Kommentar



Hvis du siger højt, at «der findes ondskab her i nabolaget», så vil samtlige venner tro, at du er faldet i konspirationsgryden som barn. Kampen mod ondskab tilhører eventyrene. Det gode har vundet i Norge og Europa. Alt er fredeligt og forudsigeligt. Alt er trygt og godt her i verdens bedste land, og vi kan stole på hinanden. Vi lever i virkelighedens «The Shire» af Tolkien, og det onde er langt væk og angår ikke os. Sådan var det i Sverige, England, Frankrig og Tyskland også, men så gik noget galt: Noget nyt og mørkt har sneget sig ind og skræmmer både politi, folk og blondiner. Ondskaben fik både mulighed, fodfæste, gode vækstvilkår og næring, og det gror godt. Alle «løsninger» har vi hørt før, og er prøvet i båndsløjfe i 30 år.

Resultatene af 30 år med farlig politik kommer sent og ondt.

Efter Sovjetunionens fald blev Europa overtaget af globalister med liberal politik på absolut alle områder, især indvandring, identitet og kulturelle referencer. Verden skulle ikke længere splittes af ideologier og mure. Nu skulle vil alle samles! Disse godmodige, men naive fjolser ophævede alt, hvad der hedder fjender, interessekonflikter, ideologiske mål, voldsvilje og ondskab i verden. Gennem 30 år har de styret Europa ud fra et credo om «fred i vor tid». For dem er alle fremmede en ven, de ikke har mødt, alle er lige, alle vil det samme og alle kulturer er lige gode. Forandring mod den «globale landsby» er bedst – derfor har vi pligt til at hjælpe alle, og overtage alle andre landes problemer. «Wir schaffen das»

Alle mennesker over 40 år i Europa er indoktrineret med dette budskab om «aldrig mere fjendskab, jerntæppe og kold krig». Gennem skole og medier er de vokset op med sandheden om, at globalisme skaber fred og harmoni, og derfor stemmer så mange for det. Så når kulturelle konflikter, vold, voldtægter, oprør, fattigdom, islamisme og jihad-terror nu jager vælgerne indendørs og river deres lande i stykker, forstår vælgerne ikke, hvad der er galt. Det kan ikke være fjendskab eller ondskab, for det findes jo ikke. Det kan heller ikke være politikken eller politikerne de stemmer på, for de ønsker jo fred på jord. Så må det jo være noget andet, ikke sandt? En syndebuk må findes. Derfor har højrefløjens vælgere, varslere, dissidenter og frie medier fået rollen som hekse og syndebukke. Det er meget nemmere at angribe kritikere, end at analysere sin egen forfejlede politik og politikere. Naturligvis.

ANNONSE

«Jeg blev revet med» 

Medierne bruger enorme ressourcer på at forsikre om, at vi på højrefløjen er den store fare, fordi vi vil ha ro, orden, grænser, sikkerhed og nationalt selvstyre ved at bryde med globalismen og indføre en helt ny- og samtidig gammel –  politik. Til trods for, at vi fremstilles som hovedtruslen, er det næsten altid voldsparate venstreekstremister, som som går amok, (når det ikke er migranter) og denne gang var det Hamburg som måtte smage venstrefløjens fredsduer. Videoer af maskerede, sortklædte voldsmænd, optøjer, plyndringer, brændende biler og røg, som ligger tæt som i en krigszone, florerer og deles. Det er som om ondskaben selv er sluppet løs midt i det fredelige og velorganiserede Europa, og det er den. Den har fået fodfæste, og kravler op i lyset, og hvad værre er:

Den trækker flere og flere med sig i en voldsspiral som den europæiske elite forsikrer nok skal forsvinde af sig selv – bare det får lov at fortsætte med mere af den samme politik, som har skabt voldsspiralen(!) Denne påstand er naturligvis fuldstændig absurd, men rigtig mange under 40 tror på det, fordi de har lært, at alternativet til globalisme er nazisme, altså den pure ondskab. Derfor leder vælgerne fortvivlet efter «noget nyt»…og vælger Macron – den foragtede præsidents villige discipel. Alt hvad de opnår, er mere af det samme, og stadigt flere bliver revet med i voldsspiralen. Vi mennesker er nemlig ikke bare fulde af fred, sammenhold, kærlighed, krammere og rosenoptog som venstrefløjen kan lide at fremstille det. Så endimensionale er vi ikke. Desværre. Og heldigvis.

