Kommentar

Efterhånden som revolutionen skrider frem i Europa, bliver konsekvenserne for det politiske landskab stadigt tydeligere: Den store skillelinje går mellem dem som lever fint med demografiske og kulturelle omvæltninger – og dem som ikke er komfortable med denne tilstand. Revolutionens tilhængere og modstandere splitter kort og godt Europa.

Fænomenet kommer til udtryk både i og udenfor det politiske system, og resulterer i en politisk kamp, som involverer begge verdener. For revolutionens tilhængere er et af våbnene at trække en linje fra det ekstreme højre til personer og bevægelser med mainstream-synspunkter. Revolutionens modstandere er ikke upåvirkede, men snarere end at trække linjer mellem sine meningsmodstandere  og de venstreekstreme, spørger flere sig selv: Hvilke allierede er vi komfortable med?

En udenoms-parlamentarisk bevægelse, som har vakt en vis interesse de senere år, er Génération Identitaire (GI), en oprindeligt fransk bevægelse, som nu har søsterorganisationer i blandt andet Østrig, Tyskland og Italien – kaldet henholdsvis Identitäre Bewegung og Generazione Identitaria.

ANNONSE
 Dens unge medlemmer siger, at de vil forsvare de europæiske landes respektive etnisk-kulturelle identiteter ved at modarbejde den befolkningsudskiftning som masseindvandringen har sat i gang, og organisationen har gjort sig kendt ved hjælp af videoer på nettet, spektakulære stunts som at besætte et moskétag i Poitiers, klatre op på taget af et teater i Wien, og med et aktivistskib mod migranttrafikken i Middelhavet.

Etter det sidstnævnte initiativ har der været mere stille om GI, men i den seneste tid har de gjort sig bemærket med nye aflæggere i Danmark (Generation Identitær) og Storbritannien (Generation Identity). I begge lande har de aktioneret som før ved at hænge bannere op på steder, hvor der er langt ned, som på en motorvejsbro ved Helsingør og på Westminster Bridge i London. Bevægelsens østrigske primus motor, Martin Sellner, har deltaget i et debatmøde i Oslo, og i samme by er der her og der ophængt symboler på bevægelsen. Hensigten er utvivlsomt at tiltrække til flere medlemmer.

Disse observationer rejser flere spørgsmål: Har GI potentiale til at opnå stor appel blandt unge Europa rundt, eller i hvert fald at blive en indflydelsesrig avantgarde? Og er det noget, som bør bekymre os?

Noget der kan give grund til betænkeligheder, er den militante indstilling, som først manifesterede sig i «krigserklæringen» i bevægelsens første video, som opnåede en vis udbredelse. Siden har den udviklet sig ved, at medlemmene har trænet kampsport (en slags modstykke til unge islamister, som også er glade for at holde sig i form). Det synes som om, man ikke er så optaget af at påvirke den politiske proces her og nu, men men snarere forbereder sig på en fremtid, hvor lov og orden forventes at vige pladsen for social uro, vold og anarki. Nogle taler om en fremtidig «reconquista». Det er et åbent spørgsmål, i hvilken grad GIs Europa har plads til andre end hvide.

Tilslutningen til en sådan bevægelse må tages som tegn på en mere eller mindre svigtende tiltro til det politiske system. Det er let at forestille sig, at den indstilling kan virke tiltrækkende på ekstremister. Men der foreligger så vidt vides ingen oplysninger om voldsdømte eller klart ekstremismespredende eksponenter for GI, selv om der er forekommet lapsuser. Det er forkert, når man kalder udtalelser om befolkningsudskiftning for ekstreme, og det er uklart, i hvilken grad etnocentrismen er ekstrem. Ikke desto mindre har Martin Sellner og andre i GIs cirkler en fortid som højreekstremister. Er de kommet på bedre tanker, og forsøger de i lyset af egen erfaring og selvransagelse at holde ekstremister på afstand?

Det fik man antydningen af et svar på i tv-programmet «Exposure», som blev sendt sidste torsdag på den britiske kanal ITV. Udsendelsen var baseret på research og hemmelige filmoptagelser lavet af tre unge kvinder, som i et års tid havde infiltreret forskellige politiske miljøer på Storbritanniens højrefløj.

Programmets oplæg var åbenlyst ikke politisk neutralt al den stund, at både repræsentanter for politiske partier og for bevægelser med større eller mindre legitimitet en bloc var gjort til genstand for undersøgelserne. På denne måde kunne seerne trække en linje fra UKIP til den nu forbudte nazi-bevægelse, National Action, til et konstant lydspor af repræsentanter for Hope Not Hate, der fik lov at give den som upartiske vismænd (præcis som når man i DR bruger den venstreekestreme AFA-sympatisør René Karpantschof som ekspert i højreekstremisme). Den nye højrefløj er farligere end skinheads, var en af konklusionerne, for her er der meget større sandsynlighed for at få mange supportere. Det blev altså stiltiende taget for givet, at alt, hvad de undersøgte personer siger og repræsenterer, er forkasteligt, uden at der blev gjort noget forsøg på at gå ind i de alvorlige problemer, de legitime blandt dem rejser.

