Kommentar

Jacopo Pontormo Study of a Boy Turning His Head (1529)

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Hør nu, Jakob, min tjener, Israel, som jeg har udvalgt. Dette siger Herren, som skabte dig, han, som dannede dig fra moders liv, hjælper dig: Frygt ikke, min tjener Jakob, Jeshurun, som jeg har udvalgt! For jeg udgyder vand over den tørstige jord, strømme af vand over det tørre land; jeg udgyder min ånd over dit afkom og min velsignelse over dine efterkommere. De skal spire frem mellem græs, som popler ved vandløb. Én siger: Jeg tilhører Herren, en anden kalder sig med Jakobs navn, og én skriver i sin hånd »Tilhører Herren« og bruger Israel som hædersnavn. Dette siger Herren, Israels konge, han som løskøber det, Hærskarers Herre: Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig. Hvem der er som jeg, skal udråbe og fortælle og forelægge mig, hvad der er sket, fra dengang jeg grundlagde et evigt folk. De skal fortælle dem, hvad der skal ske, og hvad der kommer. Vær ikke forfærdede og rædselsslagne! Har jeg ikke fortalt og forkyndt dig det for længst? I er mine vidner: Er der nogen anden Gud end mig? Er der nogen klippe, jeg ikke kender? Es 44,1-8

* Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje. Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. Rom 8,24-28

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham.

ANNONSE

Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.

Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord.

Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.

Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Joh 17,1-11

5. søndag efter påske (2010 – modereret)

Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. 

Det evige liv er et emne, der er blevet gravet frem fra gemmerne og støvet af i de seneste par år, efter at have været taget næsten fuldstændig af dagsordenen. Det er et emne, der er svært at diskutere, fordi begrebet evighed er vanskeligt for den menneskelige hjerne at fatte. Vi lever i en verden, der er begrænset af dimensioner som tid og rum. Vi er vant til, at alting har en tid og et sted, en begyndelse og en slutning. Evighed og uendelighed er ord, som vi ganske vist bruger, og som et eller andet sted betyder noget for os – men som vi heller aldrig nogensinde kommer til at forstå til bunds.

Nu for eksempel dét, at vi lever i et uendeligt univers. Det er en forestilling, vi alle lever med, men som ingen forstår. Vi kan heller ikke forestille os et endeligt univers. For hvis universet ender et sted, hvad er der så på den anden side af universet? Intet? Endnu et begreb, vi ikke forstår: Intet. Vi siger, at Gud skabte verden af intet – og det må han jo have gjort, for hvis Gud har skabt alt, så kan der intet have været, før Gud begyndte at skabe. Men at forestille sig dette intet, det kan vi ikke.

Det, vi forstår, er det, vi kan måle og veje. Det, der udspiller sig inden for vores kendte rammer: tid og rum. Derfor vil vi også gerne prøve at forstå Jesu tale om det evige liv ud fra disse rammer. Vi forestiller os det evige liv som en endeløs forlængelse af tilværelsen. Måske nok, hvor vi bliver løftet bort fra det sted, hvor vi har levet vores jordeliv og ”kommer i Himlen”, som man siger. Men stadigvæk et liv i tiden. Eller også forkaster vi helt tanken om det evige liv, fordi vi simpelthen ikke kan forestille os, hvor og hvornår det skal foregå. Eller vi tolker det – sådan så Jesu tale om det evige liv blot handler om, at dette timelige jordeliv kan få en ekstra dimension, når vi mødes i kirken og deler nadveren.

Men nu er evighed ikke det samme som endeløshed. Evighed er ikke en forlængelse af tiden; men så at sige det modsatte af tid. Evigheden eksisterer til enhver tid. Hvor mennesker, dyr, planeter og stjerner har en fortid, som er gået, og en fremtid, som endnu ikke er kommet, og et nu, som er lige præcis dette øjeblik i tiden – så omsluttes både fortid, nutid og fremtid af evigheden. Om evigheden kan man ikke sige, at den kommer, eller den var, men kun: at den er.