Kampen mellem godt og ondt er hverdagens rusmiddel.

Kampen mellem det gode og det onde er urgammel i litteraturen, med Bibelen som et klassisk eksempel. Mørket mod lyset danner grundlag for næsten alle film, TV-serier og spændingsbøger vi elsker. Vi betaler dyrt for at få et gys i biografen og kan næsten ikke vente på næste sæson af «Game of Thrones». Fiktion om ondskab som kryber ind i samfundet og truer hele vor eksistens, bliver prisbelønnet og hyldes af milliarder – som for eksempel i filmatiseringen af «Star Wars», «Ringenes Herre» eller «Harry Potter». Alle kender denne kamp og alle leger med den i hovedet. Men kun der. Kun der.

For her kommer det mærkværdige: Hvis man forsøger at overføre kampen mellem godt og ondt til dagens Europa, så slår folk fra. Tanken om ondskab og fjendskab er nemlig direkte provokerende og absurd for de fleste i det post-sovjetiske Europa. De vil ikke høre tale om det! Ondskab er nonsens. Fiktion! Ingen vil hinanden ondt, og fjendskab findes ikke – det handler alene om misforståelser og mangel på dialog. Dette er fredens æra, og det kan ikke finde sted – slet ikke her. Men hvad så med disse frygtelige billeder fra Nice, London eller Hamburg da…

Det er denne enorme kognitive dissonans mellem fantasi og virkelighed, som fascinerer mig til at skrive om ondskaben iblandt os. Nøjagtig den samme fornægtelse levede man nemlig i – lige til sirenerne gik igen i 1940, efter flere tiår med neutralitet og fred. Mellemkrigstiden var også fredens æra efter «den store krig» 1914-1918, og den gryende ondskab kom ikke det neutrale Norge ved – eller det krigstrætte Europa. Pludselig marcherede mørket alligevel op ad Karl Johan, og endnu værre: Næsten samtidig krøb ondskaben frem fra vores midte og meldte sig til tjeneste for mørket. Alle var lige så himmelfaldne, som borgerne i det røgfyldte Hamburg efter G20 mødet. Sådan gør man da ikke? Ingen går amok på den måde i det fredelige Europa? Jo – det er netop det mennesker gør. Der ligger problemet.

Et ekko fra Milgram-eksperimentet 

I juli 1961 startede Stanley Milgram et meget kritiseret psykologisk eksperiment, som skulle undersøge, hvordan regler, normer og pligtfølelse påvirker enkeltmenneskets valgfrihed, uafhængighed, samvittighed og eventuelt oprør mod øvrigheden. Hensigten var at finde en forklaring på, hvordan kollektivistiske og totalitære styreformer får store dele af befolkningen til at godtage og udføre grusomme handlinger mod andre mennesker uden modstand eller oprør.

Eksperimentet, som blev publiceret i 1963, viser at lydigheden overfor en autoritet er meget større i forhold til egen fri vilje og samvittighed, end folk tror: Hele 65% af forsøgspersonerne var villige til at adlyde opfordringen til at ive  å forsøgspersonen en dosis af den højeste strømstyrke, på trods af, at subjektet åbenbart var stærkt lidende og tryglede om nåde. (De elektriske stød bare var skuespil, for strømmen var ikke koblet til). Ingen af forsøgspersonerne afbrød forsøget før 300 volt. Ingen af forsøgspersonerne insisterede på at undersøge eller tale med «offeret» efter forsøget. Og det blev rapporteret, at flere gav stød i længere tid, end de blev opfordret til. Men her kommer det mest foruroligende:

Forsøgspersonerne var helt almindelige mennesker, valgt helt tilfældigt, og forsøget er repeteret flere gange siden – noget som giver en helt klar konklusion: Ca 65% af personerne i dit nabolaget, på dit arbejde og i hele Norge, ville have gjort det samme, og de har ingen ide om, at de er disponeret for at være medløbere være onde mod andre. Det betyder altså ikke, at 65% af dem, du omgiver dig med er onde. Det betyder bare, at de er autoritetstro og ikke har problemer med at skade andre, hvis de bliver opfordret til det. Det er dette, som giver ondskaben så gode muligheder: Folk lader sig rive med, når lejligheden byder sig. Helt fra mobningen mod skolekammeraterne til molotovcocktails mod politiet.

