Gæsteskribent

 

En af Sveriges mest populære børnebogsforfattere, Jan Lööf, fik for nylig at vide af sin forlægger, at hans bestseller fra 1966, Morfar er sørøver, vil blive taget ud af markedet, medmindre han gør den mere politisk korrekt ved at omskrive den og ændre illustrationerne.

I 1966 udgav en af Sveriges mest populære børnebogsforfattere, Jan Lööf, den illustrerede børnebog Morfar er sørøver, som bl.a. indeholder figurerne den onde pirat Omar og gadesælgeren Abdullah. Bogen har været en bestseller lige siden og er blevet oversat til engelsk, spansk og flere andre sprog. For ti år siden blev 100.000 kopier af den endda uddelt til den svenske offentlighed sammen med McDonalds Happy Meals som del af et initiativ, der skulle fremme læsning blandt børn.

Åh, men det var dengang! I dag, halvtreds år senere, er bogen ikke længere acceptabel. Den nu 76-årige forfatter har fortalt de svenske nyhedskanaler, at hans forlægger for nylig har sagt, at bogen vil blive taget ud af markedet, medmindre han skriver den om og ændrer illustrationerne. Forlæggeren truede også med at trække en anden af hans bøger ud, medmindre den bliver ændret: den indeholder en illustration af en sort jazzmusiker, som sover med solbrillerne på.

Lööfs forlægger, den svenske forlagsgigant Bonnier Carlsen, siger, at der endnu ikke er truffet en endelig beslutning, og at man blot anser omskrivningen og genillustrationen af bøgerne som “en mulighed.” Der er dog ingen tvivl om, at man opfatter de nævnte bøger som yderst problematiske.

ANNONSE

“Bøgerne stereotypiserer andre kulturer, hvilket ikke er så mærkeligt, da alle illustrationerne er udført inden for en kontekst, i deres egen tidsperiode, og tider ændrer sig,” sagde Eva Dahlin, som står i spidsen for Bonnier Carlsens litteraturafdeling.

“Men kommer man f.eks. fra Mellemøsten, kan man godt blive træt af, at man sjældent optræder blandt de gode i litteraturens skildringer. Børnebøger er specielle, fordi de læses gennem lange perioder, og fortidens normer lever videre i dem, uredigerede. Som voksen har man måske de nostalgiske briller på og overser ting, som andre kan finde problematiske.”

Dahlin forklarede endvidere, at forlaget bruger meget tid på at gennemgå ældre udgivelser for at se, om der optræder den slags “problematiske” passager. Hun tilføjede, at forlaget ikke kun kontrollerer for kulturelt følsomme passager:

“Der er mange kvindelige redaktører, og derfor har vi sandsynligvis været mere naturligt opmærksomme på kønsbaserede skildringer end på denne type spørgsmål. Men i dag har vi større indsigt og mere opmærksomhed på disse problemer.”

Sverige er ikke fremmed for “litteraturrevisioner” af denne type eller for andre kulturelle revisioner i den politiske korrektheds navn. Både Pippi Langstrømpe og andre børnebøger har gennemgået diverse redigeringsprocesser eller er ligefrem blevet taget ud af markedet. I tv-serien Pippi Langstrømpe er en scene, hvor Pippi kniber øjnene sammen for at komme til at ligne en kineser, blevet fuldkommen fjernet under redaktionen for at undgå at komme til at støde nogen. I 2013 blev en populær, prisvindende, dansk børnebog, Mustafas Kiosk af Jakob Martin Strid, taget ud af det svenske marked efter klager på de svenske sociale medier over, at den var racistisk og “islamofobisk.” Ironisk nok skrev forfatteren bogen i 1998 under et ophold i Indonesien, det land i verden med den største muslimske befolkning, som “en anti-racistisk erklæring.” Meget sigende havde bogen været tilgængelig på det svenske marked lige siden 2002 uden klager. I sin reaktion på kritikken bemærkede den danske forfatter, at der først kan opstå et lige og ikke-racistisk samfund, “når man har lov til at gøre (kærligt) grin med alle.” “Jeg gør også grin med nordmænd,” tilføjede han.

