Billedet: Den svenske fotograf Gunnar Lundh fangede tidsånden i 1950´erne. Der var en tryghed i det genkendelige. Mænd var mænd og kvinder var kvinder. Kønsroller skulle eftertiden betegne det, men det var et samfund, med et naturlig forhold til nøgenhed og krop, og en utvungen omgang mellem kønnene.

I kampen for multikulturen fjerner den europæiske elite tryghed, sikkerhedsnet, penge og fremtid fra sine egne vælgere, for at give det til udlændinge og hævder, at det er nødvendigt for at afhjælpe al nød i verden. Desuden har vi ikke noget valg i følge konventioner, folkeret og humanisme: Invasionen er en pligt…etc, etc. De har fuldstændig glemt det enkle princip almindelige europæere lever efter: Rigtigt og forkert.

De fleste mennesker handler efter et moralsk kompas, som kun har lidt eller slet intet med status, penge eller uddannelse at gøre. Man kan argumentere sig blå i hovedet til fordel for internationale konventioner, politiske aftaler eller overnationalitet, men de har ikke det afgørende ord i hovederne på folk som de er flest. Det er folks kulturelle tilhørsforhold, der afgør, om noget er rigtigt eller forkert, og vores meninger og holdninger afspejler dette. Men da kulturer er så totalt forskellige, er der også enorme forskelle på, hvad der anses for rigtigt og forkert – der ude i verden.

Vi var enige om, hvad der er rigtigt og forkert. 

I Europa var der tidligere en relativ konsensus om, hvad er rigtigt og forkert. Europæiske lande har været kulturelt forbundne gennem historien, og derfor vil de fleste europæere have forståelse for hinandens synspunkter om, hvad der er rigtigt og forkert, og lovgivningerne afspejler det: Det er forkert at have flere koner. Det er galt at slå kvinder. Det er forkert at sparke folk, som ligger ned. Det er forkert at gribe til selvtægt. Det er forkert at være sin ægtefælle utro. Det er forkert at forgribe sig på børn. Det er forkert at stjæle. Det er forkert at angribe i flok. Det er forkert at svindle. Det er forkert at snyde i skat. Du må ikke lyve. Du må ikke stjæle. Du må ikke begære noget, der tilhører andre. Du skal ære din far og din mor. Og så videre.

Det er naturligvis ikke svært at finde brud på denne forståelse, ligesom det er let at finde uenigheder. Masser af europæere mener det er rigtigt at have mange sexpartnere før ægteskabet, mens lige så mange mener, det er helt forkert. Der findes også mange europæere, som bryder loven og gør forkerte ting – nogen gange med de bedste intentioner, eller af ren nødvendighed. Men det ændrer egentlig ikke opfattelsen i folkedybet eller de grundliggende koder for, hvad  der er rigtigt og forkert. En mafiaboss bryder koderne for rigtigt og forkert – men det ved han. Han ved, han gør noget galt, og han ved, at de fleste borgere mener, det er forkert. Koderne er på plads, selv om moralen ikke er det.

Til alle tider har enkelte fattige europæere måttet stjæle eller bryde loven for at overleve, men det gør det ikke rigtigt. De fleste som stjæler af nød ved, at de gør noget forkert. Deres kultur fordømmer det, og det tager mennesker ikke let på. Der findes mange historier om gode mennesker, som har dårlig samvittighed resten af livet fordi de har begået forkerte ting. Historier om anonym tilbagebetaling af skat er et godt eksempel. Rigtigt og forkert er vigtigt for mennesker, og endnu vigtigere for, at et samfund skal kunne hænge sammen.

Multikulti lægger røgslør over rigtigt og forkert. 