Milgram opsummerede sine erfaringer i artiklen “The Perils of Obedience”:

«The legal and philosophic aspects of obedience are of enormous importance, but they say very little about how most people behave in concrete situations. I set up a simple experiment at Yale University to test how much pain an ordinary citizen would inflict on another person simply because he was ordered to by an experimental scientist. Stark authority was pitted against the subjects’ strongest moral imperatives against hurting others, and, with the subjects’ ears ringing with the screams of the victims, authority won more often than not. The extreme willingness of adults to go to almost any lengths on the command of an authority constitutes the chief finding of the study and the fact most urgently demanding explanation.»

Forklaringen er antagelig banal og enkel: 

Mennesker er mennesker. Milgrams eksperiment viser kun, hvordan naturen (eller Gud hvis du foretrækker det) har skruet os sammen: Homo Sapiens er et flokdyr, som gør ting i flok på vegne af flokken . og derfor bliver resultatet ikke altid særlig kønt. Imidlertid er der ingen, som «urgently» har forsøgt at finde det svar Milgram efterlyste i eftertiden – man har vært langt mere optaget af at kritisere Milgrams eksperiment som uetisk, noget som er sælsomt almindeligt, når videnskaben viser træk ved menneskeheden, som vi ikke bryder os om: Det er krænkende når virkeligheden trænger sig på og afslører menneskeheden for hvad den er. Derfor har vi en tilbøjelighed til at finde andre forklaringer på uhyrligheder i fortiden:

Det var sikkert klimaet som udryddede Neanderthalerne, ikke sandt? Og USA er en beviselig succes, når det gælder indvandring? Og de allierede heltes strategiske bombning af nazisternes byer var en god ting, ikke sandt? Sådan fortsætter det.

Milgrams eksperiment forklarer også hvorfor den inkluderende og hyperhumanistiske elite bliver så oprørt, når personer de godt kan lide føler sig «krænket» – men samtidig optræder fuldstændig nådesløst i flok mod mennesker, de har bestemt sig for at afsky. Så er der frit slag for mobning og hetz og ord som kældermennesker, racister, højreekstremister og nazister sidder løst. Får «de gode» færten af noget de tolker som højreesktremisme, pisker de en stemning op og optræder ofte som pøbel – fuldstændig uden hæmninger. Gad vide hvad der ville ske, hvis undertegnede var koblet til elektroder i et laboratorium styret af disse «gode» humanister på venstrefløjen? Jeg stiller gerne op for at finde ud af det – bare strømmen ikke er slået til.

Ondskaben ligger konstant på lur. 

Gennemført onde mennesker er heldigvis meget sjældne, men de findes. Nogen elsker at se andre lide, og kan ikke vente på næste anledning. Vi andre mere normale kan rives med og gøre fæle ting, og angre resten af livet med et «hvordan kunne jeg gøre noget sådant» i hovedet som vi aldrig får svar på.  Svaret er imidlertid, at mennesker er mennesker. Vi gør det så godt vi kan, men det er ikke altid nok.

Det indebærer, at ondskab ligger latent i alle samfund, uanset hvor meget socialdemokrati og roseoptog vi kaster ud som redningskranse. Den dukker op i hverdagen på mikroplan i form af mobning, eller som større hændelser i form af terroraktioner. Gode, civiliserede, velorganiserede, harmoniske samfund holder imidlertid ondskaben under låg, og fungerer som teflon: Ondskaben får ikke fodfæste. Den kommer ingen vegne. Den isoleres og passiviseres. Derfor viker alt så civiliseret og ondskabs-frit i vestlige samfun – sådan på overfladen. Det er et farligt selvbedrag.