Efter klager på de svenske sociale medier over at noget af deres slik var “racistisk”, besluttede firmaet Haribo i 2014 at ændre et af sine produkter, “Skipper Mix,” som bestod af slik formet som en sømands hjembragte souvenirs, herunder afrikanske masker.

Det spørgsmål melder sig: Hvor megen udrensning og bod skal der til, for at gøre et lands kultur politisk korrekt?

Og det spørgsmål rejser et endnu større: Hvor høj er prisen for politisk korrekthed i form af “rensning” af fortid og nutid for oplevet ringeagt hvor som helst og over for snart sagt hvem som helst?

Ført ud i det ekstreme vækker trangen til at rense en kultur for elementer, der ikke lever op til den politisk korrekte ortodoksi, som er på mode i tidens politik, i foruroligende grad genklang af Talibans og ISIS’s trosbekendelser om at udrydde alt, som ikke stemmer med deres koranlæsning. Ført til sin logiske konklusion er ønsket om “ikke at fornærme” en totalitær impuls, som truer med at udslette alt, der ikke er i overensstemmelse med dens doktriner. Og helt afgørende: hvem skal bestemme, hvad der er fornærmende?

Det, der måske begynder nok så uskyldigt med at fjerne et par passager i nogle bøger, som kunne såre nogens følelser, kan ende med at blive til noget langt mere uhyggeligt, sådan som det faktisk er tilfældet i Sverige. Den tidligere svenske statsminister Frederik Reinfeldt blev i 2014 berømt for at sige, at Sverige tilhører indvandrerne, ikke svenskerne, som har levet der i generationer. Han meddelte dermed, at han mener, at Sveriges fremtid vil blive formet af ikke-svenskere, og tilkendegav således en ejendommelig foragt for sin egen kultur.

Denne foragt har bredt sig hurtigt i det officielle Sverige. I 2014 forbød en svensk skole i Halmstad fremvisning af det svenske flag, efter at en skoleelev havde malet sit ansigt i de svenske farver ved et karneval. I sine nye regler beskriver skolen hvorfor:

“De fleste elever ser frem til skoletraditionerne. Når vi har dage med karneval og musik, er målet, at disse dage skal opleves som positive af alle. Det svenske flag er ikke tilladt som del af en karnevalsdragt. … Positive og glade følelser skal være i fokus. … Skolefotos skal helt klart være fri for nationale symboler.”

En “præcedens” for den type regler blev imidlertid skabt allerede ti år tidligere, i 2004, på en skole i Vaargaarda, hvor to piger havde været iført nogle sweatshirts med print, der viste det svenske flag og ordet “Sverige.” De fik at vide, at den slags tøj ikke var tilladt på skolen. En af pigerne fortalte pressen, at afsyngelse af den svenske nationalsang også var blevet forbudt på skolen.

I 2012 foreslog to medlemmer af den svenske rigsdag, at alle statuer af de to svenske konger Carl XII og Gustav II Adolf skulle fjernes, fordi de repræsenterede en epoke, hvor Sverige var en stor militærmagt, “en i vort land og andre lande dyster periode, som var præget af svensk aggression,” som de to rigsdagsmedlemmer skrev i deres forslag. I stedet foreslog de to, at alle offentlige torve i det centrale Stockholm skulle udsmykkes på en sådan måde, at de “signalerer fred, tolerance, mangfoldighed, frihed og solidaritet.”

I 2013 blev et barokmaleri af den nøgne gudinde Juno fjernet fra restauranten i den svenske rigsdag, angiveligt for at undgå at fornærme feministers og muslimers følelser.

Ovennævnte bør ikke affærdiges som nogle skøre tiltag, der er specielle for Sverige. De udgør tværtimod et perfekt studieemne i følgerne af politisk korrekt kultur ført ud i det ekstreme.

