Kommentar



Billedet: Det er vanskelig at beskrive det, som sker i Europa med ord. Nogen gange kan stemningen i malerier fra en anden epoke sige os noget, som vi synes at have glemt. Paul Delvaux: Mødet i Efesos (1973)

 

Projektet Defend Europe, som har til formål at få det lejede skib C-Star på plads som et slags forstyrrende element for migrant-t­rafikken mellem Libyen og Italia, har mødt betydelig politisk modstand i flere lande, efterhånden som fartøjet er stævnet ud og sat kursen for at samle sit mandskab op.

Den frivillige spanske organisation «Red Española de Inmigracion y Ayuda al Refugiado» har anmodet spanske anklagemyndigheder om at foretage «alle nødvendige tiltag» i samarbejde med andre europæiske myndig­heder for at blokere C-Star, melder ANSA: Der er angiveligt tale om en kriminel organisation, som planlægger pirat­virksomhed. Borg­mesteren i Catania har anmodet de italienske sikkerheds­myndig­heder om at nægte C-Star at lægge til kaj. Og en Joe Mulhall, som repræsenterer den angiveligt anti­fascistiske organisation Hope not Hate, har i The Guardian taget til orde for at fordømme Defend Europe:

ANNONSE

Now is a time for everyone, even those who are critical of current responses to the refugee crisis, to vocally condemn the Defend Europe project and its far-right motivations. Any hint of support from the mainstream will not only provide succour to extremists but will become remembered as a landmark moment in the normalisation of the far right in Europe.

Presseomtale i både TysklandItalien og Schweitz («skammens skib») viser ellers klart, at Defend Europe anses for et højre­ekstremt hår i den politiske suppe, som invasionen af Europa er.

Denne mur af indignation er egentlig ikke så uventet eller opsigtsvækkende i sig selv.

For selv om Hope not Hate – som sågar har omtalt Fremskritts­partiet (og Document) som højre­ekstremt – bør tages med et stort gran salt, er det et faktum, at Defend Europe udgår fra den indfødte aktivist­bevægelse Génération Identitaire (GI), som efterhånden har aflæggere uden for moderlandet Frankrig – herunder i Østrig og Italien. GI fremkommer fra tid til anden med mildt sagt problematiske, kategoriske synspunkter. For eksempel, at personer som ikke er hvide, aldrig kan blive anset for europæere. Deres ideologi, væremåde og retorik er militant, og det er let at se, at de er i gang med langsigtede forberedelser til en forventet etnisk konflikt i fremtiden, noget de aller fleste vil anse for et skrækscenarie, man for enhver pris vil undgå.

Hvad der imidlertid er bemærkelsesværdigt, er den selektive indignation.

For der er ingen af Defend Europes kritikere, som kan modsige det faktum, at der lige nu foregår en invasion af mennesker uden ret til ophold i Europa. Ingen lader sig skandalisere af, at invasionen sker med bistand fra kriminelle menneske­smuglende bander. Og der er fremfor alt ingen, som er indignerede over de europæiske regeringer, som ikke alene hjælper menneske­smuglerne med deres arbejde, men sågar har forbedret deres forretnings­model – både direkte ved at sætte deres egne fartøjer ind, og indirekte ved at finansiere og facilitere de fartøjer, der tilhører de frivillige organisationer.

Den norske regering har i et internt notat, som er undtaget fra aktindsigt, erkendt, at den hjælper menneske­smuglere. Den har altså i praksis indrømmet medvirken til forbrydelser i massiv skala, omend indrømmelsen kun er intern. Både Norges og andre landes regeringer, som medvirker på samme måde, begår kriminalitet.

I en normal verden ville dette have været en kæmpe­ skandale, hvor pressen – i egenskab af folkets talerør og den 4. statsmagt – ville have gjort livet uudholdeligt for regeringen.

Lig dét er vi meget langt fra at befinde os. En undersøgelse omtalt i Die Welt viser, at tysk presse var ganske ukritisk i forhold til Merkels regering under menneske-tsunamien i 2015. Vi behøver ingen undersøgelser for at konkludere, at fænomenet er generelt og stadig gør sig gældende generelt i vores del af verden. Når det gælder migrationsspørgsmålet, er pressen magtens talerør og indpisker i forhold til befolkningen – en fuldkommen antidemokratisk tilstand.

Vi har altså at gøre med en situation, som fuldstændig svarer til den, Douglas Murray tidligere har redegjort for i forbindelse med islamister og anti-islamister i Storbritannien: Magten og offentlig­heden griber sjældent ind over for islamister, men de gør livet særdeles surt for anti-islamister, som Tommy Robinson. I det omfang organisationer som English Defence League (EDL) er et problem, fortsætter Murrays analyse, er der tale om et sekundært problem. Det primære problem er de mennesker, som hader alt vestligt og drømmer om at indføre sharia.

Det er også situationen i Middelhavet. Det primære problem er invasionen og EUs og regeringernes kriminelle medvirken til den. Det sekundære problem er nogle aktivister, man ikke har lyst til at omgås, som forsøger at stikke en kæp i hjulet på invasionen.

Det er svært at have nogen større respekt for de politiske moralister, som hænger sig i det sekundære problem, altid rede til at flashe sin egen,indbildte godhed – med mindre de også ofrer nogle kalorier på det primære problem. For hvis de ikke åbent erkender, at de er tilhængere af invasionen, burde de vel tage til genmæle mod den?

Det er der imidlertid ingen udsigter til. For det er fuldstændig omkostningsfrit at lave verbale udfald mod nogle identitære aktivister. Man får sågar klap på skulderen af ligesindede, som er lige så magelige som en selv – en gruppe Jean Raspail kalder «Big Other» i forordet til genudgivelsen af «Le Camp des Saints» fra 2011. Helt så enkelt er det ikke at gå til front­alangreb på regeringer. Hvis man befinder sig i den stats­subsidierede sump, som Jon Hustad har kaldt det arbejds­frie arbejds­liv, er man også afhængig af politisk velvilje – boliglånet skal trods alt afdrages.

Det dobbelt pinlige for moralistene er, at de personer de ynder at se ned på som ekstremister, eksponerer deres egen util­strækkelighed – hvilket føles meget værre end at samfundet smuldrer (selv skal man nok klare sig eller stikke af).

Trippelt pinligt er det, at deres ord ikke ændrer noget. Den demo­grafiske udvikling på begge sider af Middelhavet bærer kimen i sig til et markant højere konflikt­niveau end vi har i øjeblikket. Hvis indtrængerne bliver mange flere end i dag, og tilværelsen og omgivelserne bliver stærkt forringet, vil aner­kendelse fra dem, som fremkaldte konflikterne med deres passivitet, blive det sidste, man efter­stræber.

Defend Europe er i den forstand kun en forsmag på, hvad vi risikerer i fremtiden. Projektet ender højst sandsynligt som en parentes i historien, og fascismen får heller ikke denne gang en gen­op­blomstring.

Men et to-tre korsveje længere frem i tiden kan det være, at mange flere vil vælge side for den regel­brydende helte­skikkelse i det, som svarer til plottet i en western­film. Hvis europæerne får fascismen tilbage, høster de ugræsset fra den ager, de ikke gad pløje.

ANNONSE


Mest lest

Sorry. No data so far.