Kommentar



For nylig så jeg en dokumentar om tsunamikatastrofen i Banda Ache i 2004. Der interviewede de en mand, som blev så optaget af at diskutere med sin kone, om den hvide stribe dér langt ude på havet var en en trussel, om de burde gøre noget, og hvad de burde gøre – at de helt glemte selvopholdelsesdriften, og naturlige sikkerhedsinstinkter. Derfor blev de begge taget af bølgen, og han så aldrig sin kone igen. Franske vælgere er i færd med at lave nøjagtig samme fejl, og de risikerer aldrig at se Frankrig igen, som det var.

Det mest interessante ved denne franske valgrunde var ikke Macron og Le Pen, men jordskælvet for de etablerede partier. De konservative fik en kæmpe lussing,mens socialisterne blev markant decimeret. At få sparket af vælgerne på denne måde er udtryk for en dyb politisk krise, som er uden sidestykke i Europa siden 1968, (socialisterne havde også skylden den gang) og nu gør vælgerne det så godt de kan med det lidt de har af alternativer for at opretholde normalitet.

Macron: Gaven uden indhold

Det er denne uro som får den glatte Macron til at vælte frem på tomme løfter, et pænt slips, og et nyt ansigt. Og denne tønde er lige så tom, som den buldrer: Macron er en julegave uden indhold: En pæn æske i fint papir, med silkebånd i metervis og skyhøje forventninger. Problemet er bare, at æsken er fuld af skuffelser og dubletter. Dette er ikke svært at se, hvis man bare åbner øjnene:

ANNONSE

Han er en ung, fransk elitist, tidligere ministersekretær og rådgiver for Hollande (Frankrigs mindst populære mand) og han svinger med EU-flaget lige så meget som Tricoloren. Han kopierer de nationale faktorer som gør Le Pen populær…minus alle Le Pens upopulære politiske løsninger. Han fortæller kort og godt usikre vælgere nøjagtig hvad de vil høre. Alligevel kalder mainstreammedierne Le Pen for «populisten». (!)

Man kan undre sig over, hvordan franskmændene, som vader i flerkulturelle sociale problemer, terrorfrygt, fremskreden islamisme og tungt væbnet militært personel, fortsat kan omfavne havaristen EU, euroen, og EUs udemokratiske politiske system. Hvis ikke 2016 skræmte folk til at reagere – hvad skal der så til? Vel, decimeringen af de traditionelle partier viser netop, at vælgerne er skræmt, men selv om problemerne skræmmer folk, så forteller de intet om, hvordan man skal redde sig selv. Det gør Macron heller ikke.

EU lever på lånt tid

Alt ved EU har fejlet på spektakulær vis, og dets udemokratiske ledelsesmetoder er for længst afsløret. Alligevel flyder EU fremover på ren masse-træghed, lidt som en supertanker med motorhavari – og Macron er letmatros på den supertanker: Han har aldrig før været opstillet til noget valg, er uden både en stærk partiorganisation og politiske forbundsfæller, Han er uerfaren, ung, og repræsenterer centrum som aldrig har haft særlig tyngde. Så hvorfor i alverden vil franskmændene have ham som Præsident? Det er psykologien bag dette, jeg gerne vil sige noget om:

At stemme på Le Pen er en mental revolution

Overgangen til Front National er som at se bølgen langt ude på havet, opgive sine illusioner, og indrømme, at man er i fare. Det vil mennesker vil helst ikke. De fleste mennesker ønsker at føle sig trygge, og klamrer sig mentalt til denne følelse så længe, de kan. Mennesker som dør i katastrofer, gør det ofte, fordi de nægter at opgive tryghedsfølelsen og indse, at de er truet. Det er ikke katastrofen alene som tager liv, men den afventende holdning, diskussionerne og forvirringen blandt ofrene.

De som øjeblikkeligt indrømmer, at noget er farligt, har meget større chance for at overleve – for alle katastrofer er eksponentielle, ikke lineære og forudsigelige som folk tror. Sådan fungerer den katastrofale politik, som er ved at ramme Frankrig og Europa som en tsunami også: Når det store flertal endelig opgiver illusionerne og begynder at løbe for livet mod ny og bedre politik, som kan løse problemerne, er det alt, alt for sent.

Dem der stemmer på Le Pen er på forkant, er smarte tough guys, fordi de bryder med både gruppetænkingen og vover at bevæge sig uden for sin egen komfortzone ved at indrømme, at noget er helt galt med Frankrig og Europa – og det kræver helt nye løsninger. At åbne øjnene på denne måde er dybest set et meget stort mentalt skridt, og netop derfor kan det tage meget lang tid. Problemet er, at Frankrig ikke har god tid længere.