Europæisk kultur har sine særtræk for rigtigt og forkert, lige som alle andre kulturer: Nogen kulturer har tyveri og svindel som et helt naturlig element, og ingen skammer sig over det. Der findes kulturer, hvor polygami er prisværdig, hvor at fjerne pigebørn er helt normalt. Der findes kulturer hvor man mener at pigers sexliv er familiens og klanens anliggende, og hvor kvinder bliver slået, hvis de ikke klæder sig korrekt, en norm fastlagt af mænd og mandlige præster på vegne af mandlige guder. Nogen synes, det er fuldstændig rigtigt at skære sin datters kønsorganer i stykker, og skræmmende mange synes det er helt i sin orden at dræbe folk, som konverterer, udøver  blasfemi eller fornærmer en død profet. Sådan lever de der. Og nu lever de her.

Det findes kulturer, hvor selvtægt og blodhævn er en æressag, og samleje med børnebrude er en selvfølgelig ting, som mænd glæder sig til, til stor jubel fra 100 bryllypsgæster. I nogen kulturformer er det en pligt at dræbe sin søster eller datter, hvis hun bedriver hor, og det høster man ære for i nærmiljøet. I nogen kulturer er offentlige henrettelser rigtigt og tortur slet ikke så slemt, og krigsfanger bør behandles med foragt og brutalitet, mens kvinder er jaget vildt for overgreb og voldtægt. Hvad er der nu galt i det? For kort tid siden fandtes der til og med kulturer, hvor man spiste sine modstandere, eller rev hjertet ud på dem med en stenkniv – og det var et tegn på kulturel overlegenhed. Alle jublede! På trods af dette mener valgets statsministerkandidater, at alle kulturer er lige meget værd. Alt er lige godt, og derfor er det hjertelig velkomment til Norge. Så bliver vi alle venner.

De lyver. Der er naturligvis fundamental forskel på kulturer, og de skaber fundamentalt forskellige samfund, med fundamentalt forskellige holdninger til rigtigt og forkert. Det skaber igen fundamentalt forskellige værdier, som umuligt kan blandes, og netopp derfor er det så farligt at tvangsblande kulturer. Det har intet med hudfarve at gøre. Problemet er frontalsammenstødet mellem rigtigt og forkert.

Intet facit for, hvordan mennesker skal leve

En ting er vigtig at understrege: Der findes ingen «rigtig kultur» eller «forkert kultur» på universelt plan. Det er ikke sådan, at vi europæere altid har ret og alle andre tager fejl. Der findes ingen «rigtig» måde for mennesker at leve på heller – det må så være som jægere/samlere i territoriale stammer på egne revir, som mennesket har gjort i mindst 200.000 år før jordbruget dukkede op. (Noget som danner rammen for min roman «Nøgenabe» fra 2015) Det er vores evolutionære arv, og 5000 år med civilisation har i hvert fald ikke klaret at udrydde det fra de tribale fodbold-supportere.

Multi-kultur-eksperimentet er ment som en styrkelse af samfundet gennem mangfoldighed. I stedet for at besøge hinandens kulturer, skal de trænges sammen på samme område, så man kan «opleve hinanden». Den største fordel bliver gerne omtalt som en «masse ny og spændende mad». (Havde det ikke vært enklere at købe en kogebog?) Den store ulempe er kulturforskellene, som igen giver folk lyst til at klumpe sig sammen med sine egne, for forskelle skaber ikke fællesskab. Det er ligheder, som skaber fællesskab. Ingen har lyst til at få naboer, som opfører sig dårligt og forkasteligt.

Det er det aller største problem med «multikultur»-eksperimentet: Det skaber dybe nationale konflikter, gennem kulturbaserede opfattelser af rigtigt og forkert. Det skaber et moralsk kaos – og det er ikke noget, som går over af sig selv. Det er faktisk noget, som cementeres og forstærkes når man tvinges til at bo sammen. Når afghanske mænd går løs på hvide kvinder, så forstår de ikke, at det er forkert. Hun er jo en vantro hore, og derfor er det rigtigt at sætte hende på plads. «Tarrush gamea er jo bare sjov. Vi har lært, at det er rigtigt. Sådan gør vi det hjemme. Det er lige efter bogen. Hvad har vi gjort galt?» Kulturblanding tager liv. Dem som gik i brechen for galskaben, er medskyldige.

