Oraklerne

Billedet: Elias og enken fra Sarepta, Bernardo Strozzi ca. 1640-44

 

Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. Efter at være blevet afvist og forsøgt myrdet der, gik han. Videre. Rundt til alle de andre små byer på den lille stribe land, der udgør Israel. Og hver gang han kom til et sted og mennesker kom i berøring med ham og så ham, så ham gøre undere, hørte hans tale og hans invitation til gudsriget og hans påstand om, at Han er Herrens salvede, den hvor over Guds ånd hviler, ja da måtte de stille sig selv det spørgsmål: Skal vi bryde op og gå sammen med ham, eller skal vi blive?

Det er faktisk en alvorlig sag. Det handler jo om dette: Vil du se, at Herrens herlighed er over denne mand, Josefs søn. Vil du se, at Han er din konge? Din Gud? Vil du se, at det er i ham, du lærer din Gud og dig selv at kende? Eller vil du lade ham gå videre og selv blive tilbage.

Vi har i 1000 år her i vort lille land levet i ly af kristentroen. Vi er vel trygge ved, at ingen kan tage de gode frugter fra os som det gode budskab, evangeliet om Jesus Kristus, der kommer med frihed, nåde og sandhed og SYN TIL BLINDE, har givet os. Værdier kalder vi det, og vi tilslutter os gerne disse værdier.

ANNONSE

Det fordrer jo heller ikke særlige anstrengelser for os eller særlige ofre. Vi har fået det hele overgivet af vore forfædre. Det er ikke os, der har kæmpet mod romermagt, magtmisbrug eller åndløse statskirker. Det er ikke os, der har opført kirker med vore egne hænder og for egne midler. Vi har ikke været underlagt censur og vi har ikke været i livsfare eller er blevet skudt for at tale en fremmed besættelsesmagt midt i mod.

”Ingen har forstyrret os. Ingen har gjort os noget. Skulde vi saa ikke føle Trang til at takke Gud? Bare vi vidste, om vi kunde det. Den Fred, vi har nydt, er den Guds ufortjente Naadegave til os? Eller skyldes den, at Fanden hytter sine? Har vi forskrevet os til Fristeren, da han bød os billige sin Fred? Gud forlade mig, jeg ved det ikke. Og jeg ved end ikke, hvor godt det er med al den Fred. Jeg gruer for Straffen for vor Skulken, mens alle andre døjer den haarde Skolegang. Og for at vi faar det alt for billigt, Guds dyre Ord. Jeg kan ikke rigtig være med til dette: Tak, Herre, at det ikke koster os noget at høre dig til. Tak, at de andre betaler for os med Forfølgelser og Pinsler over sig. (1 s i advent 1940)”

Sådan skriver Kaj Munk i en prædiken til første søndag i advent 1940.

På det tidspunkt vidste han vel ikke, at han selv skulle blive martyr – at han selv skulle blive en af dem, der betalte for os, ved at tale nazisternes ukristelighed imod – eller måske havde han allerede her besluttet sig – det ved vi ikke.

Men anfægtet over, at det er så ”let” for os danskere at være kristne, det er han her. Og vi kan jo lade hans ord være anledning til at være opmærksomme på ikke at tage Jesus Kristus for givet, når han kommer forbi. En opfordring til at tage imod ham, når han kommer. En anledning til at tage vare på det vi har så vi ikke udelukker ham fra vore skoler, fra pressen, fra vores daglige liv. En anledning til at overveje om vi også i selve kirken fornægter ham, når vi ikke vil nøjes med ham og hans budskab.

Vi kan nemlig blive så usikre på os selv også her i kirken, at endda evangelierne kan forekomme os fortidige og utydelige. De skal nyfortolkes og laves om og hvis ikke bliver de ufremkommelige for moderne mennesker. Sådan noget bliver vi tudet ørerne fulde af. Vi bestræber os da på at aktualisere evangeliet, som om det ikke var aktuelt i sig selv.

Skal det kaldes Gud? siger vi. Så meget i verden er da langt mere elegant end en mand på et æsel. Og når vi døber de små børn med vand, som Berit har kogt i en elkedel i forsamlingshusets køkken og båret ind i kirken og når jeg rækker jer alterets noget så beskedne måltid – ja så ved jeg da godt, at der findes lang mere imponerende og avancerede og overdådige ceremonier.

