Gæsteskribent



Velkommen til det multikulturelle Norge (af Kent Andersen, løseligt oversat af Kim Møller)

Her forventer vi, at du beholder din kultur og ukultur fra udlandet, så du bidrager til tværkulturel forståelse og berigelse. Dine børn i tre generationer, forpligter sig også til at videreføre kulturen fra dit hjemland – selvom de er født her, og aldrig skal bo der. De er altså slaver af kulturen og sine forældre. Friheden til selv at vælge, gælder ikke børn af indvandrere.

Samtidig med at du beholder din kultur, forventes det, at alle fremmedkulturelle ‘tilpasser’ sig vor kultur gennem ‘integration’. Det er en proces som indebærer, at du alligevel skal fravige din kultur, eller dele af den som vi ikke kan lide, og bytte dem ud med dele af norsk kultur som vi kan lide.

Præcist det sidste er lidt forvirrende, da norsk kultur ikke findes. Målet er nemlig at skabe en helt ny, fælles kultur som vi alle skal integrere os ind i, og som udgør det ‘nye Norge’. Fortsat forvirret? Godt, man skal være socialist for at forstå det. Stem på Arbejderpartiet! – det er derfor du er her.

ANNONSE

Hvad er egentlig flerkultur eller multikultur?

Ingen ved det. Det burde være let at finde ud af, siden alle har talt varmt om det i mere end 30 år? Men Googler man ‘definitionen af flerkultur’, får man kun søgeresultater som stiller samme spørgsmå, ligesom Wikipedia indleder med ‘udtryk med skiftende indhold og værdiladning’.

Javelnej.

Arbejderpartiets store politiske projekt, og mest anvendte værdiladede ord, er altså umuligt at definere præcist. Det burde få alarmklokkerne til at ringe hos enhver kritisk journalist. Desværre har de været mere optaget af, at forklare at norsk kultur ikke findes, fremfor at finde ud af, hvad multikultur faktisk er, hvor den findes, og hvad det endelige resultat af det bliver.

Og hvad er egentlig integration?

Ingen ved det. En klar og tydelig definition er nemlig fuldstændig fraværende, det samme i forhold til begrebet multikultur.

Oppefra ser integration ud til at betyde, at siden ‘alle kulturer er lige meget værd’, kan alle beholde egen kultur, og ligevel blive en del af os såfremt de tilpasser sig vore værdier, ligestilling, demokratiske traditioner og ytringsfrihed. Også dem som kommer fra lande hvor machoværdier, kvindeforagt, korruption, overtro og undertrykkelse af individet er en del af kulturen.

Hvilket altså betyder, at alle skal beholde sin kultur, blive mere norske, og tilpasse sig noget helt nyt – som ingen ved hvad er – på en gang. Forstået? Vi skal ‘nærme os hinanden’ for at blive ‘multikulturelle’. Men det betyder ikke, at vi skal være lige, for formålet med multikultur er jo netop at være forskellige? Ja – jeg bliver også rundtosset af idiotiet. Det hænger ikke sammen, og ingen kan forklare det på en logisk måde. Det er derfor alle multikulturalister reagerer med skældsord når man stiller spørgsmålet.

Integration peger i to retninger.

Den totale fiasko med integration overalt i Europa overrasker ikke folk, der har studeret det politiske samfundseksperiment ‘multikultur’ med kritiske øjne. Projektet sender, som vi ser, stærke modstridende signaler til alle indvandrere: ‘Vi kan lide dig som du er, men du må blive mere som os, selvom vi ikke kan lide os selv, og i øvrigt er vi lige.’

Hvordan skal man forholde sig til noget sådant? Det er uløseligt. Man kan aldrig knytte sig til noget som helst. Det bliver aldrig godt nok. Man forventes at holde sin status som ‘udlænding’ ved at dyrke sin fremmedkultur – samtidig med, at man skal tilpasse sig. Men ikke for meget. Men hvor pokker går grænsen? Det er ikke underligt at indvandrere føler sig ‘fremmedgjort’, helt dropper det flerkulturelle, og beholder sin egen kultur.

Hadia Tadjik er et godt eksempel på hvor vanskeligt det er: Hun taler nemlig meget og varmt om integration og multikultur, men fremstår som ingen af delene. Hun har opgivet ‘integration’, og har forlængst assimileret sig ind i norsk kultur, værdier og holdninger. Og så er det jo let at blive opfattet som ‘en af os’. Det er nemlig det hun er.

Assimilation og pluralisme vs multikultur.

Der findes to metoder til at inkludere indvandrere: 1: Assimilation som skaber pluralistiske samfund. Eller 2: Integration som skaber multikulturelle samfund.