Giver man ondskaben fodfæste, finder der nemlig ingen grænser for, hvor hurtigt, den kan eskalere, og hvor mange den kan trække med sig. Det er den vigtigste lektion fra krigen på Balkan: I 1984 fejret man OL i Sarajevo med fredsduer og harmoni. Ti år efter lå snigskytter i ruinerne og plaffede løs på kvinder og børn. Ikke fordi folkene på Balkan er mere onde end i Norge (og Danmark), men fordi ondskaben fik fodfæste, og man havde ingen funktioner, der kunne stoppe den længere. Ondskaben drog alle med sig, for heller ikke på Balkan manglede der frivillige, som ville deltage i blodbadet. Den samme effekt ødelagde Syrien og er nu i færd med at ødelægge Tyrkiet. Alle bliver draget med ned i mørket. Kan det samme ske her i Europa? Naturligvis. Alt kan ske, hvis man ikke passer på. Netop dette er pensum for alle under 40, som har barnetroen i behold om, at fred er en selvfølge, eller kan købes for penge. Ondskab lader sig ikke skjule med dialog. Den har en agenda. Den har vilje. Man må fysisk stoppe den, og tæmme den.

Ondskaben er sluppet løs.  

Balkan er en advarsel fra historien om ikke at splitte samfund gennem politik, ideologi, religion eller inkompatible kulturer, for det river beskyttelsesmurene og harmonien ned, og giver ondskaben noget at klatre på. Det skete i 1979, da Ayatollah Khomeini blevsluppet løs i Iran, der var svækket efter mange år med stupid politik. Gennem hensynsløs fanatisme fik han tilranet sig revolutionen fra naive venstreradikale, (javist, de røde er før blevet spist af islam – og de vil blive det igen) og genoplivet den totalitære, politiske ideologi Islam, som havde sovet i mange tiår. Sådan overtog islam livet fra østens festligste folk, og pakkede østens smukkeste kvinder ind i sorte sække. 1979 er også starten på Europas islamske mareridt.

Akkurat som nazisterne fik også Khomeinys regime alle de medløbere, de havde brug for på utrolig kort tid. Medløberne blev ikke skabt af revolutionen – de var til stede hele tiden. Pol Pot og hans rædselsregime fik også revet folk med sig – ikke mindst her i Norge i form av Pål Steigan og AKP-ml. Talibans pædofile armé havde masser af tortur-bødler, og ingen af dem blev tvunget til tjeneste. For som Milgram beviser: I alle nationer og folk står der 65% mennesker, som ikke kan modstå autoriteter, og gerne begår den ondskab, som forventes af dem. I tillæg findes der åh så mange opportunister, som ser muligheden for at komme til magt, ære og penge og anerkendelse – eller bare får hævn. Payback time! Slipper ondskaben løs, sørger disse sovende kræfter for, at den får flertal – helt uden at der er flertal for ondskab. Tænk over det.

Ondskab smitter alt i samfundet. 

Når mørket først slipper løs, så falder skyggen på alle. Alt forhærdes. Antallet af voldtægter i Sverige eksploderer, men det er ikke fordi alle, som kommer over havet i gummibåde er voldtægtsmænd. Det er først og fremmest fordi samfundet splittes og forråes: Når seksuel chikane og voldtægter bliver almindelige, sænkes tærsklen for, hvornår man går med på djævelskabet. Det onde bliver mere normalt, og på svenske musikkfestivaler mærker man netop dette: Tærskelen for ondskab sænkes. Mørket griber flokken og samfundsånden. Når råheden fra udenlandske ukulturer bliver en del af samfundet, så smitter det alt og alle, og skaber åbninger for andre, som ikke magter at stå op imod flokmentaliteten.

Mørket er ligeglad med hedfarve og etnicitet: Vold avler vold. Ekstremisme avler ekstremisme. Accept af det uciviliserede skaber flere uciviliserede. Kriminelle skaber flere kriminelle. Aktion skaber reaktion. Angreb skaber hævn. Bilbrande skaber flere bilbrande. Kaos skaber mere kaos, og nej – det går aldrig over af sig selv. Det bliver ikke bedre bare man får dissidenter til at holde kæft, og bortcensurerer «hadkriminalitet» på Facebook. Det bliver ikke bedre af at købe sig fred med ungdomsklubber, skole, penge og terapi. Eliten forstår ikke ondskab, og det er ikke så sært: Hvor skulle de have lært det efter 30 år uden murer, ideologiske konflikter og reelt fjendskab? Alle Europæere under 40 mangler realpolitisk kompetence om fjendskab. Det ser jo fantastisk fint ud, samtidig med, at det er utrolig farligt.