Rigtigt og forkert? Lad os lade som om, det ikke findes. 

Det er kun én måde at dække over disse rigtigt-og-forkert-kollisioner på, som driver folk og folkeslag til at tage afstand fra hinanden, og skaber en borgerkrig om det moralske sammenhold, som er selve samfundets hjerte: Løgn og fortielse. For at holde projekt «multikultur» i gang, har man måttet ignorere disse forskelle, bagatellisere dem og relativisere problemet gennem ekspertvælde, internationale aftaler og falsk tolerance. Man hælder milliarder af kroner i «integrationstiltag» samtidig med, at man opfordrer alle til at værne om sin kultur og være stolt af den, så ingen længere forstår, hvad målet er.

Europæere er tvunget til at gå på akkord med sin egen opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert for at vise sig «tolerante» og «fornuftige». De har fået serveret en løgn om, at «kulturer er ligeværdige, og alle mennesker vil det samme» og her er venstrefløjen og feministerne gået i brechen: Præsteskab, profeter og hellige bøger er ikke længere opium for folket, men noget, vi skal beskytte for enhver pris. Og ærbare tørklæder på kvinder og småpiger er blevet rigtigt – selv om de fleste europæere mener, at det er fuldstændig forkert.

Det er blevet forkert at tale om rigtigt og forkert. Alt er lige godt, og alt skal tolereres, forstås, bagatelliseres og godtages. Det hele er en læringsproces for os hvide. Vi skal lære at blive tolerante, inkluderende, antiracistiske og overskudsagtige, og så kan vi ikke være fordømmende og mene, at noget er galt. Der er bare det, at europæerne var tolerante, inkluderende, antiracistiske og overskudsagtige før denne multikulturelle galskab begyndte. Projekt «multikultur» var helt unødvendig, og skaber kun en holdningsændring til det værre: Europæerne har fået nok. De som gik i brechen for galskaben, er også medskyldige i det. Det er venstrefløjen som skaber racisme og ekstremisme i Europa nu. Det var ikke sådan før de begyndte at ødelægge kontinentet med multikulti.

Et rødt pres

Venstrefløjen står knaldstærkt i de skandinaviske medier, og rød relativisme har præget universiteterne siden de overtog magten i 1968. Men venstrefløjens utrolige trang til at akademisere alt og alle gennem dokumentation, snørklet retorik og rødvins-induceret konkurrence om den højeste IQ gør, at deres politisk korrekte miljøer udvander noget så elementært som rigtigt og forkert. De har glemt, at denne opløsning af det åbenbare slet ikke gælder resten af befolkningen i samfundet, og som hævn har de startet deres eget meningspoliti, som slår hårdt ned på enhver, som måtte mene, at der findes ren ukultur, og det indvandrere gør, er forkert. Ingen skal bestride det, som sker i Europa!

At være multi-kultur-kritiker på højrefløjen er som at være jordrotte i en evig whack-a-mole konkurrence – men så kom 2015 og tiden efter. Galskaben i projektet blev åbenbar for alle, som fortsat kan skelne mellem rigtigt og forkert. Ukulturen fra udlandet er efterhånden svær at skjule, selv for medierne. Europæerne er dødtrætte af at få fortalt, hvad de skal føle og sige af multikulturens antidemokratiske meningsbøller. Elitens adfærd, islam og «flygtningene» stemmer ganske enkelt ikke med det glansbillede, som gammel-medierne pusher, og alt dette genopliver en god, gammel mavefornemmelse hos europæerne: Rigtigt og forkert. Sådan noget kommer der et Brexit ud af.

