Oraklerne



Billedet: Kim Malthe-Bruun og Hanne i 1944

 

”Tiden er kort – tankerne mange, hvad er det sidste og dyreste, jeg kan give dig, hvad ejer jeg, som jeg her i afskeden kan give dig, så du med Sorg og dog med et lykkeligt Smil lever videre”,… Du skal ikke glemme mig, det forlanger jeg ikke, hvorfor skulde du glemme noget, der er saa skønt, men du maa ikke blive afhængig af det, du skal glide videre lige let og dobbelt lykkelig, for Livet skænkede dig paa din Vej det dejligste liv. Riv dig løs, lad det lykkeligste lykkelige være alt for dig, lad det straale som det stærkeste og klareste af alt, men lad det kun være et af de gyldne Minder, lad det ikke blænde dig, saa du ikke se alt det dejlige, du har til gode. Du maa ikke blive tung, du skal blive moden og rig, hører du, min egen kære Unge. (… )Du lever videre og vil møde andre dejlige Eventyr, men lov mig, det skylder du alt det, jeg har levet for, at aldrig vil Tanken om mig stille sig mellem dig og Livet. Husk, at jeg er en Kerne i dig, og at jeg forlader dig, betyder kun alene Kernen lever videre. (…) det er som om jeg føler, at jeg kan gøre mere for dig, og du er indbegrebet af alt det levende liv for mig. Jeg skal have blæst alt det liv, der findes i mig, over i dig, så det kan fortsætte”.

Sådan skrev den danske søofficer og modstandsmand Kim Malthe-Bruun i afskedsbrevet til sin elskede Hanne, og slutter med ordene ”Din ikke for evigt. Kim”. Han blev henrettet af den tyske værnemagt i Ryvangen i København få uger før det blev forår og Danmark frit.

Du skal leve videre, leve det dejligste og lykkeligste liv lyder fordringen til den efterladte fra ham, der om lidt går bort.

Du skal leve, for du er ham skyldig at leve videre – men med lidt af den elskedes liv i dig, som ikke for evigt blev din – for døden skal skille os.

ANNONSE

Du skal leve – for kærligheden der overlevede ham, har den elskede efterladt i dig.  Ordene til den efterladte er ikke forskrift på hvordan hun skal leve sit, men at hun skal leve på det håbløse og forladte sted i verden – for den sorg hendes hjerte er fyldt af, må ikke stille sig mellem hende og livet.

Sådan skal hans bortgang ikke stille sig mellem livet og dem, for ”det er det bedste for jer, at jeg går bort” lyder Jesu afskedsord til disciplene i evangeliet til i dag fjerde søndag efter påske. ”For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.” Sådan taler han til dem og hjerterne bliver fyldt af sorg. Men det er gavnligt for os, for bortgangen betyder, at ånden kommer til os. Glæden er, at han går bort så han kan være tilstede overalt i ånden. Det er der Talsmanden, der kommer – for at blæse alt det liv, der findes i Ham, over i os, så Han bliver i os i hvert vores lille forladte liv.

For vi kan ikke gå igennem livet uden at blive forladt. Selvom vi så gerne vil gøre os umistelige for hinanden. Med et ”din for evigt”, underskriver vi kærestebrevet, fordi vi tror på evig kærlighed. For kærligheden vil ikke vide af tiden. Kærligheden skal ligesom have evighedens perspektiv, for at kunne være i tiden. Og den vil absolut vare i evighed.

Men menneskelig kærlighed rækker udover døden og udfolder sig dog alligevel kun i tid. For som Johannes Møllehave skriver: ”Lykkelig den, som i sin kærlighed på én gang følte at han stod midt i evigheden og dog hørte stueuret slå.” For tiden er kort, tankerne mange og vi hører stueuret slå – ja vi hører det lille tik hver gang pendulet svinger fra højre mod venstre og tilbage igen, når vi sidder på kanten af sengen hos den af vores kære, der skal herfra. Hvad er det sidste og det dyrebareste –  hvad ejer vi at give hinanden i afskeden – så vi med sorg og dog et lykkeligt smil kan leve videre. Vi kan blæse alt det liv, der er i os over i den, der sidder i den sidste nattevagt på sengekanten og tager afsked med os. ”Han gav mig så meget at leve videre på”. ”Det er som om, han er her – lidt endnu”. Siger vi, når vores elskede har lukket sine øjne. Fordi den, der er gået bort har efterladt os sit liv – og med sit liv, sin kærlighed. Kærligheden er blevet begrænset af tidens slutning, af døden – men har efterladt sig det, den skabte. Det, der blev levende i kraft af den kærlighedens ånd.

”Jeg elsker dig indtil første maj” eller indtil jeg elsker en anden højere. Det duer ikke – for kærligheden vil ikke vide nogen begrænsning. Men der, hvor kærligheden er begrænset af tidens slutning og dødens begyndelse, efterlader den det, den skabte. Det, som kærligheden elskede frem blæses over i hjerterne fyldt af sorg. Så vi med sorg i hjertet, dog lever videre med et lykkeligt smil. Men hvor tiden ophører da ophører også kærligheden med at udfolde sig og skabe nyt. Også der hvor tiden ikke standses af døden, men fordi den vi elsker forlader os, der efterlader den elskede alligevel en lille afglans af sig hos os. En lille flig af sig efterlader han eller hun i det fjerneste kammer og det dybeste lag af vort hjerte.