Lad være med at holde orden hjemme og se, hvad der sker. 

Kaos er tingenes naturlige tilstand. For at holde det rent, ryddeligt og civiliseret, må man rydde op og vaske hele tiden – det gælder lige så vel i en lejlighed som i et land. Orden må opretholdes, ellers mister man det. Man må kontrollere, hvem der kommer ind, og hvordan de opfører sig. Man må forlange at de følger sæder og skikke og at de overholder husets regler, ellers ender man med en gigantisk ryddeaktion eller fuld sanering. Bare spørg de hotelejere, som har udlejet deres hotel til modtagecentre i tiltro til elitens forsikringer om, at «vi er alle lige». Oh dear…

Ingen andre end europæere som er vokset op med europæisk kultur og holdninger kan te sig som europæere, og holde det europæiske hus i europæisk orden. Det siger sig selv, hvis man bare gider at tænke over det. Man kan ikke udskifte Europas befolkning og kultur, og tro, at man sidder tilbage med Europa. Tror man det, er man en idiot, og dertil en ganske ødelæggende idiot. Særlig nu, hvor facit er klar i Frankrig, Sverige og resten af Europa: Globaliseringen fungerer ikke. Pressens svar på dette er at underrapportere problemer, og blæse hvert eneste lyspunkt op, som var det selve redningen. Globaliseringen fungerer ikke bedre af den grund. Man kan ikke pynte sandheden væk.

Tilstanden i ethvert land er et resultat af de mennesker, som bor der

Det er ikke topografien som skaber kaos i kaotiske lande. Det er de mennesker som bor der og deres kulturen, som skaber kaos. Japan blev genopbygget på få år efter jordskælvet. Haiti ligger fortsat i ruiner, og det er ikke tilfældigt. I Vesteuropa har tre generationer levet sammen i relativ fred, harmoni  og forståelse, i et relativt homogent samfund. Til sidst blev det så civiliseret, at tilstanden blev en selvfølge, og man inviterede naboer fra helt andre kulturer inden for, så de kunne deltage i succesen.

Men ikke alle kulturer har levet i fred og harmoni i tre generationer. Nogle kulturer har tværtimod levet i krig, konflikt, klaner, blodhævn, opgør, vold, korruption, kvindehad og underkastelse som naturlige ingredienser i umindelige tider, og det finder fok helt naturligt der. Det gør ikke menneskene der ondere eller værre end andre, men det giver ondskaben et godt fraspark i deres land. Så når man inviterer deres kulturer, får ondskaben også tag i Europa. Forandring forandrer. I hovederne på de multikulturelledet er enhver forandring spændende og god. De ofrer ikke engang en tanke på, om forandring kan være til det værre, eller om man bør bevare noget som helst. De er livsfarlige.

Et højst ubehageligt emne

Det er ikke rart at skrive om dette, men nogen må gøre det: Europa har været i en situation før, hvor alt var præget af fred og nogenlunde harmoni i årevis, men så faldt det fra hinanden, fordi svage regeringer med svare politikere grundlæggende ikke forstår at forholde til, at ondskab kunne true freden  – selv når Adolf ilart og tydeligt sagde, hvad han agtede at gøre længe før han gjorde det– akkurat som Muhammed.

På nesten ubegribelig kort tid fik nazisternes ondskab trukket ubegribeligt mange med sig ned i en ubegribelig voldsspiral uden historisk sidestykke – og folk gik med helt frivilligt. Faktisk meldte så mange sig frivilligt til tjeneste hos nazisterne, at modstanderne var chanceløse. Man funderer på, om mørket fik hjælp gennem «dragning mod det grufulde» som en sugeeffekt mod kaos? Vi fascineres af ondskab på film. Måske er vi lige så fascineret af det virkeligheden, og nogen kan bare ikke sige nej.

