Oraklerne



Nu om stunder er der ikke mange, der sender et ærligt blev. Det er dyrt – hele 27  kr. koster det – hvis ikke hilsenen i kuverten skal blive alt for forældet. Gudskelov har de vigtigste ord, de kærligste hilsener og kys ikke har udløbsdato. Postbuddet bærer efterhånden mest på reklamer, regninger og rykkere .

Engang var det anderledes. Der var glimt i postbuddets øje, han bar rundt på ord – håndskrevne breve på pænt papir, frimærket på skrå. Kulørte postkort med blanke billeder og få ord fra hvide sandstrande og sommervarme storbyer. Så var der luftpost. Det er der vel endnu. De særlige kuverter med den fine rød-, blå- hvidstribede bort i kanten. Ordene blev båret over oceaner og verdenshave, over kontinenter og krige for at nå frem til den kære, der ventede en hilsen fra det fjerne. En brevdue bragte bud – over lange afstande bar den meddelelser skrevet på let papir fastgjort til dens ben.

Duer bringer bud – ord der flyver afsted. Ikke forfløjne ord – med ord der bringer det tungeste budskab eller den letteste lykke. Det er ord på vinger. ”Herre, jeg knæler og tilbyde dig / mit ord på en vinge”  sang  David Bowie. Word on a wing – ord på en vinge. Det er en bøn. Det poetiske sprog og bønnens sprog fletter sig sammen. ”Jeg kan ikke stå i mit eget lys” synger han ”Herre, Herre, min bøn flyver / ligesom et ord på en vinge”. – Som ord på vinger bad Bowie Fadervor på scenen ved en mindekoncert for Freddie Mercury –  ord der båret af noget andet end alle andre ord er båret af.

ANNONSE

Båret af den bøn, som Kristus første gang bad for os – Kristi mesterbøn over dem alle, som vi hører i evangeliet til i dag femte søndag efter påske. ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det” – ”Bed og I skal få så jeres glæde kan være fuldkommen”. Han bliver ikke hos dem, men går bort og efterlader bønnen hos dem. Og lægger den forbøn som fundamentet og forudsætningen for enhver af disciplenes bønner – enhver af vores bønner. – Fadervor er lagt på vores tunge til de dage, hvor tilværelsen mudrer til – når angst og sorg omgærder vort liv og hvert et sport af Ham synes borte. – Men vi alligevel ønsker vor egen vaklende vilje overtaget af Hans bestemmelser. For ”jeg kan ikke stå i mit eget lys” sang Bowie. Det er  hengivenheden, der alene består i, at man er frimodig hvordan det end går. Jeg kan ikke stå i mit eget lys, for jeg kan ikke gennemskue den skjulte sammenhæng.  For bønnen er netop om, at Gud ved bedre, der hvor vi ikke kan overskue konsekvenserne af vore egne handlinger.

Han hører vore bønner, forsagte ord, der hviskes i mørket, råbes over afgrunden, bedes ved sengekanten og bærer dem som vinger til sin far i himlen. De er små grundråb fra jordklimpen, fra mennesket til den skjulte Skaber. Sig nu ja til min bøn, kære far i himlen! Herre, jeg sender dig mit ord på en vinge her fra ”lavland livsaligt den klinger”. Fra vores lave land og lille liv når vi ved, at vi ikke kan mere selv. Og vi er ikke i tvivl om, hvornår vi kommer dertil. Når et menneske i ørkenens ensomhed overfaldes et glubende dyr, da kommer skriget af sig selv. Men ordene bærer ikke sig selv, nej de er båret af den ånd, som Kristus efterlod, da Han forlod os og for til himmels.

Mens han var i blandt disciplene – iblandt os – behøvede vi ikke at bede. Men i det øjeblik han tager bort, er vi overladt til bønnen – som en samhørighed i ordet på trods af fraværet. Ikke som et tomt fravær, men et fornyet nærvær – med herligheden, som er ordet for erfaret gudsnærvær. Det er nemlig den erfaring at Gud vejer og har tyngde, når tilværelsens ulidelige lethed spreder sin tristesse i os. Herlighed betyder netop tyngde og vægt. Det, der giver os styrke, når vores hænder er for svage. Det der opvejer os, når vi ikke vejer til. Når vi står og råber ned knyttede næver under en kold lukket himmel, og bare beder at din vilje med mig må ske, er det Gudskelov ikke os selv – der holder ordene oppe. For nogen har bedt før os – og bedt for os. Nogen har givet vores ord vinger. For Kristus har ladet sit Ord og sin bøn give genlyd i vores hjerte – det er ”frelseres bøn, som stiger i løn, og lyder, hvor englene kvæde, i himmerigs kor, det lille Guds-ord, omfavne Guds engle med glæde”. Et lille Guds ord, ikke fra landet, men fra Himlen højt blev det lagt i vores mund.

