Globaliseringens svøbe

Albert Pinkham Ryder The Race Track (Death on a Pale Horse) 1900

We become what we behold.

We shape our tools,

and thereafter our tools shape us.

ANNONSE

― Marshall McLuhan

Kun en tåbe frygter ikke globaliseringen

Om Australiens urbefolkning berettes det, at de efter en længere tur sætter sig ned i nogle timer, umiddelbart før de når deres bestemmelsessted, så også sjælen får tid til at nå frem.

Var køreturen tidligere en erfaring så kom man som en forvandlet. I dag gælder det modsatte . Den der altid ankommer med det samme, vil også gøre de steder han ankommer til identiske med hinanden. Den globale mobilitet uniformerer rummene. Og der hvor vare-, kapital- og informationsstrømmene kommer hen, tilpasser de forholdene til hinanden. Der opstår et homogent rum og en ny samtidighed.

Det fjerne plager os med bedragerisk nærhed, og det samtidige vi var beskyttet mod ved distance trænger ind i vores egen-tid. Hvad Walter Benjamin engang definerede som aura, ”den enestående forekomst af en fjernhed, uanset hvor nær den måtte være” er i mellemtiden blevet opløst. ”I dag bliver alt til nærhed, uanset hvor fjernt det måtte være. Med telekommunikationen i i særdeleshed med televisionen fuldbyrdes en udvikling , der begyndte med teknisk mere robuste former for overvindelse af rum” (Safransky: Hvor meget globalisering tåler mennesket 2003). I denne bog citeres Heine for at have skrevet” Med jernbanen bliver rummet slået ihjel, og så er det kun tiden, der er tilbage…Jeg føler det næsten som om skove og bjerge i alle lande rykkere nærmere Paris. Jeg kan allerede mærke duften af de tyske lindetræer; uden for min dør brydes Nordsøens bølger” –

1. I dag er alle uafbrudt undervejs, om det så skyldes travlhed, tidsfordriv eller det voksende behov for adspredelse. For at kunne overvinde store distancer så hurtigt som muligt bygges der motorveje, jernbaner og lufthavne, hvorved landskaber bruges op. –

Men for at forstå nutidens globalisering, er vi nødt til at kunne definere storkapitalen og den evige politisering. Politiseringen var den første dramatiske begrænsning i iagttagelsen af det hele. I midten af det 19. århundrede fuldbyrdes den anden: økonomiseringen. Kravet om skæbne- og fortolkningsmagt udgår nu fra økonomismen, i hvis optik værdiernes gyldighed bliver til penge og verdens sandhed(er) til vare. (Her er der afgjort noget for Enhedslisten at tage fat på i stedet for blindt at gå efter Støjbergs skalp) Faktisk forbinder pengene og varebytningen .. jo også alt med alt og trænger ind i samfundets og individernes mest skjulte afkroge. Når penge skaber et fællesværdiudtryk for så forskellige ting som bibel, snaps og samleje, kan man heri se en forbindelse til et gudsbegreb fra middelalderen, nemlig coincidentia oppositorum, alle modsætningers sammenfald. Idet penge bliver ækvivalent for alle værdier, hæver de sig op over den erkendelige verdens mangfoldighed, sådan som Gud engang gjorde det. De bliver til det centrum, hvor det adskilte og modsatte finder deres fællesnævner. Pengenes cirkulationsmagt har overgået ånden, hvorom man engang fortalte, at den blæser hvorhen den vil .

– I den nuværende globalisme konvergerer politisering og økonomisme, disse to reduktioner af det hele……Også tænkningen ender i en globaliseringsfælde når den forsøger at favne det hele, idet den monotont kredser om de to grundlæggende spørgsmål: hvordan behersker man det globale, spørger den ene gruppe, og hvordan redder man det, spørger den anden.

2. Den ødelæggende historie i Europa forbindes gerne med det nationale spørgsmål. Som fx 1. verdenskrig der opstod ud af (tysk) nationalisme, .. – Altså aldrig mere nationalisme! Særlig begejstret lyder globalismen i Tyskland. Her har de politisk velmenende med Merkel i spidsen først valgt Europa og dernæst hele verden. Altså det globale som tilflugt for den ubehagelige nationalistiske fortid. – Her skal jeg lige indskyde, at 1. Verdenskrig i høj grad også handlede om multikulturalisme, idet de tre store imperier, zar-Rusland, Osmannerriget og Østrig-Ungarn jo indeholdt adskillelige små og store kulturer hvis egenart konstant blev undertrykt af henholdsvis Wien, Moskva og Istanbul. Serbien var et af disse mindre lande) og det er umuligt at se nationalismen på Balkan uden sammenhæng med Østrig-Ungarn ….

