Gæsteskribent

Lederen af det norske politis sikkerhedstjeneste (PST), Benedicte Bjørnland, deltog for nylig som gæst i en sikkerhedskonference i Sverige, hvor hun advarede mod yderligere muslimsk immigration.

“Man kan ikke gå ud fra,” sagde hun, “at nyankomne automatisk tilpasser sig det norske samfunds normer og regler. Desuden er de nyankomne ikke en homogen gruppe og kan bringe etniske og religiøse stridigheder med sig… Hvis der skabes parallelsamfund, radikalisering og ekstremistiske miljøer på længere sigt,” tilføjede hun, “vil vi som sikkerhedstjeneste få problemer.”

De forandringer, som Bjørnland taler om — parallelsamfund, radikalisering og ekstremistiske miljøer – er ikke noget nyt; de er i årevis skudt op overalt i Vesteuropa. Molenbeek, som er en forstad til Bruxelles, og som var hjemby for to af gerningsmændene til terrorangrebene i Paris i november, er kendt som “terroristrede.” Alligevel ignorerede borgmesteren i Molenbeek en liste, som hun modtog en måned før angrebene i Paris, “med navne og adresser på mere end 80 personer, der var mistænkt for at være islamiske militante bosiddende i hendes område,” ifølge New York Times. “Hvad forventedes jeg at stille op med dem? Det er ikke min opgave at efterspore mulige terrorister,” udtalte borgmester Schepmans. “Det er det statslige politis opgave.”

Denne holdning er på mange måder symptomatisk for den mislykkede europæiske indsats over for de sikkerhedsproblemer, som Europa står med. Problemet formodes altid at være en andens.

Anders Thornberg, lederen af den svenske sikkerhedstjeneste (SÄPO), tryglede bogstavelig talt det svenske samfund om hjælp: “De islamistiske miljøer er vokset betydeligt gennem de seneste fem år,” sagde han, “og spændingerne tiltager mellem de forskellige befolkningsgrupper. Vi har brug for, at hele samfundet hjælper med at bekæmpe radikaliseringen, der er grænser for, hvor meget hurtigere en sikkerhedstjeneste kan løbe.”

ANNONSE

Den svenske sikkerhedstjenestes leder, Anders Thornberg, sagde for nylig: “De islamistiske miljøer er vokset betydeligt gennem de seneste fem år, og spændingerne tiltager mellem de forskellige befolkningsgrupper. Vi har brug for, at hele samfundet hjælper med at bekæmpe radikaliseringen, der er grænser for, hvor meget hurtigere en sikkerhedstjeneste kan løbe.”

Dette er følelser, som ellers sjældent, om nogensinde, ytres af embedsmænd i det officielle Norge eller Sverige. Tilsyneladende har frygten for at fornærme muslimsk nærtagenhed hidtil overskygget sikkerhedsinteressen. Men selv Sverige, der opfatter sig selv som en “humanitær supermagt” og indtil nu har svoret at holde sine døre åbne for alle migranter og flygtninge, har måttet revidere sin politik. I slutningen af november 2015 sagde Sveriges viceudenrigsminister, Asa Romson, modvilligt og tårevædet, at regeringen var blevet “tvunget til at tage hensyn til virkeligheden” i form af det kolossale antal migranter, som kommer ind i landet. Sverige (og Danmark) strammede deres grænsekontrol for få uger siden.

Spørgsmålet er imidlertid, om advarslerne fra de skandinaviske sikkerhedstjenester vil få nogen nævneværdig indflydelse på den grundlæggende politiske kurs hos deres politiske ledere, især hvis man betragter den svenske statsminister Stefan Löfvens seneste udtalelser.

I et interview på World Economic Forum i Davos den 21. januar udtalte Löfven, at det ville være “forkert” at sammenblande de seksuelle overgreb på europæiske kvinder og truslerne fra ISIS med masseindvandringen til Europa: “Seksuel chikane klæber ikke automatisk til migration eller immigration. Vi har desværre haft seksuel chikane i Sverige i mange, mange år,” sagde Löfven til CNBC, idet han dermed lod som om, det mellemøstlige tidsfordriv Taharrush [kollektiv seksuel chikane] mod tusindvis af kvinder i Köln og andre europæiske byer nytårsaften intet havde at gøre med migranter.

“Det, der nu skal fremgå helt klart er, at det ikke er passende, det er langt over stregen, og vi må udsende et meget klart signal nu for at vise disse unge piger og kvinder, at de selvfølgelig har ret til at færdes i byen… uden at blive udsat for seksuel chikane,” tilføjede Löfven.

Nej, pigerne og kvinderne er ikke dem, der har brug for et “klart signal.” Det har de mænd, som chikanerer og voldtager dem – især i et land, der nu er kendt som Vestens voldtægtshovedstad.

Den svenske statsministers vægring ved at “tage hensyn til virkeligheden” — herunder ISIS-terrorister der kommer ind i Europa sammen med migranterne – er foruroligende og bør vække kolossal bekymring blandt de svenske borgere. Den udstiller tillige den meget store forskel i opfattelsen af den aktuelle situation hos den svenske sikkerhedstjeneste og den svenske regering.

Det viser sig nu, at den svenske sikkerhedstjenestes chef har al mulig grund til at bede det svenske samfund om hjælp til at bekæmpe de sikkerhedsproblemer, som Sverige står med. Betænker man den aktuelle svenske regering, har han brug for al den hjælp, han kan få.