«Den lavere morals forventning»

I essayet «Bodfærdighedens Tyranni» fra 2008 sagde den franske filosof Pascal Bruckner, at man ikke ustraffet dresserer hele generationer til selvpiskning. Bruckner mener, at europæere har stillet sig på historiens sidelinje ved at påtage sig ansvaret for hele verdens lidelser, mens man dyrker et luftkastel om at skabe en ny type civilisation, baseret på menneskerettigheder, velfærdsstaten, dialog og åbenhed. Resultatet er et Europa uden tro på egen kultur og historie. Man tror på billedrammen, men ikke på kunstværket.

Europa vil ikke slippe den nådesløse religions- og traditionskritik af egne gejstlige og reaktionære – den kritik er trods alt omdrejningspunkt for hele oplysningstanken. Islam kan imidlertid ikke sidestilles med kristendommen. Islam skal have særbehandling og i sandhed: Islam og muslimer forlanger særbehandling. Yderst få tør kritisere islam lige så utvunget som kristendommen,(Ikke så sært, da det altid er ubehageligt, men også kan være livsfarligt), og det bevirker, at islam og muslimer bliver udsat for et fænomen kaldet «den lavere morals forventning».

Fænomenet «lavere moralsk forventning» blev først omtalt af antropologen Robert Redfield. Det implicerer en stiltiende forståelse af, at «primitive folk» ikke kan påtvinges moderne koncepter som demokrati og ytringsfrihed, fordi de ikke «ved bedre». Denne gigantiske bjørnetjeneste mod indvandrere bidrager stærkt til fremmedgørelse, fordi man ikke underlægger dem de samme forventninger og krav som andre borgere. Det er i bund og grund apartheid, og det finder europæerne naturligvis både provokerende og uacceptabelt.

Det er ikke let at være en fattig europæer, som forsøger at få enderne til at mødes, men det bliver ikke lettere, når naboerne fra udlandet har fået både lejlighed og møbler gratis – for skattestigningen rammer dig. Sådan forskelsbehandling er en dyd for Europas «antiracister». De mener ikke, at de er de ægte racister, og endnu værre: Den politik de står for, er en generator for racisme blandt europæere. Tanken er at gøre noget moralsk rigtigt, men man ender med at begå en frygtelig fejl. Desværre er «antiracisterne»eliten, pressen eller de progressive ikke i stand til at forstå dette tankespring. Al den selvtilfredse godhed skaber for meget hvid støj i deres hoveder.

Folk har fået nok.

En overgang var eliten og disse racistiske «antiracister» nær ved at lykkes med at opdragevælgerne i deres billede: Kvælende moralisme, tvangsgodhed, og glansbilleder blev pushet i stor stil sammen med nådeløs hetz og brændemærkning af alle, der havde indsigelser. Det gør de for så vidt fortsat, bortset fra, at nu har de et nyt budskab: De hævder, at al modstand er blevet nytteløs, og at slaget om Europas fremtid er ovre: Intet kan stoppe det multikulturelle mareridts-paradis nu, så «shut up and get on whith the program», ellers er du en vred, gammel, hvid mand.

På baggrund af denne nye udvikling fortsætter masse-indvandringen på statschefernes kommando. De sender færger til Libyen for at samle de afrikanere op, de selv har lokket ud på havet med løfter om gratis bolig og cash. Vi har jo ikke noget valg! Vi er tvunget av folkeretten og konventionerne. Det bliver så utrolig kompliceret at gøre noget andet. Internationale aftaler kræver det.

Det er bullshit og røgslør. Færgetrafikken i Middelhavet er bare forkert.  Masseindvandringen er bare forkert. Islamiseringen er bare forkert. Så enkelt er det, og sådan ser stadigt flere europæere på det. De er dødtrætte af at diskutere alt i båndsløjfe. Der er ikke noget at diskutere længere. Det er forkert. OK? Er du fatsvag? Det er f-o-r-k-e-r-t.