Et livs sprog lagt i menneskers mund, der ikke lyder ‘jeg magter’ eller ‘jeg skaber’, men ”Herre, jeg knæler og tilbyde dig / mit ord på en vinge” – min bøn om at Din vilje må ske. Din er magten. Og din er æren. Troens sprog er bønnen; en bøn om, at vi ikke må blive fri for at bære livets byrde – men om, at Han gennem ordet om sin nådige barmhjertighed vil bære os ligeså tunge vi er med vores livs byrder og besvær. Det er den fortrøstningsfuldhed vi efterlades i med bønnen som håbets nerve og udtryk. Når vi beder fadervor minder det om, at Gud allerede har tiltalt os – at han ikke har forladt os, men er i det skjulte selvom vi står der på scenen og ikke kan bære at stå i vores eget lys. For der er meget mørke i mit eget lys – et mørke jeg beder om ikke må stille sig imellem min Gud og mig. Min fortid og det, Han ikke kan lide ved mig. Mit væsen og mine handlinger og min samvittighed. Min frygteløshed overfor livet og kærligheden og mine fejltagelser, der følger deraf. Jeg beder dig, vil du bære mine ord over alt det, der giver dig god grund til ikke at høre min bøn. Se mig, Herre i dit nådige lys – for jeg kan ikke se i mit eget.

Skulle vi selv bære ordene til vores far i Himlen, var vi ligeså ilde stedt, som hvis vi sendte dem med Post Nord. Kun måske nåede de frem og kun på postens nåde – sandsynligvis med forsinkelse. Sådan bliver ordene mellem mennesker, hernede i lavlandet, heller ikke kun båret af postbuddet eller af os selv. I henvendelsen til hinanden ligger, selvom vi ikke formulerer det, en bøn. En bøn om at den anden må bære over med alt det, der stiller sig i vejen for vores samvær. ‘Tag mig for gode varer, hån mig ikke, lås mig ikke fast i min fortid, i det du ikke kan lide ved mig, i mine handlinger, i mit væsen, i mine fejltagelser, i mit forkerte sprog, i det, der frastøder dig ved mig, i det du har hørt om mig eller selv oplevet med mig” (Johannes Møllehave). En bøn om kærlighed. En bøn om, at du må tage mig som jeg er – og bære over med mig. Vi kan ikke bede om hinandens kærlighed – men vi kan bede om den andens blik på os – hvad der så end er i det blik. Blikket bærer også ord. Det bærer jubel i hjertet over hinanden – det bærer, alt det ubærlige. Også der, er vores ord til hinanden små bevingede. De er båret af bønnen om – håbet om, at den anden ikke vil lade mig stå i mit eget lys. At den anden vil se mit lys brænde, uden at forvente, at den anden kan kaste sit lys tilbage på mig.

”Herre, Herre, min bøn flyver / ligesom et ord på en vinge”. Vil du tage imod mig, ligesom jeg er. Vil du bære mine ord og spejle mit våde blik i dit nådige øje. Vil du kaste dit forklarende lys over mig, for jeg kan ikke stå alene i mit eget. ”Min bøn flyver, ligesom ord på en vinger” sang Bowie dengang han levede. Bønnen bringer bud fra os til Ham – der allerede har hørt vores bøn før vi kendte den. For han lagde det lille Guds ord i vort hjerte, som en genlyd af det ord vi hørte ved dåben – de ord vi hører over vores kiste – nemlig at vi ved hans nådige barmhjertighed er genfødt til et levende håb, ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Det tilsagn giver ordene vinger, giver hjertet fred. Giver os en ny sang at synge, som Gud lægger os i munden. Vi råbe, vi sjunge til Gud Fader i løn. I tro, håb og kærlighed til Ham der giver vores ord vinger.

Amen.

 

Cand. theol Marie Høgh er præst ved Lynge-Uggeløse sogne

ANNONSE