Oraklerne



Prædiken til 1. søndag i advent:

 

Han kom kørende i limousine – som alle verdens tyranner gør. Den cubanske leder Fidel Castro. Den idealistiske tyran var blevet en træt gammel mand. Det var som om han skulle leve evigt, men i de tidlige morgennyheder i går kom pressemeddelelsen om Castros død 90 år gammel blev han.

De sørger i Havanna.

Hyldet og husket som ham der revolutionerede den caribiske ø. – Mens vi andre steder i verden dårlig kan finde en passende grimasse. Guds fred være med de døde, men vi må dog ikke glemme at han spærrede alle sine modstandere inde – at han var en mand med meget mere på samvittigheden end vi aner.

Men dog lykkedes det ham med magt at knuse al modstand, så han kunne bevare myten om sig selv som den store revolutionær.

Som et symbol på menneskelig hovmod og overmod steg han ud af sin limousine og holdt fattigdomskonferencer. Her holdt han sine legendariske, flammende, timelange taler om hvordan han indenfor øens grænser ville skabe et lille Paradis på jord. Men der var langt fra drømmen til cubanernes virkelighed og dagligdag, hvor de manglede mad morgen, middag og aften. En virkelighed Castro prøvede at overdøve og bedøve med utopiske tanker om en gylden fremtid for folket – som de aldrig fik. Nu er han blevet historie – og tankerne er også blevet til jord sammen med ham.

ANNONSE

Men mange mennesker, ikke kun cubanere, romantiserer stadig drømmen om et ideologisk Paradis på jord. Fejlagtigt tror vi, at det er hele vores liv, der afgøres med magtfulde mænd, der kommer kørende i limousiner. Det, de kan, er, at de kan ændre på verdens tilstand til det værre eller det bedre, åbne eller lukke grænser, bygge mure eller rive ned, lytte til folket eller overhøre dem, gå i krig eller slutte fred.

En sådan hersker forventede de også dengang i Jerusalem for 2000 år siden, da Kristus ærens konge, Hærskarers Herre drog ind i verden, som vi hører i evangeliet til i dag første søndag i advent.

Han drog ind i verden, ikke for at befri israliterne for romermagtens åg, gav ikke den fattige klingende mønt i hånden og standsede ikke krige. Han drog ikke ind i denne verden for at lave den om, – nej, verden lod han være, som den var. Han drog ind i verdens riger – i vores virkelighed – ikke med glans og pragt – ikke med magt og vælde som de store mænd i limousinerne – men afmægtig og sagtmodig kommer han til os – ridende på et æsel og et trækdyrs føl med et glædeligt budskab af en anden verden. Han havde intet politisk program – det havde han ikke dengang, og det har han ikke i dag, når han drager ind i vores liv. Han taler ikke politikerens, befalingsmandens og magthaverens sprog, men sagtmodig taler afmagtens sprog til os mennesker med hvert vores lille store liv.

For heller ikke mennesket vil Han lave om. Magten vil lave dig om – mens afmagten tager dig, som du er. Men det er en overvindelse for det selvberoende menneske at åbne sit hjerte for sådan en afmagts-almagt. – At overbevise os mennesker om, at tyngden i vort liv ikke kommer til at ligge på magten, men på afmagten. For afmagten er altid adgangen til et andet menneskes hjerte.

Vi giver afkald på vores magt – viser vores afmagt når vi ser på den anden og siger: – ”Det er godt, at du er til – Jeg har brug for dig i min tilværelse – i mit hjerte. Har du brug for mig?” ”Du skal trække vejret – bare trække vejret”. ”Jeg vil savne dig, når du er væk”. ”Du er stadig i mig, når du er væk for evigt.” Det er afmagtens ansigt – et ansigt magten ikke ejer. Det er kærligheden – det vigtigste i livet vi ikke har magten over.

Derfor går det heller ikke med livet og kærligheden som vi forventer, eller som det kan forventes af os. Alle gode hensigter til trods, skuffes vi af forventninger – vore egne eller andres til os – fordi ufuldkommenheden, synden er sandheden om ethvert menneske.

