Kommentar



Intet gør så ondt på vesteuropæere som at se billeder af dem som døde efter terror. De minder os om en virkelighed vi forsøger at holde stangen. Vi lever på en vulkan, men efter hvert udbrud samles vi for at synge Imagine og tænde lys. -Vi må stå sammen, hedder det, selv om alle ved: Dette «sammen» er en illusion. Foto: De dræbte fra terroren i Paris 13. november 2015.

 

Man kan ikke forstå venstrefløjen, Arbejderpartiet, valget af Macron som præsident og dagens kaotiske og principløse Europa, uden at forstå begrebet postmodernisme. Denne afløser til modernismens logik og fakta, gennemsyrer fortsat universiteter, akademia, journalistik og politik, men strækker sig også skræmmende langt ind i grundskolen. 

Der findes ikke rigtigt og forkert

Videnskab og teknologi havde et enormt opsving i 1800-tallet, og fejede gamle forestillinger om skæbne, usikkerhed og magi til side. Videnskabelig metode viste, at der var forskel på rigtigt, forkert, absolutter, love, regler og matematisk sikkerhed inden for medicin, astronomi, fysik og naturfag. Der måtte naturligvis komme en protestbølge, baseret på rødvin, absint, hash og vrangvilje – og den hedder postmodernismen, som man kan se kimen af tidligt i 1900-tallet, med kulminationen i 1968.

ANNONSE

Postmodernismen hævder, at verden er i en tilstand af vedvarende ufuldstændighed og er konstant uløselig. Man kan faktisk ikke sige nogetmed sikkerhed, og derfor må man have respekt for alle synspunkter og argumenter. Der findes mange veje til kundskab, og mange sandheder i et faktum, og kundskaber er afhængig perspektiver, med alle dets usikkerheder, kompleksiteter og paradokser. Denne usikkerhed gør, at postmodernisme ofte er associeret med dekonstruktion, og inviterer til skeptiske tolkninger af alt inden f0r kultur, litteratur, kunst, filosofi, historie, økonomi, arkitektur, fiktion og litterær kritik. Og her tænker jeg, at der gik et lys op for den almindelige læser.

Udviklingen af postmodernistisk tænkning

Postmodernismens to grundforestillinger er, at menneskelig forståelse alene er mulig gennem sproget; og enhver forståelse vil være afhængig af social, historisk og kulturel kontekst. (Det er fikse ideer, som ironisk nok ikke er relativistisk for postmodernister) Eller for at sige det mere jævnt: Svaret er afhængig af, hvordan man ser det. Postmodernister er derfor ikke så opptaget af observerbare resultater, men vil hellere tage udgangspunkt i tekstlige fremstillinger. Frankrig i slutningen af 1960´erne var afgørende for udviklingen af postmodernismen i dag, og dette kan bidrage til at forklare dagens udvikling og afvikling af Frankrig som fransk: Intet er jo sikkert, og intet er rigtigt, derfor må vi tolerere og acceptere alt. Right? Det kan også forklare, hvorfor en totalitær ekstremist som Ayatollah Khomeini nød sit eksil i netop i Frankrig. Se hvordan det gik.

Postmodernismen møder naturligvis stærk modstand inden for naturvidenskaben, og får matematikere til at kaste op, mens de river sig i håret. (Man kan jo bare høre på Tom Lehrers sang «New Math», så ved man hvorfor). Men alligevel er postmodernismen langt hen ad vejen blevet normalperspektivet inden for flere akademiske nyskabelser som kulturstudier, postkoloniale studier, kønsforskning og feminisme. Her tændtes endnu flere lys.

Dermed ser man også kimen til en forklaring på, hvorfor feministerne har omfavnet macho-religionen islam – alt er jo relativt til det vanvittige. Inden for disse akademiske grene, er det utrolig praktisk, at intet er sikkert, for det indebærer at man aldrig kan komme til en konklusion, og dermed kan man fortsætte sin røgslørs- «forskning» til man når pensionsalderen på statens regning.