Den øgede afstand mellem den reelle bekymring hos de forskellige europæiske landes efterretnings- og sikkerhedstjenester på den ene side og regeringernes frygt for at fornærme muslimsk nærtagenhed og vove sig hinsides de politisk korrekte “narrativer” på den anden, begrænser sig ikke til Sverige, men er synlig overalt i Vesteuropa.

De europæiske efterretnings- og sikkerhedstjenester har gennem lang tid advaret om, at de – med den øgede, hovedsagelig muslimske migration og den efterfølgende vækst i parallelsamfund og ekstremistiske miljøer – ikke kan holde trit med den bestandigt voksende bunke af trusler om jihadistisk terrorisme, som gennem de seneste ti år er øget voldsomt.

I Holland indledte den hollandske jihadistbevægelse i slutningen af 2010 en vidtgående proces for at blive mere professionel og overtog propagandametoder, som var blevet udviklet af de britiske jihadister. “Den tiltagende vækst i hollandsk jihadisme udgør en hidtil uset trussel mod Hollands demokratiske retssamfund,” fastslog den hollandske efterretningstjeneste (AIVD) i efteråret 2014.

I Tyskland advarede efterretningstjenesterne i begyndelsen af efteråret 2015 om, at “Vi importerer islamisk ekstremisme, arabisk anti-semitisme, andre folks nationale og etniske konflikter, såvel som en helt anden samfunds- og retsopfattelse.”

Fire større tyske sikkerhedstjenester gjorde klart, at de “tyske sikkerhedstjenester… vil ikke være i stand til at løse disse importerede sikkerhedsproblemer og de deraf opstående reaktioner hos den tyske befolkning.” Men end ikke denne dystre advarsel, som blev lækket til tysk presse, fik Tysklands kansler, Angela Merkel, til at ændre sin åben-dør-politik. Selvom Tyskland har indført grænsekontrol, bliver der i landet stadig behandlet 2000 asylansøgninger om dagen.

I Storbritannien har MI5 åbent erklæret, at de ikke magter at standse alle terrorangreb på britisk jord. I oktober 2015 sagde Andrew Parker, generaldirektøren for sikkerhedstjenesten, at den “mængde og hast,” hvormed truslerne mod Storbritannien tiltager, nu ligger på et niveau, som han aldrig før har oplevet i sin 32-årige karriere. Han advarede om, at mens truslerne mod Storbritannien fra ISIS vokser, kan MI5 “aldrig” være sikker på at kunne standse alle terrorplaner.

Det er ikke så mærkeligt. Britisk politi overvåger mere end 3.000 hjemmefostrede islamistiske ekstremister, som er villige til at udføre angreb mod Storbritannien, advarer britiske sikkerhedskilder. Der er tale om en stigning på 50% på mindre end ti år. Allerede i november 2014 fortalte Sir Bernard Hogan-Howe, kommissær ved Metropolitan Police, ved en international terrorismekonference, at 25% af befolkningstilvæksten i Storbritannien er ankommet til London inden for de seneste 10 år og volder store problemer for politistyrkerne, som ikke har kunnet holde trit med immigrationstempoet.

Vanskelighederne ved at overvåge så mange ekstremister ordentligt og effektivt forhindre dem i at begå terrorhandlinger er også blevet en kolossal udfordring, det stigende antal ekstremister taget i betragtning. Dame Stella Rimington, tidligere leder af MI5, skønnede i juni 2013, at der skulle omkring 50.000 fuldtidsansatte MI5 spioner til at overvåge 2.000 ekstremister eller potentielle terrorister 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. Det er mere end 10 gange det antal, som i øjeblikket er ansat af MI5.

Situationen er ikke meget anderledes i mange andre europæiske lande. I Tyskland erklærede Hans-Georg Maassen, lederen af det tyske forbundspolitis sikkerhedstjeneste, at hans afdeling havde kendskab til næsten 8.000 islamiske radikale i Tyskland. Han sagde, at alle disse ekstremister, hvoraf nogle forsøger at hverve støtter blandt migranterne, anbefaler vold til at fremme deres mål, og at hans afdeling modtager et eller to “ret konkrete tip” om planlagte terroraktiviteter hver eneste uge.

De fleste europæiske lande, såsom Tyskland, Storbritannien og Frankrig, opererer på deres højeste terrorvarselsniveau nogensinde. Efterretningstjenesterne forsøger at håndtere og klare en situation hinsides alt, hvad man overhovedet kunne have forestillet sig for ti år siden.

Kampen mod terrortruslen bliver imidlertid aldrig vundet blot ved at hælde flere økonomiske resurser og arbejdskraft i kontraterrorindsatsen, selvom dette selvfølgelig er et nødvendigt første skridt. Så længe de nationale politiske ledere, som udsteder ordrer til sikkerheds- og efterretningstjenesterne, nægter at forholde sig åbent til denne trussel uden at indhylle emnet i politisk korrekt sprogbrug, vil de aldrig blive i stand til at reducere truslen, endsige eliminere den.

Judith Bergman er skribent, klummeskribent, jurist og politisk kommentator.

 

http://da.gatestoneinstitute.org/7353/europa-sikkerhedsadvarslerne

 

http://www.cnbc.com/2016/01/20/migrants-not-to-blame-for-sex-attacks-swedish-pm.html

ANNONSE