Når vi sidder i mørkningen og kigger ud, som man så ofte gør i december. I de blå timer, der så tidligt falder ind i gaden med lysguirlanden mellem husene og bilerne med de røde lys. For sent at se lyset – endnu for tidligt at øjne dagningen. Her er du ikke alene – siger Hans komme – der hvor ensomheden synes størst – siger Han til dig: jeg tager ensomheden på mig. Jeg kommer for at leve dit liv sammen med dig, jeg kommer for at dele livet med dig og bære dine byrder, så du ikke skal segne under dem.

Sådan rider han lige ind i vores faldne verden, i den lille magtens by, som du har bygget op om dig selv.

Sagtmodigt – dette smukke ord – det sagte mod, der ikke gør noget væsen af sig. Han drager ind i dit liv uden magtkrav om, hvordan du skal være og leve du lille menneske. Han kommer som din Herre og frelser – som din ven – al din mislykkethed til trods. Ikke for at tage sorgen og de blå timer fra os – men for at være med os dér midt i livet om vore timer tegnes i gråd eller glæde.

Derfor synger vi, ”tak og ære være Gud, som har ført sit løfte ud – og til synderes salighed sendt sin kære Søn herned. ” – Ikke for at ændre på skabningen – men for at skænke os syndernes forladelse med dem vi er. For at stadfæste at vi alligevel er elskede og aldrig forladt. Han kommer til dig og til mig – helt fra evigheden kommer han ridende for at være tilstede som den kærlighed afmagt-almagt bag livet og morgenrødens lys.

Ham byder vi i dag, på tærsklen til et nyt kirkeår, ”Vær velkommen du min fred, dig ske tak i evighed, drag, o Jesus, ind til mig, vejen selv du bane dig”. Ja, vejen baner han selv med fred – ikke den politiske fred, stiftet ved forhandlinger, magt og konferencer – men med freden af en anden verden.

Hjertets fred.

Derfor var Kristi indtog sagtmodigt. Men ”Hvem er han ærens konge? Som salmisten spørger, ”Hærskarens Herre, han er ærens konge!”

Han er den profeten spåede, men ikke en fyrste af denne verden, som folkeskaren forventede. For verdensherskerne er ikke Gud, men kun dødelige mennesker med begrænset magt på jorden. Men også dem kom han til, de små mennesker med den store magt på jorden. Også til tyrannerne – de herskesyge idealister – både de levende og de hedengangne – kom han med sit sagte mod.

Han kom til jordens riger, som de var, med et rige af en anden verden. Guds rige kom han med, og med Guds rige kommer han med i dag og i al evighed. Det ændrer ikke vores verden – det gjorde det heller ikke dengang Jerusalem, han friede ikke israliterne fra romernes magt – han minskede ikke fattigdommen – men mødte os mennesker i vores fattigdom. Han lovede ikke som den idealistiske tyran mennesket et blomstrende Paradis på jord – men skabe Paradis af ørken, idet han lover at være med os i vores virkelige liv, som det nu engang er. Han holdt os ikke hen med et blændværk – men han skænkede os et syn for noget, vi før var blinde for.

Kristus kom ikke for at opfylde alle vore forventninger, men alt vort håb. Dét er Guds evige lys, der skinner ind i vores almindelige liv og tænder håb i håbløsheden.

Det er den nåde, der tilsiges os hver Herrens dag ved evangeliet om syndernes forladelse.

For Ordet blev ikke muld med ham, men genopstod som det evige løftet der gives os på kirkens nytårsdag, hvor Kristus holder sig indtog i vores hjerter. Ydmyg kommer han til os på æselryg med sit sagte mod – men med al sin kærligheds rigdom, for at rejse vores faldne mod. For ”snart vil vi se, at det, som er livets glæde, er ikke det, som vi nåede, men det som nåede os”. (tidl. biskop Dons Christensen)

For den største glæde er ikke, at livet gik som du forventede, men det alligevel gik – måske endda over al forventning.

Glædelig advent. Amen.

 

Marie Høgh er sognepræst og debattør

ANNONSE


  • John

    Gledelig advent til deg også! Det var godt å få lese dine ord : om nåden og syndenes tilgivelse. Det behøver vi alle å få høre. Det er essensen i den kristne tro, som binder oss sammen og som gir oss et håp som ikke er grunnet i våres egne gjerninger og bedrifter – men i vår skapers offer som kan gi oss den rette fred.
    Mange takk!

  • Søren

    Jeg har (mod sædvane) været til hele to advents-gudstjenester denne første søndag i advent, og de var begge glimrende. Men denne overgår begge – tilsammen. Tak Marie.