Tyskland roder det til – igen!

Lige meget hvad, er Europa igen i en situation, hvor samfundet bliver splittet og destabiliseret, og uroen og frustrationen spreder sig. Og tro det eller ej: For tredje gang er det Tyskland, som er dynamoen for problemerne:  endnu gang er det ny, uprøvet politik, som er problemet. Endnu en gang er en tysk rigskansler i en nøgleposition. Endnu en gang er kansleren optaget af at censurere meningsmodstanderne. Og endnu en gang forsøger man at lave et nyt «tusindårsrige» af Europa. Men ikke nok med det:

I tillæg har man inviteret en politisk ideologi fra 600-tallet som «allieret» til Europa. Sammen skal vi skabe «Neues Europa». Tankegodset fra Mohammed, historiens første islamist, har skabt krig og undertrykkelse i snart 1400 år, og Allahs soldater har næsten overrendt Europa to gange tidligere, og alligevel bliver folk revet med i troen på, at dette er vejen til fred. Muhammed får tusindvis af nye følgere hver dag i Europa – både importerede og konverterede. Hvem og hvad er de loyale over for? Hvilken side vælger de, hvis det kommer til nok et opgør mellem arabisk religion og europæisk kultur?

Fred gør os sårbare

Hvordan Muhammed, Stalin, Hitler, Kim il Sung og Mao klarede at gribe magten og trække så mange med sig ned i mørket, er ikke bare historie, det er en helvedes advarsel: Når ondskab først får fodfæste, er den næsten umulig at stoppe. Det hjælper ikke at gå i fakkeltog, synge kumbaya eller holde hænder…man må faktisk slås for lyset, og sende mørket tilbage, hvor det kom fra. Det er yderst ubehageligt at forholde sig til, derfor ønsker ingen at forholde sig til det.

Måske det er dette ubehag, som har gjort ondskaben til en myte i dagens Europa? I filmens verden florerer ondskab, men den er altid rendyrket, let genkendelig og giver os kuldegys, fordi den er så tydelig, den har jo sort hat, eller hvid kat i armen og ser uhyggelig ud. I virkelighedens verden er ondskab forsigtig, listig, skjult og forklædt, og hvis vi ikke fornægter den, så bagatelliser vi den og bortforklarer den: «Han var gal.» «Han havde en dårlig barndom.» «Han mente det ikke.» «Han troede, han gjorde noget godt.» «Han fulgte bare ordre.» «Han ble forledt.» «Det er bare en fase, og snart bliver alt bedre!» «Der er formildende omstændigheder» «Vi forstår ingenting…» Det mangler aldrig undskyldninger, for så slipper vi for at sige det unævnelige: Dette er pure ondskab og vi må stoppe det nu. Med alle midler. Før det er for sent.

Vi vil ikke vide af det. Vil ikke tale om det. 

Når vi ser ondskab i nyhederne, så lægger vi et fiktionsfilter på det vi ser: Pigerne som «falder» fra balkoner i Europa er anonyme, ansigtsløse og enkeltstående tilfælde…alle sammen. Charles Manson er bare et TV-fænomen. Ayatolla Khomeiny er bare et bilde. Adolf Hitler og Stalin er spøgelser. Mao er en T-shirt. Ondskaben er ovre. Historie og historier. Det kan ikke ske her…

Og skulle ondskab alligevel klatre frem, vil den være en parodi: Hitlerskæg, støvler og faner – alt det vi kender fra før. Pressen gør ondskaben til noget filmisk, let genkendeligt i sin søgen efter «højreekstreme» og jeg tvivler ikke på, at venstrefløjens indvandrings-ekstremisme til slut vil skabe ægte, farlig og organiseret højreekstremisme. De drømmer om en fjende de selv er i færd med at skabe. Men virkelighedens farer er langt mere kreative: Forvent hellere et overraskelsesangreb, falsk beskedenhed, slips, brede smil og fredselskende taler, gerne hvor mere religion, islam og «flerkultur» er løsningen i stedet for problemet. Forvent en Erdogan-klon i Tyskland eller Frankrig. Forvent det uventede, mens du læser op på det uventede blodbad i Rwanda eller Camobodja.