For kærligheden fra det andet menneske har skabt noget levende hos os, vi bærer videre som en lille sorg og en stor lykke – over den kærlighed der var, det vi fik givet. Dem vi har elsket gennem vores liv – dem der har elsket os – har blæst lidt af deres liv over i os. Uden at tanken om den der var, og den kærlighed, der var – stiller sig imellem os og livet. Livet med nye kærligheder, nye eventyr.

Men vi er aldrig hinandens for evigt. Heller ikke selvom vi lover det. For vi kan kun udfolde vores lille kærlighed i tiden. Den kærlighed, der kun har tanke for evigheden, er en livsflugt. Selvom om vi  af alle kræfter vil forevige kærligheden, skal kærligheden leves i tiden, for det er her, vi lever. Alt det liv, vi blæser over i hinanden, når vi tager afsked, fordi vi dør fra hinanden eller fordi kærligheden dør – kan vi ikke selv bære med ind i evigheden. For vi lever på forgængelighedens begrænsede vilkår.

”Din ikke for evigt” slutter Kim Malthe-Bruun afskedsbrevet til sin Hanne. Ubærligt og samtidig det smukkeste vidnesbyrd om menneskets begrænsede evne. Vi kan ikke bære hinanden med ind i evigheden. Men én vil forbinde os for evigt. Nemlig Ham, som går bort for at Talsmanden skal komme. Sjælesørgeren fra det høje. Da Han gik bort, blæste Han noget over i os – lidt af hans evige liv. Lidt af hans kærligheds og sandheds ånd. Han har efterladt sit billede i vores hjerte. En smule givet til låns og af Guds nåde til det menneske, vi er, og på trods af det, vi er. For nok er vi efterladt et sted i verden – i vores store lille menneskeliv, hvor alting forandres, forgår og vi forlades – men noget er lagt i os fra grunden –  Guds evige kærlighed. Den er skænket os, som en dunkel afglans af Guds billede i vores hjerte.

Han har efterladt en gnist af kærligheds og sandheds ånd i vort hjerte, der vidner om at Han var, er og bliver hos os, selvom Han er gået herfra. For Han efterlader sit billede i vores hjertespejl – som en mulighed. En mulighed, for at modtage troen på det evige liv, vi altid er undervejs imod i det menneskeliv, vi er blevet efterladt i.

For kun Han kan sige, ”jeg er din for evigt” – lille menneske. Jeg slipper dig ikke, men jeg tilgiver dig og tager dig med ind i evigheden.  Hvor det liv og den kærlighed vi blæser over i hinanden, kun varer tiden ud. Der er Hans liv er til evighed. Derfor er Han den, der trøster os over alle tab – trøster hjerterne fyldt af sorg. For med det Kristus efterlod i os, der bor hernede på sletten – et lille glimt af ånd og en gnist af kærlighed, afglansen af Guds billede i os. Med det er vi givet indfødsretten i det høje. I det høje hos Ham, hvor vi forbindes med dem, der skrev afskedsbreve til os.

Det er Guds store løfterigdom til os. For ”det er vemodigt at skilles ad, for to som gerne vil sammen være,” som Grundtvig skriver i hele Danmarks bryllupssalme, med tilføjer at ”Gud ske lov! I vor Herres stad. For evig samles de hjertenskære.”

Det er evangeliets ord der lyder til os her i Lynge/Uggeløse Kirke denne majmorgen, som det lyder over i den kristne kirke over hele verden. For hver søndags evangelium er afskedsbrevet til Guds elskede og genstridige skabninger. Kun på hans Ord og løfte er vi hinandens for evigt. Det er det løfterige. Men i afskeden skal Kims elskede Hanne leve på fravær, som enhver af os lever på en af vore elskedes fravær – uden at vi forstår, hvorfor vi skal fratages alt.  Det er det hjerteskærende. Vi ville hellere leve sammen med dem og dele kærligheden – dele kernen. Men vi lever i fraværet både af vore elskede, der har efterladt os – og som disciplene i fraværet af Jesus Kristus, for at vi selv skal tage fat og leve livet efter afskeden. For det skal vi. –  Leve i troen på Ham, der ved hvad hjertet trænger til, når vi er efterladt der med savnet.

Men kun den, der skal dø, kan fordre af de efterlevende, at de skal leve. Det er alt for hårde ord, hvis vi til en efterladt for at trøste, siger at han eller hun er skyldig at leve videre. Det kan alene Jesus Kristus ved den Helligånd som ”Trøster over alt, som truer/alt, hvorfor vort hjerte gruer/trøster over alle tab!”. Det er en trøstet fortvivlelse. Her bliver vi reddet i elendigheden, trøstet i fortvivlelsen og frelst i faren. Midt i elendigheden frelst og trøstet ved evangeliet om Vorherre Jesus Kristus – som er din for evigt. – ikke til døden os skiller, men alle dage indtil verdens ende.

Af ham bliver vi befalet at leve det lykkeligste liv, møde nye dejlige eventyr og aldrig lade sorgen og synden komme imellem livet og os, men lev i håbet om han kommende rige – om ladet bag det blå hav. Det er Hans liv, der blæses over i os så vi må leve med sorgen, men med et lykkeligt smil. –  Som Kim Malthe-Bruuns trøstende afskedsord til sin elskede Hanne: ”Løft hovedet du mit hjertets allerdyrebareste kerne, løft og se, havet er blåt endnu, det hav som jeg elskede, og som har indhyllet os begge. Lev nu for os begge.”

Amen.

 

cand.theol Marie Høgh er præst ved Lynge-Uggeløse sogne

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)