Postmodernismen opløser kulturen og sandheden. 

Postmodernismen er altså kritisk over for modernitetens ideologier, som troen på fremskridt, at et livssyn er bedre end andre livssyn, og på kernefamilien, demokratiet og andre institutioner, som blev anset for selvfølgelige under modernismen. Den opløser ALT: At være postmoderne indebærer, at man plukker religiøse, politiske og ideologiske tanker fra mange kilder, uden at bryde sig om, hvorvidt de passer logisk sammen. Alt er relativt, og alt kan være lige rigtigt, uanset hvor ulogisk, ødelæggende, dumt eller helt ude i hampen det måtte virke. Det er nemlig ligegyldigt, hvad du tror, bare det fungerer for dig. (Hvorfor tage hensyn til andre eller til fakta? Pyt!) Og pludselig bliver det tydeligere, hvor både det multi-kulturelle samfundseksperiment, den europæiske respekt for islam, og hvor den tilsvarende mangel på stolthed over egen identitet udspringer fra. At mene, at noget er rigtigt eller forkert, er slet og ret «slemt» for postmodernister. Det forklarer det meste – også hvorfor de opfører sig så totalt irrationelt.

«Multikultur» er et postmodernistisk opløsningsprojekt

For jordnære, nøgterne, hårdt arbejdende mennesker, og dem som har gået i livets hårde skole uden for Disneyland, er postmodernismen det rene nonsens…og en ikke ubetydelig fare for oplysning, lovgivning, demokrati, samfund, nation og sammenhængskraft. Og det er ikke noget som de små, marginale hippiemiljøer beskæftiger sig med: Selv om statens holdning officielt er, at de unge skal opdrages til at have visse grundlæggende værdier i livet, og at grundlæggende værdier skal forankres i faste forestillinger, så sniger postmodernismen sig ind i folkeskolerne gennem udvanding af pensum, og respekt for fremmed overtro, og helt op til safe-space for studerende, som ikke tåler objektive fakta. Elever lærer, at selv om norsk kultur ikke findes, så findes samisk kultur, (som pudsigt nok ikke er relativ) og kvindefjendtlig macho-kultur fra Pakistan er lige så god som alt andet.

Selv om multikultur er en teoretisk perversitet ingen kan definere eller kvantificere, så ønsker de fleste politikere, at vi skal blive en del af den: Vi skal adoptere lidt hist og pist fra hinandens kultur efter pluk-selv metoden, for intet kan jo defineres eller siges med sikkerhed, og nåde den nordmand som hævder at norsk kultur er bedst. Det har derimod mennesker fra dysfunktionelle u-kulturer helt ret til. For os modernister (også kendt som realister) er skolehverdagen en evig kamp mod postmodernistisk Bullshit. Man er simpelthen nødt til at lære sine egne børn forskellen på rigtigt og forkert på daglig basis, for skolen gør det ikke.

Det forklarer alt det, som foregår i dagens Europa: 

Dette stupide tankegods som hippietiden cementerer forklarer, hvorfor venstrefløjen og den europæiske elite er desperat optaget af at have «respekt» for alle mulige meninger og u-kulturer. Det forklarer:

– Hvorfor man ikke har lov til at være stolt af egen kultur og historie.

– Hvorfor feminisme kan omfavne det muslimske tørklæde og kvindehadende religioner.

– Hvorfor Kirken og pavedømmet frivilligt undergraver Jesu budskab ved at samarbejde med imamer, og tillade højtlæsning i kirker og katedraler af Koranens budskab, dikteret af «profeten» som ophævede alt, hvad Jesus sagde og stod for.

-Hvorfor Macron marcherer demonstrativt ind til tonerne fra alt andet end Marseillaisen.

-Hvorfor svenske politikere nægter at se noget galt i mande-indvandringen fra muslimske lande, selv om observerbare resultater SKRIGER det modsatte.

-Hvorfor kønsbetegnelser nærmer sig hadkriminalitet, fordi køn er et påfund eller en misforståelse på tværs af alt, hvad der hedder kromosomer.

