Kommentar


Illustrasjon: depositphotos

Med de uafladelige, indgribende forandringer af Europa, som har manifisteret sig i den senere tid, kommer en snigende følelse af, at de sidste tiårs politiske orden i vor verdensdel også er i færd med å svinde bort.

Ved slutningen af den kolde krig for en menneskealder siden, fremstod EU, den gang endnu bare EF, som en kilde til stabilitet i Europa. Samforståelsen og kompromiserne mellem unionens mægtigste lande – Frankrig, Tyskland og Storbritannien – var i form af en ramme, som andre forholdt sig til. De transatlantiske bånd var også stærkere.

Da omvæltningerne i Vesteuropa for alvor begyndte, var EU i mellemtiden både blevet mere centraliseret og udvidet østpå. Med London på vej ud af en union, som de centraliseringsuvillige briter aldrig blev mer end halvhjertede medlemmer af, er det nu trioen Paris, Berlin og Bruxelles, som vil bestemme, hvor skabet skal stå i en meget større og mer kompleks union.

ANNONSE

Men de fremvoksende økonomier i Østeuropa, hvor man fortsat husker, hvordan det var at blive styret fra Moskva, signaliserer klart, at de ikke har til hensigt at være lydlande, og de har nu i praksis fået en vesteuropæisk allieret. De fire Visegrad-lande Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet samt Østrig, som til sammen har mere end 70 millioner indbyggere, er blevet en magtfaktor, som irriterer EU-eliten.


Stillbilde: Hoover Institution / YouTube.

Disse lande udfordrer Bruxelles, mener John O’Sullivan (billedet) – i sin tid Margaret Thatchers nære rådgiver – i The Spectator. De anser sig selv som det ægte Europa, en formulering som bringer tankerne hen på Paris-erklæringen. O’Sullivan skriver:

These central Europeans see themselves as the true Europe. One which values the nation state, the family, prudential politics, the Christian religion, and majoritarian democracy — and sees them as more authentic echoes of European tradition. So their tussles with Brussels are not about being anti-European, but a battle over what it means to be European.

For O’Sullivan handler det altså ikke bare om polarisering mellem de to sider af en skarp politisk skillelinje: Det er intet mindre end kampen om Europa.

Og den kamp er beskidt, mener artikelforfatteren. Den ene part forsøger nemlig ustandselig at delegitimere den anden. Fra Bruxelles og Berlin lyder standardanklagen, at de østeuropæiske lande er i færd med at blive autoritære.

With French and German support, Brussels has been threatening Poland and Hungary with penalties and censures for alleged backsliding from democracy. This is a grotesque exaggeration at best — both countries have lively political campaigns, street protests, contentious media, and fair electoral systems. They are undeniably democratic — far more so than the European Union itself.

Så enkelt er det imidlertid ikke. Det er misvisende at bruge de samme betegnelser, som med rette bruges på Putin. Man kunne lige så vel hævde, at disse lande er i færd med at afskaffe en autoritær fortid:

In their first 20 years these young democracies found that too many levers of power — the courts, the media — were in post-communist hands under rules, constitutions and bureaucracies shaped by the communists. They’re doing what democracies are supposed to do: reforming institutions to channel into government policy what their voters chose through elected politicians.


Foto: Dario Pignatelli / Reuters / Scanpix.

Angela Merkel, Jean-Claude Juncker og deres ligesindede – som selv er autoritære nok til at overveje at fratage lande stemmeretten i EU og som vil bestemme, hvem som skal bo der – øver utvivlsomt fortsat større magt i Europa end Viktor Orbán og Andrzej Duda. Men hvordan kan den end så længe dominerende politiske klasse undgå følelsen af, at dens hegemoni er forbigående?

Kampen om Europa er fremdeles en i hovedsagen åndelig kamp, og man får af og til indtryk af, at den er ligeså statisk som gamle dages stillingskrige. Men helt uden politisk dynamik er den alligevel ikke. Det går ned ad bakke for venstrepartierne. I Østeuropa er de næsten borte:

Czech social democrats got only 7 per cent in the elections; Poland’s left all but disappeared in the last few Polish elections, leaving a contest between an urban Whig party and a rural Tory one — the Civic Platform and Law and Justice respectively. Three years ago, five parties on the Hungarian left formed a single coalition to maximise their vote which, in the event, maxed out at 25 per cent

Også i Vesteuropa er traditionelt dominerende venstrepartier i store vanskeligheder. Men hvor går folk hen, når de har vendt deres gamle partier ryggen? Et vakuum venter på at blive fyldt op, og en model står klar:

By boldly making the case for national conservatism, especially on migration, Orban has become a trendsetter for the centre–right throughout much of the continent.

Denne form for frejdighed giver sig nokså uventede udslag:

At a Polish-German basketball match after Cologne, fans unfurled a banner saying ‘Protect your Women, not our Democracy.’

Almenheden i Vesteuropa får ikke så mange chancer til at få øje på de østeuropæiske ledere som rollemodeller. De omtales sjældent i de største medier, og når det sker, er vinklingen ofte lige så negativ, som den næsten altid er med hensyn til Donald Trump.

Men hvor længe vil folk lade sig narre? Hvis de opdager, at medierne har narret dem, når det gælder Trump, hvor nærliggende er det da ikke at tænke i lignende baner om Orbán og kompagni?

Angela Merkel, Emmanuel Macron og Jean-Claude Juncker vil måske endnu en tid kunne give polakker og ungarere et smæk over fingrene, om end hykleriet skinner igennem:

With French and German support, Brussels has been threatening Poland and Hungary with penalties and censures for alleged backsliding from democracy. This is a grotesque exaggeration at best — both countries have lively political campaigns, street protests, contentious media, and fair electoral systems. They are undeniably democratic — far more so than the European Union itself.

Men mon ikke de tre nævnte ledere er ude af sagaen længe før Polen eller Ungarn forandrer politik? Det er nu kun et mindretal i Tyskland, som ønsker sig en ny storkoalition ledet af Merkel.

Almenheden i Vesteuropa bevæger sig i østeuropæisk retning, konstaterer O’Sullivan. Og de østeuropæiske ledere ved det. Det kan alligevel hænde, at den gamle elite vil forsvare sit hegemoni med næb og klør. Resultatet risikerer at blive grimt:

But whether you seek to co-opt or resist populism, the issue is the same: unless the elites are willing to treat other people and social groups as equals in a democratic system, there will be intractable clashes.

In the old left versus right world, both sides essentially accepted that the other would win power occasionally. But now we have a centrist establishment in Europe that does not really accept the right of its challengers to come to power. And when they do, it casts them as being illegitimate, or extremists, and seeks to use supranational legal and political powers to constrain or oust them.

Vi ser det samme fænomen på alle trin: Nye politiske aktører fremstilles som moralsk mindreværdige, også lokalt: Idet demonstranter i Kandel forlanger bedre sikkerhed for kvinder og børn, råber moddemonstranterne nazis raus. Hvilket es, om noget, har establishment fortsat i ærmet? Vil de være i stand til at beholde magten, hvis de ikke kan komme ud med andet end at tilsvine vælgerne?

Hvis de ikke holder stillingen, ser vi konturerne af noget, som mere ligner det Europa, som Margaret Thatcher ønskede sig, det som O’Sullivans gamle chef redegjorde for i Brügge-talen i 1988: et frivilligt samarbejde mellem suveræne stater. Det ville utvivlsomt være en klar forbedring, og på høje tid.

Og måske sker det lettere i nærvær af en stærk amerikansk præsident med sans for østeuropæernes patriotisme.

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)