Tyskland, Frankrig og et stort flertal af de andre EU-lande vil i slutningen af 2017 give Ungarn og Polen et ultimatum, oplyser en højtstående diplomatisk kilde fra en af EUs seks oprindelige medlems­stater til The Times’ Bruxelles-korrespondent Bruno Waterfield:

Enten giver de to lande afkald på sin afvisende holdning til Bruxelles og migranter, og tager imod deres tildelte andel af asylsøgere i forbindelse med EUs omfordelings­program, eller også må de forlade unionen. Man kan ikke få både i pose og sæk, er unionens holdning til landene, som den mener høster økonomiske fordele af medlemskabet, men ikke vil bære byrderne ved samarbejdet.

I første omgang vil striden slå ud i lys juridisk lue:

The European Court of Justice is expected to hold a hearing on the legality of the migrant quotas within weeks with a judgment, expected to support the quotas, likely by the end of year.

Derefter vil der følge en politisk fase:

“We are confident that the ECJ will confirm validation,” the source said. “Then they must abide by the decision. If they don’t then they will face consequences, both financial and political. No more opt-outs. There is no more ‘one foot in and one foot out’. We are going to be very tough on this.”

Fejden drejer sig om flere ting, men hensynet til de 160.000 personer – i sig selv kun en brøkdel af menneske­strømmen – som indgår i det omfordelingsprogram, der langt hen ad vejen allerede er havareret, er ikke en af dem. Den skærpede holdning til Ungarn og Polen er først og fremmest et forsøg på at bevare EUs autoritet og enhed i en tid, hvor begge dele er stærkt udfordret, og unionen ikke har fundet andet i sin værktøjs­kasse end trusler og støt kurs videre. Med truslerne mod Ungarn og Polen sender man også en advarsel til Østrig, hvis stats­minister har sendt signaler om at man heller her vil påtvinges asylsøgere.

Den reelle byrdefordeling er heller ikke et underliggende hensyn. EU-staternes regeringer er nemlig udmærket klar over, at personer som er blevet omfordelt til de baltiske lande, efter kort tid er havnet i Tyskland. Men hvis truslerne får gennemslagskraft, kan tyske politikere som vil genvælges, fortælle de mest naive vælgere, at en del af byrden er blevet skubbet over på de utaknemmelige, østeuropæiske slubberter, der nyder godt af deres tyske skatte-euro.

Det er et højt spil fra fler­tallet af EU-staterne. Hvis ingen af partene blinker først, er de potentielle tab store for alle involverede. Kort tid efter Brexit risikerer unionen at skalle yderligere af i forsøget på at opnå det modsatte.

Det er noget grundlæggende tragisk ved unionens adfærd. Det er som om fraværet af samlende ideer, gør dens medlemmer ude af stand til at enes om noget som helst, og resultatet er en gensidig modvilje, som forgifter den konstruktive holdning til forhandlinger, hvor begge parter er optaget af at give den anden mulighed for en værdig retræte på de områder, hvor man må vige.

The Times