Macron støder ikke mod noget som helst:

Macron hylder EU, indvandringen, Merkels åben-dør politik, euroen, og vil have mere af den globalisering, som har skabt alle problemerne i Frankrig. (Nej, problemerne skyldes ikke fiktive højreekstreme, som ødelægger alt ved at være uenige). Macron er en tryg, psykologisk nødløsning man kan omfavne uden at blive udskammet af vennerne, og uden at forkaste sin egen livsløgn. At stemme på Macron er enkelt og trygt, fordi det giver en følelsen af, at man har «gjort noget» for at løse problemerne. Et nyt ansigt giver nyt håb for en gammel drøm. Men det er selvbedrag.

Højrefløjen vinder til sidst, det skal bare blive værre først

Situationen skal (utroligt nok) blive endnu værre i Frankrig, før vælgerne meget modvilligt indrømmer, at LePen er den eneste, som faktisk har nye løsninger, og dermed kan løse Frankrigs forfærdelige problemer. Macron er en ung fløs, som aldrig burde blive præsident. Man er ikke egnet til jobbet som høvding før man har nået høvdingealder, og set alle de dumme fejl, som er gjort før.

For det er høvdingens opgave: Være immun over for magtrus, og sørge for, at dumme fejl ikke bliver gentaget. Han rider på en bølge af friskhed – ikke af ny politik, og derfor er han en ulykke for Frankrig. Han er blot en udsættelse, som Frankrig hverken har tid eller råd til.

Ny politik er den eneste løsning

Hør nøje efter, og gentag efter mig: Man kan ikke løse Europas og Frankrigs problemer med den politik og de personer, som har skabt alle problemerne. Fik alle fat i det?

Det burde være indlysende for de fleste, men menneskelig psykologi står i vejen for at indrømme det. At indrømme at man har taget fejl i årevis, er en af de langsomste processer i hovedet på Homo Sapiens. Tsunamien nærmer sig, men de franske vælgere står fortsat og diskuterer og funderer. Nu har de fået en ny ligesom-løsning de kan samle sig om, men Macron er bare mere af det samme som har skabt problemerne. Det er det LePen få velgerne til å forstå de næste uger:

Uanset hvor ondt og vanskeligt det er at vende den trygge følelse ryggen, er det dette franskmændene må lære sig. De må lære at forstå faren, få så mange med sig som muligt, og løbe for livet i en helt anden retning. Realitetsorientering og selvopholdelsesdrift er nemlig det, som holder folk i live, ikke naivitet, kollektivt kærligheds-hysteri og en endeløs debat.

ANNONSE


  • KnudMadsen

    GLIMRENDE lignelse.
    Nu har jeg i årtier tordnet imod importen af muhamedanere og er altid blevet mødt af hån og nedgørelse.
    Det vil være en stor dag, hvor politisk korrekte, rødgardister, væmligboere og andet skidtfolk offentligt må indrømme deres livsfarlige fejltagelse. Desværre er jeg nok kreperet inden den tid, så jeg ikke kommer til at opleve den frydefulde stund.
    Franskerne har begået noget nær et kollektivt selvmord ved ikke at vælge Marine til Præsident. Nu får de yderligere 5 års ørkenvandring med flere hundrede tusinde flere blodtørstige muhamedanere og vilde negre ind i landet, før Marine kan komme til at få ryddet op i den morderiske fare.

  • finnaskov@mail.tele.dk

    En vældig god og oplysende artikel. Tak for det Kent Andersen.
    Desværre er det sådan, at franskmændene er et trægt og arrogant folkefærd der soler sig i fordums storhed.
    Man er aldeles overbevist om at Frankrig er kulturens vugge.
    Vi har før set hvad der sker, hvis der skal ske gennemgribende ændringer i samfundet, optøjer og landsomfattende strejker.
    Frankrig har ikke ændret sig meget siden den franske revolution, der skal en skelsættende begivenhed til, før der kommer en reaktion.
    Forringelsen af det franske samfund sker næsten umærkeligt for den almindelige franskmand.
    At man nu på andet år lever i krigslignende tilstande, afficerer åbenbart ikke.
    Den kogte frøs princip.

  • Margrethe

    “Marine Le pen mest populær blandt unge og kvinder”

    – Hov kan det virkelig passe? De kender vist ikke deres biologiske besøgelsestid…

    http://www.washingtonexaminer.com/poll-finds-french-presidential-candidate-marine-le-pen-won-plurality-of-women-young-voters/article/2621106