Meget er forkert, uanset hvad de siger. 

Det er forkert, når asylsøgere mister deres ID-papirer, men sagtens kan passe på deres smartphones. Det er forkert, at «flygtninge» rejser hjem på ferie, efter at de har fået asyl. Muslimer som overtager bydele og fjerner kvinder fra fortovene, er bare forkert. Klamme tilråb og tilnærmelser er forkert på alle måder. Hijab og niqab er forkert, for så farlige er europæiske mænd virkelig ikke. (Hijab er faktisk en fornærmelse mod os gode mænd). Hijab på småpiger er endnu værre.)

Omskæring er forkert, for man går ikke løs på friske babyer med kniv her i Europa. Det bruger vi ikke hos os. Koranskoler er forkert, fordi børn og unge skal have kundskaber, ikke overtro. At destabilisere kønsfordelingen i et land som Sverige, er frygtelig forkert. At lokke fattigfolk ud på havet med lottopræmien «opholdstilladelse» er forkert. Samarbejde med menneskesmuglere er forkert. At give velfærd til udlændinge på bekostning af egne borgere, er galt. At forlange, at folk skal kunne lide hinanden er helt galt. Bikini er rigtigt, og burkini er forkert – og nej, vi gider ikke diskutere det længere. Hvis vi må forklare, hvorfor det er forkert, så vil du aldrig kunne forstå det, og så er du ikke en af os. Hvilken kultur tilhører du egentlig? Har du noget tilhørsforhold? Tilhører du nogen kultur? Kan du ikke se forskel på rigtigt og forkert længere? Stakkels dig.

Eliten, medierne, venstrefløjen og de liberale råber fra drømmeslottet i Disneyland, at vi ikke har noget valg, men det er også forkert: Det er forkert at ophæve grænsekontrollen. Det er forkert at give seksuelle rovdyr fri adgang til blondiner. Det er forkert at ødelægge asylinstituttet. Det er forkert at diktaturet Saudi-Arabien må kolonisere vestligt demokrati gennem opførelsen af moskeer. Det er forkert at særinteresser dikterer dagsordenen for flertallet. Og det er helt, helt forkert, at Europa har et ansvar for araberland, Afrika og hele verden. Det har vi aldrig haft. Europa har kun ansvar for Europa.

Europæere kender forskel på rigtigt og forkert inde i sig selv. Kulturens rødder fortæller dem det. Nålen på det europæiske, moralske kompas er løsnet fra multikulturens enpolede magnetfelt, og nu virker kompasset igen. Håber jeg.

De multikulturelle kender ikke engang forskel på forkert og galskab. 

Alt er forsøgt opløst i en suppe af ekspertvælde, forskning, internationale sværmerier, overformynderi, overnationalitet, moralisme, aftaleri, asylbureaukrati, EU-tvang, godhedskonkurence, misforstået dårlig samvittighed, og endnu dårligere politik fra pilrådne politikere. Gud, så kompliceret de har gjort absolut alt! Men egentlig er det ikke spor kompliceret. Blæs deres røgtæppe væk, så sidder du tilbage med rigtigt og forkert. Det er på tide med et mytteri.

Rigtigt og forkert er ikke kompliceret. Det behøver man ingen eksperter for at forklare. Det kræver ingen universitetsgrad for at forstå, og ingen udredninger fra ekspertgrupper er nødvendig. Du har heller ikke behov for religion. Du behøver ikke engang retfærdiggøre eller forklare din holdning for nogen. Det er bare at sige, at det er din opfattelse af rigtigt og forkert, og den ha andrepænt at respektere.

Det er ikke noget galt i at mene, at din kultur er bedre end andres. Det mener de fleste mennesker, uanset hvor de kommer fra. Dybt inde i dig kender du forskellen på rigtigt og forkert, og meget af det, som sker i Europa nu er bare fuldstændig forkert for europæere.

Stå for det.