret årets vigtigste bog. Jeg er ikke i tvivl. Den er brutalt ærlig. Den er også et værdifuldt opslagsværk for os, der er optaget af vores nære historie, og hvad der faktisk blev sagt og gjort. Bogen er en gennem-dokumenteret beretning, som vil blive stående som en milepæl for eftertiden over de alvorlige, irreversible ændringer, som den politiske ledelse i parløb med medierne og toneangivende meningsdannere tvang igennom. Uden at spørge folket.

Hvad enten det var en regering ledet af Gro Harlem Brundtland, Kåre Willoch eller Kjell Magne Bondevik, eller formulerede Stortingsmeldinger og NOU-er om indvandringen – så er det stort set samme sprog. Det var kulturrelativismens og globaliseringens gennembrud. Det var tiden for national selvudslettelse. Mange har derfor gode grunde til at vende bogen ryggen.

De ødelagde 1000 års nationsopbygning på 50 år.

De afviklede Norge.

Norge er ikke mere.

Norge er Allah, og alt og intet.

Vores skæbne er højst uvis.

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)

Ét svar til “Professor med eksplosiv bog om Norges tilstand”

  1. MagnusH siger:

    Att tro att våra västerländska ideal är allmängiltiga och att alla människor i hela världen egentligen ställer sig bakom dem, är ingenting annat än kulturell rasism.