Kommentar

“Når en mors frygt bliver til virkelighed… “Alle mine drenges venner er blevet overfaldet og røvet…”

 

I have a dream that my four little children will one day live in a nation

 where they will not be judged by the color of their skin

 but by the content of their character.

I have a dream today.

Martin Luther King

Hvem  har ikke hørt disse  ord,  taget dem til sig  og sagt dem for sig selv  med tanken  på den mand,  der  i 1963 trådte ind i historien og med så stor patos  lod dem  fylde rummet  foran  Lincoln-monumentet i Washington?   Har vi ikke alle haft en drøm om at børn ikke må  blive bedømt på sin hudfarve men  kun på dets handlinger og karakter? Men sådan er det bare ikke. 

I de senere  år,  dvs efter  år 2000  er ordet racisme sammen med ord som populisme,  xenophob  og fascisme imidlertid blevet godt og grundigt misbrugt,  og  bliver slynget efter enhver  som ikke passer ind i det politisk korrekte verdensbillede, dvs  ikke er en uselvstændig støtte  til det kulturradikale projekt,  der som bekendt  handler om  at relativere alting  ikke mindst den  vestlige  kultur;  et misfoster af en kultur som ikke  kan  gøre krav på noget særligt  andet end  en  mørk historie fuld af imperialistisk undertrykkelse,  racehad og slavehandel  med mere.   

Her kommer vi ind på noget,  jeg og andre flere gange  har omtalt, nemlig Vestens problematiske forhold til sin egen historie og manglende evne til at forsvare sig selv .  Jeg vælger at sige som Ibn Warraq;  vær stolt og lad være  med at undskylde. Skal vi blive ved med at undskylde  for vore fædres synder. Skal vi fortsat undskylde for det britiske imperium,  når nu briternes tilstedeværelse i Indien førte til anlæggelse af en  infrastruktur i form af jernbaner  og veje,  vandingssystemer,  udryddelse af kolera, etableringen af et uddannelsessystem, oprettelsen af et parlamentarisk demokrati og retssikkerhed.  Briterne gav  endda inderne deres egen fortid tilbage. (bag betalingsmur)

Det var den britiske regering,  der gjorde sit bedste for at redde og bevare de mindesmærker, der vidnede om fortidens pragt. Vesten er kilde til befriende ideer som den personlige frihed, politisk demokrati, menneskerettigheder og kulturel frihed.

Det er Vesten der har løftet kvinders status, bekæmpet slaveri, forsvaret friheden, ytringsfriheden og samvittighedsfriheden.  Vesten behøver ingen forelæsning om andre samfunds fremragende dyder. 

Nej,  den sande racisme er den som konstant udøver  positiv forskelsbehandling og særrettigheder til farvede fremmede folkeslag fx  i form af   fortielser,  bagatelliseringen af terror, trusler, vold med mere. Det handler slet ikke om den gamle britiske vestlige undertrykkelse af fremmede folkeslag,  det er her og nu disse ting sker.  Den antihvide racisme! 

Ifølge sociologen Jean-Luc Primon føler hver tiende oprindelige franskmand sig udsat for racisme. Det er interessant at følge de reaktioner, som dette fænomen afstedkommer. For eksempel  har jeg ofte hørt kolleger  fra arbejdspladser indlede en kritisk bemærkning  om  fredens religion  med  ordene: Jeg er altså racist, men …..

Gennem en  vedvarende  manipulerende indoktrinering har medierne givet  os denne opfattelse, at enhver kritisk bemærkning  var/er ensbetydende med racisme.  Ofre for anti-hvid racisme, der kan have givet sig udslag i vold, kan bagatellisere eller ligefrem benægte hændelsen.

Fornægtelsen bliver især påfaldende, når et racistisk motiveret overfald filmes og lægges ud på nettet, så alle ved selvsyn kan se, hvad der skete. Dette ser jeg som nutidens sande racisme,  at man pålægger ofret  for en angivelig voldsepisode tavshed om overfaldet,  for ellers  vil  vedkommende  ”få en racisme-dom  på halsen”.  Sådan  har det været  længe herhjemme. 

Kultureliten, vi kender dem,  i form af akademikere,  journalister,  ”kunstnere”  og  meningsdannere skyder med skarpt,  hvis de så meget som mistænker en åbenmundet  anklage af minoriteterne, mens de  fortier,  bortforklarer eller  benægter, at de ”unge”  har begået  nogen former for kriminalitet. “Pæne” og “anstændige” mennesker tiltror ikke folk fra 3.verdens lande, at de skulle kunne nære racistiske følelser over for hvide, og antiracistiske foreninger benægter den anti-hvide racismes eksistens.

Den racisme, som man gerne tiltror de “skyldige” hvide europæere, kan ikke begås af de “svage” indvandrere. Her kan jeg lige indføje, at  i  en stat som Singapore føler man ikke trang til at udråbe den gamle kolonimagt som indbegrebet af racisme.  Tværtimod  har man opkaldt byens fineste hotel efter Stamford Raffles,  som  var en ægte kolonibestyrer,  der  grundlagde Singapore i  1919,  og  man er i dag  kun stolt over den gamle brite! 

Når man læser om disse ting og tænker  på en  bevægelse som BLM og den  hastigt voksende masse af religiøse horder  der i dag  befinder sig i  Europa  (som  en stor del af dem ikke ønsker at blive en del af), dvs  den vestlige del af Europa,  har  begrebet hvid mands byrde fået en ny betydning.  For det er mere end byrdefuldt at se sine bydele,  statuer, mennesker og værdier blive trådt under fode uden at være i stand til at gøre noget ved det.  Så vi bliver netop bedømt på vores hudfarve: Hvem er skyld i verdens elendighed  i  dag?  Den hvide hetero-normative midaldrende mand!

 

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE5093689/Ytringsfrihed-er-bolv%C3%A6rk-mod-islamisering-af-Europa/   

Køb Lars Hedegaards nye bog her!