Nyt

Søndag var det et år siden terrorangrebene i Paris. De værste i rækken af islamiske terrorattentater i vores del af verden, der fik det mest grusomme udtryk med Bataclan-massakren, bliver efter bedste evne glemt af den europæiske offentlighed – i lighed med alle de andre. Imens styrker radikal islam sin stilling – og samfund som det franske bliver stadig mere usikre på sig selv.

De færreste prominente franskmænd taler skånselsløst om denne tilstand. En af dem som gør det, er filosoffen Alain Finkielkraut – forfatter til bogen Den ulykkelige identiteten, som kom udkom isdste år på norsk på Documents forlag.

Alain-Finkielkraut

Corriere della Seras uforlignelige Paris-korrespondent Stefano Montefiori har interviewet Finkielkraut i forbindelse med markeringen af etårsdagen for attentaterne. “Vi lukker stadig øjnene”, siger den franske tænker. Folk reagerede umiddelbart med at synge Marseillaisen, de trak paralleller til sangens safsluttende vers om de grusomme krige, der dræbte ens børn  og de følte modstræbende en form for patriotisme.

ANNONSE

Hvor mange af disse følelser lever fortsat her et år efter? Ikke mange. Frankrig er vendt tilbage til den patologiske normalitet.

Corriere della Sera: Den socialistiske statsminister Manuel Valls er gået langt i bestræbelserne på at  modarbejde politisk islam. Han har strukket sig til en slags forpligtende udsagn om at “det islamske slør altid er et problem”.

Alain Finkielkraut: Men venstrefløjen er stærkt splittet, hvilket vi har set illustreret i burkini-sagen. Anklagerne om islamofobi har igen fået forrang for anklagerne om islamisme. Og Valls er blevet undsagt af sin egen uddannelsesminister, Najat Vallaud Belkacem. Flere mener, at alt udspringer af islamofobien, frygten og hadet mod muslimer. Og hvis der forekommer vold og attentater, er det altid kun som en reaktion på denne afvisende holdning. Selv højresiden vakler mellem principfastheden og den politiske studehandel. I mange franske byer bliver de muslimske stemmer stadig vigtigere, og der findes politiske ordførere, som indgår aftaler for at imødekomme islamisternes krav.

Jeg tror, at dette fænomen vil gøre sig stadig mere gjældende. Marwan Muhammads organisation mod islamofobi i Frankrig (CCIF) bliver stadig stærkere, og uddeler attester til både højre og venstre for, hvad den anser for hhv. mere eller mindre islamofobisk, med  tanke på det kommende valg. det er den retning vi bevæger os imod.

Alain Juppé, der regnes som den mest sandsynlige vinder af præsidentvalget i Frankrig til næste år, forsøger at skabe optimisme blandt franskmændene. Men dette i og for sig prisværdige initiativ bygger ikke på en tilstrækkelig klar virkelighedsopfattelse. Hans franske hus står på sandgrund.

Så når Alain Juppé, som er favorit til at vinde primærvalget på højrefløjen skriver en bog med titlen “Den lykkelige identitet”, et modsvar på Deres “ulykkelige”, gør han det med køligt overlæg?

Der er helt sikkert et element af beregning dér, men også en hvis oprigtighed. Altså blindhed. Alain Juppé tog til Argenteuil, hvor Sarkozy for flere år siden gik ind i et frontalangreb på ballademagerne, på forstædernes bundfald. Juppé ville fremstå som modsvaret til Sarkozy, og han lovede at etablere en “respektens republik”. Men lige netop dér havde to mænd nogle dage før slået en lærer til blods og anklaget ham for racisme, fordi han havde dristet sig til at irettesætte en skolepige. Og hvad gør Juppé? I stedet for at sige. at det er republikken, som skal respekteres, vender han hele sagen på hovedet.

Tidligere præsident Sarkozy forsøger også at vinde nomineringen på højrefløjen. Han indtager en langt mere stridbar holdning end Juppé. Men han har det handicap, at han er en leder i recirkulation, og hans tilgang er efter Finkielkrauts mening ikke den bedste:

Nicolas Sarkozy er derimod på krigsstien mod islamske menuer i skolekantinerne, og han gør sig i udsagn som: “En skoleelev som ikke vil have svinekød, må nøjes med en ekstra portion pommes frites! Menuen skal være ens for alle, dette er republikken!” Han viser sig fra en uforsonlig side. Er dette hensigtsmæssigt efter Deres opfattelse?

Nej, det er upassende. Han vil forsvare princippet om assimilering, og det forstår jeg godt, for det betyder, som jeg ser det. ikke at man absorberes i massen, men at hver enkelt har chancen for at slutte sig til nationen. Men dette skal ske ad formidlingens vej – ikke forstoppelsens.

Montefiori bemærker at salafismen i hovedsagen er ikke-voldelig. Det hjælper ikke så længe salafistene opfordrer muslimer til at kappe båndene til det franske samfund, indvender Finkielkraut. Men hvad kendetegner egentlig det franske samfund?

Temaet identitet står centralt i valgkampen. Der tales faktisk ikke om andet i Frankrig.

Nogen vil gerne tale om andet. Ifølge Emmanuel Macron, for eksempel, er problemerne af økonomisk art, og løsningerne ligeså. Men vi kommer ikke til at holde gemytterne i ro i de mange Molenbeek’ere med “uberisering”. Franskmændene er urolige på grund af attentaterne, og fordi migrationen ikke har været gjort til genstand for en demokratisk beslutning. Det er den største forandring i nyere historie, men det italesættes som om der blot er tale om et regnvejr. Sarkozy gør ret i at stille spørgsmålet om Frankrig kan forblive Frankrig.

Man må så først blive enige om at definere, hvad Frankrig er. Indvandringen er en del af landets identitet.


Men i dag har vi den særlige udfordring, der kommer af islams fremmarch. Og nogen gange har vi følelsen af, at det er for sent. Lærerne bliver fortsat udsat for aggresiv opførsel og politiet for tilråb. Og hele byer vil blive forladt af de de oprindelige franskmænd. Jeg ser ingen tegn, der kan få mig til at bevare optimismen.

Denne statiske situation har nogety anspændt over sig. Det ligger i luften, at spændingen vil udløses på en eller anden måde. Vil det ske med vold? Det er ikke såv svært at forestille sig. hvilke politiske konsekvenser udløsningen kan indebære. Finkielkraut kan ikke lide det, man han lægger ansvaret for det over på det politiske establishment:

Marine Le Pen gør sig kostbar. Hun fører i meningsmålingerne, og lader modstanderne gøre arbejdet for sig.

Det er nedslående. Da Jean-Marie Le Pen nåede anden valgrunde i 2002, var det et stort traume for det franske samfund. I 2016 tager man det for givet, at datteren Marine vil gøre det samme. Og hun kan slå Juppé, som er højrefløjens sandsynlige kandidat. Takket være den ideologiske blindhed hos dele af venstrefløjen. og studehandler på højrefløjen, er der opstået en samhørighed, der er i Front Nationals favør. Marine Le Pen behøver ikke sige så meget mere. Kendsgerningerne taler til hendes fordel.

Finkielkraut er noget mere optimistisk, når det gælder de unge. Disse verdensborgere som ustandselig sidder i flyvemaskiner, er kommet ned på jorden igen. De har genopdaget nationen. Filosoffen håber det bedste, men han ved det ikke.

Man hører jo ikke så meget fra de unge, kunne man tilføje. Hvordan vil de komme på banen? Præget af Génération Identitaire? Eller noget helt andet?

 

Corriere della Sera

ANNONSE


Mest lest

Sorry. No data so far.