Men heller ikke den antinationalistiske globalisme kan ændre ved den antropologiske, at mobilitet og åbenhed må afbalanceres ved stedforankring, hjemstavnen. Vi kan kommunikere og rejse globalt, vi kan derimod ikke bo globalt. Bo kan vi kun her eller der men ikke overalt. For den særligt udtalte stedforankring har vi det udmærkede udtryk hjemstavn. Men netop i Tyskland udløser det alarmsirener…det kan selvfølgelig ikke overraske, at netop forestillingen om hjemstavnen har mistet sin uskyld hos et folk som det tyske,

”Fredens despotisme der bliver til frihedens kirkegård” Safransky – Den forenede verdensstat er kun i abstrakt forstand den bedste mulighed. Den bedste løsning er derfor i virkeligheden den (teoretisk) næstbedste: Et føderativt verdensstatsforbund, hvor hver stat beholder sine suverænitetsrettigheder (også i retten til at føre krig). Kant: Et homogent pacificeret politisk univers gives ikke. Politisk forbliver verden et plurivers

(”Et aspekt ved den ideologiske globalisme er antinationalismen, som ved at henvise til den globale fremtid mener at kunne overvinde traumatiseringen ved nationalismen”

Overskriften er fra den tyske filosof Safranski, der mener at mennesket ikke er bundet af sin natur eller af instinkter, hvorfor det ofte i søgen efter mening kommer til at blive et offer for allestedsnærværende mediers daglige bombardement med alt fra reklamer til moralske pegefingre, mellem eksperter og quizz-shows, mellem Bruxelles og Ruds Vedby kan det være svært at navigere, blive sportsstjerne eller lade den indre svinehund glamme i tvivlsomme fællesskaber.

3. For tiden er det globalisterne, der har definitionsmagten, eliterne (dvs de som leder landet og de som bliver betalt for at tænke for dem) peger gerne fingre ad folket, populisterne, som foretrækker H.C. Andersens I Danmark er jeg født frem for EU’s fællessang. Således har Mogens Lykketoft tidligere med hvislende tunge udtalt sig om Trump og Johnson: Det ville være en enorm lettelse at slippe af med disse populister og deres xenofobiske udgydelser. Når det kommer til stykket kan populister også forstås som den del af befolkningen, der stiller sig kritisk overfor globaliseringens velsignelser, og altså er de en kæp i hjulet på den stærkt fremadskridende proces hen imod Europas Forenede Stater.

Med andre ord, mennesker og politikere der åbenlyst er kritiske overfor globaliseringens følger får hånligt prædikater som xenofober og populister, og ”stuerene, bliver de aldrig”. Her taler vi om det indre bæst, læs svinehund. I en artikel i Weekendavisen blev Europas nationalpopulistiske bevægelser udskældt som ”mennesker der udgør en tordnende trussel mod den demokratiske orden i Europa”.

Vi mærker lugten af kulturradikalisme og dens sengekammerat: den politiske korrekthed. Det er mere end tydeligt, at de nationalt sindede står i vejen for EU med dets globalistiske imperativer: Ret ind eller gå til grunde! Vi tillader os at være kritiske over for det føderalistiske EU. Hvad betyder det for et land som Danmark at mere end 60% af vores lovgivning bestemmes af eurokrater i Bruxelles og Strasbourg?

Med tanke på den slags studehandel som Lars Løkke lavede i Marrakesh og det tordnende fravær af en ydre grænse mod Afrika og Mellemøsten må vi bare se i øjnene, at nationalstaternes tid er ved at være forbi. Mens vi hører om minimumskvoter i børnehaverne og sundt slik i skolerne, bliver vi gradvis men sikkert frarøvet vores suverænitet, og med de politikere der vælges må vi forstå, at den appeasement-politik, der udgår fra eliterne og dominerer mediebilledet har som en af sine konsekvenser en mere og mere synlig afmontering af nationalstaten. Således bliver krucifikser fjernet fra offentlige bygninger i Italien, Dannebrog erstattes med Regnbueflaget over Chr. Borg (læs: minoriteternes sejr over traditionerne), kristendom erstattes på skoleskemaet med tværfaglig trivselspædagogik, …. Se en gang hvor svært det er for briterne at vride sig ud af de lænker af regler og forordninger til EU. Og når det kommer til grunde til at rive sig løs, skal vi høre om populisme, xenofobi og andet af den skuffe. Det forekommer fuldkommen utænkeligt, at briterne simpelthen vil have foden under eget bord og sætte grænser, der hvor EU tidligere har dikteret det modsatte. Læs DRVs partiprogram og I vil forstå at EU er på vej mod Europas ”forenede” stater, at de enkelte lande bare har at rette ind og tage imod et ubegrænset antal flygtninge uanset konsekvenserne!…..med hvilket formål? kunne man spørge.

Handler det i dybet om at destabilisere og underminere det som engang var Danmark, Holland, Belgien Tyskland osv ? At fratage os det land og den nationale arv, vi er vokset op med blot for at give plads for kapitalens grænseløse bevægelsesfrihed, at udskamme og pacificere de af os, der tillader sig at vende ryggen til EU’s totalitære markedskræfter? Medierne taler forræderisk om andre ting som fx sund livsstil, gylle, håndbold og fartkontrol mens Merkel egenhændigt har fået lov til at berige Europa med en million (måske to) migranter til vores alles fælles bedste. Til hvilket formål? Hold fast: Er der tale om nationalstaternes afmontering, så al magten ender hos og udgår fra Bruxelles ? Hvis jeg tager fejl, så giv mig en bedre forklaring.