Men hvor stemmer det egentlig godt, det der sker her i vores lille kirke, med den måde, Herren kom ind i sin hjembys synagoge på. Uden spir og kongetrone. Uden et stort følge. Uden jordisk magt, uden pragt. Uden at løfte sin røst. Bare som tømreren Josefs søn. Og påstod, at HAN var den, hvorpå Guds Ånd hviler. Og at han kom med det glædeligste budskab af alle.

Han havde ikke andet end det. Ordet. Og det er det samme ord, man møder op ved sygesengen, hos den døende. Eller bare hos den der trænger til trøst. Lægen kommer med smertestillende, med hjælpemidler. Den Herre Kristus kommer på et æsel. Med sit ord, der syner af så lidt. Ikke desto mindre er det dog sådan, at når lægens kunst ikke strakte længere – når vi står foran døden – da giver ordet ikke op. Der får tømrersønnen lov til at kante sig ind og da slåes der bro svælget, over til evigheden.

Vi må, når han kommer her forbi os, og kommer ind til os, afgøre os for, om vi vil tage i mod ham og følge ham, eller om vi vil lade ham gå videre til nogle andre, der vil tage imod ham. Jesus er selv klar over de forbehold, der sandsynligvis vil være over for ham og hans ringe skikkelse. Han er klar over, hvordan det er gået med profeterne før ham, men han advarer også om, at hvor profeter er blevet afvist, der er de blevet sendt til nogle andre og modtaget.

Vil vi modtage og følge tømrersønnen? Det er alvor. Kravet går på, at vi skal forlade os på det lille gudsord og tro på, at Den levende Gud selv, i denne mand opretter Guds rige og sit herredømme.

Vi hører jo altid denne 1 adventssøndag i ulige år, om om Elias, der blev sendt til enken i Sarepta. Jesus bruger hans eksempel som et billede på sin egen mission. Men hvad ved vi ellers om Elias? Jo, Elias var på flugt fra Jesabel, der havde slået alle Israels profeter ihjel og nu var turen kommet til Elias.  Da gemte han sig i ørkenen og en engel kom og gav ham mad og drikke. Nu taler Gud selv til ham og Elias klager sin nød. Gud befaler Elias at stille sig på et bjerg, og så vil han selv komme forbi. Storm og torden kommer rullende, jordskælv og ild bryder ud, men Gud er ikke i stormen og tordenen og ikke i jordskælv og ild. Men så lyder der en susen efterfulgt af en lille stille stemme. Gud er i stemmen.

Sådan er det også for os. Gud er i den lille stille stemme. Han er i tømrersønnen, han er i det ord, der lyder over dåbens undseelige vand, han er i den lille tørre oblat og den lille sjat vind vi rækkes ved alterbordet. Han er der, hvor to eller tre er forsamlede om at lovprise ham. Han er i det trøstende ord, der hvor du står foran muren. Det ord der slår bro over til evigheden.

Vi må hver især træffe den afgørelse, om vi vil lytte til dette lille stille ord. Vi må afgøre om vi vil gøre det – om vi vil tage i mod og vidne om Jesus af Nazaret, at han er Guds søn. Være ved ham og ham alene. Kendes ved ham og lade Ham være Herre i vores kirke og i vore liv. Ham og ikke vore menneskepåfund. Det koster os endnu ikke noget i den forstand, at det udelukker os fra indflydelse og velfærd at være kristne. Men det kræver, at vi tager i mod ham, hvis hans kirke skal blive ved med at være kirke her på jorden.

Lad os da byde ham velkommen her i hans eget hus.

Ham der alene kan give os det sind, der skaber fred og virker til næstens gavn. Ham der alene kan frelse vore sjæle.

Vi byder dig velkommen i det nye kirkeår! Vi takker dig, at vi ved, at du søndag for søndag, dag for dag, vil finde vej til os i det år, der kommer, som du gjorde i det, der gik.

Amen.

 

Nana Hauge er cand. theol. og valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder. Desuden redaktør af tidsskriftet Nyt Babel.dk

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)