Jeg er, før Abraham blev til, siger Jesus. Er, ikke var. For Jesus taler ikke om fortiden, men om en helt anden dimension, som omslutter tiden og rummet. Om evigheden.

Det evige liv kan derfor heller ikke forstås som en endeløs forlængelse af tilværelsen. Der må være tale om et liv, der rækker helt ud over tiden. Og der må være tale om et liv, der allerede er. Og skal vi tale om et evigt liv, der rækker ud over vores korte jordeliv, så må det være som en frisættelse fra tiden og rummet, fremfor en forlængelse af dem.

Evigheden går på tværs af tiden. Hvor tiden forløber ud af en vandret akse, slår evigheden lodret ned, i enkelte øjeblikke. Og i de øjeblikke, kan vi – glimtvis – erfare Gud.

Når vi har evighedsdimensionen med i vores liv – når vi altså tror på, at vi i Jesus har lod og del i Guds evighed – så får det betydning for vores dennesidige liv. Det bliver ligesom større. Vi føler os mindre begrænset af tiden og rummet, fordi vi føler os forbundet med noget, der rækker ud over dem. 

I disse glimt kan vi fornemme en flig af, hvad det evige liv handler om. Det liv, der rækker ud over vores afmålte år på jorden. 

Jeg har før talt om PH, så lad mig bare fortsætte i dag med at bruge et digt af ham som eksempel på, hvordan man må opfatte jordelivet, når man kategorisk forkaster idéen om det evige liv. 

I dit korte liv er hver time dyr,

hvert sekund, et dyrt sekund.

Du glemmer vel ikke at årene ry’r

Se på dit ur – viserne flyr.

Hold dig vågen, ven

vores lille liv.

Sluttes inde af en søvn.

Vi er af samme stof,

som drømme gøres af

det store tomme rum.

PH opfattes generelt som én, der sagde et stort, rungende JA! til livet. En livsnyder, som i erkendelse af livets endelighed sørgede for at få det bedste ud af tilværelsen. Og han nåede også utrolig meget; han gav os smukke lamper og smuk poesi, og han havde et meget rigt liv. Men jeg synes, at der i hans hyldest til dennesidigheden og det korte jordeliv ligger en stakåndet febrilskhed i stil med den sindsstemning, der præger kaninen fra Alice i Eventyrland; dén der hele tiden panisk gentager: ”Jeg har så travlt! Jeg har så travlt!” PHs digt slutter således:

Hold dig vågen ven,

hvorfor sove nu

i den lyse sommernat.

Det haster med det kys,

den kommer før du tror

den drømmeløse søvn.

På flugt fra døden halser han væk, ud i den lyse sommernat, hvor det haster med det kys. Jeg har så travlt, jeg har så travlt!

Inden døden indhentede Poul Henningsen, havde han testamenteret sit legeme til medicinsk videnskab. Ved hans død skulle der derfor ikke tales med hverken bedemand, præst eller graver. Hans kone ringede bare til personalet på Rigshospitalet, som kom og hentede hans lig, og så var dét dét. Hans torso kan den dag i dag beses på Panum Instituttet i København. 

En anden stor ja-siger til jordelivet var N.F.S. Grundtvig. Men hans appetit på tilværelsen skyldtes ikke, at han følte døden ånde sig i nakken. Grundtvig havde den opfattelse, at Livet og Jesus var ét og det samme. Jeg er vejen og sandheden og Livet, siger Jesus. Og i dag: Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.

Livet, både det evige og det endelige, er for Grundtvig nært knyttet til Jesus. Det er p.g.a. ham, at vi lever og ånder og er. Det er ham, den evige Guds søn, der giver vores dennesidige liv sin sødme og fylde. I Grundtvigs salmer smelter det evige og det timelige liv sammen, der hvor Jesus er tilstede:

O kristelighed!
du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved,
hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt,
det lever dog i os, det føler vi godt;
mit land, siger Livet, er Himmel og jord,
hvor kærlighed bor.

Amen.

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)