-Hvorfor mange er så rodløse og egentlig ikke hører hjemme nogen steder, men insisterer på, at det er moderne og kult at kunne passe ind overalt og ingen steder.

-Hvorfor der ikke findes problemer længere, men kun udfordringer.

– Hvorfor omskæring af piger er frygteligt, mens omskæring af drenge er helt fint.

– Hvorfor muslimske elever får lov til at benægte holocaust, og nægte at modtage undervisning i evolutionslære.

– Hvorfor Rusland og østblok-landene fremstår som så vitale og stærke i Europa: De var skærmet fra postmodernismen af kommunistisk diktatur. (Oh the irony…)

– Hvorfor familier er i opløsning, og hvorfor det er mindst lige så godt at leve barnløs og enlig som at leve i en storfamilie med alt,hvad det indebærer af ansvar, omsorg og forpligtelser, som flere af Europas ledere gør.

– Og hvorfor  den fremherskende holdning bland den herskende elite er, at «alle kulturer er lige», og at «alle vil det samme» på trods af alle observerbare resultater.

Suppler selv listen med flere eksempler. Alt er jo lige godt, ikke sandt? Intet er rigtigt, og intet er forkert. For os voksne med et kulturelt tilhørsforhold og en lommeregner, er det det værste sludder, men postmodernister mener, at dialog er vejen til fremtid og fakta. Det som siges er vigtigere end det, der finder sted. Ring a dialogue-bell? Alt dette tankegods fik lov at udvikle sig  vidt og bredt fra 1968 og frem, og gjorde for så vidt ikke den store skade. Men nu står pludselig vores postmodernistiske samfund til halsen i noget, som er både anti-modernistisk, anti-postmodernistisk, anti-relativt og anti-demokratisk: Islam.

Muslimer ved, hvad der er rigtigt og hvad, der er forkert.

Muslimer er stolte. De skammer sig ikke det mindste over egen kolonitid, ekspansionskrige eller slavehandel fra 600-tallet. De har ingen relativisme, ingen postmodernisme at tage hensyn til (Vel, deres syn på «den perfekte» profeten er 100% relativiseret, så man skal undgå dødsstraffen som rammer dem, som kritiserer ham). De har heller ingen betænkeligheder ved at forsyne sig af andres velfærd, frihed eller territorium. Selv om islams historie er spækket med 1400 års vold, overgreb, krig, okkupation, slaveri, tortur, fangelejre, kvindehad, undertrykkelse og totalitære despoter som langt overgår, hvad Europa har præsteret, så lader muslimer som ingenting, og står stolt og støt ved sin kultur, religion og egen suverænitet. Ikke et gran af arvesynd at spore der. Og foreløbig har det ligget tungt med bibellæsningen i de Saudi-Arabiske moskeer.

Muslims overflow outside into the courtyard for Friday prayers at a former fire brigade in Paris September 16, 2011. A French ban on street prayers came into force on Friday, driving thousands of Muslims worshippers to makeshift prayer sites around the country. REUTERS/Charles Platiau/Scanpix 

Bøn udendørs er en effektiv magtdemonstration som skræmmer franskmænd. Myndighederne forbød denne praksis. Når Emmanuel Macron lover højere taghøjde for islam, vil der komme «mere islam».  

Selv om det islamske samfunds-fundament er gennemsyret af had til opposition, jøder, kristne, vantro og kættere, så formilder det ikke muslimer, når de møder europæisk selvforagt og skam over egen religiøs og politisk historie. Tværtimod: Muslimer er stolte af islam og islams historie, hvad enten de kender til den, eller bare kenndr til propagandaversionen. Og dem, der virkelig er optaget af tro,  viger sjældent en tomme i troen på Muhammed, Koranen, Allah, sharialov og verdensdominans, som skal lede til islams højst specielle form for fred, med muslimer som herrefolk, og alle de andre som andenrangs skattebetalere. Islam har ikke et gran af postmodernisme, selvkontrol, objektivitet eller selvkritik i sig. Islam er ikke bygget på relativisme, ydmyghed, dialog, fornuft, ligestilling, videnskab og humanistiske idealer, og ønsker ikke multikultur, mangfoldighed eller inkludering, som Europa hungrer efter. Islam er bygget på 100 % vished. I en sådan grad, at der er dødsstraf for at forlade denne cirkel af vished. Islam er så bombesikker på sig selv, at den kun ønsker én ting: Mere islam.