Disse følger skyder allerede frem overalt i den vestlige verden. Et særligt bemærkelsesværdigt tilfælde var, da den iranske præsident, Hassan Rouhani, besøgte Rom i januar 2016. For at forhindre, at Rouhani skulle få “et hormonelt chok og rive de nylig underskrevne kontrakter med vore italienske industrier i stykker,” som en italiensk klummeskribent, Massimo Gramellini, udtrykte det, tildækkede Rom sine klassiske nøgenstatuer. Hvem kunne for bare ti år siden have forestillet sig et sådant spytslikkeri?

I Storbritannien har studerende for nylig gennemført en kampagne for fjernelse af alle symboler på britisk imperialisme, såsom en statue af Cecil Rhodes på Oxford Universitet. De studerende hævder, at kampagnen ikke blot handler om statuen selv, men det er “…en kampagne imod racisme på Oxford, hvoraf statuen af Rhodes blot er en lille, men symbolsk del.” Allerede i år 2000 foreslog Londons daværende borgmester, Ken Livingstone, at statuerne af to britiske generaler fra det 19. årh. skulle fjernes fra Trafalgar Square i London, et forslag han baserede på sin egen uvidenhed:

“Personerne på plinterne ved hovedstadens vigtigste plads bør være bekendt for størsteparten af befolkningen. Jeg har ingen anelse om, hvem disse to generaler på pladsen er, eller hvad de foretog sig. Jeg forestiller mig, at ikke én ud af 10.000 personer, der passerer hen over Trafalgar Square, har noget som helst kendskab til detaljerne i disse to generalers liv. Tiden kunne være inde til at forsøge at få dem fjernet og få opsat nogle andre figurer, som almindelige indbyggere i London og andre mennesker fra andre steder i verden kender til.” Problemet i alt dette er selvfølgelig, at det meste af Londons velstand og storhed inden for kunst og arkitektur hovedsagelig er en følge af britisk kolonialisme, så spørgsmålet er, hvor mange bygninger der ville få lov til at blive stående i den britiske hovedstad, hvis man fulgte op på dette emne og bragte det til dets logiske konklusion.”

Problemet med ønsket om at viske den kulturelle og historiske tavle ren er selvfølgelig, at lande ikke bare kan trykke på “slettetasten,” når det gælder deres kultur og historie. Sådan et skridt ville ikke blot indebære en fjernelse af bøger, malerier og statuer, men en total udrensning. De, der virkelig interesserer sig for historie, vil vide, at dette eksperiment allerede har været forsøgt, ikke bare én, men flere gange af diverse kommunistiske og nazistiske bevægelser i det 20. årh. Selvom der måtte være ringe lighed mellem disse bevægelser og den politiske korrektheds kultur, forbliver den impuls, der styrer dem alle, ikke desto mindre den samme: At forme og påtvinge alle én eneste “sandhed” og udrydde alt det, der ikke passer ned i den utopiske støbeform. Det er hverken “mangfoldigt” eller “tolerant.”

Judith Bergman er forfatter, klummeskribent, jurist og politisk kommentator

Oprindelig hos gatestoneinstitute.org.  Oversat af Mette Thomsen

ANNONSE

2 svar til “Sveriges hellige krig mod børnebøger”

  1. Arbeidsrud siger:

    I romanen “1984” av George Orwell drev også myndighetene stadig vekk og endret historien slik at den skulle passe det som til enhver tid var Politisk Korrekt, og det var streng straff for å antyde at man husket noe annet enn det man var pålagt.

  2. arcil siger:

    «udrydde alt det, der ikke passer ned i den utopiske støbeform.»
    Dette får meg til å tenke på et lite dikt av Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832)
    – å mangle sanne historiekunskaper er ødeleggende og farlig for nåtiden og fremtiden:

    ”Wer nicht von dreitausend Jahren
    sich weiss Rechenschaft zu geben,
    bleibt im Dunkeln unerfahren,
    mag von Tag zu Tage leben.”

    … her respektløst, ukvalifisert og upretensiøst overført til norsk:

    ”Kjenner du ikke tre tusen år
    og kan gjøre rede for dem,
    du famler i mørket og lite forstår
    av dagen i dag og av veien frem.”