Læs om overgrebene i Rotherham. Hvis du orker. Der kunne ondskaben klatre frem og hærge frit, også blandt politi og myndigheder, som nægtede at stoppe den. De ville ikke vide, akkurat som pressen og eliten helst vil glemme det så hurtigt som mulig. Bødlerne fra IS er hverken forledte, gale eller fiktion. De er lige så virkelige som din nabo, og nu flygter de tilbage til flygtningetilværelsen eller familielivet i Europa. Ingen vil vide noget om det. Europas fængsler er fulde af mænd som virker ok, men ville skabe et helvede, hvis de slap ud. Og akkurat nu ligger mennesker og ønsker de kunne blive mørkets disciple og stikirenddrenge, så de kan overtage verden og havne i toppen af fødekæden. Endelig er der hævn at få! Nu er det min tur! Forskning og empiri viser, at 65% vil følge flokinstinktet og følge efter. Og du tror ondskab er forbi og fjernt?

Den satser på det. Fornægtelse er ondskabens stærkeste kort.

ANNONSE


  • Kim Nielsen

    Jamen jamen, jamen jamen, utroligt, men det ser gudhjælpemig ud til der her vitterligt er et individ der har været i stand til vende ALT på hovedet så selv “eliten” ligner måbende skoledukse. Aldrig har man da kendt magen. Jeg garenterer : I Danmark er vi på tiende år ved at kvæles i højreorienteret ondskab, galskab, perverst afsporet sadisme, afstumpet voldelighed og hærværk, dette med både politi, læger og myndigheders hjælp. Og, tja, hele møget er startet og boostet fra det meget højreorienterede danske “folke”ting. Det danske demokrati er dødt.

  • Axel Artke

    I ly af fascinerende ideer (kommunisme, socialisme, nazisme, islamisme) har mennesker slået omkring 100 millioner andre mennesker ihjel i løbet af 100 år. Troen på at det blot gjaldt om at udrydde de “forkerte” (“de forhenværende mennesker”, som de blev kaldt i Sovjetunionen), og at så ville paradiset opstå af sig selv, har bidraget mere end noget andet til fri udfoldelse af ondskab. Det tankevækkende er, at det ikke mindst er intellektuelt velfungerende mennesker, der fascineres af ideerne og sætter sig i spidsen for deres hærgen (jfr. Bent Jensens bog om danske intellektuelles fascination af kommunismen). Men som Milgrams eksperimenter viser, er uddannelse ingen garanti mod ondskab.

  • Henrik Ravnborg

    Kent Andersen : du om nogen kan sætte ord & beskrive det så unikt & præcist , & ja vi skal have det oprør hvor verden befolkning få vækket det medmenneskelige følelse & værdien af vi alle er mennesker & ligeværdige .

    Som jeg kalder det i dk , befolkningen , har solgt deres sjæl , til statens livsfarlige narkotika ( medicin) se F.eks lægemiddel styrelsen hvor de opfører sig som en offentlig myndighed . Det her påvirker befolkningen så meget at de er ramt af zombie virus , ja en zombie freak virus hvor man går i slumre mode & ikke forholder sig til virkeligheden . Sådan er det i Danmark & når jeg nævner Danmark så er det slet ikke med indbegrebet demokrati , & at vi er en stat , for det dk er blevet til sammen med resten af Europa er disse zombie overhoveder har solgt sin pure rene sjæl til en umenneskelig marridt , tilværelse, livsstil , & forpurrede tankegang , hvor at deres virkelighedsnære sanser skåret ned til 3 fortolkninger : penge , magt , sex , & de 3 punkter hvis man følger disse satanister , så vil de 3 fortolkninger altid følges ad . Dem bliver vi nød til at få fjernet fra de respektive magter .

    Så mit opråb Lad os fælles ærlige & reelle mennesker , kæmpe sammen vorldwide , for at lade os få de vigtigeste værdier frem , som gensidig respekt , empati , & næstekærlighed til vores med mennesker frem i livet igen.

    Danmark er & bliver styret af et krigsforbryderiske regime

Mest lest

Sorry. No data so far.