Altid lidt mere islam.

Der bliver aldrig for meget islam, selv for såkaldt «moderate» muslimer.

Mere islam er altid godt. Og det virker. Du kan bare se dig omkring for at se, hvordan det virker.

Vi vil ingenting. 

Det postmodernistiske Europa vil kun forandring. Hjælpe og dele, uden grænser, begrænsning eller gensidighed, og uden at spørge, hvem og hvad det hjælper, hvad det koster, og hvem som til sidst skal betale regningen. Alt er jo relativt, også budget og matematik, ikke sandt? Vi har ingenting at byde på, bortset fra penge. I følge multikulturalisterne har vi ingen kultur, ingen grænser, ingen nation, intet sammenhold, intet formål og ingen svar – og vores historie kan vi kun skamme os over.

Vi er i støbeskeen og har kun penge og forandring at byde på, mens vi hader os selv for kolonitiden, slavetiden og verdenskrigen som vi kollektivt har ansvar for…med tilbagevirkende kraft! Vi er kun ler. Vi er de hvide, som alle hader, og det hader vi os selv for, men selv det er i forandring: Alle bør finde sig en partner fra udlandet, så vi blander os og forandrer os, og bliver til noget nyt og bedre. Udryd de hvide, så bliver verden god. Ingenting er jo værd at tage vare på. Alle som er imod det projekt er absolutte racister, siger ekstremisterne.

 

Nej tak, vi muslimer vil ikke være som jer

Vores naive elite, venstrefløjen og multikulturalisterne tror, at de muslimer som kommer hertil, vil være med på det postmodernistiske projekt. At de er lige så relativistiske som dem selv. De tror, at alle de våbenføre mænd, som vælter ud af færgerne over Middelhavet, ønsker at blive en del af det store «vi», som man desperat forsøger at presse ind i virkeligheden, gennem multikulti-propagandaens brutale hydraulik. Det er uforståeligt, hvor de får denne tanke fra:

De fleste fra Afrika er stolte af deres kultur, som det er naturligt for mennesker at være. Og muslimer er hverken multikulturelle, usikre, postmodernistiske eller relative. De er muslimer. De vil ikke være mørkhudede europæere som deler Europas kultur eller bastarden «flerkultur». Sådan som Europa fremstår og udvikler sig, kan jeg godt forstå dem: Det stolte Europa er blevet en livstræt, gammel dame som er holdt op med at spise: Orker ikke mere. Alt er ligegyldigt. Europa er blevet så værdiløst og skamfuldt, at enhver analfabet fra ørkenen kan tilføre det noget værdifuldt.

Så tomt er der her.

Jaguaren angriber skildpadden. 

Mens Europa ligger som en skildpadde på ryggen, sniger islam sig frem som en jaguar. Jaguaren er et rovdyr med vished, tryghed og total forståelse for, hvad den er, hvorfor den er det, og hvilket formål den har. Den behøver ikke bruge en hjernecelle på at være selvoptaget finde vejen og lyset,men kan bruge alle ressourcer på  at opnå det, den vil. Skildpadden derimod ligger på ryggen og tænker «hvorfor, hvorfor, hvorfor?», Den forstår ikke, hvad der sker. Det er sørgeligt (og ikke så lidt patetisk) at se verdens tidligere så vitale kontinent så impotent, og det burde fremprovokere en vis sympati. Men det gør det ikke. Islam har ikke det mindste ondt af Europa. Det virker som et let bytte, og det er alt, hvad der betyder noget. Det 1400 år gamle påbud fra Allah, er ved at lykkes.

