Jeg tror ikke på en Gud der griber ind i verdens gang

Men jeg ved, min skat, at du gør

Men hvis jeg gjorde jeg ville knæle ned og bede Ham

Ikke at gribe ind, når det kom til dig

Ikke at røre et hår på hovedet

For at bevare dig, som du er

Og hvis Han følte at  han var nødt til at lede dig

Så lede dig ind i mine arme

Sådan synger den australske kunstner Nick Cave med det skinnende sorte hår, tavse blege ansigt og dybe øjne i en af sine allersmukkeste ballader. Med foldede hænder står han på scenen i det grålige lys. Kærlighedssangen udfylder stilheden med sprog. Kærlighedssangen, der på én gang er den ophøjede tanke til den elskede og henvendelsen til Gud i tomheden og fortvivlelsen over sig selv.

Han udtrykker kærligheden til Gud som kærligheden til sin elskede – for også kærligheden mellem mennesker er skænket af Gud. Som kærlighedssangen, der overdøver den larmende længsel  – længslen mod Gud og den elskede. – Dybt nede fra os stiger længslen op igennem vores sår og bliver til bøn. En bøn til den Gud, han ikke tror på griber ind i verdens gang. Men hvis han gjorde, ville digteren bede Gud om at bevare den elskede, som hun er. Og skulle Gud lede den elskede –  ville digteren bede, at Han måtte lede hende ind i hans arme. Det er bønnen om at modtage. Bønnen om at blive  tilsendt den kærlighed, som man ved, man ikke har fortjent. Men samtidig ved man har brug for. Bønnen om at modtage Guds suveræne nåde. Ufortjent at blive ledt ind i verdens ømmeste favntag, som kristendommen er.

Det er den suveræne nåde, vi hører om i evangeliet til denne forårssøndag, Mariæ Bebudelses søndag.

Den rammer en fattig pige, forlovet med en tømrer.  Gennem kirkehistorien er der blevet sagt meget om, hvor bly, yndig og from Maria måtte være have været, siden Gud tog netop hende i sit favntag. Hvor elskelig og uskyldig hun nødvendigvis var, som en begrundelse for, at Gud handlede mod hende, som han gjorde.

Men det er ikke så mærkeligt, at det er den helt almindelige unge kvinde, fra fattige kår, der fik en hilsen fra det høje. Nej det var mærkeligt, hvis ikke det var sådan. Hvordan Maria var, hører vi intet om. Det er noget vi læser ind i fortællingen, for at bedre at kunne forstå, hvorfor Gud valgte netop hende. Hvorfor netop Maria blev Guds benådede, hører vi ikke et ord om. Vi ved ikke engang om hun troede på engle. Ja, vi ved heller ikke om hun troede på, en Gud der griber ind i verdens gang.

Men alene af Guds nåde blev hun udvalgt. Af nåden alene – ikke noget som helst andet. Gud havde ikke siddet oppe i himlen og kigget ned blandt alle jordens kvinder, for at finde en, der var from og værdig nok til at få bud fra englekor og blive inddraget i Hans store fortælling. Uforventet og ufortjent – overraskende og overvældende  greb Gud ind i hendes verden. Hun hørte Ordet talt til hende, og hun sagde: ”Se jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit Ord! – Så forlod englen hende” Dét er Marias udgangspunkt, det er hvad hun har at holde fast i: Troen på, erindringen om, at englen virkelig var der. At hun er et benådet menneske og ikke overladt til skæbnens lunefuldhed. Ethvert menneskes udgangspunkt: – Troen på at englen var hos mig i de svundne dage.  At jeg ikke bare er overladt til min lunefulde skæbnen.

Man kunne tænke, at Maria gang på gang i løbet af Jesu liv har måttet bede –  ligesom Cave – om at englen måtte være virkelig, og hun være ledt på vej af Guds ord. Ind i Guds virkelighed. Ind i hans kærlige favntag. At der vitterlig bag vinunderet, helbredelserne, og de underfulde ord, hendes søn udtalte, gemmer sig det herlighedsrige, han forkyndte og ikke  kun det sorte mørke, som langfredagen efterlader hende i. For englen ser Maria først igen på gravens kant påskemorgen. Sig mig, hvor er du flygtet hen, milde engel. Sig mig, hvornår kommer du tilbage?