Den ene af de tre unge kvinder, omtalt under pseudonymet Hazel, kom via beskeder på nettet og deltagelse i politiske møder ind i inderkredsen omkring Anne Marie Waters, som for halvanden måned siden måtte se sig slået af Henry Bolton i kampen om lederposten i UKIP. Rygende pistoler kan man vel ikke påstå, at Hazel finder hos Waters, selvom hun gerne så, at Tommy Robinson blev medlem af UKIP (et parti hun selv nu har forladt for at stifte et nyt). I privat sammenhæng siger hun om muslimerne i Storbritannien, at hun ikke kan fordrage «the idea that these fuckers can just come along and take it all» og at «Islam is evil». Noget mange millioner almindelige briter ville nikke samtykkende til.

Via de bekendtskaber Hazel gør i Waters’ cirkler, hvor man finder en tidligere BNP-aktivist og et GI-medlem, kommer hun også i kontakt med den britiske aflægger af GI. Efterhånden får hun adgang til deres lukkede FB-gruppe, og møder senere medlemmerne på en pub i London. Der er tale om helt almindelige, venlige unge. En af dem taler ganske vist nedsættende om «degenererede» jævnaldrende, som doper sig. Selv træner de og er belæste.

Hazel hører om et besøg hos en GI-lejr i Frankrig hvor deltagerne trænede og ved demonstrationer endda med peperspray. Hun får også at vide, at bevægelsen tiltrækker ekstremister, men at disse bliver afvist – for eksempel en person som for nylig havde offentliggjort nazistisk materiale på Facebook. Men af en eller anden grund kommenterer en af dem: «Hopefully in the future we can be a bit more relaxed about slightly questionable people.» Hvad mener han med det?

Det er klart, at hvis GI ønsker at blive anset for en legitim organisation, så må de ikke må efterlade nogen tvivl om, at nazister er permanent uvelkomne. Men er omfanget af kritiske ting Hazel opdager efter så lang tids grundig research nok til at bringe organisationen i bad standing? Den ikke synderligt ildelugtende skidtspand, som The Guardian fik ud af ITV-dokumentaren, tyder ikke på det.

Mary og Sarah – de to andre infiltratorer, finder langt mere fordækte sager i organisationerne Britain First og fremfor alt i National Front, som fejrede mordet på Jo Cox. Under en demonstration i Rochdale siger en taler, at Britain First vil hænge sexforbryderne i lygtepælene, når de bliver stærke nok. Men Mary finder ud af, at de får stor opbakning blandt helt almindelige mennesker. Så stærk er indignationen over de såkaldte grooming-sager, hvor overvejende muslimske mænd har udnyttet udsatte engelske piger på det groveste seksuelt.

Det er ikke retfærdigt at slå en UKIP-politiker, eller GI´er i hartkorn med National Action, som programmet tydeligvis gør. Men der er alligevel grund til at betragte GI med en vis skepsis.

Spørgsmålet er, om det overhovedet betyder noget for dem. For GI ser tilsyneladende det scenarie for sig, at de først vil komme til at spille en rolle efter, at den normale politiske debat har mistet sin relevans, i en fremtid med et langt højere konfliktniveau end i dag. Med polariseringen af det politiske landskab regner de med, at organisationen vil høste sympati i en mere tilspidset situation. Denne vished giver GI selvtillid. Da der ikke er meget, der tyder på, at der vil ske en tilnærmelse mellem tilhængere og modstandere af revolutionen i Europa, peger udviklingen derfor i retning af, at GI en dag kan blive en faktor, som vil må regne med, uanset hvilket omdømme den måtte have blandt sine modstandere.

For i en verden, som går i opløsning fordi ekstreme realiteter som befolkningsudskiftning og islamisering er blevet benægtet eller normaliseret, vil GI ganske enkelt ikke skille sig særligt negativt ud. Som reaktion på et primært problem, vil de selv blivebetragtet et sekundært problem – hvis de da ikke ligefrem bliver omfavnet. I det omfang GI bliver en plage for den etablerede magt, vil det således være en plage af den selvpåførte slags. Og i det omfang GI bør give årsag til bekymringer, er det fordi den etablerede magt med sin uduelighed giver den et spillerum – som vi ikke ved, hvordan organisationen vil bruge. I et politisk system som fungerer, vil GI forblive en kuriositet.

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)