La mig tilstå noget:  

Jeg identificerer mig mere med mændene i Det muslimske Broderskab end Angela Merkel. Jeg tilbringer hellere en uge med Bandidos end en dag med Jonas Gahr-Støre, for jeg er nemlig en mand med stolthed, værdier, normer, kultur, tilhørsforhold, rødder, ansvar, principper og absolutter. Jeg mener noget er rigtigt og noget andet forkert, og jeg skammer mig ikke for at sige det eller argumentere for det. Er du uenig? So what?

Hermed forstår jeg også, hvordan og hvorfor Det Muslimske Broderskab og imamer er så sikre på, hvem det er, hvad de vil, og hvor de skal hen, mens de smiler i skægget og tænker «det er jo som at skyde fisk i en tønde». Gennem dette forstår jeg også, at Europa lige så godt kunne tegne en målskive på brystet og skrive “skyd mig” i panden. Intet af dette forstår den politiske elite – for de har ingen stolthed og ære tilbage.

Alt det værdifulde er er erstattet af værdiløs “godhed” – en cocktail af dumhed og narcissisme. Europa har været på toppen, men er i opløsning gennem EU og euroen som var beregnet på at samle, men som bare undergraver alt og alle. Men hvad andet har franske vælgere at klamre sig til? Alligevel er omklamringen af Macron desperat: Hvad hjælper det at have været på toppen, når man vælger ledere uden stolthed, ære, identitet og klogskap, og befolkningen læres op til aktivt ikke at forstå det objektivt konstaterbare, samtidig med,at de skal hade deres historie, arv og kultur? Gud hjælpe os alle.

Forvirring, fejhed og rodløshed er blevet en dyd. 

Det faktum, at det er muslimene selv, som vender ryggen til det vestlige, fordi det er uislamisk – og selv vælger at stå udern for samfundet, fordi de hellere vil have fællesskabet med sin egen kreds, klan, menighed og umma, går helt hen over hovedet på både elite, muslimer og progressive. Dette fravalg er ikke vores skyld: Segregering er muslimenes egen fejl. Islam forlanger det, og driver dem til det. I tillæg er det helt naturlig, menneskelig adfærd. Vi er sådan alle sammen – ikke mindst venstrefløjens flerkulturelle aktivister, som rabiat går til angreb på alle, som ikke er som dem. Ikke meget diversitet og inkludering at spore i det ekkokammer.

For at undgå sandheden betaler europæiske lande bidrag, forskningsmidler og pressestøtte til alle, som aktivt kan relativisere og kaste røgslør over det åbenbare og dokumenterbare. Det er nemlig vigtigere at forsvare den postmodernistiske drøm fra Disneyland end at se fakta i øjnene: Mennesker, kulturer og religioner er slet ikke ens, og de vil slet ikke det samme som os.

Dialog er ikke løsningen. Kun stolthed og vished om forskellen på rigtigt og forkert kan redde Europa. Det indebærer også bastant at afvise noget og nogen.

 

 

Denne artikel hører sammen med:

Venstresidens ideologiske dødsdans

d

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)
  • Britta Due Andersen

    Fællesskab i Europa imod invasionen søges.

  • KnudMadsen

    En metode til at få de politisk korrekte rødgardister til at åbne deres hashslørede øjne, er ikke alene at vise billeder af ofrene, men så sandelig også billedet af den stakkels lille Ebba i Stockholm der ligger på gaden med sine knuste indvolde spredt ud over gaden og ofrene på det franske spillested med opsprættede maver, afhuggede hoveder, afskårne kønsdele stoppet i munden på ofrene osv i en uendelighed. Der er virkelig idioter, som benægter, at den slags uhyrligheder vitterlig er sket.
    Så længe virkeligheden skjules for disse latterlige politisk korrekte idioter, tror de på, at de muhamedanske ædle vilde optræder som gentleman-krigere.