USA er et eksempel på det første. USA er nemlig ikke multikulturelt. Det er multietnisk, hvor indvandrere må forsørge sig selv, og blive amerikanere med loyalitet til USA. Professor Arild Pedersen ved UiO, havde en lignende beskrivelse af forskellen mellem multikulturalisme og pluralisme. Citat: ‘… integration baseret på pluralisme (hvor et broget udvalg af forskellige etniske, religiøse mfl. grupper kommunikerer med hinanden gennem fælles sprog og værdier) er noget forskelligt fra multikulturalisme (hvor grupperne eksisterer ved siden af hinanden uden kommunikation).’

Selv de godt integrerede bliver jihadister.

Multikultur og integration har fejlet fuldstændigt over hele Europa. Selv idealisterne har nu indset det. Men de nægter at forstå, at der er noget galt med deres hellige politiske projekt. De nægter at stille kritiske spørgsmål ved selve ideologien Multikultur. I stedet hævder de at ‘følelsen af anderledeshed’ og ‘racisme’ driver unge muslimer ud i radikalisering, og at det er vores opgave at inkludere og integrere dem bedre. Der er flere problemer forbundet med dette:

1: Det baserer sig på et forunderligt menneskesyn. Venstrefløjen ser indvandrere som viljeløse ‘tabula rasa’, som vi skal give gavmildhed, retning, uddannelse, penge, særbehandling og afretning, så de finder deres plads og integreres af os. Og hvis integrationen mislykkes, er det hermed vores skyld.  Indvandreren er bare med på vognen, som en viljeløs bylt. Men dette er vanvid: Den eneste som kan tilpasse sig et liv i et nyt land, er indvandreren selv.

Han eller hun har 100 procent af ansvaret, og den bedste og sikreste måde er at assimilere sig: Blive en del af fællesskabet og kulturen i det land, man selv har valgt at flytte til. At insistere på at være udlænding, samtidig med at man klynker over at blive opfattet som udlænding, er absurd.

2: At blive en voldelig, kvindefjendtlig, demokratihadende islamist, er ikke noget man kan give andre skylden for. Det er noget man selv vælger. Men igen, ser vi venstrefløjens dårlige menneskesyn skinne igennem: Mørklødede er uskyldige, viljeløse børn, som kun er formet af hvide mænds anerkendelse og inklusion, eller foragt og eksklusion. Alt er den hvide mands skyld og ansvar. Selv har indvandrerne ingen magt, myndighed eller ansvar for egne valg og handlinger. Dette er en karbonkopi af menneskesynet hos 1800-tallets imperialister.

3: Det er ikke bare fremmedgjorte og ekskluderede som bliver jihadister og terrorister. Mange jihadister fra Vesten er godt assimilerede, uddannede og levede et vestligt liv – lige til islam fik fat i dem. Og dette er et valg de selv traf – ingen andre har skylden. Et eksempel er to unge danske muslimer, der var integrerede og inkluderede, fik en god uddannelse; den ene som maskinfører, den anden som ingeniør. Begge endte som krigere for Allah.

30 års eksperimenteren må være nok.

Efter mere end 30 år med integration, hævder vore partiledere fortsat, at vi må finde ‘en god model’ for at integrere udlændinge. Vi må finde en ‘fælles platform for multikultur’. Men nu må vi se at blive voksne:

Efter 30 år skal der foreligge en løsningsmodel. Efter 30 år skal det være enkelt. Har vi ikke en krystalklar metode for ‘integration’ efter 30 år, så finder vi den aldrig. Fungerer det ikke efter 30 år, så vil det aldrig fungere. 30 år er nok. Vi skulle hellere fastholde, at projektet har fejlet.  Et luftkastel. En fiasko. Færdig. Slut. Stop. Stop det. Det er på tide at glemme alt om ‘integration’ og ‘multikultur’, og gøre som i USA:

Fremtidens Norge bliver et norskkulturelt og multietnisk land.

Og for at bevare kontrollen og velfærdssystemerne bør asyl-ordningen kun gælde inviterede og udvalgte. For øvrige må der gælde en greencard-ordning, og alle indvandrere bør mødes med en forventning om at assimilere sig selv, eller rejse hjem igen.

Multikultur og integration fik sin chance. Den døde magtesløs. Det nye vi, er det gamle vi: Fællesskab gennem fælles kultur, værdier og ligheder.

ANNONSE


  • Ung Konservativ

    Enig. Håber det bedste for Norge!

  • Britta Due Andersen

    Som immigrant må ønske sig at blive en del af samfundet, at blive dansker, nordmand… Dvs. man må selv sørge for at få historisk/ kulturel viden om landet og videregive det til ens børn, klæde sig som almindelige danskere / nordmænd gør, give sine børn danske / norske navne, se / læse de samme medier, læse de samme bøger, se / opleve samme kunst/ kultur – alt rettet hen mod, at ens børn bliver assimileret.