Kommentar



Når de franske vælgere ved gårsdagens præsidentvalg har givet Emmanuel Macron et solid mandat – noget det også vil være, dersom resultatet efter fintælingen skulle blive noget lavere end 65 % – er der dog ikke noget, der tyder på, at de fæster nogen større lid til præsidenten-in-spe eller hans partiprogram, som de færreste ville være i stand til at skitsere i andet end vage formuleringer.

Det resultatet mest af at siger noget om er, at det politiske system kendetegnes af træghed. For selv om den nye bevægelse «En Marche!» nu lægger godt an til at erstatte de traditionelt dominerende partier til højre og venstre, er det i virkeligheden et nyt organisatorisk udtryk for dominansen af en gammel elite, som har slået pjalterne sammen – vel vidende, at de har mere til fælles end det, som skiller dem.

Med sin uddannelse fra École nationale d’administration har Emmanuel Macron en baggrund som er genkendelig for den politiske klasse, hvis gamle partier nu er afblomstret. Enhver som har været igennem den kværn for siden at gøre tjeneste i statsapparatet, for Macrons vedkommende som Hollandes økonomiminister, er at anse for et pålidelig medlem af Frankrigs politiske elite.

ANNONSE

Valget var altså et spørgsmål om, hvorvidt et flertal af franskmændene fortsat ville vælge hvem som helst – så længe det ikke blev Marine Le Pen. Udfaldet er givet: De har valgt en hvem som helst. På Macrons plads kunne man have sat en hvilken som helst af 50 andre apparatsjiker med lignende baggrund. Det eneste man behøvede var, nogle nye flasker man kunne hælde den gamle vin på.

Selvom et flertal af vælgerne signalerer, at de fortsat klamrer sig til den gamle politiske elite i dens nye indpakning, er det alligevel svært at betragte det som nogen stor sejr. Ikke mindst når man tager i betragtning, hvilken voldsom fremgang valget har været for Front National.

Da Marine Le Pens far, Jean-Marie, Nåede til præsidentvalgets anden runde for femten år siden, sluttede han med omtrent halvdelen af det, som ser ud til at blive tilslutningen til datteren ved samme korsvej.

Det som bliver kaldt den populistiske bølge, er altså ikke en lille krusning af kort varighed. Vi taler om en vældig stor bølge som har vært under langsom opbygning i årevis.

Årsaken er velkendt: Frankrig har alvorlige problemer, som ikke lader sig løse ved et trylleslag, og Macron har lige meget hvordan man så vender og drejer det, ingen substansielt nye ideer. Der tales meget om at forene franskmændene, hvilket er noget nær utopi. For hvordan skulle årsagerne til splittelsen kunne ophøre over night?

Så længe tingene efter alt at dømme vil gå deres skæve gang omtrent som før, så længe ligger ballerne godt for, at Le Pen kommer til at puste establishments kandidat endnu mere i nakken i næste runde. Trenden er ubønhørlig.

ANNONSE