Med det spørgsmål er Maria efterladt – ligesom Cave og ligesom os. Hvor blev dog den engel af og med den troen. Troen på at der bliver set i nåde til os med vores med liv og vores elskede. Efterladt med melankolien, de mørke øjne og foldede hænder i den grålige lys  på scenen hvor Cave synger:

Og jeg tror ikke på, at der findes engle

Men kigger på dig, jeg spekulerer på, om det er sandt

Men hvis jeg gjorde jeg ville kalde dem sammen

Og bede dem om at våge over dig

Til hver enkelt brænder et lys for dig

For at gøre din vej lysere og klar

Og gå, ligesom Kristus, i nåde og kærlighed

Og lede dig i mine arme

På de dage, hvor englen har forladt os og med den også troen. Der kan vi måske i efterladtheden ane afglansen af en engels skikkelse i den elskedes ansigt. I kærligheden er skænket os et glimt af Guds store nåde. Det ufortjente er sendt til os i hvert øjeblik. Men når øjeblikket udebliver og livet grådfyldt bryder sammen tager bønnen, klagesangen og lovprisningen over. Den stiger livsaligt fra lavland og flyver mod himlen.

Men vi mennesker vil helst ikke være dem, der står med fattige foldede hænder og bede fordi vi ikke magter. Det er så svært at stå overfor Gud med øjne tunge af sorg og våde af vand og ikke vide, hvor englen og troen blev af. Stå overfor livet med tomme hænder. Sådan som Maria stod med hendes sorg og fortvivlelse ved korsets fod, mens mørket lukkede sig omkring verdens længste dag og omkring hende.

Dér hvor vejen ikke er til at finde, kan vi kun som Cave bede, at vi og vores elskede må vandre med Kristus i nåde og kærlighed  – blive ledt ind i Hans kærlige favntag. Og måske lede den elskede tilbage i vores lille favntag. At englen må komme endnu engang med Guds fred og den himmelske glæde.

Sådan står også vi med foldede hænder i vores små liv. I et gråtonet lys og håber på, beder til, at der gennem regnvejrsmørket  i dag vil lyse en anden virkelighed.

Selvom vi ikke altid er lige elskelige og sjældent yndige. Selvom vi ikke altid kan tro og hjertet ofte tvivler på den Gud, der griber ind i vores lille liv og ikke tror på engle. Og ikke har en jomfrus uskyld, da er vi, som Maria – hver især den udvalgte. Ligesom Cave. Uden grund. Det er Ordet fra evigheden vi hører, når vi går i kirke. I den hellige almindelige kirke – for Guds ord lyder ikke i en særlig udvalgt kirke, hvor de fromme og uskyldige mødes – men hvor vi små nødstedte mennesker forsamles i Jesu navn. Og hører de himmelske klokker slå.

Her sidder vi i lavlandet som Maria, der besvarede Guds nådige henvendelse og udvælgelse med sin lovsang.  Fra vores lavland klinger livsaligt vores lovsang og vores bøn om, at vor far i Himlen vil råde bod på den kløft der er mellem os og ham. Kløfterne mellem os og vores elskede. Må det komme ufortjent, overraskende og overvældende. Må han sende sin nåde til os, for at overdøve vores frygt for ikke at være noget særligt. Må han sende sin nåde selvom der er dage, hvor det er svært at tro på en Gud, der griber ind i verden. Selvom vi ikke tror på engle. For Guds nåde er udvælgelse af dig, af mig – af Maria og af den elskede. Og vi skal ikke spørge hvorfor.  Men lad os med bøn og lovsang kalde den engel tilbage, som vi efterlod, dengang vi blev for store til at tro på den. Milde engel! Kom endnu engang! Har du forladt mig i min barndoms tro? Kom igen milde engel med håbets morgenrøde om, at vi må blive bebudet noget godt. At der er nåde og tilgivelse i vente, for hvert vores lille liv i det gråtonede lys.

Amen.

Marie Høgh er præst ved Lynge-Uggeløse sogne